Hvidvasklovens § 11, stk. 3

Det følger af hvidvasklovens bestemmelser, at man som advokat i en sag omfattet af hvidvaskloven er forpligtet til at foretage en konkret risikovurdering af klientforbindelsen og sagen, når man påtager sig et opdrag. Risikovurderingen på sagsniveau er en kodificering af advokatens forpligtelse til at forholde sig konkret til, i hvilket omfang advokaten kan blive misbrugt af kriminelle aktører til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. Med afsæt i risikovurderingen kan advokaten tage konkret stilling til – og godtgøre omfanget af den kundekendskabsprocedure, som advokaten efterfølgende skal gennemføre. En risikovurdering på sagsniveau er således ikke at forveksle med den risikovurdering, som en advokatvirksomhed, der beskæftiger sig med hvidvasksager, er forpligtet til at udarbejde for virksomheden i medfør af hvidvasklovens § 7.

Kundekendskab er en helt grundlæggende og gennemgående forudsætning for efterlevelse af hvidvasklovens bestemmelser. Loven regulerer således de omfattede subjekters forpligtelse til at kende sine kunder, og i advokaters tilfælde: klienter. Før man som advokat kan vurdere, hvad der udgør tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer i et konkret tilfælde, skal en risikovurdering være foretaget. Risikovurderingen indebærer, at advokaten skal forholde sig til to delelementer, idet en risikovurdering – for at være tilstrækkelig – skal indeholde en konkret risikoanalyse, som opfylder kravene i hvidvaskloven, samt en egentlig vurdering af risikoen forbundet med klientforbindelsen og sagen.

Formålet med risikovurderingen

Formålet med at foretage risikovurderingen er, at advokaten i forlængelse af at have gjort sig en række relevante og konkrete overvejelser (risikoanalyse) og i forlængelse af at have foretaget en heri begrundet klassificering af risikoscoren (risikovurdering) bliver i stand til – på et oplyst og dokumenterbart grundlag – at træffe beslutning om, hvilke hvidvaskrelaterede foranstaltninger der konkret skal gennemføres for at opnå et tilstrækkeligt kendskab til klientforbindelsen og sagens forhold. Kundekendskabsproceduren gennemføres således på baggrund af risikovurderingen, som er omdrejningspunktet for advokatens fastlæggelse af klientforbindelsens risikoprofil, og det vil derfor ikke være i overensstemmelse med hvidvasklovens bestemmelser, hvis advokaten har gennemført kundekendskabsproceduren før foretagelsen af risikovurderingen. Risikovurderingen er samtidig afgørende for advokatens tilrettelæggelse af overvågningen af klientforbindelsen og sagen.  

Den konkrete risikovurdering på sagsniveau er med andre ord det forarbejde, som advokaten skal udføre, for at være i stand til at gennemføre kundekendskabsproceduren. Det fremgår endvidere af hvidvasklovens § 11, stk. 4, at det skal kunne godtgøres over for Advokatrådets tilsyn, at kendskabet til klientforbindelsen og sagens forhold er tilstrækkeligt i forhold til den hermed forbundne risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme. En helt afgørende forudsætning herfor er, at advokaten har foretaget en tilstrækkelig og dokumenterbar risikovurdering.

Risikovurdering af den enkelte sag

Når man som advokat konstaterer, at en sag, som man agter at påtage sig, er omfattet af hvidvasklovens bestemmelser, bør man hæfte sig ved – og i relevant omfang notere de oplysninger, som man modtager fra klienten.

Advokaten vil på det helt indledende stadie i processen i mange tilfælde modtage en række konkrete oplysninger fra klienten direkte, og mange af disse oplysninger vil være relevante for advokaten at inddrage i sin risikovurdering. Klienten beskriver sandsynligvis allerede i forbindelse med den indledende kontakt, hvad denne ønsker at anvende advokatens bistand til, ligesom klienten i praksis ofte vil sætte ord på, hvem klienten er. Det er ikke usandsynligt, at klienten også af egen drift bidrager med yderligere oplysninger, der er relevante for advokaten at inddrage i risikovurderingen.

Det er vigtigt, at man som advokat er opmærksom på, at man ikke overlader foretagelsen af risikovurderingen til andre i et sådant omfang, at konkrete overvejelser udgår. Advokaten har med kombinationen af sin viden og sine drøftelser med klienten forudsætningerne for at bemærke og eventuelt undersøge, hvilke konkrete forhold der er relevante, når en risikoprofil skal fastlægges.

