Kontrasten var stor, da min klient gik ind i Østre Landsrets lokaler i Bernstorffs Palæ med sin barnevogn. Gulddekorationer snoede sig langs loftets stuk, ligesom statuetter og spejle var af guld, og fra vinduet var der udsigt til Amalienborg. Min klient lignede på alle måder det, han er. En hjemløs. Egentlig synes jeg, at det var ret fint, at landsretten skulle tage stilling til hans menneskerettigheder i de her meget flotte og formelle lokaler. Kontrasten tydeliggjorde, at vores retssystem er indrettet sådan, at alle har ret til at få prøvet deres sag. Jeg tror, at min klient var en smule benovet over bygningen til at starte med, men han var ved godt mod, og opbakningen fra blandt andre de gadeplansarbejdere, der var mødt op, tror jeg, muntrede ham op.

Allerede da sagen var for byretten i 2019, gav min klient udtryk for, at han var klar til at tage sagen helt til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Og sådan blev det, efter landsretten i november 2021 stadfæstede byrettens dom på 20 dages ubetinget fængsel for betleri. I landsretten blev min klient Dian, som er fra Rumænien og er 67 år gammel i dag, dømt for at have tigget på Strøget i København, fordi han havde rakt et papkrus frem mod forbipasserende, mens han samtidig sagde noget til dem.  På det ydre er sagen ikke så kompliceret, men juraen bagved er kompliceret, og det tror jeg også er grunden til, at sagen nåede hele vejen til Strasbourg.

Vi gik efter frifindelse for betleri-forholdet. Min klient afviste både i byretten og i landsretten at have rakt et krus frem og at have tigget, men begge instanser lagde blandt andet vægt på en vidneforklaring fra en politibetjent og dømte ham for forholdet.

Efter landsrettens dom anmodede jeg forgæves om at få sagen for Højesteret. Efter afslaget skrev jeg til Strasbourg, som antog sagen til behandling, og dermed blev ”Dian v. Denmark” en realitet. Da jeg søgte om at få sagen for domstolen, lagde jeg den største vægt på, at Danmark ved at idømme ham en fængselsstraf havde overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel otte, der omhandler retten til respekt for privatliv. Jeg anså det som det stærkeste kort på grund af en dom, Menneskerettighedsdomstolen for nylig havde afsagt i en tilsvarende sag om betleri. I starten af 2021 slog domstolen fast, at Schweiz havde overtrådt en ung rumænsk kvindes menneskerettigheder ifølge netop artikel otte. Der er tale om den såkaldte Lăcătuş-sag, hvor kvinden med efternavnet Lăcătuş, endte med at få en fængselsstraf på fem dage, fordi hun ikke var i stand til at betale den bødestraf, hun oprindeligt var idømt af de schweiziske domstole.

I Danmark blev betlerilovgivningen strammet i 2017, fordi man fra politisk side ønskede at reducere antallet af udenlandske tiggere. Lovændringen betød blandt andet, at tiggere som noget nyt kunne straffes med fængsel for at have tigget på eksempelvis gågader uden forudgående advarsler. Siden da har betlerilovgivningen levet et stille liv, hvilket den også gjorde før stramningen, og der var tilsyneladende ingen, der tænkte over de menneskeretlige aspekter ved lovgivningen. I lovforarbejderne står der bare, at loven ikke giver anledning til nogen EU-retlige perspektiver. Jeg må også være ærlig at sige, at jeg heller ikke havde tænkt over de menneskeretlige aspekter, før Lăcătuş-afgørelsen kom, selvom jeg gennem årene har ført mange lignende sager. Da jeg så afgørelsen, tænkte jeg derfor, at det var sgisme godt set af en advokatkollega nede syd på.

