Både i 2016 og i 2019 udkom der rapporter fra henholdsvis Advokatsamfundet og Justitia med analyser af retshjælpsordningerne i Danmark. De påpegede alvorlige mangler i adgangen til retshjælp for almindelige borgere og bidrog med en lang række anbefalinger til at forbedre den. Men intet er sket, trods bred enighed politisk, blandt eksperter og praktikere om, at retshjælpen er udfordret.

”Hele retshjælpssystemet trænger til en gennemgribende reform, for som det er nu, har vi ikke et værdigt retshjælpssystem,” siger Nikolaj Linneballe, medlem af Advokatrådet og formand for Advokatrådets procesretsudvalg.

Birgitte Arent Eiriksson, som er direktør i Justitia og har skrevet rapporten om den danske retshjælpsmodel, er enig:

”Det er grundfæstet i enhver retsstat, at enhver borger skal have adgang til at få prøvet sin ret, og der skal være reel og lige adgang, og det har man ikke i dag. Der ér behov for nytænkning,” siger hun og uddyber:

”Vi får utroligt meget retshjælp fra retshjælpskontorerne til nærmest ingen penge, men kravene for at få den retshjælp er alt for stramme – hvorfor ikke hæve det beløb, så flere kan få adgang? Og hvorfor ikke sørge for at selv dem med retshjælpsforsikringer tør at starte en sag op, for det tør de ikke i dag, da de er bange for, at den ikke rækker.”

Hun ved, at mange borgere i det hele taget har vanskeligt ved at opsøge en advokat, og at de for nuværende må leve med uret.

”Man stiller borgerne i en position, hvor man er nervøs for at gøre sin ret gældende. Så mange borgere lærer at leve med at have uret, også selvom man har ret.”

I april 2020 nedsatte regeringen efter mange opfordringer og på baggrund af rapporterne et udvalg om retshjælp og fri proces, der skulle se dybere på retshjælpsordningerne og frembringe endelige anbefalinger til en revision af reglerne senest i sommeren 2022. Men udvalget blev sat på pause og er ikke kommet videre. Det skyldes flere ting. Først corona-epidemien og senere som følge af ressourcemangel på grund af forhandlingerne om flerårsaftalen for domstolenes økonomi.

Flerårsaftalen faldt på plads og blev præsenteret i november 2023, herunder med en forenklet småsagproces og en hævet beløbsgrænse til 100.000 kr. Formålet var at spare tid ved domstolene, men den del af aftalen er blevet stærkt problematiseret af blandt andre Dommerfuldmægtigforeningen og af Nikolaj Linneballe for at lægge yderligere pres på velfungerende retshjælpsordninger, der også spiller godt sammen med de private forsikringsordninger og disses retshjælpsdækninger.

2. juli i år kom der så en ny melding fra Justitsministeriet om, at udvalgsarbejdet vil blive genoptaget. I hvilken form vides dog ikke i skrivende stund. Det er Justitsministeriet i gang med at planlægge.

Advokaten har stillet en række spørgsmål til justitsminister Peter Hummelgaard om, hvad der skal ske, og om vi kan være retshjælpssystemet i Danmark bekendt. I et skriftligt svar lyder det:

”Adgangen til at få prøvet sin ret ved domstolene er en grundsten i en retsstat som den danske. Derfor er det afgørende, at det ikke er ens økonomiske forudsætninger, der afgør, om man kan få juridisk bistand eller prøvet sin sag ved domstolene. Det skal de danske ordninger for retshjælp og fri proces være med til at sikre.

Derfor er det vigtigt, at vi får undersøgt, om det er de rigtige mennesker, der kan få hjælp – og om hjælpen er den rette. På den baggrund har jeg besluttet, at arbejdet med at gennemgå ordningerne for retshjælp og fri proces skal startes op igen. Mine embedsfolk er i øjeblikket ved at udarbejde en nærmere plan for, hvordan arbejdet skal tilrettelægges. Når planen ligger klar, vil jeg orientere Folketingets Retsudvalg om dette.”

