Hvordan går det med retssikkerheden inden for dit område?

Jeg vil begynde med at sige, at den største fare for retssikkerheden nok ligger hos os selv. Straffesagerne er de glemtes land. Hvis de professionelle, der har de eneste og privilegerede indkig i tingenes tilstand, holder op med at sige, hvad de ser, er der en kæmpe fare for, at det skrider. Det skal vi blive ved at være opmærksomme på, navnlig som nu hvor retssikkerheden er under ekstremt pres. Det skyldes, at den politiske opmærksomhed ikke har været på retssystemet i tilstrækkelig grad over de senere år.

Jeg har også tilkendegivet min undren over, at der er nogen, der kan klappe i hænderne over, at justitsminister Peter Hummelgaard kommer med et par milliarder til domstolene, for i min verden er det lidt at sammenligne med den forvirrede onkel, der kommer med en trehjulet cykel til en ti-årsfødselsdag. Det er en aparte optræden, og det er for sent.

Samtidigt ser jeg klappene som udtryk for, at nogen kunne mene sig for alvor forladt, og det er måske i virkeligheden det mest ulykkelige ved situationen lige nu – at der muligt er opstået et tillidsvakuum mellem det politiske rum og de udøvende hænder.

Set derfra hvor jeg befinder mig, er der virkelig grund til at råbe vagt i gevær. Det siges, man kan kende et samfund på, hvordan det behandler sine svageste. Min største bekymring går på, om tilliden til systemet vil lide nogle uoprettelige knæk, eller om det allerede er sket.

De lange sagsbehandlingstider fører for det første med sig, at man som aktør indimellem må sidde og gøre gode miner til slet spil, når sagen, man behandler, er fra 2016, og hverken vidner eller tiltalte kan huske noget. Hele spørgsmålet om straf kan synes unødvendigt, og deltagerne måber over en bred kam.

I dag er det i mødet med domstolene også sådan, at man ofte ser dommerne bruge tid på at låse op for retssalene, bære vandkander, udbetale vidnegodtgørelse, stå for teknikken og varetage protokolfunktionen. De mange gøremål giver indtryk af, at den enkelte har for meget og ikke har det fornødne rum til at lede, lytte og afgøre sagerne. Og denne mere alvorlige fornemmelse sidder man også med. Og det er alene ét forstemmende indtryk af én aktør i straffesagskæden.

Kriminalforsorgen er et kapitel for sig. Det er brudt sammen. Der er grelle overbelæg. Der mangler ansatte. Der ansættes færre, end der er afgang af medarbejdere. Mange steder sidder der to voksne mennesker i celler beregnet til én, og man har generelt svært ved at leve op til Kriminalforsorgens ellers fine motto om at kombinere det hårde med det bløde. Situationen i de to led er for mig at se uværdig for en skandinavisk retsstat i 2023.

Vi har lige set to grelle eksempler, som viser en villighed til at presse systemet yderligere, uden at der følger ressourcer eller alternative overvejelser med. Jeg tænker på regeringens forslag om at indføre dobbeltstraf i zoner på Christiania og de bebudede skærpelser for bandekriminalitet. Frygten for at fremstå svag får igen skæbnesvangre konsekvenser. Få andre tror i dag på, at ekstra straffe gør nogen forskel, tværtimod. Vi ved, der er mange andre velegnede og betydeligt billigere instrumenter at gøre brug af.

Mens hollænderne nærmest har halveret deres fængselsvæsen siden 2006, bygger Danmark nye fængselspladser og skærper straffene. Det virker helt barokt og perspektivløst.

Hvilke udfordringer er de største?

Som om, de væsentlige bekymringer, der knytter sig til systemets forfatning og den vaklende tillid, ikke er nok, har jeg mødt klienter, der igennem de senere år har udtrykt, at de er langt mere angste for pressen, end de er for politiet.

Klienterne er bange, fordi de ser pressedækninger, som nærmere har karakter af underholdning end af nyhedsdækning. Og indeni den slags underholdning kan man som sigtet eller tiltalt risikere at finde sig selv.

Den mest ekstreme variant af pressens dækning af straffesager så vi i forbindelse med en makaber drabssag fra Nordjylland, hvor en ung kvinde blev dræbt og usømmeligt behandlet. Her brugte dele af pressen dagligt navnet på den forurettede og i en kombination med liveblogging og aftenudsendelser genbesøgte man dagens retssag, aktørernes optræden og skyldvurderinger af den tiltalte.

Jeg finder den slags dækninger stærkt problematiske, da det navnlig indebærer risiko for at influere på den rigtige sag og får os til at glemme, at det er rettens vurderinger, der bør være i centrum.

Det kalder på selvransagelse i mediehusene, og jeg tænker, man skal overveje reglerne for liveblogging ved enten helt at annullere muligheden herfor eller alternativt skærpe reglerne, så de ikke kun værner det rene vidneudsagn, men også sagen i øvrigt.

