Fængselsmiljøet er en dårlig påvirkning for unge mennesker. 

”Man bliver ikke mindre kriminel af at sidde i fængsel – slet ikke som ung og påvirkelig.” 

Det mener forsvarsadvokat Naja Wærness Larsen, medlem af Advokatrådets strafferetsudvalg, som ofte har unge klienter, der har rodet sig ud i kriminalitet. Hun mener, at fængslerne skal gøre meget mere for, at de unge ikke går i stå under fængselsopholdet, så de kan ane en fremtid i horisonten. Men det kan fængslerne ikke støtte dem i, som situationen er nu. 

”Der mangler hænder, og der mangler tilbud – både på beskæftigelses og på uddannelsesfronten. Og der mangler individualiserede og formålstjenlige afsoningsmuligheder.” 

Det er det indtryk, Naja Wærness Larsen har, når hun skal beskrive det danske fængselssystem og de nuværende muligheder for resocialisering af indsatte. 

Hun besøger oftest klienter, der sidder varetægtsfængslet, men nogle klienter har hun også kontakt til, efter de har fået dom og skal afsone. De får generelt bedre forhold og flere muligheder for aktiviteter end under varetægtsfængslingen, men der er undtagelser.   
”Efter nogle erfaringer sidder jeg bare tilbage med en fornemmelse af, at systemet savner mening. Det er for tungt og ikke formålstjenligt for unge, der egentlig kunne komme godt videre,” siger hun og fortæller om en ung voldtægtsdømt klient, som hun mener, er placeret det helt forkerte sted. Det er en sag, der har gjort hende vred på systemet. 

En absurd sag

”Det er en helt almindelig 16- nu 18-årig gymnasieelev, ikke tidligere dømt og med gode personlige forhold, som er dømt efter samtykkebestemmelsen § 216. Det skete efter en fest for over to år siden, hvor de unge mennesker var fulde, og han mente, at han havde fået samtykke og var uskyldig i voldtægt, men blev altså dømt først i byretten og senere landsretten over et forløb på to år. Det startede med en kortere varetægtsfængsling under efterforskningen, men han kom ud og kunne starte i gymnasiet og fuldførte faktisk 1.g, før sagen overhovedet kom for byretten. Sagen blev herefter anket og kom først for landsretten i sensommeren året efter, og efter at min klient var blevet færdig med 2.g og var nået at starte i 3.g. Fra starten af 3.g bliver han straks efter landsrettens dom indkaldt til at afsone, og det betyder, at han per automatik er blevet placeret til visitation i Herstedvester Fængsel.”

Fængslet er Danmarks specialfængsel til indsatte, som har behov for psykiatrisk, psykologisk og/eller sexologisk udredning og behandling. 
Ifølge reglerne skal personer, der er dømt efter § 216 med en straf på over tre måneder anbringes indledningsvis i visitations- og observationsafdelingen i Herstedvester Fængsel. Der er dog to undtagelser til dette udgangspunkt, og den ene undtagelse er, såfremt det på baggrund af de nærmere oplysninger om kriminalitetens karakter eller andre forhold må antages, at der ikke er grundlag for anbringelse i afdelingen.

”Da klienten blev indkaldt til afsoning i Herstedvester, bad jeg allerførst Kriminalforsorgen undtagelsesvis om tilladelse til afsoning af de sidste knap fire måneder med fodlænke. Undtagelsesvis, fordi der er tale om en § 216-sag. Dette afviste de blankt, fordi man i december 2023 politisk besluttede at afskære voldtægtsdømte personers mulighed for at afsone med fodlænke.”

Herefter bad Naja Wærness Larsen om udsættelse af afsoningen, således at klienten kunne færdiggøre 3.g og starte afsoningen bagefter. Dette blev også blankt afvist.

