Uge 41 2024

Mandag

Jeg står tidligt op og drikker stærk kaffe, mens jeg læser aviser og følger med på Instagram og Facebook. Jeg har tidligere over to perioder samlet i syv år været formand for dressurudvalget i Rideforbundet, og jeg har også i en årrække været formand for Holte Rideklub, så jeg følger særligt meget med på de sociale medier omkring heste, ridning og hvem, der skal starte eller har stævner i den forløbne tid.

Jeg er et udpræget morgenmenneske, og jeg holder meget af mine morgener. Jeg spiser ikke morgenmad, da min mand og jeg lever efter en metode, hvor man faster 12 timer i døgnet.

Jeg skal til Helsingør for at afgive vidneforklaring i en sag, som ligger to år tilbage. Det drejer sig om en virksomhed, der gik konkurs, hvor jeg repræsenterede en part, der ønskede at købe driftsdelen ud af det pågældende konkursbo, hvilket lykkedes. Efterfølgende er der så kommet en retssag mellem den pågældende part og den, der udlejede et af lejemålene, hvilket jeg skal afgive forklaring omkring. Jeg har naturligvis læst op på sagen inden, så jeg kommer med den korrekte gennemgang, men jeg er stadig imponeret over, at jeg kan huske det fuldstændigt detaljeret, selvom det ligger nogle år tilbage. 

Efter min vidneforklaring tager jeg tilbage til kontoret og læser på nogle af de sager, der er i nogle af de konkursboer, jeg har i øjeblikket. Jeg har en del store retssager, som er utroligt juridisk spændende og komplekse, og som kræver, at jeg afsætter tiden og kan arbejde koncentreret. Jeg arbejder på sagerne i selskab med nogle rigtigt dygtige kolleger her fra huset, og vi gennemgår taktikken, før vi skal afgive processkrifter og drøfter, hvorvidt vi skal yderligere oplyse, inden vi kan arbejde med selve processkriftet. Jeg skal også vurdere, om jeg tror, at sagen kan gennemføres, eller om vi skal tale forlig.  Jeg mener ikke, at man skal føre retssager blot for at føre dem. Hvis man kan forlige sagerne med et godt resultat, er det i mine øjne langt bedre end at køre dem i tre år. Der er ingen af kreditorerne, som synes, at det er flot, hvis du kan få boet til at vare længst muligt. Det flotte er at spare tid, få et godt resultat og så kunne afslutte boets behandling hurtigere.

Jeg er ikke typen, der stempler ud klokken 22 fra kontoret. Vi er alle sammen online nu, så jeg vil langt hellere tage hjem i ordentlig tid, spise noget mad, lege med hunden og måske se en serie, og hvis der så er brug for det, kan jeg tage det senere på den bærbare eller iPad’en. 

Tirsdag

I dag er det min fødselsdag, og jeg bliver vækket på sengen ved, at begge mine sønner ringer med mine børnebørn og synger fødselsdagssang for mig. Min ældste søn, Peter, har to drenge, Sylvester på fem år og Karl på ni år, mens min yngste søn, Thomas, har Nora på 9 måneder. Jeg har aftalt med Peter, Sylvester og Karl, at de laver en kagekone og tager med til min fødselsdag, som jeg holder samme aften, og Karl fortæller, at den allerede er bagt, og de kun mangler at dekorere den. 

Efterfølgende tager jeg ind på kontoret, hvor jeg i selskab med min super dygtige kollega, Caroline Aarosin, gennemgår en række konkurskarantænesager, som vi sidder med i øjeblikket. Vi skal aflevere processkrifter i dag, så vi sikrer, at alt stemmer, og at alle bilag er der. Det er flere boer i en koncern, så det drejer sig om rigtigt meget materiale.

En af de mest fascinerende ting ved konkursboer er, at der er nye ting, som man skal sætte sig ind i hver gang, hvad enten det er juletræsdrift, fjerproduktion eller ejendomssalg. Jeg har nærmest kun beskæftiget mig med insolvensret/konkurs hele mit arbejdsliv, og det sjove er, at det er et rent tilfælde, at det lige var det, som jeg landede i, da jeg for mange år siden startede som fuldmægtig. Konkursområdet er så spændende, fordi det dækker så mange af juraens andre områder – boerne er aldrig ens. Herudover møder du mennesker hele tiden, og her er det så vigtigt at understrege, at man altså på ingen måde er uduelig, fordi man er gået konkurs. Alle kan være uheldige, og man må godt gøre sig nogle erfaringer, også når det går skidt. Det vigtige er, at man samarbejder og er ordentlig.

