Uge 39, 2025

Mandag

Normalt er morgenerne i ugens løb meget klassiske. Jeg står op, vækker børn, spiser morgenmad med familien og går ud ad døren. Men mandag havde jeg sagt ja til at være med i Go’morgen Danmark. Så jeg skulle meget tidligt afsted, og jeg forlod allerede matriklen, inden min familie og solen var stået op.

Jeg var inviteret ind for at tale om doxing, hvilket er, når privatpersoners oplysninger som navn, telefonnummer, e-mail og profiler på digitale platforme deles offentligt. Det handlede om en konkret sag i Faxe Kommune, hvor forældre, der følte sig svigtet af systemet, havde delt sagsbehandleres navne i en Facebook-gruppe. I interviewet talte vi om balancen mellem ytringsfrihed og ansvar – hvordan man kan udtrykke frustration uden at skade dem, der sidder på den anden side. Det blev en god og nuanceret samtale.

Efterfølgende tog jeg direkte til landsretten, hvor jeg repræsenterede en klient i en ankesag. Hun havde haft en ubehagelig oplevelse som vidne i byretten i en sag om en læge, der havde overskredet grænser. Hun var blevet indkaldt som vidne af anklagemyndigheden under byretssagen og havde en dårlig oplevelse.

I pausen lavede jeg et interview med Politiken om Ønskeskyen – en platform, der ud over at blive brugt til at lave digitale ønskelister også fungerer som en forretningsmodel for virksomheden bag, hvor brugernes data, ønsker og adfærd udnyttes kommercielt. Som advokat og forperson for Medierådet for Børn og Unge er det vigtigt for mig at bidrage med viden, så medierne kan formidle det videre på en måde, så folk forhåbentligt bedre forstår, at når en digital platform fremstår som gratis, så betaler de med noget andet – deres opmærksomhed og data.

Efter retten hentede jeg børn og var sammen med dem, og om aftenen sagsbehandlede jeg for mine erhvervsklienter – klassisk advokatarbejde med ansættelseskontrakter, opsigelser og selskabsretlig rådgivning. Det var en lang mandag.

Tirsdag

Tirsdag var jeg i Odense for at holde oplæg om børn og unges digitale tryghed, trivsel og rettigheder – noget, jeg har prioriteret højt de seneste år. Jeg underviser primært voksne, der arbejder med børn og unge, fordi jeg har erfaret, at hvis vi skal sikre alle børn og unge bedre selv, og jeg ikke skal være en one woman army, så skal viden deles. Det handler om at få videreformidlet, hvad digital vold og digitale krænkelser er, ofrenes reaktioner, deres behov og det digitale univers, de lever i.

Det giver mig stor arbejdsglæde at bistå både erhvervsklienter og private, men det er også et meget meningsfuldt arbejde for mig at undervise voksne, der hver dag arbejder med børn og unge og for deres trivsel. At vide, at jeg – på relativt kort tid – kan klæde dem bedre på til at møde børn på en ny og mere forstående måde, betyder virkelig meget for mig. Det gør en stor forskel, når et barn fortæller om at have været udsat for grooming, afpresning eller andre former for digitale krænkelser, at de voksne kan møde barnet med en helt anden forståelse og tilgang, end man gjorde for bare få år siden. Ofte tænker jeg efter sådan en undervisning: Nu kan jeg holde fri resten af dagen, for jeg har måske hjulpet 20 børn i den nærmeste fremtid.

Senere samme dag deltog jeg i et onlinemøde med Rådgivningsudvalget hos DR’s B&U-afdeling, hvor jeg sidder som forperson for Medierådet. Samtalen handlede om DR’s strategi og vision på børneområdet – hvordan vores organisationers arbejde matcher den virkelighed, som børn og unge står i. Vi talte blandt andet om, hvordan aldersvurderinger af film og skadelighedsbegrebet ændrer sig i takt med børns oplevelser – og at vi nu står i en anden virkelighed, fordi krig og uro er rykket tættere på og fylder mere i børns bevidsthed.

Jeg er især optaget af den polarisering, jeg ser i børn og unges digitale liv – både mellem kønnene og politisk. I skolegården er børnene i højere grad kønsopdelt, og det handler pludselig om, hvem man holder med. Polariseringen, som vi ser i USA, er blandt andet drevet af digitale platforme og deres algoritmer, der fastholder og forstærker ekstreme synspunkter. Derfor er det vigtigt, at børn – og voksne for den sags skyld – lærer, at man godt kan være uenige og samtidig være venner. Vi skal understøtte den respektfulde samtale, dialog og debat.

Om aftenen deltog jeg i bestyrelsesmøde på mine børns skole. Noget, jeg virkelig værdsætter, er, at skolens ledelse tidligt turde indføre en skærmpolitik med fokus på børnenes trivsel. Eleverne skulle aflevere deres telefoner, og det mødte naturligt modstand i starten – både fra elever, lærere og forældre. Men tiden har arbejdet for os, og det fungerer rigtig godt. For nylig tog skolens ledelse skridtet videre. Nu må eleverne ikke medbringe smartphones eller tablets på skolens område.

