Uge 22 2024

Mandag

Alarmen vækker mig kl. 5 som sædvanlig. Jeg står straks op og starter morgenrutinen med at tænde computeren for at genopfriske den sag, jeg skal i retten med i dag, så den står helt præsent i hukommelsen. Stilheden om morgenen uden telefonopkald giver en god ro til at svare på mails og komme nogenlunde til bunds i dem.  

Politiken havde i foråret 2023 en artikelserie, der afdækkede en række kritisable forhold på den sikrede døgninstitution Bakkegården i Nykøbing Sjælland, hvor unge mellem 15-18 år sidder varetægtsfængslet eller som anbragt. Kritikken bestod i, at Bakkegården havde entreret med et vikarbureau, som havde en alt for lemfældig ansættelsespolitik. Det afstedkom skriverier om, at vikarerne havde festet med de indsatte, sørget for hash og taget piller sammen med dem, ulovligt havde leveret telefoner til de unge og meget andet.

Som det ofte ses, aktiverer den slags skriverier politiet og snart efter var fire personer sigtet for pligtforsømmelser i deres arbejde med børnene.

Det tragikomiske er, at min klient selv var 18 år på gerningstidspunktet for to år siden, da han arbejdede som vikar på Bakkegården, ikke havde nogen uddannelse, men samtidig skulle passe på jævnaldrende uden reel oplæring eller et forløb om regler mv. Man fristes nærmest til at sige, at man jo selv beder om problemerne og herefter tørrer ansvaret af på de sigtede. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er helt grotesk, at det er dem uden kompetencer, der skal stilles til regnskab, mens dem med det reelle ansvar skal gå fri.

Efter seks timer i retten, synes jeg, at det er gået godt. Sagen er spændende og rejser en masse principielle spørgsmål, herunder om klienten overhovedet er omfattet af straffelovens bestemmelse om pligtforsømmelse, blandt andet fordi han var ansat af et privat firma, og i givet fald er det så overhovedet groft nok det, der er sket ifølge anklageskriftet. Skal klientens meget unge alder og manglende uddannelse tages med i betragtning om, hvad der kunne forventes af én som ham.

Om aftenen mødes jeg og spiller tennis med en god bekendt, som jeg har gjort nogle gange før. Han siger, at han formentlig ikke kan spille tennis i særlig lang tid mere. Han har fået konstateret ALS. Han er i starten af 50’erne og har et mindreårigt barn. Han siger, at det er en meget sjælden sygdom og er uhelbredeligt. Han har på ganske kort tid mistet en stor del af muskelmassen på begge hænder. Jeg er dybt berørt og knust på hans vegne. Livet kan virkelig være uretfærdigt og uforståeligt.

Tirsdag

Alarmen vækker mig kl. 5. Føler ikke jeg er klar til at stå op. Jeg er mærket af informationen fra i går. Sådanne oplysninger er altid med til at sætte livet i relief, og jeg tænker på min familie, min kone, fire børn og vores alles fremtid. Livets veje er uransagelige.

Jeg sætter herefter alarmen til kl. 6, så jeg kan få en times ekstra søvn, men heller ikke meget mere, for jeg skal afsted omkring kl. 7 for at nå til Retten i Kolding i en tilståelsessag, hvor en klient skal erkende overdragelse af i alt 39 kilo kokain over fire forskellige dage. Beviserne mod hende er gode, og det gælder om at få lukket sagen, så hun kan komme videre.

Hun ender med at få 12 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig. Hun har et lille barn, der er født og opvokset i Danmark. Barnet var hos hende, indtil hun blev varetægtsfængslet. Det er sørgeligt for barnet at skulle miste sin mor og sørgeligt for mor, at hun reelt set mister sit barn, da hun nu har fået en lang dom og herefter tilmed skal udvises efter afsoningen. Da barnets far er dansk og gået fra min klient, så er sandsynligheden for, at barnet senere hen flytter til Polen med moren formentlig lig med nul. Det er en hård og sørgelig skæbne. Straffens længde er fin, men klienten kan efter at være kommet til Danmark i en tidlig alder og levet i Danmark i cirka 20 år ikke leve med udvisningen, så sagen bliver anket. Hun kender ingen i Polen. De politiske ønsker og pres har medført, at praksis har ændret sig de sidste par år, så adgangen til udvisning i hidtil uhørt grad har medført udvisning, som var utænkelig tidligere. Klienten bestemmer, så der er ikke andet at gøre end at anke.

