I praksis skal der meget lidt til, før man som borger risikerer en varetægtsfængsling. Det mener Thomas Brædder, forsvarsadvokat og medlem af Advokatrådets strafferetsudvalg:

 ”Som praksis er i dag, vil der kunne ske varetægtsfængsling i alle straffesager, når blot nogle få generelle betingelser er opfyldt: 1) Der skal være en mistanke om, at du har gjort det, du er blevet sigtet for. 2) Hvis du dømmes, skal straffen munde ud i mere end 30 dages fængsel. 3) Og endelig kræver det blot, at du nægter dig skyldig, og der enten er vidner eller andre sigtede i sagen. Som praksis er i dag, er de tre betingelser grundlæggende nok til at varetægtsfængsle, og de er også tit de bærende for at varetægtsfængsle.”

Anklagemyndighedens begrundelse vil i mange tilfælde være, at alene fordi en person nægter sig skyldig i sigtelsen, så bekræfter det automatisk, at der så er bestemte grunde til at frygte, at den sigtede vil påvirke vidner eller samstemme forklaring med en medsigtet.

”Selvom der i retsplejeloven står, at der skal være bestemte grunde til at antage, at du vil påvirke vidner eller medsigtede, så er der i praksis intet andet krav end, at du nægter dig skyldig. Nægter du, lægger man altså til grund, at du også har intention om at påvirke,” siger Thomas Brædder.

Han oplever også, at varetægtsfængsling bruges meget uens på tværs af politikredse og afdelinger. Sager, der i vidt omfang minder om hinanden, kan i nogle tilfælde medføre varetægtsfængsling, imens det i andre tilfælde ikke gør det. Til trods for, at samme argumentation for/imod varetægtsfængsling kunne anvendes på to lignende sager.

”Min oplevelse er, at det egentlig ikke så meget handler om, hvorvidt betingelserne for varetægtsfængsling er opfyldt eller ej. Om anklagemyndigheden fremstiller en person med henblik på varetægtsfængsling synes ofte at handle om, hvorvidt man mener sagen er alvorlig eller kræver en hurtig reaktion. Og den vurdering kan svinge meget mellem politikredse og afdelinger.”

Opfordrer til at kære

Der kan være sager, hvor en varetægtsfængsling kan være nødvendig, men det gælder langtfra dem alle. Det mener, forsvarsadvokat Anders Schønnemann, som har en del sager om organiseret bandekriminalitet:

”Man kommer til at varetægtsfængsle i nogle situationer, hvor der ikke er et reelt behov for det. Politiet holder stædigt fast i, at der er noget, der kan påvirkes i diverse efterforskninger, og det sker ofte, uanset at efterforskningen både reelt og formelt er færdig. Og selvom der er blevet indgivet anklageskrift,” siger han.

Derfor har han opfordret sine kolleger til at kære til Højesteret hver gang, en kendelse om varetægt på grund af påvirkningsrisiko ikke giver mening. Og med nylige afgørelser i både landsret og Højesteret om, at der ikke længere er påvirkningsrisiko, mener han, at det er en af vejene frem.

”Der er mange eksempler på, at politiet lidt med kikkerten for det blinde øje siger: ’Jamen her er der påvirkningsrisiko, og så siger retterne – og det håber jeg, at der er ved at være et tøbrud for – jamen hvis politiet synes det - så fint nok, så fængsler vi.’ Det er konkret et problem.”

Som udgangspunkt vil der ifølge Anders Schønnemann altid være noget, der kan påvirkes i en efterforskning, for eksempel hvis en mistænkt bliver løsladt, og der kommer nye oplysninger.

”Der vil jo altid kunne dukke 20 alibividner op efter en løsladelse af en mistænkt og sige, ’jamen vi var sammen til en fest på Mallorca på gerningstidspunktet’. Men så får man jo aldrig flyttet noget, så er det umuligt. Det, jeg angriber, er, at jeg har en fornemmelse af, at politiet gerne vil gøre det nemt for sig selv. Og det er jo klart, at man så er sikker på, at der ikke sker noget med efterforskningen - hvis man bare har folk bag lås og slå. Men hensynet til den anden vej, at man faktisk har folk, der reelt er uskyldige, fængslet, fordi det modsatte ikke er bevist – det vejer bare tungere i min bog, og så bliver man nødt til at se konkret på, om der er reel påvirkningsrisiko.”

