I Spanien må en varetægtsfængslet, som er fængslet på grund af påvirkningsrisikoen gerne tale i telefon med sine pårørende. Det må man ikke i Danmark, hvis man sidder med brev- og besøgskontrol, hvilket er tilfældet for over 60 procent af alle arrestanter i Danmark.

De varetægtsfængslede udgør pt. omtrent 36 procent af det samlede antal indsatte på cirka 4000. 

Men ifølge forsvarsadvokat Thomas Brædder, som er medlem af Advokatrådets strafferetsudvalg, er der tale om en begrænsning, som primært belaster de mest lovlydige af de varetægtsfængslede – og deres familier. 

”Hvis en varetægtsfængslet virkelig gerne vil have en besked sendt ud af fængslet, så kan det godt lade sig gøre – også selvom varetægtsarrestanter ofte sidder alene i en celle 23 timer i døgnet. For ganske ofte har en varetægtsfængslet med brev- og besøgskontrol nemlig kontakt med indsatte, som ikke er undergivet denne kontrol. Og så skal man ikke være særlig kreativ for at kunne regne ud, hvordan et brev så kan komme ud af fængslet, uden politiet ser det,” fortæller han.

Thomas Brædder ser det som et af mange problemer med den måde, vi i dag håndterer de varetægtsfængslede. 

”Det er helt åbenbart, at der kan være gode grunde til, at en person i en periode skal være varetægtsfængslet, og at det skal ske uden kontakt med personer udenfor murene, uden at politiet kan lytte med. Af samme grund kan vi heller ikke være tjent med et system, hvor vi ikke kan finde ud af at håndhæve den slags begrænsninger. For reelt så går det bare ud over dem, som i virkeligheden slet ikke behøver at være underlagt den slags restriktioner. Nemlig dem, der undlader at forsøge at påvirke sagens efterforskning, selv om de reelt godt kunne, hvis de ville. Det er jo temmelig absurd.”

Thomas Brædder er i det hele taget kritisk over for de vilkår, hans varetægtsfængslede klienter har. For han ser, hvor hårdt det rammer dem og deres familier, og hvordan flere sågar bliver syge af det. 

”Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor vi stadig har et så forældet regime omkring varetægtsarrestanter, og at de skal sidde på langt ringere vilkår end afsonere. Som udgangspunkt burde de have samme vilkår som afsonere. Kun dem, der er fængslet af frygt for påvirkning, bør have særlige indskrænkninger,” siger han. 

Menneskeligt nedbrydende

Hvis man som dømt i Danmark skal afsone en fængselsstraf, har man ret og pligt til at deltage i arbejde eller uddannelse, som tilbydes af fængslet. Derudover vil man som afsoner have adgang til fritidsaktiviteter og som udgangspunkt også selv stå for madlavning, rengøring og lignende. Det er alt sammen lovfæstet i straffuldbyrdelsesloven og bygger på det princip, at afsoningen ikke kun har til formål at straffe, men også at hjælpe og påvirke den dømte i den rigtige retning. Men sådan er det langt fra for de varetægtsfængslede. 

”Mange varetægtsfængslede sidder i deres celle 23 timer i døgnet og har kun én times gårdtur. De har et fjernsyn, en seng og måske noget papir, de kan skrive på. De har ikke adgang til telefonopkald. De skal trykke på en knap, når de har behov for at komme på toilettet, og så vente på, at nogen har tid til at følge dem dertil. Det kan tage tid, så i stedet benytter de håndvasken i deres celle. Besøg har de måske en time hver 14. dag, under overværelse af en betjent. Det er mig ubegribeligt, at vi i Danmark i 2025 accepterer sådan nogle vilkår. Det er nedbrydende for ethvert menneske og skaber ødelagte mennesker og familier på den anden side af varetægtsfængslingen. Med andre ord, det præcis modsatte af det, vi arbejder for, når vi har at gøre med mennesker, der afsoner en straf, de er dømt for. Og de varetægtsfængslede er end ikke dømt for noget.”

Hårdere i Danmark

Thomas Brædder oplever, at de enkelte fængslers håndtering af varetægtsfængsledes vilkår er uigennemsigtige, og at de bærer præg af vilkårlighed. De vidner om et system, der mangler ressourcer og derfor i alt for høj grad isolerer mennesker, og hvor rammerne er mere begrænsende, end hvad der er nødvendigt af hensyn til formålet med varetægtsfængslingen. 

”Mit indtryk er, at fængslerne faktisk gerne vil skabe nogle ordentlige forhold og muligheder for de varetægtsfængslede. Men på grund af det kæmpemæssige pres, der er på fængslerne på grund af det meget høje antal fængslede, personalemangel og begrænsede ressourcer, så bliver alt ”det gode arbejde” skåret væk. Og så er der ikke meget tilbage ud over ensomheden bag den låste dør.”  

Ifølge en ny rapport fra Justitia og Advokatsamfundet med titlen ’Varetægtsfængsling – Retssikkerhed før dom’ sidder markant flere indsatte i længere tid som varetægtsfængslede. Gennemsnitslængden for varetægtsfængslinger er siden 2018 steget fra tre til nu seks måneder, og antallet af personer, der har siddet varetægtsfængslet over to år, er flere end 100 personer. 
Nogle ender med at afsone hele deres dom i varetægt. Og nogle bliver endda frifundet og kommer i flere tilfælde ud til et liv uden job, bolig og familie.

