Hvorfor har du valgt det retspolitiske område?

Jeg har altid interesseret mig for retspolitik, og det var ikke tilfældigt, at jeg kom i Retsudvalget. Jeg bad om at få lov til at sidde der. Jeg interesserer mig for, hvordan vores retssikkerhed for borgerne skal være. Min tvillingebror er jurist, og fra vi var helt små, har vi diskuteret lovgivning. Hvordan er et retfærdigt samfund? Hvorfor straffer vi? Hvordan hænger lovene sammen? Tilbage fra, jeg var dørmand i mine unge dage, har et spørgsmål som selvtægt optaget mig. Hvornår må man gribe ind i en situation, hvad må man gøre, og hvornår må man gøre det. Hvornår er noget en retfærdig og dermed korrekt, lovlig og god handling, og hvornår kan det tippe til, at det bliver selvtægt og udøvelse af illegitim magt. Derefter har jeg også koncentreret mig meget om, hvornår staten udøver illegitim magt.

Jeg har grundlæggende en sund skepsis omkring magt. Jeg har set magt blive misbrugt og set, hvordan man kan forhindre, at man misbruger den magt. Der skal være nogle kontroller og balancer i systemet. Magtens tredeling går jeg ifølge nogen absurd meget op i – sjovt nok folk fra regeringen, der har flertal i Folketinget, og som både er den lovgivende og udøvende magt. Den danske grundlov er jo fornuftig nok, så længe vi har en mindretalsregering, da den er nødt til som lovgivende magt at sørge for, at den udøvende magt er med sig. Men en regering, som altid har et flertal, kan ikke kontrolleres af Folketinget. Lige nu sidder vi i en situation, hvor vi ikke engang kan uddele en næse, bede om bedre svar på vores spørgsmål eller vælte en minister, hvis det skulle være nødvendigt. Alle de pressionsmidler, som ligger i Folketinget er væk, fordi regeringen har flertal. Det er det danske system altså ikke designet til, og det er et problem. Andre parlamenter i Europa, som England og Frankrig, er bygget op på væsentlig andre måder i forhold til, hvordan magten kan udøves, og hvordan magten kan kontrolleres. Jeg går og tager nogle notater for tiden, som arbejder i den retning.

Hvad har optaget dig i Retsudvalget?

At domstolene mangler ressourcer. Som borger skal du ikke være fanget i retssystemet i to til tre år, fordi der er sagsbehandlingspukler, og der mangler dommere. Det er ikke en holdbar måde at have et retssamfund på. Jeg ved godt, hvor krævende det er at komme i retten. Uanset om man er anklaget, offer eller bare vidne, så er det ikke en ting, man gør for sjov.

Den aftale, der er indgået omkring flere ressourcer til domstolene, er jo det, som regeringen vil have. Jeg tror, at man godt kunne have gjort andre ting end det, som Rørdam-udvalget endte med at anbefale. Vi kiggede blandt andet på specialisering i domstolene. Måske kunne vi lave et spor for netop civile sager, som handler om byggesjusk for håndværkere. Man kunne oprette nogle specialiserede retter, som kunne køre sager igennem hurtigere og mere effektivt. Det vil koste penge. Men mon ikke de er givet godt ud til det. Ligesom med de store selskabssager og sager om økonomisk kriminalitet, der må den slagne vej i by- og landsretten. Det er da et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis ikke dommerne har tilstrækkelig indsigt i de sager, de skal dømme i. De har specialisering i Tyskland og er glade for det. Så hvorfor skulle vi være kede af at få det i Danmark? Vi har slet ikke haft en debat om det. Man skal ikke omkalfatre systemer, der fungerer. Men man kan jo godt bygge på noget ved siden af det eksisterende retsvæsen. Det tror jeg på, man kunne have haft en fordel af. Men det blev fejet af bordet med det samme.

Hvad er det vigtigste retspolitiske problem lige nu?

Der er to ting, jeg har særligt øje på. Det ene er varetægtsfængslinger. Vi varetægtsfængsler dobbelt så meget som alle vores nabolande. Vi har steder i lovgivningen, hvor vi siger, at varetægtsfængsling skal ske i udgangspunktet ved for eksempel narkotikakriminalitet, og hvor jeg ikke er overbevist om, at det er fornuftigt, at vi har skrevet det ind som lov. Der vil være mange sager om narkotikasmugling og lignende, hvor vi fanger en lille fisk, og giver det så mening at varetægtsfængsle vedkommende? Det kan jeg ikke nødvendigvis forstå. Vi er nødt til at kigge på, hvordan vi arbejder med varetægtsfængsling i det danske retsvæsen.

Jeg er i gang med at gennemtrawle lovgivningen for alle passager om varetægtsfængsling. Vi må finde ud af, om der ikke er mange af de sager, hvor vi mistænker for eksempel flugtrisiko, at der kan være alternativer som fodlænker, eller vi kan tage passet fra dem. Der er mange flere muligheder, end at de nødvendigvis skal ind og sidde i Vestre Fængsel, som er 101 procent belagt.

Jeg er også imod, at man vil give dobbeltstraf i skærpede strafzoner. Hvor skal man gøre af dem? Det går for vidt og medfører mange flere problemer.  Hvis du står på den ene side af Værnedamsvej, får du ingen straf, men på den anden side får du. Det bliver til en vilkårlighed. Hvis Justitia er blind, bør hun uddele sin straf lige, uanset hvilken side af gaden du har stået på.

Hvad har du selv gjort for at ændre det?

Jeg er en af dem, der stiller irriterende spørgsmål hele tiden. Det har medført, at justitsministeren har sagt, at han vil kigge på det. Vi skal snart have en diskussion om strafreform efter udgivelsen af betænkningen om strafudmåling, som afdækker forholdet mellem strafniveauet og strafferammer. Ud fra den skal vi diskutere, om vores strafferammer er de rigtige på alle måder, eller om vi skal finpudse dem.

Jeg spørger også til, hvad det har af effekter på hele straffesagskæden. Jeg vil ikke bare vide, hvordan det påvirker vores fængsler, men også hvordan det påvirker anklagemyndigheden, politiets efterforskning, domstolene, antallet af domsmandssager og nævningesager osv., hvis vi hæver eller sænker niveauet. Det skal hænge sammen.

Hvad skal der mere fokus på i 2024?

Et andet sted, jeg har mit fokus, er retssikkerhed på skatteområdet og på erhvervsområdet. Der er nogle klare mangler. Hvis du som virksomhed vinder en sag mod Skat, så har virksomheden stadig selv sine sagsomkostninger. Jeg har selv haft to skattesager i min tid som el-installatør, som jeg vandt, men jeg stod stadigvæk med advokatregninger for 50-75.000 kroner. Det var sager, der drejede sig om 200.000 kr. som jeg skulle – eller ikke skulle betale – for ændrede belysningsafgifter.

Når Skat vælger at køre prøvesager på borgere, så står den enkelte virksomhed med en relativ stor regning efterfølgende, selvom virksomheden har vundet sagen. Det virker som en form for ekstra beskatning for at vedligeholde systemet. Der ser jeg helst, at hvis Skat er i tvivl om noget i lovgivningen – for det er det, prøvesager går ud på – så skulle de hellere vende sig om mod Skatteministeriet og sige: ’Her er I nødt til at få klarlagt, hvordan vi beskatter, og så må I inde på Christiansborg via lovgivning få lavet en fuldstændig klar lovgivning på området. Det skal ikke være virksomhederne eller borgerne, der skal straffes, fordi der er tvivl i systemet.