Det er for lavt

Thomas Brædder mener, at betingelserne for varetægtsfængsling udgør en meget beskeden beskyttelse af borgerne mod varetægtsfængsling.

”Det er en frustrerende følelse som praktiker, når man oplever, at det, vi egentlig bør diskutere – om der er en reel, konkret og velbegrundet frygt for, at der sker påvirkning af sagen – blot bliver en pseudo-diskussion,” siger han og tilføjer:

”Varetægtsfængsling er en af de mest indgribende foranstaltninger, myndighederne kan benytte sig af, og det rammer altså ikke kun vaneforbrydere eller bandemedlemmer. Det rammer alle slags mennesker med familie, børn og fast arbejde.”

Thomas Brædder efterspørger lovændringer for at skabe større klarhed og retssikkerhed omkring varetægtsfængslinger.

”Som det er nu, er betingelserne sat helt nede ved dørtærsklen. Min fornemmelse er, at der breder sig en større og større enighed om, at den nuværende praksis for varetægtsfængsling ikke er tidssvarende. Jeg hører det fra retsaktører på alle sider af bordet og fornemmer også på allernyeste retspraksis, at man fra domstolenes side er begyndt at anlægge en mere skeptisk tilgang til, om der skal ske (fortsat) varetægtsfængsling. Det er positivt, men det ændrer ikke ved, at den mere kritiske tilgang også af retssikkerhedsmæssige årsager bør præciseres i loven eller i hvert fald tilkendegives i lovens forarbejder.”

Det er Anders Schønnemann enig i:

”Enten må dommerne tage sagen i egen hånd og så få afgjort nogle af de her ting i Højesteret, så vi får lagt et nyt niveau. Eller så må lovgiver sige det med en opstramning af bestemmelsen og så lave nogle forarbejder, hvor man siger, nu er vi enige om, at der skal foretages et mere restriktivt skøn i forhold til, om der reelt er en påvirkningsrisiko. Så ville man sende et klart signal til domstolene om, at vi fra lovgivers side er af den opfattelse, at det her bliver brugt for meget. Man kan også sagtens gøre begge dele. For hvorfor vil vi gå efter medaljepladser i at anvende varetægtsfængsling i Europa?”

Samtidig er virkeligheden i arresterne også den, at personer, der ikke må kommunikere med omverdenen, i vidt omfang sidder fængslet sammen med andre, der godt må kommunikere. Det betyder i praksis, at en varetægtsfængsling ingen garanti giver for, at der ikke sker påvirkning. Af samme grund har mange varetægtsfængslede også særdeles svært ved at forstå nødvendigheden i at være varetægtsfængslet, for som de siger: ”Hvis jeg vitterligt ville påvirke noget, så kan jeg jo stadig gøre det – så hvad er formålet?.”

Thomas Brædder efterlyser flere alternativer til varetægtsfængsling:

”Jeg savner, at man udvider paletten og i stedet benytter sig af for eksempel kontakt- og opholdsforbud. Man kunne for eksempel samtidig oplyse vidner om, at vedkommende var meddelt et kontaktforbud, og hvis den sigtede så herefter forbrød sig mod kontaktforbuddet, så kunne man skride til varetægtsfængsling. For så er der jo netop udvist en adfærd, der giver konkrete og bestemte grunde til at tro, at vedkommende vil påvirke sagen.”

For Anders Schønnemann handler det i sidste ende om samfundets ordentlighed:

”Nelson Mandela sagde noget i retning af, at man ikke kender en nation rigtigt, før man har set indersiden af dens fængsler. Det er rammende. For måden, vi behandler vores indsatte, er, som jeg ser det, den fineste vægt, vi kan veje vores nations ordentlighed på. Og der ligger Danmark desværre meget lavt, som det er nu.”

Krav skal skærpes

Som formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater ser advokat Kåre Pihlmann også mange eksempler på, hvad han ser som uberettiget varetægtsfængsling, og har derfor i samarbejde med foreningen Forsete bragt et idekatalog på banen med konkrete ændringer til retsplejeloven, som kan stramme op på, hvornår der er grundlag for varetægtsfængsling.

”Nogle af forslagene udspringer i høj grad af de erfaringer, vi løbende gør os. Nogle er inspireret i relation til kravene om påvirkningsrisiko. Og af to højesteretsafgørelser, som kom sidste år, og som skærper kravene i relation til påvirkningsrisiko. De siger, at når vi taler påvirkningsrisiko, så er det en forudsætning for fortsat fængsling, at den mistænkte både har evne og vilje til at påvirke efterforskningen, og så tænkte vi, lad os da få disse fine ord ind i lovteksten.”