Vilkår varierer

I de danske fængsler er vilkårene varierede fra arrest til arrest – og sågar fra afdeling til afdeling i samme arrest. Nogle steder har de indsatte en videre adgang til fællesskab, imens de andre steder er alene de fleste timer. Enkelte steder kan de også få lov til at lave mad. Og nogle få steder er der tilbud om undervisning eller værkstedsarbejde.

”Hvis en klient spørger, hvorfor han ikke kan få samme muligheder som en anden indsat, er det enormt svært at forklare og vejlede om. For jeg ved simpelthen ikke, hvad der afgør, hvem der får lov til hvad. Mest af alt fremstår det som et meget begrænset tilbud – og derfor noget, der kun tilbydes nogle få – formentlig styret af de ressourcer, der er til rådighed i det enkelte fængsel,” siger han. 

Det samme gælder for besøg og kontakt med pårørende. I nogle arrester er der mulighed for at få besøg flere gange om ugen. I andre kun én gang om ugen eller hver 14. dag. 

”Mit indtryk er, at de vilkår, den varetægtsfængslede lever under, er meget lokalt forankret. At det mest af alt er styret af, hvilken arrest han eller hun tilfældigvis er havnet i, de ressourcer, de har til rådighed, og de procedurer, de lokalt arbejder ud fra,” forklarer Thomas Brædder. 

Han mener, at det er på tide at gentænke den måde, varetægtsfængslede bliver håndteret på. Både for at sikre, at de regler, de er underlagt, rent faktisk virker og bliver overholdt, og for at sikre at vi ikke pålægger de varetægtsfængslede flere indskrænkninger end nødvendigt. 

”Hvis en varetægtsfængslet person – der jo end ikke er endelig dømt for noget – skal have ringere vilkår end en person, der ER dømt for noget, så må det kræve overordentligt gode grunde,” siger han. 

”De begrænsninger, en varetægtsfængslet må tåle at være underlagt, er nødt til at hænge sammen med de grunde, der er årsag til, at vi holder vedkommende varetægtsfængslet. De kan enten skyldes, at politiet er bange for, at den sigtede vil forsøge at ødelægge efterforskningen ved at påvirke vidner eller fjerne beviser, at de er bange for, at den sigtede vil flygte til udlandet, at de frygter, at han vil begå ny kriminalitet igen, hvis man sætter ham på fri fod, eller endelig, at det vil støde retsfølelsen, at den sigtede er på fri fod.”

Selvom grundene til at varetægtsfængsle en sigtet kan variere, er vilkårene i fængslerne alligevel ofte i vidt omfang de samme, hvilket Thomas Brædder mener bør ændres: 

”Hvorfor kan de personer, der er varetægtsfængslet, fordi man er bange for, at de på fri fod begår ny ligeartet kriminalitet, ikke blive placeret på fuldstændig lige fod med afsonere? Hvorfor skal deres dør være låst 23 timer uden adgang til beskæftigelse, uddannelse eller behandling, så længe de IKKE er endelig dømt? Det samme gælder dem, der er varetægtsfængslet, fordi man mener, at det vil støde retsfølelsen, hvis de er på fri fod – hvorfor kan de ikke have samme vilkår som dem, der er endelig dømt? Hvilket formål tjener det at give de personer dårlige vilkår end dem, der er dømte?”, siger han og fortsætter:

”Hvorfor kan man ikke sørge for, at de personer, der sidder varetægtsfængslet, fordi man frygter, at de vil påvirke efterforskningen, placeres i de samme arresthuse, med samme restriktive vilkår i forhold til omverdenen, men med åben dør, så de i det mindste kan have fri social kontakt med hinanden – selvfølgelig under hensyn til, at folk i samme sag ikke sidder sammen. Og hvorfor skal de ikke inden for de rammer have samme mulighed for beskæftigelse, aktiviteter og selvvedligehold som afsonere?”

Kafka bag tremmer

I dag kan en varetægtsfængslet søge om at få lov til at blive overført til almindelige afsoningsvilkår, men den mulighed fortolkes meget restriktivt og med en begrundelse, som er svær at forstå for dem, det handler om. 

”Som reglerne er i dag, vil en varetægtsfængslet kun kunne overføres til almindelig afsoning, hvis anklagemyndigheden samtykker i det. Og det gør de som udgangspunkt kun i meget få sager, nemlig kun i de sager, hvor den sigtede har erkendt sig skyldig i en del af det, han er sigtet for. For i de tilfælde ved man jo, at han eller hun vil skulle afsone et eller andet, da noget jo er erkendt. Man har med andre ord den tilgang, at man ikke mener, at man kan overføre en person til afsoning af en straf, som vedkommende ikke har erkendt. Og i teorien lyder det jo meget fornuftigt. Men det runger lidt hult, og fremstår temmelig kafkask, når man samtidig mener, at den samme person sagtens kan sidde varetægtsfængslet i en arrest med halvt så mange rettigheder og muligheder, som hvis han var almindelig afsoner. ”Glæden” ved ikke at blive behandlet som endelig dømt kommer i hvert fald med en høj pris.”