De menneskeretlige aspekter var selvsagt omdrejningspunktet under behandlingen af sagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men de fyldte også en del i landsretten, hvor jeg blandt andet procederede på Lăcătuş-dommen. Da der faldt dom i Dians sag i Østre Landsret i november 2021, var det den første dom i Danmark afsagt efter Lăcătuş-dommen, så på den måde var sagen en prøvesag i forhold til, om betlerilovgivningen var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Landsretten konkluderede, at 20 dages fængsel ville udgøre et indgreb i min klients ret til respekt for privatliv i artikel otte, men landsretten foretog en proportionalitetsafvejning – om modhensynene var så kraftige, at det var i orden at straffe ham for at tigge. Formålet med straffelovens paragraf 197 om betleri er overordnet set at opretholde offentlig tryghed og orden, og landsretten bemærkede, at Menneskerettighedsdomstolen ikke udelukkede, at visse former for tiggeri kan forstyrre forbipasserende og andre og derfor kan begrunde et indgreb i retten til respekt for privatliv. Landsretten lagde desuden vægt på, at Dian ikke befandt sig i en så sårbar situation, at han reelt ingen alternativer havde end at tigge for at overleve. Derfor var afgørelsen, at fængselsstraffen ikke var et uproportionelt indgreb.

Syv dommere fra Menneskerettighedsdomstolens fjerde sektion behandlede sagen på et skriftligt grundlag, hvor parterne indsendte replik og duplik. Helt klassisk skriftveksling. Sammenslutningen af europæiske menneskerettighedsinstitutioner, European Network of National Human Rights Institutions (ENNHRI), de hjemløses landsorganisation Sand, Stenbroens Jurister og Projekt Udenfor, som var biintervenienter i sagen for at støtte os, afgav også svarskrifter. Det gav os noget rygdækning, at gadefolkets organisationer støttede op om sagen, og det var med til at stive mig af som advokat. Det her var min første og sikkert sidste sag for Menneskerettighedsdomstolen, så det var rart at have dem med, og at de delte de samme tanker som mig. Den danske stat ønskede sagen indbragt for Storkammeret, hvor man fysisk møder op i Strasbourg til en behandling af sagen med 17 dommere til stede. Det var jeg indforstået med, forudsat at det ikke forsinkede sagen for meget. Men sådan blev det ikke. 13. juni i år – knap halvandet år efter domstolen havde antaget sagen – kom afgørelsen.

Jeg sad foran Køge Arrest på en p-plads og læste dommen på min telefon. Menneskerettighedsdomstolen havde afvist sagen. I Danmark betyder en afvisning, at en domstol skubber et virkelig dårligt produkt fra sig og konkluderer, at den derfor slet ikke kan kigge på sagen, så jeg fik et sug i maven og tænkte straks: Ej, ej, ej, hvad har jeg overset, hvad har jeg glemt og så videre. Det viste sig så, at langt størstedelen af de sager, domstolen behandler, bliver afvist, så det er det mest almindelige. I bund og grund betød det i denne sag en form for frifindelse af Danmark i sagen.

Selvom vi tabte sagen, så viste det sig alligevel, at min indledende antagelse om, at artikel otte om retten til respekt for privatlivet, var det stærkeste kort. Jeg søgte også på, at der var sket en overtrædelse af konventionens artikel ti, som sikrer retten til ytringsfrihed, men da Menneskerettighedsdomstolen antog sagen, afviste den, at artikel 10, der sikrer retten til ytringsfrihed, var relevant. I nogle lande ser man anderledes på det spørgsmål, og der findes afgørelser fra blandt andet USA, Irland og Østrig, hvor der ud fra en ytringsfrihedsvinkel bliver lavet en meget interessant sondring mellem passivt og aggressivt betleri. De ser et mindre behov for at gribe ind over for tiggere, der sidder stille med et skilt eller siger please, please, end over for tiggere, der for eksempel går hen til restaurantgæster for at vise sygdom eller deforme kropsdele.

I den 20 sider lange dom endte Menneskerettighedsdomstolen også med at nå frem til, at der slet ikke var tale om et artikel-otte-problem, og at det burde Østre Landsret nok heller ikke have konkluderet. Domstolens fjerde sektion sagde, at min klient havde indrettet sig et liv på gaden, hvor han samlede flasker, solgte blade og tiggede, og at han derfor ikke stod i en akut nødsituation. Fordi der ikke var tale om en akut nødsituation, mente dommerne ikke, at det var et problem i forhold til artikel otte.