Retshjælp skal ikke være baseret på frivillighed

Retshjælpen er fyldt med huller, der ikke kan lappes. Der er brug for en gennemgribende reform af hele retshjælpssystemet. Nikolaj Linneballe, formand for Advokatrådets procesretsudvalg, foreslår en landsdækkende starthjælp, hvor alle borgere kan henvende sig og få vurderet deres sag i en ordning, der ikke er baseret på frivillig arbejdskraft.

”Vil vi have et retssamfund, der er en retsstat værdig, eller vil vi ikke?”

Nikolaj Linneballe, medlem af Advokatrådet og formand for Advokatrådets procesretsudvalg, er forarget på borgernes vegne.

Alle borgere har på papiret ret til at få retshjælp i Danmark, men i realiteten gælder det kun for de få. Enten skal du være meget fattig eller udsat, og du skal selv finde hen til nærmeste retshjælp, der er placeret med store afstande og forudsætter, at de frivillige kræfter har tid. Eller du skal være meget velhavende og have råd og ressourcer til advokat. Befinder du dig i mellemlaget, er det ekstremt kompliceret.

Ifølge Nikolaj Linneballe kan den nuværende retshjælp, som primært er baseret på frivillig arbejdskraft, ikke klare behovet. Ordningen med fri proces kan ikke gøre det. Retshjælpsforsikringerne, fagforeningerne og NGO’erne kan heller ikke, og det samme gør sig gældende for Advokatvagten. De eksisterende retshjælpsordninger kan i deres nuværende form ikke på tilfredsstillende vis sikre, at borgere i Danmark har lige og retfærdig adgang til at få deres juridiske problemer løst. Derfor oplever et utal af borgere, at de ikke kan få deres ellers reelle sag prøvet for retten, og mange giver simpelthen op, inden de overhovedet har fået en vurdering af, om de har en sag.

”En retsstat burde jo sørge for, at alle har adgang til at få prøvet en sag for domstolen, og har vi ikke et system til det, så er vi ikke i mål med at kunne kalde os en retsstat, og hvis det fortsætter, vil borgerne simpelthen miste tilliden til retssystemet.”

Se på sammenhængskraften

Det vigtigste at få sat ind på er sammenhængskraften. Der skal ifølge Nikolaj Linneballe være en sammenhæng imellem de enkelte dele i retshjælpssystemet.

”Kun sådan sørger vi for, at de rigtige sager kommer til at blive afgjort af de danske domstole. Og det betyder jo også, at vi må se på alle delelementer.  Både hvordan og hvor kan man få gratis hjælp, og hvordan staten skal sørge for, at der er måder, en person kan få ført sin sag på,” siger han og uddyber:

”Vi har aldrig haft en fuldstændig gennemgang af, hvordan hele systemet hænger sammen. Vi håbede jo, at regeringens udvalg ville gøre det og komme med et oplæg til hele kæden, og hvordan man så kunne skrue systemet sammen.”

Nikolaj Linneballe er stærk tilhænger af de gode frivillige kræfter, der lægger deres tid i retshjælpskontorer og advokatvagter rundt omkring i landet. Hans pointe er blot, at de ikke kan stå alene.

”Der er rigtig mange dygtige og kvalificerede frivillige kræfter, der bruger ressourcer på at prøve at hjælpe mennesker, og den del skal vi selvfølgelig støtte op om og give mulighed for, at de har lokaler og alt muligt andet. Men problemstillingen er, at vi ikke kan have et system, hvor der ingen hjælp er at hente, når folk pludselig ikke har tiden til det.”

Et andet problem er, at selvom småsagsprocessen skulle gøre det hele enklere og spare tid hos domstolene, så kommer det muligvis til at være omvendt, da dommerne fortsat selv skal gennemgå og tage stilling til de sager, der kommer ind på min retssag.dk og sikre, at sagerne er oplyst ordentligt men nu uden advokater til at føre sagerne.