Mange af de foreslåede ændringer handler netop om, at påvirkningsrisikoen skal have stærkere argumenter og dokumentation af politi og anklagemyndigheden i retten. For eksempel at der skal være et skriftligt svar på, hvorfor der er påvirkningsrisiko.

Kåre Pihlmann ser dog også, at der er sket en lille ændring til de varetægtsfængsledes fordel efter Højesterets kendelser.

”Det er jo et udtryk for, at man har været lydhør overfor den her kritik. Så på den måde, er der utvivlsomt bevægelse på området, og det er også i det lys, at vores initiativ skal ses. Dommerne er ikke særligt glade, når man statistisk set kan vise, at Danmark har en tredjeplads i EU i forhold til, hvor mange af vores frihedsberøvede personer der sidder varetægtsfængslede.”

En giftig kombination

Kåre Pihlmann er enig i, at udover de lange sagsbehandlingstider ved domstolene, så er begrebet ’frist til dom’, fra byret til landsret, en anden væsentlig årsag til de langvarige varetægtsfængslinger.

”Set fra et administrativt synspunkt og for så vidt angår alle parter, herunder forsvaret, så er det utroligt bekvemt, for virkeligheden er, at fristforlængelser hver fjerde uge er besværlige. Politiet skal præsentere en fristforlængelsesrapport, anklagerne skal bruge tid, og forsvareren skal sædvanligvis møde med dags varsel -   hvilket ingen forsvarere kan, så det er et mareridt, og derfor var det så dejligt bekvemt, da man indførte den mulighed. Men så kom virkeligheden jo, og pludselig gik der halvandet år, fra byretten havde afsagt dom, til vi stod i landsretten – det var der ingen, der havde fantasi til at forestille sig. Virkeligheden er blevet den, at rigtig mange i dag afsoner hele deres straf eller i hvert fald hovedparten af den i varetægt.”

Det er ifølge Kåre Pihlmann som om, man har glemt, at varetægtsfængsling er ment som en midlertidig foranstaltning for at skærme efterforskningen.

”Der var ingen, der forestillede sig, at folk reelt skulle sidde og afsone. Der er jo også et element af resocialiseringssyn bygget ind i afsoning, men det fylder næsten ingenting i varetægt. Så det er en rigtig skidt situation, der er kommet ud af det, ”siger Kåre Pihlmann.

Han mener, at idékataloget fra forsvarerne er lige til:

”Med de her forslag kan vi rent faktisk gøre noget ved problemet, uden at vi kompromitterer efterforskningen. Sagen er jo den, at de lande, vi typisk sammenligner os med, Norge Sverige, Finland, Tyskland – de evner tydeligvis at opklare og bekæmpe kriminalitet uden at bruge varetægtsfængsling i samme udstrækning, som vi gør. Det er jo ikke sådan, at vi er bedre til at opklare sager end vores nabolande,” siger han og understreger:

”Vi skal huske på, at varetægtsfængsling altid er et brud på princippet om, at vi ikke straffer folk, som ikke er fundet skyldige ved dom. Varetægtsfængsling er jo straf på forventet efterbevilling. Det betyder ikke, at vi ikke skal bruge det. Men at vi er nødt til at være så tilbageholdende med det som muligt.”

På et spørgsmål om, hvorvidt forsvarere selv kan gøre mere for at nedbringe antallet af varetægtsfængslinger, siger Kåre Pihlmann:

”Problemet er i hvert fald ikke, at vi bare accepterer frivillige forlængelser. Jeg skal være den første til at sige som forsvarer, at vi altid kan blive bedre. Det vil være upassende at sige noget som helst andet. Jeg synes, det er svært at sige præcist, hvor problemet ligger, eller det er anklagemyndighedens skyld eller dommerne, der er blevet for slappe osv. Det er nok i virkeligheden en giftig kombi, som bare er vokset og vokset.”

Han er enig i, at der også skal en kulturændring i retssystemet til. Ligesom der har været tidligere i forhold til isolation. Men ikke kun det.

”Kulturændring er godt – lovændring er bedst.”

Se Landsforeningen af Forsvarsadvokaters idékatalog på lffa.dk