Antallet af advokatvagter er faldende, og det samme er antallet af advokater, der kan afse tid til at arbejde frivilligt i vagten – behovet er dog ikke blevet mindre.
”Vores advokatvagt går – måske desværre – strygende.”
Det fortæller advokat Anders Lindqvist om advokatvagten på Frederiksberg. Han har i en del år været formand for en af de 27 advokatvagter, som har besvaret en nylig rundspørge fra Advokaten. I alt er der 62 registrerede advokatvagter fordelt over hele landet.
Advokatvagterne svarer enstemmigt, at de oplever et stort behov for advokathjælp, og at mange borgere benytter sig af Advokatvagten. Ifølge undersøgelsen henvender mellem 5-20 personer sig, hver gang den lokale advokatvagt har åbent. Omtrent 300 om året. De fleste har åbent mindst én gang om måneden, nogle hver 14. dag, og andre én gang om ugen. Ofte på det lokale bibliotek. Nogle har kun én advokat til at varetage vagten, andre har 5-10 advokater fra forskellige lokale kontorer, som deles om vagterne. I Aalborg er 62 advokater tilmeldt.
Når man spørger, hvordan det går med advokatvagten, varierer svarene lige fra: ”Det går godt, og vi mangler ikke frivillige” til: ”Det kunne gå bedre.” Og: ”Jeg er den eneste, der gider.”
I Helsingør går det for eksempel fint.
”Der er en fast gruppe af deltagende advokater, og det lykkes løbende at få nye, yngre advokater eller advokatfuldmægtige med,” siger Mads Cramer-Kam.
Men han er bekymret for fremtiden:
”Jeg tror, at det på sigt bliver svært at fastholde yngre kræfter i projektet. Man er nødt til at sætte fokus på vagten, så det bliver mere ”sexet” for unge fuldmægtige at deltage.”
Dennis Brixen Brandt fra Advokatvagten i Køge gør opmærksom på, at det for advokatfuldmægtige giver kursuspoint, og at det giver rigtigt meget igen at gøre dagens gode gerning:
”Vi hjælper med en bred vifte af juridiske spørgsmål, der blandt andet inkluderer erstatning, skilsmisser, arveforhold, lejeret, køb af fast ejendom, reklamationer og inkassoopkrævninger, og vejleder mere overordnet om, hvordan en sag bedst bør tages videre. Man kan godt blive udfordret på emner, der kræver særlig kendskab til den bagvedliggende jura. Vi bistår en bred persongruppe, men ofte personer, der ikke har råd til advokat,” siger han.
Kan ikke komme videre
Anders Lindqvist fra Frederiksberg beretter:
”Der er rigtig mange positive cases fra advokatvagten. Langt de fleste går derfra med en umiddelbar løsning på deres problem. Andre samler vi op på de lokale advokatkontorer og finder en løsning. I de mest grelle tilfælde søges der retshjælp eller fri proces og føres retssag.
Min seneste case var en blind alkoholiker, som var ved at blive snydt for store dele af sin arv, idet hendes bror havde fabrikeret et ugyldigt testamente. Retssagen blev indledningsvis ført pro bono. Det lykkedes os siden at få fri proces efter § 329. Sagen er netop afgjort i retten, hvor hun har fået fuldt medhold og dermed står til at arve et millionbeløb.”
Selvom mange borgere, der opsøger advokatvagterne, har en reel sag, sker det ofte, at de ikke kan komme videre udover den indledede rådgivning.
”Der bør afsættes flere midler på området, og der bør kæmpes for, at sagsomkostningerne i de retssager, der udspringer af advokatvagterne, herunder særligt de mindre sager, forhøjes markant. Aktuelt går det den stik modsatte vej. Det er meget frustrerende at måtte fortælle de retshjælpssøgende, at de har fuldstændig ret, men at det ikke kan betale sig at gøre noget ved det, da de selv vil komme til helt- eller delvist at betale en sådan retssags omkostninger.”
Vidste du
- at rådgivning i advokatvagter og på retshjælpskontorer kan bruges som en del af den obligatoriske efteruddannelse for advokatfuldmægtige.
- at du finder din lokale advokatvagt på www.advokatvagten.dk
- er du en del af Advokatvagten, så meld ind til Advokatsamfundet på postkasse@advokatsamfundet.dk, hvis du har ændringer eller tilføjelser til listen