I Danmark er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist, men straffen for at være mistænkt kan være højere, end hvis man har modtaget en dom.

”Det er bizart, at vi har et system, hvor du oplever det som en hårdere straf, før du er dømt. Vi har konstrueret et system, der er historisk betinget, og hvor staten griber mere ind og laver mere restriktive forhold før dom. Det hænger ikke sammen med princippet om ’uskyldig, indtil det modsatte er bevist’.” Sådan siger Peter Scharff Smith, professor i retssociologi ved Oslo Universitet og forfatter til bogen ’Varetægtsfængsling – Danmarks hårdeste straf.’

”Når du ser på England – så er der ikke ret meget godt at sige om at sidde i et engelsk fængsel og heller ikke om varetægt – men de holder trods alt fast ved, at det i en række henseender gør en positiv forskel ikke at være dømt. Du kan blandt andet ringe med din familie flere gange om ugen, og du kan få besøg flere gange om ugen. I Danmark har du ikke engang ret til at snakke i telefon, når du er varetægtsfængslet,” siger Peter Scharff Smith.

Isoleret i 23 timer

Han peger også på, at selvom Danmark formelt set har gjort op med isolation under varetægt ved tidligere retsreformer, så sidder rigtig mange i de-facto-isolation.

”Nogle fængsler gør en indsats for at tilvejebringe cellefællesskab, så de ikke sidder 23 timer alene i cellen. Men der er et ukendt antal, som alligevel sidder isoleret, blandt andet fordi der er personalemangel. Vi bryster os af næsten at have afskaffet domstolsbestemt isolation under varetægt - men i realiteten sidder rigtig mange i isolation alligevel. Det kunne Kafka have fundet på.”

Både FN’s torturkomité og EU-Kommissionen har opfordret Danmark (og Sverige) til at begrænse brugen af varetægtsfængslinger og alene anvende det, når det er strengt nødvendigt. Sverige har i disse år nordisk rekord i kriminalitet per indbygger, og de varetægtsfængsler også langt flere personer end Danmark. Men de mistænkte sidder inde i kortere tid, de fleste under to måneder. Til gengæld har Sverige ikke afskaffet isolation og derfor reprimanderne.

I den seneste opgørelse fra Europarådets årlige Space I rapport (2022) er det fortsat Danmark, der med 38 procent af alle indsatte i varetægt, har nordisk rekord. Til sammenligning viser tallene, at Sverige har 27 procent, Norge har 19 procent, og Finland har 24 procent af deres indsatte i varetægtsfængsling og uden afgørende dom.

Aktørerne i retssystemet er enige om, at varetægtsfængsling er menneskeligt nedbrydende og mere ødelæggende for indsatte i de danske fængsler, end det er, når de bliver overført til almindeligt fængsel. Varetægtsfængslede sidder på få kvadratmeter og med ringe muligheder for at få besøg af pårørende, og når det sker altid under overvågning, ofte med brevkontrol, og som det ser ud nu med en gennemsnitstid på 8,5 måneder (2022) for de langvarige varetægtsfængslinger, som udgør 50 procent af alle varetægtsfængslinger.

Når man sammenligner brugen af varetægtsfængsling i Danmark med andre nordiske lande, skiller vi os markant ud. Det bekræfter Emeli Lönnqvist, ph.d. og kriminolog ved universitetet i Stockholm, som er den eneste indtil videre, der har foretaget en direkte sammenligning af de nordiske lande.

” Danmark er absolut en afviger i nordisk sammenhæng. De har den højeste gennemsnitlige varetægtsfængsling, og har haft det konsekvent i de sidste årtier. Danmark har både et højt flow (dvs. antal red.) og lange varetægtsfængslinger. Sverige har relativt ens strømningshastigheder, men kortere varetægtsfængsling i gennemsnit, hvilket gør deres andel lavere. Tilsvarende har Norge og Danmark haft relativt ens gennemsnitlig varighed af varetægt, men Norge anvender varetægt i mindre omfang.”