”Når politikerne nu vælger, at det at føre en retssag for selv beløb helt op til 100.000 kr. ikke længere kræver hjælp af professionelle, så har du heller ingen hjælp forsikringsmæssigt til at få hjælp til at føre de her sager, og retshjælpen har heller ikke mulighed for at hjælpe dig igennem hele sagen. Det giver en endnu større skævvridning og husk på, at det er cirka 75 procent af alle civile sager, der har en værdi under 100.000 kr.”

Forslag om starthjælp

Der er bred enighed blandt advokater om, at det er administrativt vanskeligt, når man søger retshjælp i det offentlige system – ikke kun for borgere men også for advokater, der hjælper deres klienter med at søge for eksempel fri proces.

”For det første er det for bøvlet og uoverskueligt for borgere at bruge de systemer, der er, for at finde ud af, om man i det hele taget har et juridisk problem. Der er brug for, at man har mulighed for at gå til en professionel indenfor nogle helt definerede rammer og i det mindste få efterprøvet, om man har en sag at gå videre med. For jeg tror, at rigtig mange ting løses ved, at folk får en vurdering af, om der er noget at komme efter eller ej.”

Derfor foreslår Nikolaj Linneballe konkret, at der etableres en starthjælpsordning, hvor borgerne under visse forudsætninger har ret til en professionel vurdering og hjælp på et vist niveau til at blive guidet det rigtige sted hen.

”Det skal også være en hjælp, hvor sagen kan blive prøvet, for at se om de har ret, og så de kan komme ordentligt videre. Det kan være, at svaret er, at de ikke har ret, og loven siger, at det er rigtigt nok, at du skal lide den tort, som du nu har været udsat for, eller kommunen har ret til at tage de penge – men der er uvildige dommere, der har prøvet din sag. Og det skal være, uanset om den er mod staten, en håndværker eller mod din nabo. Det skal være sådan, at du har tiltro til systemet. Hvis du aldrig kommer til at bruge systemet, fordi din adgang er besværliggjort af de her barrierer, som der er alt for mange af, så mister du også tiltroen til, at systemet og retssamfundet garderer dig for, at du er blevet udsat for noget, der er forkert eller ulovligt,” siger Nikolaj Linneballe og understreger:

”Jeg vil ikke have et retssystem, der bygger på frivillighed. Jeg vil have et system, hvor alle får muligheden. Og derfor håber jeg, at udvalget kan identificere, hvordan man sætter et system, så uanset om du er socialt eller digitalt udfordret, så kan du komme til.”

Han mener, at vi må reformere den offentlige retshjælp, så den bliver brugbar for folk. ”Og gøre det mindre administrativt indviklet, så det er nemmere at få rådgivning til at bruge systemet. Det skal være sådan, at når borgerne får råd, så skal det være med hånden på kogepladen.”

En del af forslaget for starthjælp er at bruge de lokale advokater som en del af løsningen. Og at de får løn for arbejdet.

”Landets advokater sidder længst ude – i hvert fald længere ude end retshjælpskontorerne. Men man kan ikke forlange, at de skal gøre alting gratis. Man skal gøre det enklere, og gør man det, så er det nogle lavthængende frugter at plukke. Jeg tror ikke, det kommer til at koste meget mere i det samlede budget. Man bruger få millioner om året på fri proces, og det er jo ikke meget i det store billede. Det behøver ikke at koste velfærdsstaten flere penge – tværtimod er det jo med til at fastholde det, at vi er en velfærds- og retsstat. Hvis man ikke gør noget, så har vi kun et retssystem på papiret fremfor et system i realiteten. Vi skal have et effektivt og sammenhængende retssystem, og det har vi ikke i dag. Om det koster 18 eller 25 millioner burde ikke være problemet.”

En anden lavthængende frugt er at fjerne de værste barrierer her og nu.

”Der er for mange, der løber panden mod muren. Man kan sagtens starte med at fjerne alt det administrative bøvl, der er muligt. Det er en lille lap, der kan bruges her og nu. Men vi har ikke behov for lappeløsninger, vi har behov for en reform.”