Men jeg var særlig opmærksom på, at jeg skulle sætte mig ind i de særlige forhold, hændelsesforløbet som det fandt sted; det hele var foregået til havs i hårdt vejr, og det er ikke noget, jeg har det helt store kendskab til.Det var en bemærkelsesværdig og ret kompleks sag, og det skulle vise sig, at jeg måtte dykke ekstra grundigt ned i materialet. En af de helt afgørende ting ved vurderingen af sagen var blandt andet ’rækkevidden af nødværge og excess i nødværge’. Fordi de stod jo i en situation, hvor de ikke kunne ringe efter hjælp, og så forvente at den stod der indenfor fem minutter. Det er i sagens natur ikke noget, der er særlig meget praksis på, så kunsten var at forsøge selv at forstå situationen og at få folk til at sætte sig ind i det. Hvis ingen havde gjort noget, var de så alle døde, fordi skibet blev brændt ned? Og dernæst var spørgsmålet rækkevidden af medvirken. Altså kan man blive medvirkende ansvarlig for noget, hvor man faktisk ikke har kunnet forlade stedet?
Faktum er, at der faktisk gik næsten to timer efter, der blev ringet efter hjælp, til helikopteren var derude. Og derefter tog det en halv time for redningspersonalet fra helikopteren bare at komme ned på skibet, fordi der var stormvejr og høje bølger. De var faktisk ved at afbryde det, fordi det var meget risikabelt. Så det var jo i sig selv noget, man skulle prøve at sætte sig ind i. Herunder også om redningsmetoden, hvor afdøde blev firet op fra båden, kunne have påført ham skader. Og så det her med hvordan man egentlig færdes på et skib. Der er dørtrin på en lille halv meters højde mange steder, der er lavt til loftet, og hvordan kunne det, at man bevæger sig rundt i hårdt vejr så have en betydning på nogle af de skader, der var fundet på den afdøde. Og hvordan er forholdene, når man skal transportere en person op på dæk, mens man selv vælter frem og tilbage. 
Det skulle jeg prøve at sætte mig ind i og formidle til retten. Man bliver nødt til at arbejde ud fra, at de egentlig heller ikke har et dybere kendskab til det. Der var også nogle regler om søfart, jeg fik sat mig ind i, blandt andet ved kontakt til Søfartsstyrelsen, og som retten direkte lagde vægt på ved afgørelsen. Altså hvordan fungerer det egentlig på et skib, hvem er øverste myndighed ombord? Det er jo sådan lidt et minisamfund i den periode, de er derude 70 sømil fra land. Hvordan er forpligtelserne i den retning til at gøre, hvad en kaptajn siger? Hvad er sikkerhedsforskrifterne på et skib i forhold til alkoholindtag? Det var jo ikke noget, hvor man lige kan trække på erfaringerne. Der er andre regler. Og så det med, hvor farlig en brand ombord er. Det er noget andet, end hvis det er i et hus. Man kan vel sammenligne det med en form for egenhændig efterforskning. Også for så vidt angår en undersøgelse af skibets indretning ud fra de oplysninger, der var i sagen. Og selvfølgelig via samtaler med min klient. Skæbnen ville faktisk, at jeg har noget fiskerfamilie, som jeg boede hos, da sagen skulle behandles i retten. Inden retssagen prøvede jeg at høre dem om nogle ting– uden at fortælle noget om selve sagen, naturligvis, ligesom jeg efter samme præmisser talte med en læge om begrebet ’delirium tremens’. Nogle af de ting, lagde retten direkte vægt på i sine præmisser. 
Konkret blev det altså begrebet ’delirium tremens’, som viste sig at være meget udslagsgivende i denne sag. Det er en tilstand også kaldet ’drankergalskab’, hvor man får svære abstinenssymptomer og kan blive psykotisk og hallucinere. Tilstanden skader hjernen, og man kan dø af den. 

Problemet, der blev lagt til grund, var, at den afdøde havde været alkoholiker gennem mange år og i ret udpræget grad. Men måtte ikke drikke alkohol ombord. Når han så ikke fik noget at drikke, blev han abstinent, og så udviklede det her delirium sig. Det faktum, at han ikke havde noget alkohol i blodet – det var lige præcis det, der var problemet. Hvis han havde opretholdt sin vanlige funktionspromille, så var det ikke sikkert, det var gået så galt. Det er utrolig forfærdeligt og tragisk.
Det her fluespray havde de åbenbart ombord sammen med rengøringsmidler. Sådan én tog han og sprayede med og tændte ild til det, der kom ud. Der blev fremvist nogle rekonstruktioner foretaget af politiet på foranledning af en af mine kolleger, som viste en flamme, som var omkring 70 cm – altså det var ikke bare for sjov. Det var en meget stor flamme. Derudover kastede han også sprit på en af de tiltalte i forbindelse med situationen og stod med den her lighter, som om han skulle til at antænde, og det var i den forbindelse, der opstod panik. 