Kravene til en risikovurdering på sagsniveau

Risikoanalysen skal inddrage oplysninger om klientforbindelsens formål, tilsigtede beskaffenhed, omfang, regelmæssighed og varighed, og den skal som minimum inddrage de faktorer, som fremgår af hvidvasklovens bilag 2 og 3. Med afsæt i oplysningerne har advokaten de nødvendige forudsætninger for at foretage den påkrævede risikoanalyse, herunder for at kunne identificere de med sagen forbundne risikofaktorer. Udfaldet af risikovurderingen, herunder klassificeringen af klientforbindelsen og sagens samlede risikoscore, som i alle tilfælde vil bero på en konkret vurdering, vil på den måde afhænge af de pågældende oplysninger sammenholdt med de risikofaktorer, som er forbundet med sagen og klientforholdet.

Der er ikke et krav om anvendelse af prædefinerede måleenheder i forbindelse med advokaters klassificering af klientforbindelsen og sagens samlede risikoscore. Advokaten kan for eksempel anvende enhederne ”lav”/”mellem”/”høj” eller ”begrænset”/”mellem”/”øget”, men begrebsanvendelsen er ikke afgørende. Det er dog en forudsætning for korrekt klassificering, at den anvendte måleenhed er i overensstemmelse med den procedure, som advokatvirksomheden har fastsat i sine forretningsgange.

Det bemærkes, at advokaten i medfør af hvidvasklovens § 18 i øvrigt skal undersøge og forholde sig til klientens eventuelle status som en politisk eksponeret person, eller som en nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person. Udfaldet af spørgsmålet vil have betydning for klientforbindelsens risikoprofil, identifikationen af relevante risikofaktorer samt kundekendskabsproceduren i det hele taget.

Klientforbindelsens formål  

Advokaten skal tage begrundet stilling til, hvad advokaten vurderer til at være klientens formål med anmodningen om advokatens bistand. Advokaten skal således overveje og vurdere, hvilke for klienten subjektive forhold der ligger til grund for anmodningen om advokatens bistand. Advokaten skal i den proces gøre sig overvejelser om, hvorvidt formålet umiddelbart fremstår legitimt, og om den efterspurgte bistand stemmer overens med klientens forklaring om, hvad denne ønsker at opnå. Med afsæt i advokatens vurdering af formålet i et konkret tilfælde vil advokaten også i forbindelse med sagens behandling og den løbende overvågning være i stand til at afgøre, om det, klienten eventuelt sidenhen efterspørger, er usædvanligt.

I visse situationer vil de relevante oplysninger være en naturlig del af de indledende drøftelser med klienten, herunder som en del af opdragsbeskrivelsen, men der vil også være tilfælde, hvor advokaten skal søge formålet nærmere oplyst, for eksempel ved at spørge klienten ind til emnet. Advokaten vil konkret skulle vurdere, om og i hvilket omfang det er nødvendigt at indhente supplerende oplysninger. Det er således afgørende, om advokaten i det konkrete tilfælde er i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere formålet.

Klientforbindelsens tilsigtede beskaffenhed   

Advokaten skal – for at opfylde kravet om inddragelse af klientforbindelsens tilsigtede beskaffenhed – inddrage de egenskaber og forhold, der giver klientforbindelsen og sagen sin karakter. Det kan for eksempel være relevant at indhente oplysninger om klientens forretningsmodel, formueforhold, indtægtskilder eller oplysninger om, hvor klientens midler stammer fra. Advokaten skal således forholde sig til de objektive omstændigheder forbundet med klientforbindelsen og sagen. Kendskabet er nødvendigt for advokatens vurdering af, hvorvidt klientens formål med den ønskede bistand fremstår legitim i kombination med de objektivt konstaterbare forhold forbundet med klientforbindelsen og sagen.

Ligesom det gør sig gældende ved vurderingen af formålet, vil advokaten i visse tilfælde modtage de relevante oplysninger fra klienten i forbindelse med den indledende kontakt. Det vil dog typisk i højere grad være nødvendigt for advokaten at indhente supplerende oplysninger om den tilsigtede beskaffenhed end om formålet, fordi formålet med bistanden ofte vil være et naturligt led i opdragsbeskrivelsen.

Klientforbindelsens omfang, regelmæssighed og varighed

Advokaten skal i sin risikovurdering inddrage klientforbindelsens omfang, regelmæssighed og varighed. Det kan for eksempel være tilfældet, at en klientforbindelse rummer forskellige advokatydelser, hvilket advokaten skal inddrage ved vurderingen af risikoen forbundet med klientforbindelsens omfang. Hvad angår klientforbindelsens regelmæssighed kan det for eksempel være tilfældet, at en klient gentagne gange har kontaktet advokaten for bistand i forhold til en bestemt ydelse, der relaterer sig til en gentagen transaktion. I så fald skal advokaten tage dette i betragtning ved vurderingen af risikoen.

