Spring hovednavigationen over

Advokatsamfundet i internationale advokatsammenslutninger

Advokater og Advokatsamfundets virksomhed påvirkes i stigende grad af international regulering. Herunder er der beskrevet en række af de internationale organisationer, som har særlig betydning for advokathvervet.

Advokatrådet er medlem af en række forskellige organisationer. Visse deltages der løbende aktivt i, og visse følges på ad hoc-basis. Langt størstedelen af arbejdsindsatsen ligger i CCBE-samarbejdet.


CCBE – sammenslutningen af advokatråd i Europa

CCBE (the Council of Bars and Law Societies of Europe) blev stiftet i 1960 med henblik på at repræsentere europæiske advokaters interesser i EU. Organisationen har hjemsted og kontor i Bruxelles, Belgien.

Præsidentskabet

CCBE tegnes af en præsident og tre vicepræsidenter. Advokat Anne Birgitte Gammeljord var præsident for CCBE i 2009.

Den danske delegation

Den danske delegation består aktuelt af rådsmedlem Per Hemmer (Head of Delegation), advokatrådsformand Martin Lavesen, generalsekretær Andrew Hjuler Crichton, Head of International Relations Ditte Nissen Lund (Information Officer) og International Relations Associate Nina Gundlach Thorstholm (Information Officer)

Formål

CCBE fokuserer på regulering af advokatprofessionen, beskyttelse af retssikkerhed, menneskerettigheder og demokratiske grundprincipper. CCBE repræsenterer mere end en million europæiske advokater og varetager de nationale advokatsamfunds fælles interesser over for blandt andre EU-institutionerne for derigennem at opnå indflydelse på EU-lovgivningen. CCBE forsvarer retssikkerhed og demokratiske grundprincippers overholdelse i medlemslandene.

Aktiviteter

Der afholdes omkring fire møder årligt og derudover halvårlige generalforsamlinger. Derudover er der nedsat en lang række arbejdsgrupper og temagrupper. Advokatrådet deltager aktivt i følgende grupper:

  • Access to Justice
  • Anti-Money Laundering
  • Company Law
  • Criminal Law
  • Deontology
  • Environment and Climate Change
  • EU Lawyers
  • Family and Succession Law
  • Future of the Legal Profession and Legal Services
  • Human Rights
  • International Legal Services
  • IT Law
  • Patents
  • Permanent Delegation to the Court of Justice, the General Court and the EFTA Court
  • Permanent Delegation to the European Court of Human Rights
  • Tax
  • Young Lawyers

CCBEs sekretariat sørger for vidensindsamling og vidensdeling via spørgeskemaundersøgelser til delegationerne, udgivelse af nyhedsbreve og pressemeddelelser, høringssvar vedrørende ny EU-lovgivning, analyser, statistik og rapporter. CCBEs fagkomitéer udgiver løbende forskellige guidelines til brug for advokater.

CCBE understøtter gennem alt dette også Advokatsamfundets arbejde med både internationale og nationale dagsordener.

CCBE-identitetskort

Advokatsamfundet kan udstede et CCBE-identitetskort til danske advokater. Kortet identificerer kortindehaveren på CCBE’s officielle sprog som beskikkelseshavende advokat i en EU-stat og letter adgangen til domstole og advokatorganisationer i andre europæiske lande. Kortet anerkendes også af Den Europæiske Domstol og Retten i Første Instans.

Ansøgning om et CCBE-identitetskort indsendes til Advokatsamfundets sekretariat, og der skal vedhæftes et pasfoto. For spørgsmål vedrørende udstedelse, kontakt venligst Birgit Thode.

Yderligere information

Du kan få yderligere information om CCBE på organisationens hjemmeside  www.ccbe.eu eller ved at henvende dig til Advokatsamfundets sekretariat.

IBA – International Bar Association

IBA blev stiftet i 1947. Organisationens medlemmer tæller mere end 80.000 individuelle advokater og omkring 190 advokatsamfund fra alle dele af verden.

Den danske delegation

Advokatrådets kontakt til IBA varetages af Advokatrådets formand Martin Lavesen (President - IBA Council Member), generalsekretær Andrew Hjuler Crichton (IBA Council Member) og Head of International Relations Ditte Nissen Lund (Bar Executive Officer).

Formål

IBA’s hovedformål er at fremme udveksling af informationer mellem advokatsammenslutninger verden over samt at støtte domstolenes og advokaternes uafhængighed.

Aktiviteter

Hovedaktiviteterne fordeler sig mellem service for de enkelte medlemmer gennem organisationens afdelinger og komitéer, støtte til de nationale advokatsammenslutningers aktiviteter, herunder udvikling af advokatsammenslutninger, samt menneskerettighedsarbejde i organisationens institut.

IBA arrangerer jævnligt større konferencer, og IBAHRI gennemfører projekter rundt om i verden til støtte og genopbygning af retssamfund.

IBA Rådet mødes to gange om året, hvoraf den ene gang er i forbindelse med IBA’s årlige konference i oktober/november måned. Den årlige konference strækker sig over flere dage og byder ofte på ganske interessante aktiviteter.
Derudover er der nedsat en række stående komitéer, som varetager arbejdet inden for forskellige områder af fælles interesser for advokatstanden.

Yderligere information om IBA

Yderligere information om IBA kan findes på www.ibanet.org 


ELI – European Law Institute

ELI er en uafhængig non-profit-organisation, hvis formål er at forbedre kvaliteten af europæisk lovgivning. Organisationen er stiftet for at iværksætte, udføre og facilitere undersøgelser, komme med anbefalinger og give praktisk vejledning.

Læs mere på organisationens hjemmeside


Andre relevante advokatsammenslutninger

Udover de organisationer, som Advokatsamfundet er medlem af, findes der en række andre internationale advokatsammenslutninger rettet mod forskellige grupper af advokater.


AEA – European Association of Lawyers

Organisationens formål er blandt andet at skabe et fællesskab mellem europæiske advokater og fremme advokaternes mulighed for at praktisere.

Læs mere på organisationens hjemmeside


AIJA – International Association of Young Lawyers

AIJA er en global organisation for advokater og virksomhedsjurister på 45 år og derunder.

Læs mere på organisationens hjemmeside 


EYBA – European Young Bar Association

EYBA repræsenterer Europas unge advokater.

Læs mere på organisationens hjemmeside


UIA – Union Internationales des Avocats

UIA er en international advokatsammenslutning dannet i 1927 af fransktalende advokater i Europa med henblik på at skabe internationale kontakter. I dag kan alle advokater blive medlem. Sammenlagt repræsenterer medlemsorganisationerne og de individuelle medlemmer omkring to mio. advokater fra 110 forskellige lande.

Læs mere på organisationens hjemmeside