Hvorfor har du valgt det retspolitiske område?

Jeg har altid interesseret mig for det retspolitiske helt tilbage, fra da jeg gik i skole og elskede samfundsfag. Det har også altid været meget vigtigt for mig, at handlinger har konsekvenser.

Jeg har også altid haft den opfattelse, at man måske ikke har fulgt sager helt til dørs, og at man ikke straffer hårdt nok, for eksempel for voldtægt, vold mod børn og overgreb, så derfor har jeg gerne villet gøre mit for at være med til at ændre på det.

Hvad har optaget dig i Retsudvalget?

Som nævnt synes jeg, at vi generelt straffer for mildt i Danmark, selvom der er sket opstramninger.

Jeg har fulgt en sag omhandlende fire søstre, som havde en opvækst med vold og mishandling, og hvor deres mor fik to års fængsel for at mishandle dem i årevis. Det er ikke godt nok, og der bør være større konsekvenser. Jeg arbejder for en langt hårdere kurs over for kriminelle og en retspolitik, der i højere grad tager hensyn til offeret end til gerningsmanden, hvilket jeg til tider kan føle ikke er tilfældet i øjeblikket.

Når det er sagt, så mener jeg også, at vi skal være bedre til at resocialisere tidligere dømte, så de mennesker, som vi lukker ud fra fængslet, ikke ryger tilbage i kriminalitet igen, så snart de bliver løsladt. Vi skal være bedre til at behandle folks psykiske sygdomme eller misbrug – hvad enten det er alkohol eller stoffer – mens de sidder fængslet.

Generelt kan det godt frustrere mig i det retspolitiske arbejde, at vi ofte internt i Retsudvalget er meget enige omkring de tiltag, som vi ønsker gennemført, men vi oplever, at det praktisk talt er umuligt at komme igennem til for eksempel regeringen, Finansministeriet eller Justitsministeriet.

Hvad er det vigtigste retspolitiske problem lige nu?

Jeg synes, at der er mange eksempler på kriminalitet, der går under radaren og ikke straffes – som det blandt andet også kan ses i dokumentaren Den sorte svane.

Det viser sig oftest, når det handler om økonomisk kriminalitet, for vores samfund er ikke gearet til at efterforske det tilstrækkeligt. Vi er rigtig gode til at efterforske personfarlig kriminalitet, men når det handler om for eksempel økonomisk kriminalitet, så er vi simpelthen ikke kommet ind i IT-alderen endnu.

Det er der nogle bandekriminelle, der har opdaget, og det udnytter de så til fulde. En meget stor del af den kriminalitet, som vi har i Danmark, kommer fra banderne, og det præger kriminalitetsbilledet hele vejen igennem. Jeg tror ikke, at regeringen har overblik over, hvor meget det egentligt er. Det, jeg godt kunne tænke mig, var, at man gik helt metodisk til værks, for de kriminelle bander ødelægger SÅ mange liv. Med metodisk mener jeg, at man sagde de og de redskaber, skal der til for at løse opgaven i stedet for i dag, hvor det er for meget stop and go og en regering, der mangler fokus, og der er for uenig og forskellig til at vælge den rigtige vej.

Jeg tror, at man skal gøre konsekvenserne så uoverstigeligt hårde ved at medvirke til og indgå i den slags kriminalitet, at man afholder sig fra det. Det er den nødvendige vej at gå.

Jeg oplever, at når man har strammet grebet tidligere, for eksempel når det er gået ud over uskyldige i konflikterne mellem Bandidos og Hells Angels, så har det også hjulpet.

Ofte har de her stramninger resulteret i store konsekvenser for familiemedlemmerne til bandemedlemmerne, og det har så betydet, at det ofte har været koner, kærester etc., der har været medvirkende til, at de her konflikter er faldet til ro, fordi der har været pres indefra og hjemmefra for at stoppe dem. Så der synes jeg klart, at man kan se, at straf hjælper.

Men jeg tror ikke på, lovgivningen alene vil kunne afhjælpe disse problemer, for det ville jo også kræve en gevaldig opjustering for politiet, der skulle forfølge de her grupperinger langt mere intenst.

Hvad har du selv gjort for at ændre det?

Vi er kommet med udspillet om, at ansigtsgenkendelse skal indføres i zoner med opholdsforbud samt i ghettoer, da flere af de kriminelle bander er koncentreret omring ghettoerne.

Det skal selvfølgelig bruges som et almindeligt overvågningskamera, som efter en eventuel forbrydelse kan bruges til efterforskning og opklaring af kriminalitet.

Men derudover vil det kunne genkende de personer fra politiets banderegister, som politiet ønsker at få fat i, eller som ikke må opholde sig i de pågældende områder. Når ansigtsgenkendelsen så fanger bandemedlemmet i et ghettoområde, kan politiet rykke ud.
Udover at det giver politiet bedre mulighed for at opretholde de zone- og opholdsforbud, der er tildelt bandekriminelle, så vil kriminelle bandemedlemmer være bevidste om, at de så at sige har øjne i nakken, og at der er konsekvenser, hvis man gør noget, som man ikke må, fordi det bliver fanget på kamera.

Hvad skal der mere fokus på her i 2024?

Aftalen omkring domstolene har været rigtig vigtig, og det er klart et sted, hvor vi skal blive ved med at holde vores fokus for at se, hvorvidt aftalen rent faktisk kan afhjælpe de problemer, som der har været hidtil; altså vil der kunne komme flere dommere, og kan man få smidiggjort procedurerne ved retterne.

Det er et af de områder, som skal fungere. Det nytter jo ikke noget, at det tager mange måneder og år, inden retssagerne bliver afgjort. Vi er helt inde i 2026 ift. programsætning af domstolene, og det kan simpelthen ikke fortsætte. Hvis det ikke har den ønskede effekt, så må man afsætte flere penge og midler, så vi har et retssystem, der fungerer.

I forhold til andre lande, som vi sammenligner os med, så står vi forholdsvist godt, når det handler om retssikkerhed. Men der er plads til forbedringer både i forhold til bandekriminaliteten og ventetiderne ved domstolene, og det er nødvendigt at lave nogle tiltag på de områder, også selvom der måske ikke er så meget mediefokus på det.