Det får mig også til at reflektere over, at kvinder oftere havner i sager om hårde stoffer ligesom i denne sag. ”Ligestillingen” er også indtrådt i sager om narkotika. Uden at have talt op føles det nærmest som om, at jeg har flere kvindelige klienter end mandlige, når det gælder så alvorlig narkotikakriminalitet. Samfundsudviklingen har også gjort sit på den front.

Efter narkosagen kører jeg hen til Sikringsafdelingen i Slagelse, der huser Danmarks allerfarligste kriminelle. Min klient er varetægtsfængslet i en sag om drabsforsøg. Det er sjældent, at varetægtsfængslede personer sidder netop i Sikringsafdelingen, og med mine 15 år som forsvarsadvokat på bagen er det utroligt nok første gang nogensinde, jeg skal besøge en klient lige dér. Jeg må ikke være i samme rum med klienten, men kun se ham gennem en rude. Jeg øffer lidt om, hvorfor det skal være sådan, men får at vide, at sådan er deres procedure derude. Jeg SKAL også have en alarm på mig, selvom der er en rude imellem os. Da jeg ikke forstår hvorfor, får jeg at vide, at klienten jo også eventuelt kan gøre skade på sig selv, og så skal jeg kunne trykke på alarmen. Mindes ellers aldrig nogensinde at have følt mig bange for at sidde med klienter, heller ikke når de er varetægtsfængslet.

Både på vej fra Kolding til Slagelse og derefter på vej hjem taler jeg næsten konstant i telefon med klienter mv. og hører indimellem den debat i radioen, der denne dag kører på fuld skrue på grund af TV2 programmet ”Den sorte svane”, der denne morgen udkom på TV 2 Play og har skabt en voldsom og jordskælvslignende rystelse overalt i samfundet. Politikerne og Advokatsamfundet er på banen. Jeg kan næsten ikke vente på at komme hjem og se den.

Selvfølgelig skal vores lille datter lige præcis denne dag først falde i søvn så sent, at min kone og jeg først kan starte med at se programmet kl. 21.30. Vi når at se 1,5 afsnit, og så falder vi i søvn, selvom programmet er utrolig spændende, men også ganske foruroligende og rystende.

Onsdag

Oppe kl. 5. Tænder computeren med det samme for at arbejde.

Min datter på 16 år er i gang med sine mundtlige eksamener i 9. klasse og skal i dag op i første mundtlige fag, som er naturfag. Hun er spændt, og jeg er spændt på hendes vegne. Hun er virkelig dygtig og klarer sig rigtig godt i skolen.

Jeg besøger to arrestanter i Vestre Fængsel, hvor jeg har en tid mellem kl. 8-10. Den ene er lige røget ind efter et grundlovsforhør for vidnetrusler, så det er mit første møde med ham. Den anden sidder inde i en Christiania-sag for salg af hash.

Det første, jeg tænker på, da jeg kommer ud igen, er, hvordan det er gået med min datters eksamen. Jeg kan se, at hun har ringet til mig. Det er et positivt tegn. Jeg ringer tilbage til hende, og hun lader som om, at hun har fået en dårlig karakter uden at sige hvor dårlig, men hun er dårlig til skuespillet, da jeg kan fornemme på hendes stemme, at det er gået godt. ”Afsløringen” af et 12-tal kommer lige efter. Far er stolt! Hun får lov til at bestemme, at vi skal fejre det med sushi i weekenden.

