Spring hovednavigationen over

Advokatnævnets nye sanktionspraksis

Publiceret: 7. juni 2024

Tekst: Kirstine Mejer-Warnich, chefkonsulent i Advokatnævnet

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Advokatnævnet har indført en lempet sanktionspraksis første gang, en advokat ikke overholder det kontradiktoriske princip og undlader at sende kopi til modparten.

En advokat skal respektere processens og forhandlingens kontradiktoriske princip, og advokaten må som udgangspunkt ikke uden forudgående eller samtidig meddelelse til modparten rette henvendelse til dommeren eller andre, der behandler tvister, eller forsyne disse med bilag, notater eller dokumenter. Advokaten skal senest samtidig forsyne modparten med kopi af det fremsendte. Dette gælder uanset, om det kan påregnes, at den pågældende myndighed sørger for partshøring af den anden part, og uanset om modparten er repræsenteret ved advokat.

Den 30. november 2023 oplyste Advokatnævnet på nævnets hjemmeside, at nævnet havde besluttet at lempe sin sanktionspraksis således, at der for nævnets afgørelser fra den 1. december 2023 og frem som udgangspunkt ikke pålægges en sanktion første gang, en advokat ikke overholder det kontradiktoriske princip og undlader af sende kopi til modparten. Det var i den forbindelse anført, at overholdelse af det kontradiktoriske princip er en central del af god advokatskik, og at manglende overholdelse heraf fortsat som udgangspunkt udgør en tilsidesættelse af god advokatskik. Det fremgik endvidere, at nævnet i lyset af, at manglende fremsendelse af kopi til modparten imidlertid meget ofte skyldes en forglemmelse eller lignende forhold - også uden for de tilfælde, hvor der er tale om en egentlig ekspeditionsfejl – havde besluttet fremover at lempe sin sanktionspraksis sådan, at der ikke pålægges en sanktion i førstegangstilfælde, medmindre det må antages, at der er tale om en bevidst tilsidesættelse af pligten eller i øvrigt foreligger særlige omstændigheder. Det fremgik herudover, at undladelse af at pålægge en sanktion desuden som udgangspunkt forudsætter, at advokaten retter for sig umiddelbart efter, at vedkommende bliver opmærksom på fejlen.

Advokatnævnet har efter lempelsens ikrafttræden i flere sager haft lejlighed til at tage stilling til sanktionsspørgsmålet i tilfælde, hvor nævnet havde fundet, at den indklagede havde tilsidesat god advokatskik ved ikke at overholde det kontradiktoriske princip. Af sagerne fremgår, at nævnet i forbindelse med vurderingen af sanktionsfastsættelsen i overensstemmelse med det anførte lægger vægt på, om det må antages, at der er tale om en bevidst tilsidesættelse af pligten til at fremsende kopi til modparten, om advokaten var opmærksom på pligten, om der forelå særlige omstændigheder, og om advokaten har rettet for sig umiddelbart efter, at vedkommende blev opmærksom på fejlen, samt om advokaten tidligere er pålagt en sanktion for ikke at have fremsendt kopi til modparten.

Således fandt Advokatnævnet i kendelse af 21. december 2023 (sagsnr. 2023-1666), at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved at indgive stævning på minretssag.dk uden i umiddelbar forlængelse heraf at sende kopi af stævningen med bilag til modparten, idet der under de konkrete omstændigheder ikke var tale om en egentlig ekspeditionsfejl. Vedrørende sanktionsudmålingen var blandt andet anført, at nævnet med virkning fra den 1. december 2023 havde truffet beslutning om at lempe nævnets praksis. Nævnet pålagde på den baggrund ikke advokaten en sanktion. Det fremgik, at nævnet i den forbindelse blandt andet lagde vægt på, at advokaten rettede for sig, da han blev opmærksom på fejlen, og at han ikke tidligere var pålagt en sanktion for ikke at have forsynet modparten med en kopi.

I Advokatnævnets kendelse af 29. januar 2024 (nævnets sagsnr. 2023-3293) havde advokaten fremsendt konkursbegæring til skifteretten uden at fremsende kopi heraf til modparten. Advokatnævnet fandt, at advokaten herved havde tilsidesat god advokatskik, men pålagde ikke advokaten en sanktion. I forbindelse med sanktionsfastsættelsen anførte Advokatnævnet, at nævnet blandt andet havde lagt vægt på, at advokaten ikke var opmærksom på, at der var en pligt til at sende kopi til modparten af sin henvendelse til skifteretten, og at han havde beklaget fejlen, samt at han ikke tidligere var pålagt en sanktion for ikke at have forsynet modparten med en kopi.

I Advokatnævnets kendelse af 31. januar 2024 (nævnets sagsnr. 2023-3026) fandt nævnet ligeledes, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved at indgive stævning på minretssag.dk uden i umiddelbar forlængelse heraf at sende kopi af stævningen til modparten. Det fremgik endvidere, at det forhold, at modparten overfor advokaten havde oplyst, at stævningen kunne sendes til hende til frafald af kald og varsel, ikke ændrede ved vurderingen. Advokatnævnet pålagde ikke advokaten en sanktion og anførte i den forbindelse, at nævnet blandt andet havde lagt vægt på, at advokaten ikke var opmærksom på, at der var pligt til at sende kopi til modparten af stævningen, og at han ikke tidligere var pålagt en sanktion for ikke at have forsynet modparten med en kopi.

I nævnets sagsnr. 2023-3455 havde advokaten indgivet adcitationsstævning uden samtidig at forsyne modparten med kopi heraf. Advokatnævnet fandt i kendelse af 22. marts 2024, at advokaten herved havde tilsidesat god advokatskik, men pålagde ikke advokaten en sanktion. I forbindelse med sanktionsfastsættelsen fremgik, at nævnet blandt andet havde lagt vægt på, at advokaten ikke tidligere var pålagt en sanktion for ikke at have forsynet modparten med kopi, og at der ikke forelå oplysninger om, at han havde haft anledning til at rette for sig, herunder at han blev gjort opmærksom på fejlen, før stævningen blev forkyndt for modparten.

For en gennemgang af Advokatnævnets afgørelser om, hvornår der er pligt til at sende kopi til modparten, henvises til ”Har man pligt til at sende kopi til modparten?”, der ligger på Advokatnævnets hjemmeside. For Advokatnævnets praksis i øvrigt henvises til ”Advokatnævnets Praksissamling” på Advokatnævnets hjemmeside.