Af Martin Lavesen, formand for Advokatrådet
I de seneste år hørt vi hørt nødråb fra alle led i straffesagskæden: Politiet, der ”vasker sager” og ikke har ressourcer til at efterforske forbrydelser. Anklagemyndigheden, der for år tilbage druknede i bunker af sager, som ikke kunne komme til domstolene. Domstolene med alenlang ventetid på at få berammet retssager. Og endelig fængsler og afsoningssteder med massiv nedslidning, overbelægning og underbemanding.
Nødråbene er bekymrende, og det er et politisk ansvar at prioritere de nødvendige økonomiske ressourcer til så væsentlige samfundsinstitutioner.
Det er i den henseende positivt, at der fra politisk hold har været en udbredt vilje til at indgå aftaler og vedtage ”pakker”, der er kommet de nødlidende institutioner til undsætning. Paradokset er blot, at der tilsyneladende er større appetit på at slukke ildebrande end løbende – finanslov efter finanslov – at opretholde velfungerende institutioner med stabil bemanding og drift.
Det nyeste eksempel, som viser problemerne ved den anvendte tilgang, er den nyligt indgåede politiske aftale om en strafreform og økonomibevilling til Danmarks Fængsler (tidl. Kriminalforsorgen). Aftalen medfører ekstra indsatte på grund af skærpede straffe og indeholder for så vidt også både penge og initiativer (ros for det) til mere bygningskapacitet og mere fængselspersonale. Ifølge vores analyse er det dog tvivlsomt, om økonomien og planen rækker til at få bygget nok celler og rekrutteret nok nye fængselsbetjente.
Det skal ikke mindst ses i lyset af, at der i mange år ikke er foretaget de nødvendige investeringer. Realiteterne i fængslerne i dag er derfor en overbelægning på 103 procent og et fald i fængselsbetjente i 13 år frem til de seneste år, hvor tallet er stagneret.
Statskassen er ikke bundløs, men det er uholdbart, at institutionerne lever en tilværelse på Finansministeriets nåde, hvor der først for alvor kan findes penge, når der er ”gået ild i et område”.
Når driften i årevis underprioriteres, er resultatet, at borgerne i mellemtiden ikke får forbrydelser efterforsket, ikke kan få deres sager i retten eller som anført ovenfor, at dømte ikke kan afsone. Den mangeårige retspolitiker fra SF, Karina Lorentzen, siger her i magasinet, at det forekommer hende, at straffesagskæden er smadret efter årelang underprioritering. Det er ærlig snak.
Jeg er overbevist om, at der ikke sidder folkevalgte med et ønske om at udsulte retsvæsnet. Det er alligevel sket, og jeg vil på det kraftigste opfordre til, at fokus skærpes i årene frem, og at særligt retspolitikerne står sammen om at få prioriteret og investeret i politi, anklagemyndighed, domstole og fængsler. Det bliver et langt sejt træk på mange finanslove i årene frem. Men vi har ikke råd til at lade være. Retfærdigheden kan kun ske fyldest, hvis institutionerne fungerer.