Lovgivningen i de nordiske lande er overordnet ens. Men der er forskelle.

”Danmark har faktisk en højere tærskel end de andre lande for, hvornår der kan idømmes varetægt. I Danmark kan der idømmes varetægtsfængsling for lovovertrædelser, der kan straffes med 18 måneders fængsel mod 12 måneder i Sverige og Finland og seks måneder i Norge. I teorien kunne den forskel tyde på, at varetægtsfængslingen burde bruges mindre i Danmark, i hvert fald sammenlignet med Norge. Men i praksis ser vi, at det ikke er tilfældet,” siger Emeli Lönnqvist.

Påvirkningsrisiko er ofte grunden

Spørger man danske eksperter og forsvarere er der mindst fire årsager til, at Danmark skiller sig ud fra de andre lande: Fortolkningen og dokumentationen af påvirkningsrisiko, muligheden for frist til dom, de lange ventetider ved domstolene, og at vi ikke anvender alternativer til varetægt, for eksempel varetægtssurrogat, fodlænke, meldepligt, rejseforbud mv.

Der er primært tre lovmæssige grunde til, at man kan blive varetægtsfængslet i Danmark: Flugtrisiko, gentagelsesrisiko og påvirkningsrisiko. De fleste varetægtsfængslede sidder der på grund af påvirkningsrisiko - risikoen for at påvirke efterforskningen, vidner eller medtiltalte. Men ifølge forsvarsadvokaterne så sidder mange i varetægt, uden at der reelt er påvirkningsrisiko, og i lang tid efter at efterforskningen er afsluttet. Nogle af dem sidder for at håndhæve retsfølelsen og/eller på bestyrket mistanke, typisk i meget grove sager, mens andre tilsyneladende sidder helt uden grund, mens de venter på at komme for en domstol.

Og så er der dem, der har fået dom i byretten, men fortsat er varetægtsfængslede, fordi de anker med påstand om frifindelse. I de tilfælde kan man ikke blive overført til almindeligt fængsel for at afsone.

”At man kan varetægtsfængsle for at undgå kollusion er et godt princip at have i lovgivningen. Men så skal der også være et vist argument og dokumentation i den sammenhæng, og der ville det da være fint at sende nogen ind i retssalene og undersøge, hvor grundig den dokumentation egentlig er, ” siger Peter Scharff Smith.

Han undrer sig over den del, som sidder fortsat i varetægt efter dom. Når en dom er anket, og man beder om frifindelse, så er man i princippet fortsat uskyldig til det modsatte er bevist og kan derfor ifølge retsvæsenets logik stadig påvirke efterforskningen og må derfor fortsætte under dårligere vilkår. Men det er ikke logisk ifølge Peter Scharff Smith.

”Det burde ikke være muligt fortsat at sidde i varetægt under isolationslignende forhold, hvis man har fået en dom.”

Frist til dom

Han bakkes op af seniorforsker Peter Vedel Kessing hos Institut for Menneskerettigheder, som desuden påpeger de varetægtsfængslinger, der bliver ’fristet til dom’.

”Det er jo sådan, at når sagen er færdigefterforsket, tiltalen er rejst og sendt til retten, så kan de jo friste til dom, dvs. der er ikke nogen retsmøder hver 4. uge, som loven ellers siger for at forlænge en varetægtsfængsling. Det er meget almindeligt nu om dage, at de tiltalte bliver fristet, frem til dommen kommer. Det er et underligt udgangspunkt, synes jeg. Der er ikke statistik på det her, men det kunne være rigtigt rart at vide, hvad der er den konkrete begrundelse for hver varetægtsfængsling – det ved vi ikke. Men man må forvente, at de fleste sidder inde på påvirkningsrisiko som den mest anvendte,” siger Peter Vedel Kessing og understreger:

”Det ville være rart med mere løbende monitorering. Det har vi set før, da man gjorde op med isolationsfængslingen, som var enormt høj, og man gjorde en stor indsats for at få den ned. Der skal mere fokus på alle led i straffesagskæden og så holdes nøjere øje med, hvad der sker i retssalene.”