De tiltalte har alle en samstemmende forklaring på, at det var det, der skete. 
Der var faktisk rigtig mange muligheder for at efterprøve deres forklaring. Fordi det er et skib, så er der også utroligt mange logoplysninger, man skal sætte sig ind i. De har nogle transmittere på, der sender signaler konstant om, hvor hurtigt de sejler, i hvilken retning de sejler, og de melder også ind, hvad de fanger af fisk løbende. Og derudover var der også nogle øvrige tekniske beviser, aflytning af telefon mv. Retten siger i dommen, at de lægger vægt på ’at der er ikke dokumenterede forhold, der taler imod det af de tiltalte beskrevne hændelsesforløb.’ 
Det kunne lægges til grund, at der ikke var noget, der pegede i retning af, at de havde forsøgt at fjerne spor. Det kan man blandt andet se ved, at der var beskidt. Der var ikke den der aftørring, som man nogle gange ser i film. Der var også alt tøj, et gulvtæppe og alle ting der var brugt til forsøg på genoplivning osv. – alt var gemt. Så det var helt tydeligt, at der ikke var forsøgt at skjule noget.

Alligevel måtte de forblive i varetægt. Det ser underligt ud, men forklaringen er nok den, at sagen stod og faldt med de lægelige oplysninger, som de kom frem under hovedforhandlingen, og at der var objektive fund på den afdøde, som talte i retning af, at han var påført forskellige skader. Men det var sådan set også ubestridt. Der var også foretaget halsgreb, og mistanken var, at det havde forårsaget kvælning, der førte til dødsfaldet. Derfor var det meget afgørende, hvad retsmedicineren havde af konklusioner. Det blev først uddybet under selve hovedforhandlingen, hvor hun var hovedvidnet.  
Essensen var – er det kvælning, han dør af, eller er det ikke det, han dør af. Og der blev det tydeligt under hovedforhandlingen, at det faktisk slet ikke kunne lade sig gøre, det scenarie der var opstillet i anklageskriftet. Fordi man ved, hvor hurtigt dødsstivhed indtræder, og der var nogle læger derude og hente ham op, som kunne konstatere, at der ikke var indtrådt dødsstivhed på det tidspunkt, og derfor kunne man ud fra det nogenlunde fastslå, hvor tidligt døden var indtrådt. Det stemte overens med de tiltaltes forklaring, men det passede ikke med det tidspunkt, hvor der har været denne her paniksituation, hvor de har været nødt til at pacificere ham – så det har ikke været der, han døde. Her er det så, at det her med delirium bliver meget relevant. Jeg lavede sammen med en anden forsvarer en materialesamling om, hvad delirium egentlig er, og den kom til at indgå i hovedforhandlingen og rettens afgørelse, hvor retten direkte henviste til den fremlagte litteratur om emnet.
Lige der er jeg nødt til at påpege en kritik af politiet og anklagemyndigheden, for det er faktisk det helt springende punkt. Forklaringerne fra de tiltalte omkring et muligt delirium er fremme allerede helt tidligt fra grundlovsforhøret og bliver understøttet af, at der er foretaget nogle søgninger på computeren på skibet omkring delirium. Undervejs omkring efterforskningen bliver der stillet spørgsmål til lægerne omkring det her tema af de andre forsvarere, men hverken politiet eller anklagemyndigheden har på noget tidspunkt selv søgt at få afdækket den del tydeligere, og det endte jo med at være helt afgørende. Det, synes jeg, er kritisabelt, at man ikke på eget initiativ, som led i sin objektivitetsforpligtelse, i videst muligt omfang forsøger at efterprøve, om den her del af de tiltaltes forklaringer reelt set kunne være sand? 
Man testede til gengæld alt muligt andet. Der var oplysning om, at der er en lille ventil nede i døren på kutteren, og den testede man for, om der var spor efter ild, og om der var spor efter fluegiften, idet der var forklaringer om, at der kom ild ud igennem dem. Der finder man så spor efter fluegift, men man finder ikke spor efter sod. Det blev fremhævet som et problem imod de tiltaltes forklaringer, at der ikke var de her sodpartikler, men en af de andre forsvarere i sagen fremlagde så dokumentation om, at det kommer an på forbrændingsrenheden – så det er slet ikke sikkert, at der ville være sodpartikler, og det er jo mindst lige så afgørende en del af det bevis, og så man kan jo ikke bruge det som indicium mod de tiltaltes forklaringer.
Jeg vil vove at påstå, at der var opstået lidt tunnelsyn hos politi og anklagemyndighed i den her sag. Hvis man ikke undersøger det hele fuldstændigt – altså i dette tilfælde delirium – så er det problematisk. Du kan ved en simpel google-søgning finde videnskabelige artikler, der faktisk dokumenterer, at der er en dødelighed på op til tyve procent i ubehandlede tilfælde af delirium tremens. Og dødeligheden stiger, alt efter hvor mange gange man har haft det, og det kom jo frem, at han har haft flere anfald før.
