Jeg overtog sagen i februar 2024 fra advokat Erbil Kaya, som lagde et kæmpe stykke arbejde i at føre sagen i landsretten. Uden at nævne navne er der en uformel, ukoordineret kreds af tunge profiler omkring Ahmed Samsam, der på afstand prøver at hjælpe ham ved at komme med gode råd. Sådanne uformelle netværk har jeg ofte set opstå i forbindelse med meget principielle og samfundsrelevante sager. Det var fra det miljø, at der blev peget på mig som advokat, og det lyttede Ahmed Samsam til. For mig som advokat er det sagen og ikke personen, der kommer i første række. Der var tale om en principiel sag af samfundsmæssig karakter, som skulle for Højesteret, så jeg sagde ja med det samme.

Jeg greb arbejdet med sagen helt anderledes an, end jeg plejer. Det allerførste, jeg gjorde, var at skrive første version af et gennemarbejdet sammenfattende processkrift. Det gjorde jeg for at danne mig et tungt juridisk fodfæste og for at komme helt til bunds i sagen med det samme, så jeg ikke blev overrasket over noget senere i processen. Der var flere store afsnit fra det første udkast, som endte med at stå uændret i det endelige processkrift. Samtidig betød det tidlige udkast, at det ud fra sagens faktum set i forhold til alle almindelige bevisvurderingssynsvinkler, var tydeligt for mig, at han havde været agent. Derfor var jeg helt fra starten overbevist om, at vi ville få medhold. Højesteret gik juridisk hårdhændet til magtudøverne i Claus Hjort Frederiksen-sagen, og jeg følte mig overbevist om, at det også ville ske i denne sag.

I arbejdet med sagen har jeg trukket på andre advokater, som jeg har stor tiltro til, og historieprofessor Rasmus Mariager. Han var blandt andet en del af PET-Kommissionen og er den historiker, som ved allermest om efterretningstjenesterne. Han læste det sammenfattende processkrift igennem og stillede nogle andre spørgsmål end juristerne, og det gav nogle brugbare perspektiver. 

Østre Landsret nåede frem til, at Ahmed Samsam ikke kunne få domstolsprøvet sine påstande, fordi han manglede retlig interesse. Normalt ville jeg indlede det sammenfattende processkrift med at omtale det, sagen var tabt på i landsretten, når det som her var noget processuelt, men denne gang placerede jeg det demonstrativt til allersidst og omtalte det kun med nogle få afrundede bemærkninger. Også under min procedure sagde jeg forsvindende lidt om retlig interesse, selvom det spørgsmål var afgørende for landsrettens dom. Det gjorde jeg ud fra den betragtning, at hvis ikke Højesteret efter sit uundgåelige arbejde med beviserne for samarbejdet mente, at Ahmed Samsam havde retlig interesse, hvad skulle jeg så sige. I Spanien blev han idømt otte års fængsel for at lade sig integrere i en terrororganisation, og i virkeligheden samarbejdede han med de danske myndigheder, som ikke kom ham til hjælp. Hvis ikke han konkret havde retlig interesse i at gå til domstolene, hvem har så? Det var måske lige friskt nok, men under proceduren sagde jeg, at landsrettens afvisningsdom mindede lidt om en livline fra den ene statsinstitution til den anden.

I Højesteret var der flere nye beviser, og særligt to af dem vil jeg fremhæve, fordi jeg behandlede dem grundigt under proceduren med hvert sit afsnit, og fordi de involverer to professionelle aktører, der bør tjene til inspiration. Det gælder advokat Thomas Brædders forklaring og en lydfil. Thomas Brædder var advokat for Ahmed Samsam, da han sad fængslet i Spanien, og han gjorde et utroligt stykke advokatarbejde under nogle virkelig svære betingelser. Han arbejdede for en terrordømt person, som var fængslet nede i Spanien, og som heller ikke havde mulighed for at betale salær på sædvanlig vis. Han skrev det første stævningsudkast mod FE og PET og blev inviteret til forhandlinger om at finde en forligsmæssig løsning. Der var i alt 13 møder, og det var en af de få ting, som efterretningstjenesterne havde bekræftet. Hvis ikke Thomas Brædders indledende arbejde havde været så gennemarbejdet og af høj kvalitet, var de møder aldrig kommet i stand. Hans arbejde lagde et pres på efterretningstjenesterne. Højesteret foretager en samlet vurdering og lægger vægt på flere aspekter i dommen, men i min bog er det stærkeste og mest uigendrivelige bevis, at der blev afholdt de møder. Ved at deltage i de møder, mener jeg, at efterretningstjenesterne anerkendte, at Ahmed Samsam var agent. Det gjorde beviset endnu stærkere, at Thomas Brædder i Højesteret forklarede, at møderne udelukkende var med personer fra den øverste ledelse i FE og PET.

Thomas Brædder afgav også forklaring i landsretten, men her var det meget begrænset, hvad han kunne udtale sig om. Da Højesteret afsagde kendelsen om, at vi måtte føre ham som vidne, fremsendte jeg de spørgsmål, jeg ville stille. Det normale er at fremsende et overordnet spørgetema, men for at undgå alle mulige diskussioner under retsmødet foran en dommerfuldmægtig, ville jeg have Højesterets godkendelse af alle spørgsmål. Poul Schmith/Kammeradvokaten, som repræsenterede efterretningstjenesterne, mente, at stort set det hele skulle sløjfes. Højesteret godkendte mange af spørgsmålene og meddelte kort tid efter, at selve vidneafhøringen ville blive bemandet med tre højesteretsdommere. Vi befinder os altså stadigvæk i en sag, hvor landsretten havde sagt, at Ahmed Samsam ikke havde retlig interesse til at ulejlige retssystemet, og så sætter Højesteret tre dommere af til det her. 

