En fængselsplads koster det samme som mindst to socialrådgivere. Måske kan man endda få flere til prisen, hvis man også satser på andre faggrupper til at være støttepersoner og mentorer, som kan gøre en forskel i unges liv. Hvis man investerede mere i forebyggende indsatser blandt unge i risikozonen, så kunne samfundet spare millioner i den anden ende på retssager og fængselspladser.

Det mener forsvarsadvokat Danyal Tirpan. Han har mange unge førstegangskriminelle blandt sine klienter, og han er ikke i tvivl om, hvad der skal gøres for, at færre unge roder sig ind i kriminalitet.

”Jeg møder jævnligt unge i retssalen, der allerede har mistet tilliden til systemet. Flere fortæller, at de føler sig dømt længe før, de står for en dommer. Den oplevelse er ikke bare en subjektiv følelse – den er et symptom på et system, hvor sanktionerne kommer hurtigt, men hjælpen kommer for sent,” siger han og uddyber: 

”Jeg har 16-årige, som er blevet taget igen og igen for at sælge hash,15-årige, der er taget for indbrudstyveri, for slet ikke at tale om de 17-årige, der er blevet taget med en kniv et par gange og måske også har været med i nogle voldshandlinger. Der sker så det, at de her kontaktpersoner og støttepersoner, nogle af dem har, dem har de kun tre til fire timer om ugen. Og det er alt, alt for få timer til at danne en nær relation, som kan gøre en forskel. Det bliver ofte ikke til meget andet end en tur i træningscentret. Jeg har et klart indtryk af, at der er sket store besparelser på det forebyggende arbejde i kommunerne, og det undrer mig, at man ikke kan gøre det bedre, når det er åbenlyst, at en ung er på vej ind i en kriminel løbebane,” siger han.  

En rapport fra VIVE viser tegn på, at der reelt bliver sparet på SSP-samarbejdet i kommunerne, blandt andet ved at udvide opgaverne, uden at pengene følger med. Men den forebyggende indsats er kompleks og kan ikke angives præcist. 

Danyal Tirpan er overbevist om, at god forebyggelse blandt andet handler om at få mentorer og støttepersoner til at være i kontakt med de unge. Og det skal være gode forbilleder, de unge kan spejle sig i, eller som har en evne til at give dem selvtillid ved at lytte til dem og tro på dem.

”Der er selvfølgelig mange pædagogiske værktøjer, men det virker at danne nogle dybe, nære relationer med personer, der har indblik i de unge, og hvor der er mulighed for at få en vis indflydelse. Hvis en ung person har et forbillede at se op til, én, som i den unges øjne er smart, stærk, kvik, ’sej nok’ – og sød og er venlig. En, der arbejder på lovlig vis eller har en legitim forretning, og som behandler den unge med respekt og en tro på, at den unge kan noget. Så er det min opfattelse, at den unge vil få andre præferencer i livet.”

Hans erfaring er, at det ofte er relationen til en engageret voksen – en kontaktperson, med et syn på den unge som et menneske og ikke bare et problem – der kan vende udviklingen:

”Jeg havde for eksempel en klient, som var i kontakt med flere forskellige støttepersoner af kort varighed, men som han ikke kunne tale med. På et tidspunkt fik han så en, der fik skubbet ham i den rigtige retning. Først til et job i Føtex, så gymnasiet og senere til nye ambitioner i livet om at blive flymekaniker. Han fortalte, at de havde haft langt flere timer sammen end normalt, og at ’han så mig som et menneske og ikke bare et produkt.”

Et fælles ansvar

Danyal Tirpan mener, at både samfundet men også retsstaten generelt svigter et fælles ansvar for borgere i de formative år, og så søger nogle unge identitet og anerkendelse i miljøer, hvor kriminalitet er normen. 

”Man er ikke særlig opmærksom eller proaktiv, hverken i skolen eller andre steder, hvor man har et ansvar. Jeg skal ikke kunne sige, om det er af økonomiske årsager, at man ikke gider at bruge flere ressourcer på det, men jeg mener, at som en del af en forvaltning, der har med børn at gøre, så er der et strukturelt ansvar.” 

Skolerne har for få ressourcer, socialforvaltninger har for mange sager per sagsbehandler og lange ventetider på behandling og støtte. 

”De unge vælger altså ikke kriminaliteten i et tomrum. De skubbes i den retning af et samfund, der mangler evnen – og måske viljen – til at gribe dem.” 

Han advarer mod kortsigtet økonomistyring, som han mener, kommunerne er præget af:

"Jeg ser mange unge liv, som smuldrer. Jeg er overbevist om, at det kunne være undgået. Man sparer på børne- og ungeområdet med et håb om kortsigtede budgetgevinster – men regningen kommer alligevel. Den kommer som øgede udgifter til politi, fængsler og retssystem. Den kommer i form af tabte ungdomsliv."

Han efterlyser derfor politisk mod og vilje til at investere langsigtet, og han ser også gerne, at flere advokater stemmer i og peger på de systemiske svigt. 

”Retssystemet kan ikke alene løse problemet. Hvis vi vil værne om retsstaten og sikre, at retssikkerhed gælder alle – også de yngste og mest sårbare – må vi insistere på, at forebyggelse, uddannelse og social indsats prioriteres lige så højt som sanktioner,” siger han og tilføjer:

”Det kræver, at vi investerer i tidlig indsats, i uddannelse, i mental sundhed og sociale fællesskaber. Én social investering bør måles i menneskelige og samfundsmæssige gevinster – i færre retssager, i bedre trivsel og i øget tillid til retssystemet. Vi har rigeligt med evidens for, at tidlig indsats virker. Nu mangler vi bare at handle på den."