Onsdag

Onsdag startede lidt anderledes. Jeg har egentlig ikke en decideret hobby, men for nogle år siden – efter at have tilbragt rigtig mange timer foran en computerskærm – begyndte jeg at få ondt i ryggen. Det blev tydeligt, at jeg var nødt til at gøre noget aktivt, for at det ikke blev værre, og på et tidspunkt tænkte jeg: Det skal fanme være løgn – så må jeg løfte nogle tunge vægte.

Siden da har jeg trænet styrketræning med en personlig træner. Det er hardcore vægtløftning og klassisk styrketræning. Ud over at det føles godt – særligt når det er overstået – så har det også gjort, at jeg ikke længere har ondt i ryggen. Min træner, Rikke, er rimelig bad ass og to gange verdensmester i judo, så vi træner i hendes judoklub lige i nærheden. Jeg afleverer børnene og tager direkte hen og træner en time med hende.

Mit mål er at træne to gange om ugen, men det lykkes ikke altid. Jeg har en grundregel om, at der er nogle typer af klienter, der altid kommer først i køen. Hvis der er ofre – særligt børn – siger jeg ja til afhøringer og retsmøder, selvom det kommer i vejen for træning. Men ellers forsøger jeg at holde fast i to træninger om ugen. Det har også sat sit aftryk derhjemme. Da min yngste datter skulle tegne sin familie til et skoleprojekt, tegnede hun mig med store overarme og en kettlebell.

Efter træning havde jeg heldigvis en ”hjemmedag” på kontoret. Vores kontor er forholdsvis nyt, og vi er stadig i gang med at få tingene på plads og sætte det rigtige hold. Min wingman, Christian Skettrup, som jeg har startet Rethink Law sammen med, har fra starten været meget klar: Vi skal være uafhængige af tech-giganterne. For ham var det et must. Jeg var lidt mere tøvende – kunne vi ikke bare starte med en Microsoft Office-pakke, så jeg kunne fortsætte med at arbejde, som jeg plejede med systemer, jeg kendte godt?

Vi har ingen Google- eller Microsoft-produkter på vores computere. I stedet bruger vi open source-alternativer. Brugerfladen ligner langt hen ad vejen det, man kender: søgefunktioner, mappestruktur, dokument- og klienthåndtering – det hele er ret intuitivt. Og det fedeste er, at vores IT-valg i ReThink Law ikke påvirker vores klienter. Vi leverer præcis samme – nok endda mere digital ansvarlig – service.  ReThink Law bygger på en grundtanke om at kombinere jura og tech, og det afspejler sig i alt, vi gør.

Udfordringerne lige nu er, at de forskellige systemer og softwareløsninger ikke nødvendigvis spiller sammen automatisk.  Men det er i virkeligheden ikke så anderledes end det firma, jeg var i før, hvor vi også havde flere systemer, der ikke nødvendigvis ”talte” godt sammen.

For os er der en stor tryghed i at vide, at vores data ikke ligger i en ”sky” et sted i verden, hvor vi reelt ikke ved, hvordan tech-giganten bag behandler vores klienters data. Men at den data, som vi har ansvaret for, ligger fysisk på en server i Valby – hos en dansk virksomhed, som vi har tillid til – med begrænset adgang og låste systemer. Det giver en helt særlig tryghed og transparens, som er vigtigt, især fordi vi arbejder med personfølsomme oplysninger. Det føles virkelig godt at have kontrol over egen data.

Hele implementeringen af vores system brugte jeg meget af min arbejdsdag på onsdag.

Om aftenen var jeg til søspejder med begge mine børn. Forældrene skiftes til at lave mad, og denne onsdag var det vores tur til at tilberede aftensmad til alle børnene. Ærligt, så stod min mand for hele forberedelsen. Det gør han tit. Han havde lavet boller i karry på forhånd og pakket det hele ned. Jeg skulle bare snitte grønsagssnacks.

Måltider betyder generelt meget hjemme hos os. Jeg er vokset op med, at måltiderne er vigtige, og det har jeg taget med mig. Vi sidder oftest ned og spiser aftensmad og morgenmad sammen. Vi prøver at holde fast i, at det er noget, vi gør sammen som familie. Så uanset hvor travlt der er, så er vi hjemme til aftensmad. Og så er der perioder, hvor man må arbejde efterfølgende, når børnene er gået i seng.

Torsdag

Torsdag begyndte jeg med et møde hos Radio- og tv-nævnet, hvor Karen Rønde, som er advokat og direktør for DPCMO, og jeg – med advokatkasketten på – havde indsendt to klager. De handlede om, hvordan digitale platforme som TikTok og Meta udsætter børn for skadeligt indhold – særligt med fokus på selvskade. Formålet med klagerne er ikke at pege fingre, men at få undersøgt og afprøvet, hvem der egentlig har tilsynsansvaret for indhold på ”sociale” medier. Det blev en god og konstruktiv samtale, og nævnet behandler nu sagen.

