De største udfordringer som advokat i den her sag har været de store kulturelle og politiske forskelle. Jeg har tidligere haft sager om terrorbestemmelserne, men ikke specifikt i Iran, og jeg var slet ikke fortrolig med præstestyret, Revolutionsgarden og iranske forhold på den måde, som jeg er det i dag. Nu er jeg en form for selvlært ekspert, synes jeg næsten. Jeg har meget stor sympati for ASMLA's formål. Altså, hvem kan ikke have sympati med folk, der prøver at bekæmpe diktatur, undertrykkelse og tortur. Jeg har jo også fået et enormt stort indblik i, hvad utallige mennesker, herunder min klient og hans familie, har været udsat for af uhyrligheder i Iran.

Vi har da også gjort alt, hvad vi kunne for at oplyse om baggrunden for sagen. Jeg har ikke tal på antallet af eksperter, vi har haft i retten til at afgive forklaring. Jeg tror faktisk ikke, at der er en eneste ekspert i forholdene i Iran og Mellemøsten, som ikke har været involveret i denne straffesag for at give retten det bedst mulige grundlag for at forstå, hvad det egentlig er for en situation, som ASMLA (og andre) står i, når det iranske præstestyre skal bekæmpes.

Når det handler om Iran, så skal man forstå, at det er et samfund, der på alle leder og kanter adskiller sig fra Danmark. Det er utrolig nemt at sidde her i en tryg og sikker vestlig verden og sige: ’Ja, ja, men I må jo bekæmpe det med de for os velkendte, mulige legitime og lovlige midler.’ Det er jo ikke fordi, min klient som sådan er uenig, og det mener han selvfølgelig også, at de skal – og gjorde. Men hvad er et legitimt og lovligt middel mod et styre som Iran? Den opfattelse er måske nok lidt mere nuanceret, end at den lige kan skrives ned på et enkelt stykke papir.

Danmark er et demokratisk samfund, som sikrer frihed, lighed og plads til alle, uanset hvem man måtte være. Men sådan er det jo ingenlunde i Iran, og det går langt videre end forbud mod homoseksualitet eller skævtsiddende tørklæder, der straffes hårdt. Deres kultur er gennemsyret af tyranni og asymmetri. Der er ingen grundrettigheder, som ytringsfrihed, foreningsfrihed, forsamlingsfrihed eller religionsfrihed, og der er ingen fri presse. Så man skal forestille sig et system, hvor alt det, som vi tager for givet, er sat ud af kraft. Det er virkelig fjernt fra os, men det er nødvendigt at forstå, hvorfor man ikke som minoritet bare frit kan tale om lighed, selvstændighed og uafhængighed i Iran. Det kan slet ikke lade sig gøre. Det betyder selvfølgelig også, at alle former for kommunikation herom foregår i hemmelighed og på en helt anden måde, som i sig selv umiddelbart ser paranoidt og mistænkeligt ud.

For mig var sagen også et spørgsmål om at forstå, hvad der egentlig er den rigtige respons på undertrykkelse, især af den karakter, som Iran udøver, hvilket som bekendt er tortur, diskretionære anholdelser, offentlige henrettelser, og i det hele taget ingen tryghed eller retssikkerhed. Jeg har i denne sag virkelig haft brug for at prøve at forstå undertrykkelsens væsen – både undertrykkeren og den undertrykte. Jeg har normalt ikke behov for at forstå den pædofiles, drabsmandens eller bandelederens natur.

Hele sagen har generelt været brolagt med udfordringer og situationer, som har været ekstraordinære. I de indledende grundlovsforhør sad der for eksempel et helt nævningeting af efterforskere. De sad simpelthen både på nævningenes pladser og nede på tilhørerrækkerne. Der var så mange efterforskere på sagen (i hvert fald i begyndelsen), fordi det på flere måder var en virkelig kompliceret sag, og jeg har aldrig før eller siden oplevet noget lignende.