Hvis man havde haft en interesse i at undersøge det her med delirium på et tidspunkt fra anklagemyndighedens eller politiets side, så er det slet ikke sikkert, at det først var under hovedforhandlingen, at man fandt ud af det. Og det er dér hele problemet ligger. Og hvorfor har man så ikke gjort det?  
Det er måske lidt sådan i politi- og straffesagsregi, at hvis det ’lugter lidt af fisk, så er det nok fisk’, for nu at blive i fiskeri-jargonen. Det kunne jeg godt være rigtig bange for, at man også har tænkt i den her sag. Man har ikke kunnet se andre muligheder og i stedet taget udgangspunkt i, at ingen kan være så uheldige, som det reelt viste sig at være tilfældet i denne sag.

Det viser sig, at delirium kan man ikke spore ved en obduktion, så det ville aldrig kunne lade sig gøre rent lægeligt at slå fast, om det har været en dødsårsag. Men man kan heller ikke slå fast, at det ikke har været det, og fordi der er de andre oplysninger omkring det tidsmæssige, så måtte det være det, der blev konklusionen.
Dommen faldt den 12. juni 2024 ved byretten i Holstebro. Alle de tiltalte blev frikendt og genforenet med deres familie. Men det har ramt min klient hårdt, og jeg tror meget kunne have været anderledes for ham, hvis sagen var grebet anderledes an, og hvis han havde fået psykologbistand i fængslet. Han plages dagligt af mareridt stadigvæk omkring det, der fandt sted ude på den båd. Han er ikke i stand til at arbejde, som han har det nu. 
Vi ventede i 14 dage på, om anklagemyndigheden ville anke. Det gør de stort set altid på den sidste dag, så jeg havde jo tænkt, vi skulle vente til sidste sekund. På den sidste dag bliver jeg så ringet op af et medie, som spørger om, hvordan vi har det med, at der ikke bliver anket. Anklagemyndigheden har besluttet, at der ikke bliver anket i kuttersagen, men har ikke orienteret os om det, inden de lægger pressemeddelelsen ud, og det ringer jeg også til dem om og er pænt pikeret over, fordi det er et billede på, at der er et hensyn, der overstiger hensynet til de implicerede i sagen. 
De fem har søgt erstatning for uberettiget varetægtsfængsling og tabt arbejdsfortjeneste og til dels fået den. En sigtelse for drab giver dobbelterstatning per døgn i varetægt ved en frifindelse. Men idet grundlaget for varetægtsfængslingen alene var grov vold, fik de fem ikke den dobbelte takst. Det er blevet stærkt kritiseret af os forsvarere, da sagen blev behandlet som en drabssag både af anklagemyndigheden og i medierne. Der bør være rum for konkrete vurderinger frem for et firkantet regelsæt, der reelt stiller de sigtede ringere i erstatningsmæssig henseende, når en dommer har forsøgt at lade tvivlen komme dem til gode og alene fundet grundlag for fængsling for en mildere lovovertrædelse. 
Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig i denne her sag, er virkelig, hvor afgørende en rolle, man kan have som forsvarer. For hvis der havde siddet fem forsvarere med hænderne foldet i skødet, så var de her oplysninger ikke kommet frem. 
Og så ved jeg ikke, om resultatet var blevet det samme. Det synes jeg faktisk er lidt chokerende. Det her var vitterligt fem helt normale mennesker, der var havnet i en forfærdelig situation. Det var en sag, som det var svært ikke at lade krybe ind under huden. Jeg blev faktisk selv følelsesmæssigt påvirket af det, også selv efter frifindelsen. Det har ikke været sådan en, man lige kunne lægge på hylden og så tage hjem.
Jeg er nok selv blevet grundigere som forsvarer efter den sag – også med at passe på ikke selv at falde ned i den der fortælling om ’at hvis det lugter lidt af fisk, så er det nok også fisk’. Og stædigt holde fast i mit udgangspunkt om at lytte efter hvad klienterne fortæller én inden at have læst sagens akter og på den måde ubevidst at have dannet sig en forudindtaget opfattelse af sagen, for man er deres allernærmeste og mest betroede i det her, og deres eneste vej ud, potentiel set. Klienten er ens vigtigste aktiv i forberedelsen af en sag. 
Man skal passe på med ikke at lade sig farve og på en eller måde blive lidt fartblind i det og så simpelthen bare prøve i endnu højere grad at se om ikke det, de siger, i virkeligheden kan passe ind i sagens oplysninger – altså de øvrige oplysninger der er i sagen – at det forholder sig sådan, som ens klient forklarer om. 
 
Denne her sag var tæt på at ende som et klokkeklart justitsmord. Og det er der altså langt imellem. Og det er jo nok også en af grundene til, at jeg stadigvæk taler jævnligt med min klient, og familien. Jeg har fået dem tæt ind på livet.