”Det er hæsligt at være på arrestbesøg efterhånden. Jeg møder personer med ptsd, angst, frygt for overfald, børn, der græder, forældre, der ikke kan forstå, at deres sønner ikke har fået det brev på tre linjer og et foto, de har sendt 14 dage forinden, fordi det bliver lagt til bunke, inden politiet får læst det igennem. Og klienter, der får inddraget det ene og ikke får udleveret det andet, for eksempel tøj, som de har ret til. Eller så bliver alles vinduer lukket, fordi der er én, der har råbt – man skal hele tiden forholde sig til de her ting. Det er som om, at myndighederne ikke er opmærksomme på, hvor totalt indgribende en varetægtsfængsling er,” siger Karoline Normann, forsvarsadvokat og forperson for Advokatrådets strafferetsudvalg.

Hun har sagt det flere gange før også i Advokaten, samt at: ”det ikke er meningen, at en afsoning skal foregå i varetægt”, og nu er hun vred. For det bliver kun værre i takt med de mange strafskærpelser, der kommer fra regeringen kombineret med plads- og personalemanglen i kriminalforsorgen.

”Jeg anerkender selvfølgelig, at der i nogle sager kan være behov for varetægtsfængsling, men det, der foregår nu, er langt over grænsen for, hvad der er menneskeligt værdigt. Hvis man for eksempel ser på proportionalitet – så bliver man så edderspændt rasende over det. Som det er nu, hvis der bare er det mindste halmstrå til støtte for varetægtsfængsling, så sker det – og det burde være det modsatte.”

Hun uddyber, at nok kunne hun og andre formentlig selv klare en varetægtsfængsling i et par uger ved at få skippet et par bøger ind, men hendes klienter er ikke ressourcestærke mennesker, som hun selv er.

”Jeg ville da også blive sindssyg, hvis jeg ikke vidste, hvornår jeg måtte tale med nogen, hvornår jeg måtte ringe, hvornår jeg måtte få besøg af familien, hvornår jeg kunne komme i bad, og om jeg ville blive overfaldet, hvis jeg gik på gårdtur. Det er så fundamentalt et indgreb i et menneskes liv og frihed at være varetægtsfængslet, men det er som om, at det slet ikke er det, det handler om. Os, der taler med de indsatte, vi mærker det virkelig på en helt anden måde, end anklager, dommer og politi gør. Det er sårbare mennesker, og de er i forvejen udfordret på så mange områder.”

Hun har derfor følgende opfordring:

”Brug nu de alternativer, der er, og brug kun varetægtsfængsling, når det er absolut nødvendigt. Der er mulighed for det i retsplejeloven. En ting er, hvad tal og gennemsnitsberegninger fortæller os, men en anden ting er virkeligheden, og os, der færdes i den og er tæt på arrestanterne og deres pårørende, vi kan snart ikke holde det ud længere – for slet ikke at tale om arrestanterne selv. ”