Han pointerer også, at retsplejeloven, som den ser ud nu, allerede opfordrer til at begrænse brugen af varetægt, og at den giver mulighed for brug af varetægtssurrogat, men det sker ikke i praksis.

”Det anvendes meget sjældent - medmindre man er under 18 eller psykisk syg. Da man indførte retsplejeloven i 1916, sagde man, at det er et stort problem med den udbredte brug af varetægtsfængsling. Så kom man med varetægtssurrogat som alternativ og sagde, at dommeren skal anvende surrogat - bortset fra hvis der er tale om påvirkningsrisiko. Men der har altså udviklet sig en praksis, hvor man simpelthen ikke bruger det. Det er blevet til en retstradition.”

Alligevel har både retsplejeloven såvel som praksis brug for en opstramning, mener Peter Vedel Kessing:

”Retsplejeloven skal laves om, synes jeg, for udgangspunktet er, at man bare bliver fristet til dom og sidder varetægtsfængslet og venter på, at domstolene har tid til at hovedforhandle. Udgangspunktet burde jo være, at du ikke skal sidde i varetægt, når der er færdigefterforsket – medmindre der er nogle helt særlige grunde.”

Det kræver en kulturændring

Peter Scharff Smith mener, at der skal en kulturændring igennem hele retssystemet for at få nedbragt antallet af varetægtsfængslinger. Og det er nødvendigt, mener han.

”Det er politisk og kulturmæssigt bestemt, hvor meget og hvilke indgreb der bliver anvendt. Det er glimrende, at der er mulighed for at lave besøgskontrol, hvis man er bange for kollusion, men så må man kunne sandsynliggøre det på en eller anden måde. Det er jo et massivt indgreb i en persons og en families liv, så der skal altså nogle tunge indikationer og argumenter på bordet.”

Hvis Danmark ønsker at tage ved lære af andre nordiske lande, så skal vi kigge mod Finland, mener han.

”Finland er om noget et historisk eksempel på, at det kan lade sig gøre at ændre tingenes tilstand. Tilbage i 1950-60’erne havde Finland flere i fængsel end Norge, Sverige og Danmark, og det var fordi, deres vilkår var mere i den russiske tradition. Men så fandt de ud af, at de hellere ville være ligesom skandinaverne, så de reformerede og begyndte at nedkriminalisere, afkorte straffe osv. Deres fangebefolkning kom ned på nordisk niveau – uden at det påvirkede omfanget af kriminalitet. Det ville absolut være interessant at se på Finland. Hvornår varetægtsfængsler de – hvornår gør de ikke? Hvor går grænsen? Det er stadigvæk det afgørende her.”

Emeli Lönnqvist er enig i, at ligesom Danmark skiller sig ud i den striksere ende, så skiller Finland sig i dag ud i den mildere:

”Finlands lovgivning er praktisk talt identisk med den svenske, men deres niveauer for varetægtsfængsling er bemærkelsesværdigt forskellige. Derudover er Sveriges og Finlands niveauer for fængselsstraf forbløffende ens. En interessant forskel mellem Finland og de øvrige nordiske lande vedrører brugen af ​​alternativer til varetægtsfængsling, herunder rejseforbud og meldepligt. Mens alternativer til varetægtsfængsling praktisk talt ikke bruges i hverken Sverige, Norge eller Danmark, indfører Finland omkring 600 udrejseforbud årligt,” siger hun.

