Arh, kan det nu passe, tænkte jeg som det første, da en journalist ringede og spurgte, om jeg havde set Danish Crowns pressemeddelelse. Det havde jeg ikke. Jeg afbrød frokosten på advokatkontoret og skyndte mig hen til computeren for først at klikke på pressemeddelelsen på Danish Crowns hjemmeside og bagefter på minretssag.dk. Danish Crown havde rigtig nok taget bekræftende til genmæle og accepterede alle påstande. Så fik jeg travlt med at få orienteret min klient og derefter med at give den første journalist og et par andre journalister, der ringede, en kommentar.

Jeg repræsenterede Dansk Vegetarisk Forening i sagen mod Danish Crown, som bliver kaldt for Danmarks første greenwashing-sag. Sammen med Klimabevægelsen havde Dansk Vegetarisk Forening godt tre uger tidligere anket en dom fra Vestre Landsret, som kun gav de to organisationer medhold i en af deres påstande. Det kom i høj grad som en overraskelse, at Danish Crown nu lagde sig fladt ned 2,5 år efter den indledende dialog om sagen. Og det var en blandet følelse at vinde sagen på den måde.  Vi vandt sagen entydigt, men på en eller anden måde havde vi ikke helt fået det, vi kom efter. Vi ville gerne have haft en dom fra Højesteret, så vi kunne få nogle klare retningslinjer for, hvad forbrugere egentlig skal finde sig i, når det kommer til grøn markedsføring.

Retssagens omdrejningspunkt var, om Danish Crown havde overtrådt markedsføringslovens paragraf 5 ved i sin kampagne at bruge betegnelsen ”Klimakontrolleret gris” og udtrykket ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”. Hvis landsretten vurderede, at det var tilfældet, så skulle landsretten tage stilling til, om Danish Crown skulle forbydes at anvende formuleringerne i sin markedsføring fremadrettet, og om virksomheden skulle berigtige udsagnet ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”.

Da vi anlagde sagen i første halvdel af 2021, arbejdede jeg hos Sirius Advokater sammen med Kurt Helles Bardeleben, som repræsenterede Klimabevægelsen. Jeg var først med til at etablere Kontra Advokater halvandet år efter sagens indledende fase. Vores klienter havde samme synspunkt i sagen, så opdelingen var mest af praktisk karakter. Dog var det ikke givet, at de ville være enige om alt, og derfor vurderede vi, at det var renest at gøre det på den måde. 

Vi er begge engagerede i klimaspørgsmålet og havde i et længere stykke tid inden denne sag haft nogle mere generelle snakke om en nyere tendens med, at virksomheder markedsførte sig på en måde, som vi vurderede var i strid med markedsføringsloven. Vi havde en løbende uformel dialog med forskellige NGO’er om problemstillingen. Så kom Danish Crowns massive kampagne. Den kørte blandt andet på sociale medier og på busstoppesteder. Selv nede i køledisken i supermarkederne var ”Klimakontrolleret gris” trykt på kødets emballage. De løse snakke blev pludseligt meget konkrete, da Klimabevægelsen, hvor Kurt Helles Bardelebens kone er næstforperson, og Dansk Vegetarisk Forening besluttede sig for at rejse en sag mod Danish Crown.

Samtidig med, at vi udtog stævning, klagede Greenpeace til Forbrugerombudsmanden, som er det normale at gøre i en sag som denne. Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen undlod at gå den vej, fordi de frygtede, at det ville blive en meget langsommelig proces. Derudover ender mange af den type klagesager med, at den pågældende virksomhed får besked om at rette ind, uden at der kommer stor offentlighed omkring sagen. De to organisationer var ude efter at få trukket en tydelig streg i sandet for, hvor langt man kan gå i sin markedsføring inden for lovens rammer. Klagesagen, som Forbrugerombudsmanden videresendte til Fødevarestyrelsen, er stadig i gang, og det synes jeg, viser, at Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen har ret i, at der på fødevareområdet ikke er et velegnet maskineri til hurtigt at rette op på et samfundsproblem som greenwashing og skabe opmærksomhed omkring det. En vigtig pointe, jeg tager med mig fra denne sag, er, at det godt kan betale sig for NGO’er at bruge en retssag som værktøj i deres arbejde for i sidste ende at opfylde deres formål.

