Relationen er hjertet i fængslet

Julie Laursen, lektor fra Københavns Universitet, har i mange år forsket i og sammenlignet fængsler i Norge og England som modsatrettede kontraster, hvor Norge står for en mere humanitær model og England for et hårdere afsoningssystem. Hun mener, at Danmark har bevæget sig fra den norske retning til den engelske over de senere år.

“Det allervigtigste i et fængsel er relationen mellem indsatte og ansatte. Den udgør hjertet i fængsler, og det er derfra, orden og sikkerhed udspringer. Dygtige betjente, der bruger tillid intelligent, kan gøre en afgørende forskel. Det betyder, at man som fængselsbetjent nogle gange må tage en chance. For eksempel hørte jeg en historie om en betjent, der lagde en bog på et bord hos en indsat. Hun var misbruger, men bogen forandrede hendes liv til det positive. Hun gik i behandling og blev stoffri. Det kan virke banalt, men det viser, at små handlinger kan være ret afgørende og forandre et menneskes liv til det bedre.”

Julie Laursen mener, at det er svært at finde tid og overskud selv til de små betydningsfulde handlinger, for som det er nu, anser hun det danske system for at være i krise.

“Den danske kriminalforsorg var tidligere exceptionelt velfungerende og human, men især det sidste årti har budt på store udfordringer med mangel på personale, pres på fængslerne og flere indsatte, der sidder i længere tid.”

Julie Laursen er enig i, at trods gode intentioner i strafreformen, så bliver den svær at opfylde. 

“Danmark er tidligere lykkedes godt med normaliseringsprincippet – at man ikke mister sine rettigheder andet end sin frihed, når man frihedsberøves. Det betyder en nogenlunde normal hverdag med adgang til uddannelse, beskæftigelse og alle de ting, vi ved kan gøre en forskel. Men med et system i krise, er det svært.”

Hun nævner flere ting, der er væsentlige for, at indsatte kan afsone på en human måde.

“I de lukkede fængsler er det vigtigt, at indsatte kan lave mad, vaske tøj, have meningsfuld beskæftigelse og gøre rent i sin egen celle – for nogen er det god træning i basale færdigheder, og det er samtidig altafgørende for at bevare sine rettigheder.”

Hun understreger betydningen af veluddannet personale og er derfor bekymret for de nye planer om at indføre kortuddannede sikkerhedsbetjente. 

”Fra England ser vi, at de ansætter unge med kun ti ugers uddannelse, men de forsvinder altså hurtigt igen. Det er vigtigt at holde fast i at bevare de høje standarder for uddannelsen til fængselsbetjent. Prøv at kigge på England, hvor de har haft en lignende udvikling som den, vi har nu i Danmark. Det er blevet hårdere, med længere straffe, og det har presset systemet fuldstændig i knæ.” 

Julie Lauersen har bemærket, at der i strafreformen er lagt op til specialiserede behandlingsforløb og individuel støtte for de mest sårbare indsatte, og det er også nødvendigt, mener hun.

”Men man skal huske, at det er utrolig svært at skabe en positiv forandring, hvis man er optaget af at overleve. Hvis det for både indsatte og ansatte handler om det akutte. Hvis det handler om at slukke brande i metaforisk og nogle gange måske også i konkret forstand, hvis man er optaget af at dække sin vagtplan, som ikke hænger sammen, og alle mulige akutte ting, der opstår i løbet af en dag, så har man ikke tid og overskud til at gøre de ting, der skaber positiv forandring.”

Strafskærpelser er ikke løsningen

Peter Scharff Smith, professor i retssociologi ved det juridisk fakultet på Universitetet i Oslo, anerkender, at strafreformen rummer mange gode forslag, men er særdeles kritisk over for strafskærpelser:

“Der er mange gode ting i strafreformen, men det væsentligste – de massive strafskærpelser – er ikke særligt fornuftige. Vi bevæger os væk fra den nordiske straffepraksis, hvor frihedsstraf bruges med måde. Det savner den fornuft og faglighed, vi ser i mange af de andre forslag,” siger han. 