Jeg læser dommen sådan, at sektion fire mener, at domstolens tredje sektion, som afgjorde Lăcătuş-sagen, gik for langt ved at give den unge kvinde medhold. Omstændighederne i de to sager er nærmest identiske, men afgørelserne går hver deres vej, så retstilstanden er på ingen måde blevet klarere. Kvinden havde levet på gaden og tigget i næsten to år, mens min klient havde levet på gaden i seks år fra 2013 til 2019. Jeg kan sagtens se, at seks år er mere end to, men hvis man følger fjerde sektions argumentation, kan man så stadig stå i en akut nødsituation efter to år?

I øvrigt misforstod de syv dommere dansk lovgivning. Det er ulovligt at tigge i hele Danmark, men hvis du gør det på gågader, ved stationer, i eller ved supermarkeder eller i offentlige transportmidler, så er straffen hårdere efter lovstramningen i 2017, men det er sådan set også ulovligt andre steder. Her får du bare en advarsel i første omgang. I afgørelsen lægger domstolen til grund, at det er lovligt at tigge nogle steder i Danmark. Jeg tror ikke, at det var afgørende for udfaldet af sagen, men jeg synes bare, at det er specielt, at der er en fejl i så vigtig en afgørelse.

Nu har vi to afgørelser, som umiddelbart er fuldstændig modstridende. På den korte bane tror jeg, at det vil betyde, at de danske domstole vil mene, at den danske lovgivning er ok, og at man derfor kan dømme efter den. Men ud fra de præmisser, der er i Dian-sagen og i Lăcătuş-sagen bliver billedet hurtigt mudret. Hvis en fattig og udsat betler kommer for en dansk domstol, tror jeg stadig, at det vil være i strid med artikel-otte-rettighederne at dømme. Det vil med tiden vise sig, om der så er nogle danske dommere, der er modige nok til at drage samme konklusion. Som jeg læser Dian-dommen, står det hele og falder på, om der er tale om en akut nødsituation, og hvis du har indrettet dig som betler, så befinder du dig ikke længere i en akut nødsituation. Men jeg kan dårligt forestille mig nogen andre borgere, der er mere udsatte end de her udenlandske hjemløse, som er analfabeter og hverken taler dansk eller engelsk.

Selvom retstilstanden efter min mening ville være forbedret, hvis vi havde vundet sagen, så var det under alle omstændigheder nødvendigt at få prøvet spørgsmålet, fordi der var et så stort gab mellem dansk lovgivning og den praksis, der følger af Lăcătuş-dommen. Vi kunne ikke have det hængende på os, at Menneskerettighedsdomstolen havde en linje, der var så tydeligt anderledes end den danske. Både før og efter Dian-afgørelsen blev hjemløse dømt for betleri, så på den måde kan man sige, at de ikke står dårligere nu end tidligere.

Da jeg skrev til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, var jeg klar over, at oddsene var imod os, da langt de fleste får afslag. Omvendt var jeg også så forelsket i min sag, at jeg mente – og det mener jeg stadigvæk – at han havde en skidegod sag. Derfor var jeg sikker på, at vi ville vinde sagen, da sagen så blev antaget. Da dommen kom, skulle jeg finde min klient sammen med en tolk for at fortælle ham resultatet. Fordi han lever på gaden, og ingen mobiltelefon har, var det ikke altid nemt, og derfor fik jeg undervejs, mens sagen verserede, nogle gange hjælp af gadeplansarbejdere for eksempel fra Kirkens Korshær til at finde ham, når han skulle møde op i retten, eller når der skete andre vigtige ting i hans sag.

Dian tog afvisningen fra Strasbourg pænere end advokaten. Jeg var slået lidt ud af kurs, men han tog afgørelsen med ophøjet ro. Efter landsretsdommen havde han også allerede afsonet sin fængselsstraf. Jeg vil stensikkert holde øje med, om der opstår muligheder for at få en anden sag for Menneskerettighedsdomstolen, men jeg ved, at det er svært, så måske var denne gang første og eneste gang, det lykkedes. I hvert fald vil jeg fortsat arbejde for at afkriminalisere betleri ved de danske domstole eller gennem politisk arbejde. Min motivation for at føre sager som Dians er personlig indignation. Helt grundlæggende mener jeg, at vi behandler hjemløse og gadefolket generelt, som er blandt samfundets allermest udsatte, skidt i retsvæsenet.