”Til sidst bad jeg Kriminalforsorgen om at være opmærksom på undtagelsen i § 3, stk. 1, i anbringelses- og overførselsbekendtgørelsen, så klienten fra start kunne blive placeret i et åbent fængsel med bedre mulighed for at fortsætte sin gymnasieuddannelse under afsoningen – og påpegede herunder, at den pådømte kriminalitet var begået for to år siden som 16-årig, at klienten ikke havde begået ny kriminalitet siden, havde gennemført både 1.g og 2.g og havde meget velordnede personlige forhold.” 

Naja Wærness Larsen fik herefter svaret fra Herstedvester Fængsel, at det faktum, at klienten er ung og har gode personlige forhold mv., ikke ændrede på, at Kriminalforsorgen ud fra sagen ikke vidste, om han havde et behandlingsbehov. 

”Jeg havde en fornemmelse af, at man hverken havde sat sig ind i sagen eller havde læst, hvad jeg havde skrevet, og at undtagelsen i § 3, stk. 1, rent faktisk ikke bliver anvendt i praksis,” siger Naja Wærness Larsen. 

”De burde i det mindste kunne tilbyde ham at komme i åbent fængsel eller at kunne fortsætte sin skole evt. med onlineundervisning, så han kan gøre gymnasiet færdig. Der er rigtig meget, der er onlinebaseret i dag, men der følger fængslerne bare ikke med.”

I stedet blev han placeret i et lukket fængsel blandt personer med langvarige domme for seksualforbrydelser med et længerevarende visitationsforløb foran sig. Jeg synes, det er absurd,” siger Naja Wærness Larsen. 

”Som en del af visitationen i Herstedvester bliver min klient indkaldt til samtaler med psykologer mv. og gentagne gange bedt om at forholde sig til noget, som han har nægtet sig skyldig i, og bliver konfronteret med, hvorfor han har gjort det. Han har fortalt, at han ikke ved, hvad han skal svare på deres spørgsmål, for lige meget hvad, han svarer, så føles det forkert.”

Derfor mener hun, at ligesom der er forskelle på de enkelte fængsler, så bør der også gøres mere forskel på de enkelte indsatte. I dette tilfælde kunne en socialrådgiver fra Kriminalforsorgens egne rækker, som er vant til at vurdere behandlingsbehov, også hurtigt kunne vurdere i en forsamtale før afsoningens start, at klienten ikke hører til der,” mener Naja Wærness Larsen.

Hun endte med at få ret i sine betragtninger, for klienten blev efter en måned i Herstedvester og endt visitationsforløb vurderet til at skulle flyttes over til afsoning i et almindeligt åbent fængsel – dog i Jylland, 260 km fra sit hjem og gymnasium, hvorfor besøg fra familien og muligheden for at blive under uddannelse bliver aldeles indskrænket. 

”Som et sidste søm i kisten, så var der i øvrigt ikke plads i det nye fængsel. Så han sidder fortsat på en lukket afdeling i Herstedvester, hvor tiden i stedet for går med at se tv og lære korttricks,” fortæller hun og tilføjer:

”Det er også en dyr plads, han holder inde i Herstedvester, som mere formålstjenligt kunne gå til en, der har det behandlingsbehov – for dem er der jo rigtig mange af, som også bliver dømt efter § 216, og hvor der har været vold eller anden tvang involveret, men det har der ikke i denne sag. Jeg synes ikke, at det giver mening,” siger hun og foreslår:

”Hvis man virkelig vil gøre en forskel, skal man kigge konkret på det enkelte menneske – ikke bare på paragrafnummeret i dommen. Reglerne er så stive, at de spænder ben for unge, der ellers er godt på vej videre i livet.”

”Jeg har haft flere klienter, der har været dømt alene på baggrund af de nye samtykkeregler. De er enlige svaler i den forstand, at dem kommer jeg ikke til at se som klienter igen. Det synes jeg godt, man kunne tage højde for i den nye strafreform. For i den er der lagt op til at gøre mere forskel på de indsatte, og så bør det også gælde den her gruppe af unge. Men det gør det ikke, som det ser ud nu,” siger hun.