Til spørgsmålet om, hvad systemet skal stille op, når personer begår grov personfarlig kriminalitet, siger han:

“Længere straffe kan give mening på nogle områder, det er jeg sådan set enig i, men det er at stikke folk blår i øjnene, at det skulle løse en masse problemer, eller at det skaber et mere retfærdigt straffesystem. Der er ikke noget generelt belæg for, at borgerne ønsker hårdere straffe – tværtimod. Den forskning, vi har om danskernes retsfølelse, siger noget helt andet end politikerne. Når folk skal dømme selv, så dømmer de mildere end domstolene. Det, der er vigtigt for det enkelte offer og for samfundet som helhed, er, at retsvæsenet reagerer med den fornødne alvor og hurtighed på alvorlig kriminalitet, hvilket taler for højere opklaringsprocent, hurtigere domsafsigelse og dermed kortere varetægtsfængsling. Men der er ikke noget særlig godt argument for at sætte straffen op.”

Han understreger, at alternativer til fængsling, som der også fremgår af strafreformen og fokus på resocialisering bør være topprioritet.

“Der er vældig mange positive ting i strafreformen. Der er også spændende forslag, når det gælder alternativer til fængsling. Det er det, man bør fokusere på,” mener han.

Tidlige indsatser og velfærd 

Kriminolog og lektor David Sausdal fra Lunds Universitet, som i sin forskning har særligt fokus på unge bandekriminelle er heller ikke i tvivl. 

“Jeg lyder jo efterhånden som en ødelagt pladespiller, der er gået i hak. Men det er paradoksalt, at man igen og igen anvender hårdere straffe, når det historisk set har vist sig ikke at være en effektiv metode. Tværtimod kan det være kontraproduktivt. Man bliver ved med at ville have mere og længere fængsel, og har trods alt kun øremærket omkring 1 mia. af de her 7 mia. kroner til resocialisering, mens resten går til mere fængselstid og flere fængsler. Forholdene i Danmarks fængsler er allerede forværret. Og når man først og fremmest satser stort på at udbygge og yderligere presse et allerede presset system, kommer 1 mia. med største sandsynlighed ikke til at gøre den store forskel.”

David Sausdal mener, at samfundet i højere grad skal se på kriminelle unge som ressourcefulde mennesker med potentialer, der – udover at man selvfølgelig skal forhindre og straffe deres kriminelle adfærd – kan udnyttes til noget konstruktivt. En del af dem er intelligente og kreative men bruger deres kompetencer til kriminalitet, selvom de lige så godt kunne bruges til for eksempel iværksætteri. Det bliver hellere ikke nemmere af, at vi lever i et samfund, som i stigende grad hylder det at blive ’influencer’, at tjene mange og hurtige penge, køre i hurtige biler og gå i dyrt mærketøj. 

”Der er jo nogle, der ser på de her unge som værende dumme og ikke kunne noget, men rigtig meget af det, de laver, kræver altså nogle rimelig heftige kompetencer,” siger han. 

Et spejl af samfundet

”Hvis vi betragter unge kriminelle som et spejlbillede af, hvad der allerede findes i samfundet, så må vi også i højere grad se indad. Så ser vi ikke kun dem – men også os selv og de problematiske samfundsidealer og strukturer, som vi alle er medskabere af. Det er simpelthen for let altid at tro, at kriminalitet blot kan forklares med en given individuel adfærd. Sådan tænker vi jo for eksempel ikke om så mange andre typer af opførsel i samfundet. Her peger vi gladeligt pilen både mod opvækst, forældre og samfundet mere generelt,” siger David Sausdal.

Ressourcerne bør derfor i stedet bruges på tidlige, velfærdsorienterede indsatser.

“Hvis man vil gøre noget ved kriminaliteten, er det ofte for sent blot at satse på straf og resocialisering. I stedet bør man satse yderligere på tidlige indsatser – herunder boligsociale og andre former for indsatser, hvor man kan fange unge op, før de havner i kriminalitet, og selvom vi selvfølgelig skal straffe og dømme kriminelle i et retssamfund, bør man skrue op for sådanne indsatser i stedet for at skrue ned, som det er sket i de senere år.”

Han advarer også mod, at dårlige forhold i fængslerne og længere straffe kan resultere i, at fængslerne bliver rekrutteringscentraler for kriminelle miljøer og skaber amerikanske tilstande. 

“En af de største udfordringer er, at man er i gang med at udvande det grundlag, hvorpå det gode, forebyggende og resocialiserende arbejde har stået. Hvis presset øges og fængselsbefolkningen vokser, bliver fængslerne til rekrutteringscentraler, som man for eksempel har set i USA,” siger han og understreger:

“Et fungerende velfærdssamfund er og bliver det vigtigste skridt, og det er især vigtigt, at vi som samfund er til stede – både med pisk og gulerod – i de områder og miljøer, hvor kriminalitetsrisikoen er størst.”