Jeg har bestilt tapas udefra til min fødselsdagsfejring med familien om aftenen, men klokken 12 får jeg besked om, at det alligevel ikke kan leveres, da kokken er stukket af, så jeg må lynhurtigt finde på et alternativ, som kan spises af både store og små i familien. Det lykkes heldigvis, så alle kan gå mætte fra borde og efterfølgende nyde kagekonen, der er helt formidabelt pyntet med masser af slik og lange karamelsnører som hår.

Onsdag

Onsdag morgen starter også tidligt. Jeg har haft heste de sidste mange år, så jeg er vant til at stå tidligt op. Tidligere, da jeg selv red dem, stod jeg op klokken 05 om morgenen for at kunne tage af sted klokken 06, så jeg var fremme hos mine heste, når stalden åbnede klokken 07. Efter at have redet dem, kunne jeg så være på kontoret mellem klokken 9 og 10.  Jeg rider ikke længere, da min ryg ikke kan holde til det, men jeg står stadig tidligt op. 

Jeg starter dagen med at tage til nogle møder om formiddagen.

Der er måske nok mange, der synes, at konkurser lyder både tørre og triste, men det er de på ingen måde. En af mine største drivkræfter i mit arbejde er som nævnt før den menneskelige kontakt og samspillet med andre mennesker. Jeg kan godt lide at møde nye mennesker og høre deres historie.

De menneskelige relationer er vigtige både i forhold til mine klienter, men også i forhold til mine kollegaer.  Jeg arbejdede tæt sammen med advokat og partner Michala Roepstoff i 27 af de 33 år, hvor jeg var hos Plesner, og vi havde det mest fantastiske samarbejde, hvor vi kunne springe rundt i tal og sætninger og stadig forstå hinanden. Vi har stadig et virkeligt godt forhold, som jeg sætter umådelig pris på.

Jeg har det egentligt ok, da jeg står op, men som formiddagen skrider frem, begynder jeg at få det skidt, så jeg dropper resten af mine aftaler den dag og tager hjem på sofaen. Jeg ærgrer mig, for jeg har et vigtigt seminar for Foreningen af Danske Insolvensadvokater i Jylland både torsdag og fredag, som jeg meget gerne vil med til. Jeg var formand for Foreningen af Danske Insolvensadvokater i 14 år fra 2004-2018, og jeg var vild med det advokatpolitiske arbejde i det.

Torsdag

En af mine kuratorkollegaer fra Bech Bruun i Aarhus, som også skal på seminaret for Foreningen af Danske Insolvensadvokater, ringer til mig tidligt torsdag morgen for at tilbyde mig en parkeringsplads i deres parkeringshus, men jeg må desværre melde pas til både kursus og fri parkering, for jeg har det simpelthen for dårligt. Så dejligt at få en sådan opringning – og så ærgerligt ikke at kunne mødes derovre.

Det var Anne Birgitte Gammeljord og jeg, der stiftede Foreningen af Danske Insolvensadvokater tilbage i 2014. Dengang var jeg formand for Kuratorforeningen, og der var på det tidspunkt en del, der mente, at det var noget københavneri, og blandt andet på grund af det tænkte vi, at vi måtte lave noget landsdækkende for at få samlet kuratorerne, danne erfaringer på tværs af landet og holde nogle fælles seminarer. Det lykkedes os heldigvis at få foreningen banket op, og den eksisterer stadigvæk med over 300 medlemmer. Vi fik også gennemført et certificeringssystem, og en af grundene til det var blandt andet, at det kan være svært at dokumentere erfaring for unge advokater og dermed svært at blive udpeget eller valgt som kurator.

Her kan en certificering hjælpe meget, både overfor kreditorer og retterne når du gerne vil virke som kurator. Certifikatet fra Insolvensadvokaterne kan give en slags blåstempling, og derfor var det så vigtigt, at vi fik løst dette problem for de unge advokater, så de ikke strandede og ikke kunne dokumentere det videre kendskab til Insolvensretten og erfaringen.