I løbet af timerne i Vestre Fængsel er der kommet en masse opkald og beskeder. Et af opkaldene er med den anklager, som jeg skal i retten med i dag kl. 13 i Retten i Helsingør, hvor jeg har en klient, der er tiltalt for indbrudstyveri, brugstyveri af bil og ulovlig omgang med hittegods. Anklageren oplyser, at hovedvidnet har meldt sig syg, og sagen derfor ikke kan gennemføres uden hans vidneforklaring. Min klient er under 18 år og har behov for en afklaring af sin situation, så han kan komme videre i sit liv. Derfor er det ekstra ærgerligt, at sagen må aflyses, men desværre er der intet at gøre ved det.

Omtalen af dokumentaren ”Den sorte svane” er massiv, og efterdønningerne begynder at vise sig gennem hele dagen, hvor jeg spændt følger med på avisernes internetsider, når muligheden byder sig undervejs. Hele dagen har jeg tænkt på at komme hjem så hurtigt som muligt og se de resterende afsnit, vi mangler at se. Jeg håber virkelig på, at den lille falder i søvn i god tid, så vi kan nå at komme igennem de mange timers fjernsyn, der venter forude.

Under og efter aftensmaden snakker jeg med vores fire børn og særligt vores datters 12-tal eksamen og glæden herved fylder naturligvis meget i snakken.

Min kone og jeg ser det ene afsnit efter det andet i ”Den sorte svane” fra kl. 21.30 til omkring midnat. Jeg må hente både kaffe og spise frugt for at undgå at falde i søvn. Der er ikke noget at gøre – vi SKAL igennem dokumentaren i aften, så jeg bedre kan følge med i samfundsdebatten, der har rejst sig og politikernes snak om lovændringer mv. Derudover vil jeg gerne kunne indgå i kvalificeret snak med folk, da dokumentaren lige nu fylder alt. Vi mæsker dokumentaren i os. Der er lige dele forargelse og overraskelse.

Torsdag

I midten af ugen, enten onsdag eller torsdag, plejer jeg at have behov for lidt mere søvn, så enten sover jeg tidligere dagen før, eller også står jeg op senere dagen efter, så i dag bliver det til, at jeg står op senere.

På grund af en meget stram tidsplan i en sag om salg af kokain og en masse færdselslovsovertrædelser er vi ved et berammelsesmøde for nylig blevet enige om at starte op kl. 8.30 i stedet for kl. 9.30, som man ellers normalt gør i Københavns Byret. Derfor kører jeg afsted kl. 8. Anklagers bagkant er kl. 16, og vi når desværre ikke at færdiggøre sagen, da anklager er færdig med sin procedure tæt på kl. 16. Der mangler både medforsvarerens og min procedure. Da vi skal finde en tid, hvor alle kan mødes igen, viser det sig først at kunne lade sig gøre i september måned. Det mener jeg ikke er rimeligt og foreslår, at vi kan finde en time til færdiggørelse af sagen i de ydre tidspunkter fra kl. 8.30-9-30 eller kl. 15.30-16.30, og herefter må sagen optages til dom, så vi kan få dommen på et andet tidspunkt. Det gør det nemmere at finde en dato, som er præcis to uger efter kl. 8.30-9.30. Det er helt klart acceptabelt.

Kl. 16.30 har jeg et møde med min kollega, advokat René Offersen, hvor vi har en snak om løst og fast. René er en kollega, som jeg har den største respekt for. Da jeg har en aftale om at spille padeltennis kl. 18 med en bekendt og Danmarks bedste kvindelige padeltennisspiller, Gitte Haxen, skal jeg hurtigt videre, så René og jeg aftaler snart at mødes til middag.

Der er ikke noget pinligt over at fortælle, hvor meget jeg tabte til Danmarks bedste kvindelige padelspiller, men jeg vælger nu alligevel at holde det for mig selv. Havde det været fodbold, så kunne hun bare komme an.  