Advokaten må konkret forholde sig til relevante aspekter forbundet med både klientforbindelsens omfang, regelmæssighed og varighed, hvilke naturligvis kan tale i hver sin retning for så vidt angår risikoen. Advokaten må da forholde sig til hver af de identificerede risikofaktorer sammenholdt med de omstændigheder, der eventuelt taler for en lavere risiko, for herefter at tage stilling til, hvad der kan konkluderes om risikoprofilen.

Hvidvasklovens bilag 2 og 3

Advokaten skal i sin risikovurdering ydermere inddrage de faktorer, som fremgår af hvidvasklovens bilag 2 og 3. Hvidvasklovens bilag 2 indeholder en ikke udtømmende liste over faktorer, som kendetegner situationer, der potentielt indebærer en begrænset risiko, mens bilag 3 indeholder en ikke udtømmende liste over faktorer, der potentielt indebærer en øget risiko. Er advokatens klient for eksempel en børsnoteret virksomhed, bør advokaten inddrage bilag 2, hvoraf blandt andet fremgår, at en børsnotering kendetegner en situation, der i hvert fald potentielt indebærer en begrænset risiko.

Forpligtelse for den enkelte advokat

Forpligtelsen til at gennemføre en konkret risikovurdering af en klientforbindelse og sag, som er omfattet af hvidvaskloven, påhviler den advokat, som påtager sig at behandle sagen. Det er således advokaten, der er ansvarlig for, at den foretagne risikovurdering er tilstrækkelig, kan dokumenteres, og at den er egnet til at give et retvisende billede af risikoen forbundet med sagen og klientforholdet.

Outsourcing

Flere advokatkontorer anvender systemer udarbejdet af eksterne udbydere til at foretage risikovurderinger og til at gennemføre kundekendskabsprocedurer. På kontorer, hvor dette er tilfældet, bør man være særligt opmærksom på det enkelte sagsbehandlingssystems egenskaber og begrænsninger. Hvidvaskloven stiller krav om, at advokaten foretager en konkret risikoanalyse og -vurdering på baggrund af de oplysninger og overvejelser, der i det konkrete tilfælde er relevante. Advokaten skal således også i denne situation være opmærksom på, at konkrete overvejelser ikke udgår. Risikovurderingen skal således tydeligt afspejle, at advokaten har forholdt sig til risikoen forbundet med den konkrete klientforbindelse og sag, hvorfor et standardiseret afkrydsningsskema, hvor advokaten ikke selvstændigt har noteret sine overvejelser og betragtninger, ikke vil være tilstrækkeligt. 

Dokumentationskrav

Risikovurderingen skal kunne dokumenteres i hver enkelt sag omfattet af hvidvaskloven. I medfør af hvidvasklovens § 11, stk. 4, skal advokaten således kunne godtgøre over for den myndighed, der fører tilsyn med dennes overholdelse af loven, at kendskabet til klienten er tilstrækkeligt i forhold til risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme.

Advokaten skal derfor sikre sig, at den foretagne risikovurdering kan dokumenteres i sit fulde omfang, hvilket indebærer dokumentation for de konkrete overvejelser, som advokaten har gjort sig på baggrund af klientforbindelsens og sagens oplysninger (risikoanalyse), samt dokumentation for den ultimative klassificering af risikoscoren (risikovurdering). Dertil kommer, at datoen for risikovurderingens foretagelse skal kunne dokumenteres. Hvis risikovurderingen ikke er datomærket, vil tilsynsmyndigheden ikke være i stand til at fastslå, om denne er gennemført rettidigt.

Dokumentationskravet sikrer samtidig, at advokaten har et skriftligt udgangspunkt at vende tilbage til, når advokaten sidenhen gennemfører løbende overvågning af klientforbindelsen og sagen. Advokaten bliver på den måde i stand til at vurdere, om en forespørgsel fra klienten eller en aktivitet forbundet med sagens behandling er af mistænkelig karakter.

Advokaten har endvidere en opbevaringspligt i medfør af hvidvasklovens § 30. Kravet indebærer blandt andet, at advokaten er forpligtet til at opbevare oplysninger, som advokaten har indhentet i forbindelse med opfyldelse af kravene i hvidvasklovens kapitel 3, i en periode på mindst fem år fra klientforbindelsen og sagens ophør. Eftersom forpligtelsen omfatter opbevaring af oplysninger indhentet i forbindelse med den af advokaten gennemførte kundekendskabsprocedure indebærer bestemmelsen, at advokaten skal opbevare de oplysninger, der ligger til grund for risikovurderingen, samt selve risikovurderingen, herunder både risikoanalyse- og vurdering, samt dokumentation for eventuelle ændringer i en klientforbindelses risikoprofil.