Det bliver ikke til så meget arbejde den dag, for jeg har det simpelthen for skidt. Så det bliver i stedet til lidt serietid. Jeg kan godt lide at se serier, og jeg er særligt glad for Law & Order, som jeg ser på min iPad, for det orker min mand på ingen måde at se. Min mand er også advokat, og han var tidligere partner i Bech Bruun, før han faldt for deres aldersgrænse, så nu bestyrer han nogle fonde og har et par formandskaber.  

Fredag

Jeg er stadig syg, men har fået det godt nok til at kunne arbejde, så jeg sætter mig på sofaen med en plaid og arbejder hjemmefra. Jeg er ikke typen, der lægger mig under dynen i dagevis. Jeg tager bare et par panodiler og kører videre. Jeg har en del retssager, som jeg skal have læst op på, fordi vi skal finde ud af, hvordan vi skal have formuleret de næste processkrifter. 

Aftensmaden er noget klar suppe, som bare skal varmes. Både min mand og jeg er nået dertil i vores liv, hvor vi ikke gider at lave mad. Jeg synes tidligere, at det var rigtigt sjovt at lave mad og brugte lang tid i køkkenet, men nu gider jeg simpelthen ikke at kokkerere i flere timer længere. Hvis vi skal spise lækker mad, kan vi tage på restaurant.

Hvis vi skal have gæster, har jeg en ret, som jeg altid laver, og det er udbenede kyllingeoverlår med noget tilbehør. Og gæsterne skal være mere end velkomne til at ringe til mig og sige, at nu gider de ikke flere udbenede kyllingelår, og derfor vil de først komme efter maden. Men det er der ikke nogen, der har gjort endnu.

For mig er det sjove at mødes med folk og snakke med dem, og så behøver jeg ikke at bruge tiden på at stå ude i køkkenet og lave mad. Så har jeg garanteret også brugt hele dagen på at handle ind, forberede og lave maden, og så er jeg træt klokken 21 og vil egentligt bare gerne have, at gæsterne går hjem. Det er langt bedre at spare al den tid og bare nyde gæsterne.

Weekend

Da jeg vågner lørdag, har jeg heldigvis fået det bedre. Jeg tager altid ud til mine heste i weekenden. Jeg har to fem års dressurheste, der lige er begyndt at gå dressurstævner, og så har jeg også lige købt et halvt føl. De to femårige står på Frederiksværk Ridecenter, hvor berider Andreas Larsen rider og passer begge. Andreas ejer den anden halvdel af mit halve føl, og vi venter os meget af den lille. 

Søndag skal den ene af mine heste, Spotify, gå sit første stævne, og det er simpelthen så spændende at se ham. Han klarer det så flot og vinder ovenikøbet.

Jeg har tidligere selv redet dressurstævner, men jeg måtte stoppe, for jeg er ikke særligt god til det, da jeg bliver alt for nervøs. Jeg vil hundrede gange hellere føre en sag i Højesteret, end jeg vil ride i et dressurstævne. Jeg får simpelthen så meget præstationsangst, hvilket jeg aldrig nogensinde får i en retssal. Når jeg fører en retssag, kan jeg læse mig frem til alt og forberede mig helt minutiøst. Jeg kan træne på livet løs til et stævne, men en hest er et levende væsen, der kan have en dårlig dag eller blive bange for noget, og så er det underordnet, om jeg har trænet med den dagligt i tre måneder. Så nu er der andre, der stiller op til stævner på mine to dressurheste.

Jeg elsker at have noget helt andet end juraen at gå op i, og det må man sige, at ridesporten er. Jeg red som barn og ung, men holdt en lang pause i 19 år grundet arbejde og små børn. En aften sad vi til middag med venner – det var dengang, hvor jeg stadig gad at lave mad – og min gode veninde advokat Marianne Philip spurgte mig så, hvorfor jeg ikke red længere. Og vi havde fået lidt rødvin, så derfor proklamerede jeg, at nu  gik jeg op og fandt mine gamle ridebukser, og hvis jeg stadig kunne passe dem, ville jeg starte med at ride igen.
Og det kunne jeg – så derfor begyndte jeg at ride. Det startede med en enkelt ridetime om ugen, men det endte hurtigt med, at jeg måtte købe en hest, for jeg blev simpelthen bidt af det igen.