Min klient er derudover i reel fare for attentater, og det har haft en kolossal indvirkning på hele sagen lige fra hans varetægtsfængsling til afholdelse af retsmøderne, som i byretten blev afholdt i en nedlagt industribygning i Herfølge, hvor Retten i Roskilde havde lejet sig ind for at kunne imødekomme de høje sikkerhedskrav, der omgav sagen. Der sad over 30 betjente nede i kælderen og rundt omkring i bygningen, og snigskytter posteret udenfor. Det var et kæmpe set-up, når retsmøderne skulle afvikles. Jeg har aldrig følt mig så tryg og utryg på én og samme tid, for det kunne godt give lidt sved på panden, hvis vinduet blev åbnet, mens jeg sad lige ved siden af min klient. Når han reelt er skydeskive for iranerne, så vil jeg gerne rykke min stol bare lidt på afstand.

Sikkerhedsopbuddet var selvfølgelig forbundet med nogle praktiske problemstillinger under retsmøderne, men det værste ved det var, at den samme sikkerhedsbegrundelse også var årsagen til, at han sad på den særligt sikrede afdeling. Det betød, at han i årevis sad under det særlige arrestantregime, som er ekstraordinært indskrænket i forhold til gårdtur, samvær og fællesskab med andre indsatte. Der er i forvejen stort set ingen frihed, når man er varetægtsfængslet, men der er overhovedet ingen, når man sidder på den særligt sikrede afdeling. De særligt sikrede afdelinger er for folk, som ikke kan finde ud af at overholde reglerne i arresthusene. Det er et fængsel i fængslet. Men det er altså åbenbart også det, man tilbyder folk, som man egentlig vil passe på. Det har været lidt af en øjenåbner for mig, at man har håndteret beskyttelsen af dem på den måde. Jeg har været ret ked af hele problemstillingen med sikkerhed, som har virket kontraproduktivt for min klient. Præmissen om, at man passede på ham ved at pakke ham langt ned i et sort hul for hans egen sikkerheds skyld, holder ikke.

Min klient ville meget gerne ud af det og ind på en normal afdeling, og han var villig til at tage risikoen. Han sultestrejkede faktisk også på et tidspunkt i tre uger, og endelig fik vi prøvet hans adgang til at kommunikere med pressen, hvilket også undervejs og forud for hovedforhandlingen blev behandlet af Højesteret, men det blev afslået. Varetægtsfængslingen var i det hele taget voldsomt belastende for min klient, og vi brugte mange ressourcer på at skrive frem og tilbage for at finde en løsning, så man stadigvæk kunne garantere sikkerheden for ham, samtidig med at han kunne få lidt mere frihed, for det var jo ikke et kortvarigt ophold, han havde som varetægtsfængslet. De endte med at have været varetægtsfængslede i næsten fem år, hvilket er helt ekstraordinært lang tid.

Det kan virke vanvittigt, at den danske stat går til sådanne ekstremer i en sag, som ikke er rettet mod Danmark og ikke umiddelbart har haft noget med Danmark at gøre. Og jeg tror også, at dem, der griner højest af det her, er det iranske præstestyre. Vi har brugt vores egne terrorkonventioner på at retsforfølge folk, der vil bekæmpe et udråbt diktaturstyre.

Tiltalen var dog ikke kun en tiltale for handlinger rettet mod Iran. De blev også tiltalt for den milde spionageparagraf, fordi de på dansk jord efter anklagemyndighedens opfattelse samarbejdede med den saudiarabiske efterretningstjeneste. Jeg tænker ikke, der er nogen lande, der bifalder, at folk samarbejder med udenlandske efterretningstjenester på deres territorium, og sagen har også vist, at man ikke skal komme til Danmark og tro, at man i ro og mag kan fjernstyre angreb mod andre lande.

I sagen var det principielle spørgsmål dog først og fremmest, om man overhovedet kan bruge vores terrorbestemmelser og vores terrorforståelse, som vi henter fra konventionerne, i en situation som denne her, hvor det drejer sig om et antidemokratisk styre. Hele terrorlovgivningen baserer sig på den tanke, at vi for alt i verden må bekæmpe kræfter, som vil demokratiet det ondt, og vi ved jo godt, at Iran er antidemokratisk.

Først og fremmest er jeg ærgerlig over dommens resultat, og at man vælger at fortolke loven på den måde. Sagen blev behandlet som en nævningesag, og der har da heller ikke været enighed om spørgsmålet, hverken blandt de juridiske dommere i byretten eller nævningene. Desuden har der på tværs af instanserne været dissenser både i forhold til skyldspørgsmålet, men også i forhold til fratagelsen af min klients danske statsborgerskab. Hvis man tæller stemmerne sammen og holder Højesteret ude, som ikke har lægmænd med, er der sådan set et flertal, der ville lade min klient bevare hans danske statsborgerskab. Det kan godt virke lidt provokerende, at det flertal er dem, som reelt repræsenterer befolkningen. Fordi hvis det skal være retvisende for, hvordan befolkningen ser på det, så mener et flertal af den danske befolkning altså, at han skulle beholde sit danske statsborgerskab.

