Når advokater pådrager sig et muligt erstatningsansvar 

Advokater kan potentielt pådrage sig et erstatningsansvar ved de handlinger og undladelser, som advokaten har udført som led i et opdrag for en klient.

Det er en afgørende forudsætning for, at klienten skal kunne have tillid til advokatens rådgivning, at klienten ikke risikerer at lide økonomisk tab ved denne rådgivning. Derfor er det en grundlæggende forudsætning for at drive advokatvirksomhed, at advokaten har tegnet ansvarsforsikring og stillet garanti.

Det følger af Advokatnævnets praksis, at en advokat som udgangspunkt tilsidesætter god advokatskik, hvis han/hun undlader at foretage anmeldelse til ansvarsforsikringen, medmindre kravet må betegnes som åbenbart grundløst. Sidstnævnte vurdering bør advokaten foretage forsigtigt. Hvis advokaten er i tvivl, bør denne således anmelde kravet og lade forsikringsselskabet vurdere sagen i stedet for selv at afvise kravet.

En advokat kan ikke på forhånd fraskrive sig sit erstatningsansvar over for klienten. Dette er blandt andet begrundet i, at klienten, der søger hjælp hos advokaten, ikke nødvendigvis vil være i stand til at gennemskue konsekvenserne af en sådan ansvarsfraskrivelse.

Ved kendelse af 30. oktober 2024 (sagsnr. 2024-771) tog nævnet stilling til, om den indklagede advokat havde tilsidesat god advokatskik ved at undlade at anmelde et rejst erstatningskrav til sin ansvarsforsikring og ved at forsøge at få klienten til at give afkald på at gøre et krav gældende mod advokaten.

I sagen havde den indklagede advokat bistået en klient med en sag, hvor modparten på et tidspunkt i forløbet gjorde gældende, at en tidsfrist for udpegning af en skønsmand var sprunget, og at klienten derved havde fortabt muligheden for at anfægte værdifastsættelsen af et selskab. Det var klientens opfattelse, at han herved havde lidt et tab, hvilket den indklagede advokat bestred.

Nævnet fandt, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik, da advokaten trods opfordring hertil ikke havde anmeldt det af klienten påståede erstatningskrav over for sit ansvarsforsikringsselskab. Nævnet lagde herved vægt på, at kravet ikke kunne anses som åbenbart grundløst, og at advokaten ved sin adfærd skabte usikkerhed om klientens mulighed for at få et eventuelt erstatningskrav dækket gennem advokatens ansvarsforsikring.

Herudover fandt nævnet, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved – som betingelse for fortsat at bistå klienten i sagen – at forsøge at få klienten til at give afkald på at gøre ethvert krav gældende mod advokaten/selskabet som følge af rådgivningen omkring fristen for udpegning af en skønsmand. Nævnet lagde særligt vægt på, at de nærmere økonomiske konsekvenser af et sådant afkald måtte fremstå som uvisse for klienten, som mente, at der var et erstatningskrav, samt at advokaten i stedet ville have haft mulighed for at udtræde af sagen.

Fra praksis kan også nævnes Advokatnævnets kendelse af 27. september 2024 (sagsnr. 2024-1239), hvor advokaten selv havde vurderet, at et krav var så åbenbart grundløst, at der ikke var pligt til at anmelde kravet til sit forsikringsselskab.

Sagen omhandlede en forkert rådgivning ved oprettelse af et testamente og en efterfølgende fejlagtig boopgørelse, som resulterede i, at en arving modtog for meget arv. Da fejlen blev opdaget, måtte arvingen overføre den for meget udbetalte arv til de øvrige arvinger. Arvingen rejste krav mod advokaten, men advokaten afslog at anmelde kravet til sit forsikringsselskab.

Advokatnævnet udtalte, at en advokat over for hvem, der rejses et erstatningskrav, som ikke kan afvises som åbenbart grundløst, har pligt til at anmelde det rejste krav til sit ansvarsforsikringsselskab, så snart erstatningskravet rejses over for advokaten.

Advokatnævnet fandt, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at sikre, at boopgørelsen var i overensstemmelse med arveloven. Advokaten blev imidlertid frifundet for ikke at anmelde fejlen til sit forsikringsselskab, da det efter Advokatnævnets opfattelse var godtgjort, at det var åbenbart, at arvingen ikke havde lidt et økonomisk tab som følge af fejlen. Arvingen havde efter det oplyste endnu ikke disponeret over den for meget udbetalte arv, og arvingen ville efter arvelovens regler aldrig have kunnet modtage mere i arv end den korrekt opgjorte arv.

Henvendelse til skønsmand var egnet til at påvirke dennes udtalelse

Advokatnævnet har en forholdsvis omfattende praksis om advokaters henvendelse til vidner. Når det kommer til henvendelser til skønsmænd, er praksis mere sparsom. Grænserne for en advokats kontakt til skønsmanden i forbindelse med syn og skøn blev behandlet i Advokatnævnets kendelse af 9. december 2024 (sagsnr. 2024-2107).