Efter hjemkomst omkring kl. 20 er jeg træt. Får noget at spise alene, da konen og børnene for længst har spist. Siger herefter godnat til børnene. Min kone var i gang med at putte den lille, da jeg kom hjem, så den lille nåede jeg ikke at se.

Herefter ser min kone og jeg nyhederne. Mens min kone herefter så fjernsyn, sad jeg på sofaen og svarede på mails. Pludselig faldt jeg i søvn på sofaen. Min kone vækkede mig på et tidspunkt, og jeg smuttede i seng med det samme.

Fredag

Min sag i retten var aflyst for noget tid siden, så det er en af de få dage, hvor jeg ikke har noget berammet i retten i dag.  

Kl. 8 har jeg en aftale med en forfatter/journalist, der sendte en mail til mig i slutningen af marts måned for at høre om muligheden for et bogprojekt. Har før et par gange fået lignende forespørgsler, men ikke været klar til det. Denne gang ser det dog ud til at blive til noget.

Kl. 9.30 har jeg en telefonisk afhøring med en klient, der er sigtet for at billige Hamas´ terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023 ved at have skrevet to ord på Facebook om det. Hun har en god forklaring, så må vi se, hvad anklagemyndigheden når frem til.

Jeg skal også deltage i Gadens Parlament, som er en podcast, der samtidig også filmes til YouTube. Det er to unge fyre, der sætter fokus på emner inden for urban-kulturen, samfundsorienterede problematikker og politik, og det er en af de første gange i forbindelse med interview, hvor jeg ikke kun taler om mit arbejde. Det er både sjovt og spændende at deltage.

Herefter fortsætter min sekretær og jeg med at ordne forskellige ting. Vi kommer dermed til at sidde sammen på kontoret to gange på en uge, hvilket sker meget sjældent. Min sekretær, Maria, er den bedste sekretær, man kan ønske sig. Hun har været min sekretær i 11 år, så når jeg siger det første bogstav i en sætning, forstår hun resten af sætningen – og omvendt.   

Omkring kl. 16 besøger jeg en arrestant på Blegdamsvejens Fængsel, inden jeg smutter hjemad.

Det er fredag i dag, og vejret er helt fantastisk. Den ene datter skal sove hos en veninde, den anden er til Sommersol-festival ved Charlottenlund Slot og skal hentes kl. 22.30. De to andre overnatter hos mine forældre. Konen og jeg er alene frem til kl. 22.30, så det skal udnyttes.

Vi cykler ind til byen, hvor vi går rundt og nyder vejret og hinandens selskab. Vi har alenetid og kan tale om alt muligt uden afbrydelse fra børn og være hinandens fortrolige. Vi køber sandwich i Pizzahuset på Gothersgade og går rundt i indre by, mens vi spiser sandwich. Det er virkelig hyggeligt. Vi cykler hjem omkring kl. 22. Jeg cykler herefter til festivalen for at hente vores datter og cykler hjem med hende. Vejret er stadig skønt, og livet er skønnere.

Weekend

Jeg plejer at have weekendarbejde i et eller andet omfang, og selvom der er et par opkald, så er det trods alt begrænset i forhold til standarden.

Lørdag har vi besøg af Bodil Jørgensen, hendes mand og datter, som vi har haft et venskab med de sidste 15 år. Vi griller, og som altid er det virkelig hyggeligt.

Søndag tager vi hjem til mine forældre for at fejre min lillesøsters fødselsdag. Hun havde fødselsdag for nogle dage siden, men i dag kan vi alle samles. Vi spiser brunch, som min mor har lavet, og der mangler ikke noget. Hun har lavet så mange forskellige retter, at jeg nærmest revner, og da kagen bliver spist, bliver jeg sur på mig selv over at have spist så meget, da jeg får det lidt dårligt.

Vejret er igen helt forrygende, og solen bager. Vi tager hjem omkring kl. 16, og herefter kommer min kones storesøster hjem til os, og sammen spiser vi aftensmad.

Det har været en spændende og helt formidabel uge.