En af forudsætningerne for, at man kan fratage folk dansk statsborgerskab, er, at de har begået handlinger, som udtrykker illoyalitet overfor det danske samfund. Og hvis der er noget, som min klient overhovedet ikke er, så er det illoyal overfor det danske samfund. Tværtimod så er han med sin baggrund og erfaringer i sin grundtanke og i hans dna fuldstændig på linje med de danske værdier. Han har endda givet sine børn danske navne. Og så vurderer Højesteret, at når man blandt andet dømmes for at have overtrådt de danske terrorbestemmelser, er man automatisk at anse som illoyal overfor Danmark, og fratager ham hans danske statsborgerskab.

Min klient og jeg har fulgt hinanden ret intenst i de her mange år, det har varet. Og vi er kommet meget tættere på hinanden, end jeg kommer med andre klienter. Vi har været meget ærlige om, hvad vi hver især kunne bidrage med, og også når vi har været utilfredse med hinanden. Jeg vil nærmest sige, at vi har udviklet en form for venskab. Jeg har også mødt hans familie og børn, og jeg har en kæmpestor omsorg for dem.

Min klient har hele vejen igennem været en ukuelig optimist. Og det er måske også det, der gør, at han overhovedet har kæmpet den her kamp mod det iranske præstestyre. Og at han på trods af alt det, som han har oplevet, stadig insisterer på troen på frihed og fred.

Det er ikke så usædvanligt, at retten udviser folk, selvom udvisningen ikke kan eksekveres, fordi man af forskellige grunde ikke kan sende folk hjem. Så er man her i landet på såkaldt tålt ophold, men fordi der er nogen, der vil min klient til livs, kan han formentlig ikke blive placeret på et udrejsecenter, fordi dér kan PET ikke garantere for hans sikkerhed. Og min klient skal have PET-beskyttelse, fordi han nu engang er her i Danmark, og vi er forpligtet til at passe på ham.

Jeg er ikke færdig med sagen, for jeg har tænkt mig at forsøge at tage den videre til Menneskerettighedsdomstolen. Vi har ytringsfrihed i Danmark, men vi har faktisk en mere begrænset ytringsfrihed, end menneskerettighedskonventionen forpligter os til. Jeg ville meget gerne have, hvis domstolen kunne se nærmere på den danske straffelovs § 136, stk. 2, der handler om billigelse af terrorhandlinger. Efter denne bestemmelse kan den, der offentligt udtrykkeligt billiger en terrorhandling, straffes med bøde eller fængsel indtil to år. Er det for eksempel i overensstemmelse med konventionens bestemmelse om ytringsfrihed at straffe borgere for at sige, at man synes, at et formodet terrorangreb er heltemodigt? Det forekommer ret vidtgående. Min klient har hverken opfordret eller anstiftet til noget – han har blot i vage vendinger på arabisk udtrykt sin personlige mening om noget. Jeg kunne godt tænke mig at få prøvet, om vores bestemmelse i virkeligheden er i strid med konventionens artikel 10 om ytringsfrihed.

Den anden del, som jeg synes er ret åbenlys for Menneskerettighedsdomstolen at se på, er, hvorvidt man kan bruge terrorkonventionerne på en måde, som muliggør straffe for at bekæmpe et udråbt diktaturregime som Iran. Og den tredje del er selvfølgelig fratagelsen af det danske statsborgerskab. Er det illoyalitet overfor Danmark at ønske at bekæmpe et terrorregime i et andet land? For det er jo det, der er baggrunden for fratagelsen af hans danske statsborgerskab.

Når det er sagt, er både min klient og jeg taknemmelige for, at han endte i Danmark, som gav ham denne proces, selvom han ikke er enig i udfaldet. Lige så taknemmelig er jeg også for at have været en del af denne sag. Det har virkelig været en interessant øjenåbner både straffeprocessuelt, menneskeligt, kulturelt og politisk, fordi der er så mange ting, der er blevet sat på spidsen.