Efter mødet gik jeg videre til Medierådets sekretariat, hvor jeg som forperson er involveret i forskellige projekter. Det er inspirerende at samarbejde med så dedikerede embedsfolk, der brænder for arbejdet for børn og unges trivsel, tryghed og rettigheder. Medierådet er ikke en NGO, men et rådgivende og uafhængigt organ, hvor rådets medlemmer er udpeget af kulturministeren. Vores fokus er at levere viden, vejledninger og anbefalinger baseret på viden frem for holdninger. Både til politikere, fagfolk og voksne omkring børn og unge. Der har før min tid været meget fokus på digital dannelse af børn og unge alene. Vores fokus nu er i høj grad også at være med til digitalt at danne hele ”skjoldet” omkring børnene, som i fællesskab har ansvaret.

Senere på dagen havde jeg god tid til sagsbehandling på kontoret og mødtes bagefter med Lars Lokdam, min tidligere chef, kollega og mentor igennem 18 år. Han har været en meget vigtig støtte – både fagligt og personligt – og har ofte hjulpet mig med at navigere i komplekse, strategiske og følsomme sager.

Om aftenen deltog jeg i et familiearrangement med min mands arbejde. Vi var i Zoologisk Have, og jeg mødte hans kolleger for første gang. Han er ingeniør, så det var sjovt at træde ind i en helt anden verden end den, jeg normalt færdes i. Det var hyggeligt at få en fornemmelse af hans arbejdsliv – han kender jo mine kolleger ret godt, så det var rart at møde hans også.

Fredag

Fredag var jeg til afhøring med en forurettet i et sagskompleks om grooming og afpresning af meget unge piger. Det er en igangværende sag, så jeg kan ikke dele detaljer, men det er tydeligt, at digitale krænkelser udfordrer den klassiske tænkning og praksis i retssystemets håndtering. Jeg har ofte klienter spredt udover hele landet i den samme sag med samme gerningsperson. Fordi én gerningsperson kan udsætte mange ofre for digitale krænkelser – på tværs af landet – som i denne sag, hvor ofrene er børn fra flere politikredse.

Det er positivt, at politiet nu begynder at se sammenhængen i sagerne på tværs af kredsene, så der i højere grad bliver samlet op på alle ofrene. Afhøringer af børn og unge er altid sårbare situationer, og det kræver stor omhu og opmærksomhed at sikre, at barnet ikke føler skyld eller skam. Ubehaget ved at blive afhørt er svært at komme udenom. Men jeg gør meget ud af at gentage, at de ikke har gjort noget forkert – at vi sidder der, fordi de er blevet udsat for noget strafbart, og at de har ret til hjælp.

Ved afhøringer af mindre børn sidder jeg ikke i rummet, men følger med fra et tilstødende lokale sammen med politiet, kommunen og forsvarsadvokaten. Det bliver filmet, og vi kan give input i pauserne. Når det er unge som i denne sag, taler jeg med dem direkte og understreger, at intet af det, de siger, vil ændre mit syn på dem. Jeg ved, at de kæmper med indre stemmer – én, der bebrejder dem selv, og én, der begynder at forstå, at de har ret til hjælp. Vores opgave – som de voksne omkring børnene – er at styrke den sidste stemme.

Når jeg tager hjem, tager jeg ikke sagerne med på den måde. Jeg har arbejdet med digitale krænkelser i mange år nu og har lært at placere dem i et mentalt arkivskab. Men selvfølgelig dukker der refleksioner op: Kunne jeg have gjort mere? Skulle jeg have spurgt anderledes? Min rolle er ofte passiv – hvilket ikke er min stærkeste side – men det handler om at hjælpe med at gribe offeret og sikre, at de bliver mødt ordentligt.

Det er den parallelle bevægelse mellem jura og menneskelighed, der gør arbejdet særligt meningsfuldt.

Weekenden

Begge mine børn var afsted lørdag – den ene på spejdertur, den anden på legeaftale med overnatning – så min mand og jeg havde pludselig en hel dag uden planer. Den kunne være blevet brugt på mange fede ting... Men min mand foreslog, at vi fik styr på det nye kontor.

Så vi pakkede værktøj og boremaskine og mødtes på kontoret med Christian, der – ligesom mig – har en hjerne, der prioriterer alt det, der i vores optik haster ægte, og det er ikke nødvendigvis, hvor skrivebordene skal stå. Han havde sin gode ven Gustav med, som har fulgt os siden Christian og jeg begyndte at arbejde sammen for otte år siden. Sammen rykkede vi rundt, hængte billeder op, flyttede bogkasser og satte planter frem. Det var virkelig fedt at få det gjort. Bagefter gik vi ud og spiste.

Søndag blev en helt klassisk hjemmedag: tøjvask, planlægning af ugen og børn, der bare gerne ville spille spil og hænge ud. En rolig afslutning på en ellers meget aktiv uge.