Emeli Lönnqvist tilføjer, at når man overvejer et givet lands varetægtsfængsling, er det vigtigt at huske, at det er påvirket af mange forskellige og komplekse samfundsmæssige faktorer. Kriminalitet er selvfølgelig en af ​​dem. Lovgivning er en anden. ”Der skal yderligere undersøgelser til for at klarlægge årsagerne til forskellene mellem landene. Vi skal overveje en relativt bred vifte af lovgivning for at forstå niveauet og udviklingen i varetægtsfængslingen. I Sverige har vi set indførelsen af skærpede straffe for en lang række lovovertrædelser i de seneste årtier, hvilket højst sandsynligt har påvirket stigningen i varetægtsfængslingen.Ud over dette er vi også nødt til at overveje anvendelsen af ​​love, som er bundet til juridiske kulturer, holdninger til proportionalitet og uskyldsformodning og organisatoriske prioriteter. I Sverige ser vi helt sikkert en mere strafbar tilgang i strafferetspolitikken og også i forhold til brugen af ​​varetægtsfængsling.”    

I Finland bruger de flere alternativer til varetægt

Pekka Ylikoski er forsvarsadvokat og formand for strafferetsudvalget i det finske Advokatsamfund. Han er overrasket over forskellene i de nordiske lande, men er enig i, at Finland har alternativer til varetægt.

”Efter min mening er det alt for let at varetægtsfængsle en person her i Finland, og jeg er forbløffet over, at det skulle være lettere i Danmark og Sverige. Det er sandt, at der bliver brugt alternativer her såsom fodlænke og udrejseforbud. Men det har man primært indført for at spare penge. En varetægtsfængsling koster jo 250-300 euro om dagen.”

Pekka Ylikoski fortæller, at Finland har ændret praksis i forhold til varetægt både med nylige domme i Højesteret men også løbende i lovgivningen.

”Der er sket en del i de sidste 15 år, men de handler nok mere om at spare end om de sigtedes rettigheder. Finland bruger betydelige summer på fængsler. Så sent som i oktober 2023 er reglerne for at begære varetægtsfængsling blevet skærpet, og anklagerne og politiet skal præsentere særlige grunde til at fortsætte en varetægtsfængsling,” siger han.

At anvende alternativer har sparet på udgifterne, samtidig med at de mere humane fængsler – ikke for varetægt men når der er afsagt dom – med , udgang til at arbejde og at uddanne sig, ifølge Pekka Ylikoski, har været en succes, idet Finland har en lav recidivrate for kriminalitet.

“Hvis du har udsigt til en dom på under et år, kan du ikke blive sat i varetægt, men ved en mulig dom over to år vil du altid blive varetægtsfængslet til at starte med, og det indebærer også isolation og dårlige forhold i små celler. Når du så har fået dom, så vil den oftest blive halveret, hvis du ikke har haft en tidligere dom indenfor fem år.”

Han ser to aspekter, hvor Finland adskiller sig.

”Hvis man skulle lede efter en årsag til forskellene, så kan det være på grund af bandekriminaliteten, som er meget mere udbredt i Sverige og Danmark end i Finland og Norge. Til gengæld har vi narkosager, og de vil som udgangspunkt altid føre til varetægtsfængsling med en gennemsnitstid på tre til seks måneder før dom i første instans. Jeg har en klient nu, som har siddet i varetægt i otte måneder. I narkosager er dommene ret hårde i forhold til det normale straffeniveau, dvs. syv til 13 år, og derfor vil de fleste blive varetægtsfængslet til at starte med. Derefter kan der blive tale om et alternativ som fodlænke og husarrest, meldepligt og udrejseforbud.

Pekka Ylikoski mener, at det største retssikkerhedsmæssige problem for sigtede i Finland er, at det tager for lang tid at komme i retten.

”I Finland er det vigtigste for borgernes retsfølelse, at retfærdigheden sker hurtigt. De kan ikke forstå, at det kan tage to til tre år, før den endelige dom er på plads. Jeg havde en klient, som ventede seks måneder på at komme i retten og derefter halvanden måned mere på dom, altså 7,5 måneder i alt. Han var anklaget for at være medlem af en bande, hvorfra et andet medlem blev anholdt i Sverige, og han fik sin første dom efter seks uger og sin endelige dom i appelretten fire måneder, efter at han var blevet arresteret.”