Det er en glidende overgang, om en sag er politisk eller juridisk. Hvor man andre steder i verden anlægger meget politiske sager, har vi i Danmark tradition for at sætte skellet for politiske sager langt ovre i det juridiske felt. Jeg mener, at man diskuterer mange emner som om, de er politiske, selvom de i virkeligheden er juridiske. Der kan være en berøringsangst i forhold til at få en dommer til at kigge på en given problematik. Under retssagen spillede Danish Crown meget på, at hele sagen i virkeligheden handlede om, at vi var imod kødindustrien – som om at det bare var en politisk dagsorden. Når to NGO’er anlægger en sag, har de selvfølgelig en dagsorden. Deres formålsparagraffer handler om klimaet og at udbrede plantebaserede fødevarer, og dem skal de leve op til, så selvfølgelig er det deres interesse i sagen. På den måde kan man godt sige, at sagen er politisk motiveret, men selve spørgsmålene, de skulle have prøvet ved domstolene, er juridiske spørgsmål.

Jeg kan godt forstå, at mange NGO’er er forsigtige med at anlægge en retssag, da det kan være langvarigt og omkostningstungt. Til at starte med samlede Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen penge ind via crowdfunding, men da vi modtog et svarskrift fra Danish Crown med bilag på et par tusind sider, stod det klart for os, at sagen ville blive mere omfangsrig, end vi havde forestillet os. Det betød også, at den økonomiske risiko ville være stor for to forholdsvis små NGO’er, hvis vi tabte sagen. Derfor søgte vi om fri proces, som vi heldigvis fik.

Generelt var der en asymmetri i ressourcer under retssagen med Danish Crown på den ene side med Landbrug & Fødevarer samt Dansk Industri som biintervenienter repræsenteret af nogle af de største advokatfirmaer, og os på den anden side med fri proces og de vilkår, der følger med det. Som biintervenient havde vi Forbrugerrådet Tænk. En jurist derfra mødte i retten og hjalp os under sagen med brugbare input omkring forbrugerret.

Jeg er vant til at føre David-mod-Goliat-sager, men denne her sag var alligevel ekstrem. Jeg har tænkt meget over, hvad det gjorde af forskel, at Danish Crown havde så store organisationer ved sin side i retten, men kigger man helt nøgternt på retssagen, tror jeg ikke, at det gjorde den store forskel. Det havde signalværdi, men indlæggene fra organisationerne afspejlede de synspunkter, Danish Crown i forvejen havde fremsat.

Selve retssagen var berammet til seks dage, og da vi var færdige med den tredjesidste retsdag, hvor bevisførelsen var meget tæt på at være afsluttet, fik jeg en mail fra Greenpeaces advokat, som samme dag havde fået aktindsigt i en foreløbig kontrolrapport hos Fødevarestyrelsen. Den indeholdt en ret markant kritik af kampagnen. Jeg var allerede sikker på, at vi havde en god sag, men det her føltes alligevel som et slags vendepunkt, der virkelig styrkede vores sag. Det at uploade de nye oplysninger på minretssag.dk og senere på aftenen se, at modparten havde lagt, jeg ved ikke hvor mange bilag, op sent på aftenen, er en af de begivenheder, der stikker ud for mig, når jeg tænker tilbage på sagen. Vi fik lov af landsretten til at fremlægge det hele. Det satte tidsplanen under pres, da Danish Crowns advokat også skulle have lov til at svare. Det betød, at advokaten måtte læse Danish Crowns 56 siders lange svar til den foreløbige afgørelse meget hurtigt op. 

Da Vestre Landsret afsagde sin dom, var vi samlet i arbejdsfællesskabet Demokrati Garage, hvor Kontra Advokater dengang holdt til. Seancen i det gamle autoværksted i Københavns Nordvestkvarter havde nærmest karakter af at være et pressemøde, hvor blandt andet de to organisationer og journalister fra DR og TV 2 var med. Jeg sad og trykkede opdater, opdater, opdater på minretssag.dk, og da dommen kom klokken 10, læste jeg den højt foran tv-kameraerne. Det var lidt specielt, for i det øjeblik vidste jeg jo ikke, hvad dommen ville blive. Så trak Kurt Helles Bardeleben og jeg os tilbage sammen med klienterne for at vende dommen.