I forbindelse med en retssag med syn og skøn havde skønsmanden sendt sit udkast til skønsrapport til parternes advokater med henblik på, at de kunne kommentere på eventuelle faktuelle fejl, inden rapporten blev afgivet. Den ene advokat benyttede lejligheden til i en e-mail at fremkomme med en række bemærkninger, som blandt andet vedrørte selve skønnet og skønsmandens faglighed.

Advokatnævnet fandt, at advokaten burde have undladt at sende e-mailen til skønsmanden. Nævnet lagde herved vægt på e-mailens indhold, som indeholdt en række uddybende spørgsmål til skønsmanden, og som ikke forudgående var afstemt med modparten. Dette kunne efter nævnets vurdering være egnet til at påvirke skønsmandens udtalelse på et tidspunkt, hvor den endelige skønsrapport endnu ikke forelå.

Der blev således lagt vægt på, om henvendelsen var egnet til at påvirke skønsmandens udtalelse. Advokaten må derfor udvise den samme forsigtighed ved henvendelse til en skønsmand som til et vidne med henblik på at sikre, at henvendelsen ikke er egnet til at påvirke skønsmandens eller vidnets efterfølgende forklaring/udtalelse for retten.

Interessekonflikt i forbindelse med bistand til oprettelse af et testamente

En advokat må ikke bistå en klient i situationer, hvor en interessekonflikt er opstået, eller hvor der foreligger nærliggende risiko for, at en sådan konflikt opstår.

Ved kendelse af 31. oktober 2024 (sagsnr. 2024-1420) behandlede Advokatnævnet blandt andet spørgsmålet om interessekonflikt i forbindelse med bistand til oprettelse af et testamente.

En mand, M, var på hospice, og hans samlever, K, henvendte sig til advokaten på vegne af M. Indklagede sendte ordrebekræftelse til M og K og skrev blandt andet, at hun ydede dem rådgivning i forbindelse med spørgsmålet om arv og mulig oprettelse af testamente. Advokaten skrev endvidere, at hun forstod, at spørgsmålet var opstået i forbindelse med, at de havde fundet ud af, at K gennem deres lange samliv havde fået udbetalt mindre i pension, fordi M samtidig havde fået udbetalt tjenestemandspension, og at M nu havde et ønske om at kompensere K for dette. Advokaten skrev endvidere, at de i første omgang havde aftalt, at hun besøgte M på hospice for at tale om mulighederne, og alt efter M’s ønske ville hun hjælpe dem med det videre forløb.

Advokaten oplyste for Advokatnævnet, at hun holdt to møder med M alene. M oprettede herefter notartestamente i henhold til hvilket, K skulle modtage et sumlegat på 290.000 kr. M afgik efterfølgende ved døden.

M’s tvangsarvinger klagede til Advokatnævnet over blandt andet, at advokaten ved sin bistand til M havde befundet sig i en interessekonflikt.

Advokatnævnet fandt, at klagerne som tvangsarvinger efter M havde den fornødne retlige interesse i at klage over advokatens adfærd i forbindelse med oprettelsen af testamentet for M.

Advokatnævnet lagde til grund, at advokaten bistod både M og K i forbindelse med M’s oprettelse af testamente. Nævnet lagde herved vægt på indholdet af advokatens ordrebekræftelse, herunder at denne var stilet til både K og M, samt på advokatens oplysninger over for Advokatnævnet om, at hendes klienter var både M og K.

9 medlemmer udtalte, at de fandt, at advokaten befandt sig i en interessekonflikt eller i nærliggende risiko herfor ved, at hun samtidig med, at hun bistod M med oprettelsen af testamentet, også bistod K, der blev begunstiget i testamentet. Advokaten rådgav dem begge i den forbindelse, herunder om hvordan M kunne tilgodese K ved en ensidig testamentarisk disposition, og rådgivningen var således ikke begrænset til alene at omfatte gennemførelse af, hvad M og K allerede måtte have drøftet, men omfattede rådgivning om indholdet af den ensidige testamentariske disposition. Det måtte i den forbindelse derfor også lægges til grund, at M og K ikke nødvendigvis i det hele ville have sammenfaldende interesser med hensyn til rådgivningens indhold. På den baggrund fandt disse medlemmer, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik.

3 medlemmer udtalte, at de under de konkrete omstændigheder fandt, at advokaten ikke befandt sig i en interessekonflikt eller i nærliggende risiko herfor. Disse medlemmer lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at K på vegne af parterne henvendte sig til advokaten vedrørende M’s ønske om at kompensere K på grund af en formueforskydning under deres samliv, og at det konkret kunne lægges til grund, at de ikke havde modstridende interesser. Disse medlemmer fandt på den baggrund, at advokaten ikke havde tilsidesat god advokatskik.

Der blev truffet afgørelse i sagen efter stemmeflertallet.

Kendelserne kan også læses i Advokatnævnets Praksissamling, der kan findes på www.advokatnævnet.dk.