I perioden frem til vidneafhøringen havde Kammeradvokaten og jeg nogle hårde processuelle slagudvekslinger i breve, som jeg valgte at dele med Højesteret. Jeg bad samtidig Højesteret om at vejlede vidnet om udstrækningen af vidnepligten. Det resulterede i, at Højesteret besluttede at udvide mine muligheder for at stille spørgsmål. Den tidligere begrænsning bortfaldt delvist. Slagudvekslingerne gjorde nok Højesteret nysgerrig. Når man møder i Højesteret i sådan en sag, må man forvente, at der bliver gået hårdt til stålet og til grænsen, sådan som det skete her.  

Thomas Brædder var det eneste vidne i Højesteret. Vi havde også anmodet om at føre blandt andre den tidligere efterretningschef Lars Findsen, Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen og Ahmed Samsams tidligere kildefører Jesper Kristensen som vidner, men det blev afvist.

Kildeføreren kom alligevel til at spille en central rolle for højesteretssagen. Før Højesteret traf afgørelsen om, at han ikke måtte vidne, optog Ahmed Samsam en længerevarende samtale mellem ham selv og kildeføreren. Højesteret gav os ved kendelse lov til at fremlægge lydfilen på grund af sagens muligt helt særlige betydning for Ahmed Samsam og endte med at gengive transskriptionen af lydfilen og anvende den i sin begrundelse for dommen. Da Højesteret ved samme kendelse afviste vidneførelse af kildeføreren med henvisning til hans tavshedspligt og hensynene til statens sikkerhed mv., er det for mig ganske bemærkelsesværdigt, at Højesteret ikke alene tillod beviset, men også lagde vægt på det. Det anser jeg for at være en anerkendelse af kildeføreren og det, han har sat på spil ved at stå frem i sagen. Kildeføreren har min største og uforbeholdne respekt.

Et andet bevis, som Højesteret helt usædvanligt lagde vægt på i sin dom, var en række avisartikler med både navngivne og anonyme kilder, og hvor der indgik materiale fra lækkede dokumenter. Det sker yderst sjældent, at artikler finder vej til en doms begrundelse, fordi normalt kan du i retten kun tillægge en forklaring betydning, hvis den afgives på en forsvarlig måde foran en dommer. Og her var jo tilmed tale om oplysninger, hvor der i udgangspunktet gjaldt det samme om vidneførelse, som det, der førte til afvisningen af vidner i Højesterets kendelse.

Mediernes og journalisternes rolle har været meget værdifuld for sagen, og journalisterne har frembragt væsentligt bevismateriale. Jeg tror, at det gjorde et stort indtryk på Højesteret, at personer, der risikerer meget selv – også selvom de kun optræder som anonyme kilder – tør træde frem med oplysninger.

I Højesteret valgte jeg at ændre ordlyden af påstandene i sagen. I landsretten var der nedlagt påstande om, at efterretningstjenesterne skulle anerkende, at Ahmed Samsam havde samarbejdet med efterretningstjenesterne. Det ændrede jeg til, at de i stedet skulle af- eller bekræfte, at der havde været et samarbejde. Det gjorde jeg, fordi jeg vurderede, at der var en risiko for, at Højesteret ikke ville gå så langt som at sige, at de skulle anerkende det fuldt ud. Min tanke var, at der skulle mindre til bevismæssigt for at bede efterretningstjenesterne om at be- eller afkræfte. Og for Ahmed Samsam havde det også været tilstrækkeligt med en erklæring fra tjenesterne umiddelbart efter dommen, som han kunne gå videre med for at få genoptaget sin sag i Spanien. Til min overraskelse og glæde valgte Højesteret at gå længere og idømme, at PET og FE skulle anerkende, at der havde været et samarbejde under rejser til Syrien i 2013 og 2014, hvor Ahmed Samsam modtog betaling for at levere oplysninger om danske syrienskrigere til efterretningstjenesterne. Højesteret slog samtidig fast, at Ahmed Samsam havde retlig interesse i sagen.

Dommen er i mine øjne meget stærk. Den forstærker tilliden til, at man kan regne med Højesteret, når det drejer sig om væsentlige retssikkerhedsinteresser for et individ, som bliver udsat for en ubegrundet magtudøvelse. De gamle myndighedsdage kommer ikke tilbage igen. Det er i mine øjne et paradigmeskifte. Højesteret kom med en fuldstændig nøgtern, ufiltreret udlægning af, hvordan tingene hang sammen – ligesom vi så i sagen mod Claus Hjort Frederiksen.

Nu afventer erstatningsspørgsmålet, og jeg samarbejder med Erbil Kaya om en erstatningssag mod efterretningstjenesterne. Samtidig er de indledende manøvrer også i gang i forhold til at få sagen, hvor Ahmed Samsam blev dømt i Spanien, genoptaget. I sidste ende vil det være en spansk advokat med indsigt i spanske forhold, som skal stå for den del.