Ifølge landsretten havde Danish Crown overtrådt markedsføringslovens paragraf 5 med betegnelsen ”Klimakontrolleret gris”. Danish Crowns certificering fungerede på den måde, at når virksomheden havde kontrolleret en række forhold hos landmænd, som var en del af Danish Crowns bæredygtighedsprogram Klimavejen, så blev den pågældende landmand certificeret som klimakontrolleret, uanset hvordan forholdene havde været. Der var på ingen måde tale om en test med en række kriterier, de skulle leve op til. De kunne altså ikke dumpe kontrollen, uanset hvor slemt det stod til. Danish Crown lagde i retten vægt på, at virksomheden jo bare sagde, at landbrugsbedrifterne var kontrolleret. Vi argumenterede for, at ’klimakontrolleret’ gav associationer til, at de var underlagt en reel kontrol, som når Fødevarestyrelsen foretager fødevarekontroller. Derfor mente vi, at der var tale om vildledning af forbrugerne. Hvis du som forbruger for eksempel kigger på medisterpølser i supermarkedet, og én har mærkatet ”Klimakontrolleret gris”, mens den ved siden af ikke har et sådant mærkat, så tror forbrugeren, at der er noget klimamæssigt bedre ved den klimakontrollerede medisterpølse.

Danish Crown blev frifundet for vores tre øvrige påstande. Det betød, at landsretten blåstemplede Danish Crowns brug af udsagnet ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”, og at virksomheden hverken fik forbud mod at bruge den ene eller anden formulering i markedsføringen fremover. Landsretten begrundede afvisningen af påstanden om forbud mod at bruge betegnelsen ”Klimakontrolleret gris” med, at formuleringen er for bred til at danne grundlag for et forbud.

Jeg var først og fremmest glad for, at Danish Crown blev dømt på det ene punkt, og at det i det hele taget var muligt for to NGO’er at gå til domstolene med sådan en sag. Danish Crown mente, at hele sagen skulle afvises blandt andet med henvisning til, at organisationerne ingen retlig interesse havde, og var under hele sagen uenig i alle vores påstande.

Landsretten frifandt Danish Crown for påstanden vedrørende ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”, og det har jeg undret mig meget over. Under retssagen blev det et tema, hvilke dokumentationskrav man kan stille til erhvervsdrivendes markedsføring, og om det er rimeligt at sammenligne et givent produkt med de mest klimabelastende produkter og så konkludere, at fordi produktet er bedre end de værste produkter, så er det klimavenligt. Vi satte i det hele taget spørgsmålstegn ved brugen af ordet klimavenlig, da vi anser det for misvisende for den type af forbrugsvarer. Det giver forbrugeren et indtryk af, at grisekød er klimapositivt.  

Ifølge landsrettens præmisser er der en ret vid adgang til, hvad man må sige, hvis udsagnet er relativt. Særligt i forhold til Danish Crowns udtryk ”Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror” mener jeg ikke, at landsretsdommen lægger sig det rigtige sted i forhold til, hvornår noget anses for at være vildledende eller ej. Dommen er i min optik mere lempelig end Forbrugerombudsmandens praksis, og det var baggrunden for, at vi valgte at anke sagen til Højesteret. Desuden giver udtrykket også det indtryk, at forbrugerne generelt har en forkert opfattelse af grisekøds klimaaftryk. Udtrykket var baseret på en fokusgruppeundersøgelse med 32 deltagere, som slet ikke matcher dokumentationskravet i andre sager. Derfor var jeg generelt overrasket over landsrettens tilgang til påstanden og selve afgørelsen. Den del af dommen kan man ikke bruge til noget fremadrettet i andre sager, for Danish Crown har med sit bekræftende genmæle selv erkendt, at det var vildledning, så alle sagens parter er enige om, at landsretten på det punkt var for lempelig. Generelt kan man ikke bruge præmisserne i dommen til noget. Det vil svare til, at man bruger en byretsdom fra en anket sag, som politiet efterfølgende havde droppet på grund af  nye oplysninger i sagen. Vi har kun fået den streg i sandet, at Danish Crown anerkender, at det var vildledning.

Selvom udfaldet af sagen ikke blev den højesteretsdom, vi gerne ville have haft, og som kunne fungere som retningslinje for andre virksomheder, har hele sagen haft den betydning, at der har været en stor og bred offentlig debat. Det, synes jeg, er enormt vigtigt, fordi debatten styrker forbrugernes og marketingsafdelingernes bevidsthed omkring greenwashing.