Hvis man vender blikket indad, er der også plads til refleksioner blandt både advokater og politi- og anklagemyndighed i omtalen af sagerne. Der er brug for flere drøftelser om, hvordan de respektive aktører bør agere på de sociale medier.

Hvis man som advokat lægger et opslag på sociale medier, som handler om, at der er sket frifindelse, måske tilsat en art begejstring, lurer faren for, at man tager ejerskab over sagen og for simplificering. Varsomheden gælder også den anden vej rundt – der har også været eksempler på opslag fra enheder eller personer i politi- og anklagemyndighed, der går ud og bryster sig over sager, som er endt med en eller flere lange fængselsdomme, og det mener jeg også er skudt ved siden af, for lige så lidt, som advokaterne ejer sagerne, gælder det samme for myndighederne.

Alle bør i kampens hede bestræbe sig på ikke at gøre sagerne til vores egne. I den forbindelse skal vi huske hinanden på, at der ikke er nogen succeser i det her spil. Og det er vi tilbøjelige til at glemme. Der er typisk kun tabere, og det er ligegyldigt, om man bliver dømt, eller man bliver frifundet.

I sammenhæng med det, man kan kalde tivoliseringen af straffesagerne, hjælper udbuddet og efterspørgslen efter true-crime heller ikke. Det er muligt, det kan lade sig gøre at underholde om gamle sager med respekt for tavshedspligten, men jeg finder det alligevel uheldigt at afholde ”true-crime”-foredrag, som kan være med til at smitte af på mediernes tidsvise dækninger af kriminalstoffet som underholdning. Der ligger en kæmpe usynlig blåstempling, når journalister, tidligere politifolk, folk fra anklagemyndigheden og advokater tilbyder forskellige talks om deres skarpe oplevelser fra det virkelige liv. Den tendens er efter min opfattelse på uheldig vis med til at styrke opfattelsen af, at kriminalitet er underholdning.

Hvad skal der til for at forbedre retssikkerheden?

Allerførst er det mit håb, at vi fremadrettet kan formå at få etableret en større samklang mellem aktørerne i straffesagskæden og det politiske niveau, som jeg fornemmer, at flere andre ressortområder kæmper med på samme vis, så vi kan få dimensioneret området til det, der er brug for, og feje enhver tvivl om vores egen manglende anstændighed af os. Et stærkere samvirke vil kunne styrke lovgivningsprocessen og være et værn imod den hast, der i mange sammenhænge også rammer vores område.

Mit håb hænger jeg på, at der også er kommet gode ting ud af denne krise. En øget bevidstgørelse og et klarere sprog på tværs af fagene. Jeg fornemmer, man er rykket sammen i fortvivlelsen over de svære tider og med bevidsthed om, at retsvæsenet er et fælles anliggende mellem os, der arbejder i det, og brugerne af det, og at systemet kun kommer til at fungere fremadrettet, hvis vi hele tiden viser vilje til at udfordre de vanskelige spørgsmål.

Man kunne tro, at vores værste fjende er et ydre af svigtende bevillinger betinget økonomisk pres. Det tror jeg langt hen ad vejen også er rigtigt. Man kan også pege på, at straffesagskædens aktører måske ikke har været gode nok til at få sagt fra, få påpeget og luget ud i åbenlyse uhensigtsmæssigheder og derved søge at komme i dialog med det politiske om farbare og andre nye veje frem. Når jeg siger sådan, er det fordi min fornemmelse er, at hverken advokater eller jurister/embedsmænd traditionelt set har haft for vane at gøre meget væsen af sig, og at de offentligt ansatte også har været begunstiget af at have et ressortministerium, Justitsministeriet, og Domstolsstyrelsen, som førhen har kunnet slå ring om retsvæsenet.

Det, fornemmer jeg,  er ved at ændre sig, og med den aktuelle krise er der også skudt debatter og fora frem, hvor man kan se både dommere, advokater, anklagere, kriminalforsorgsansatte og universitetsfolk blande sig til trods for, at det for år tilbage var mere uvant. En tendens, jeg mener, man absolut skal hilse velkommen, selvom det er nyt og sker på en meget ulykkelig baggrund.

På det mere jordnære plan vurderer jeg, at en gentænkning af varetægtsfængslingssystemet vil kunne have afgørende betydning for hele straffesagskædens funktionalitet. Danmark er en tarvelig rekordholder inden for varetægtsfængslinger i Norden. At være i varetægt i Danmark indebærer 23 timers ophold på en celle, hvilket de facto svarer til at være i isolation bare uden en dommers godkendelse, og mange mennesker afsoner deres dom på den måde, før de er dømt. Det lægger en unødvendig fornedrelse og uværdighed til frihedsberøvelsen. Det er både ulykkeligt og uartigt i 2023, og det må der gøres noget ved.