Øget brug af straksreaktioner og hurtigere sagsbehandling angående 15-17-årige unge, der bliver stillet for Ungdomskriminalitetsnævnet (UKN). Det var en del af konklusionen på, hvad der skulle forbedres, i Justitsministeriets første delevalueringsrapporter af Ungdomskriminalitetsnævnet, der udkom først i maj og så december 2021. Men siden er der ikke sket de store ændringer.

”Retssikkerheden for børn og unge er status quo. Det er stadig de forkerte, der ender i Ungdomskriminalitetsnævnet. Primært sårbare unge, som har begået en kriminel handling, men som ikke står til at gentage den kriminalitet. Meningen med nævnet var at forebygge, at unge, der begår en kriminel handling, gør det igen. Men det er meget få fra den kategori, som har udsigt til det, der kommer igennem nævnet. Jeg synes ikke, at Ungdomskriminalitetsnævnet lever op til sit formål,” siger advokat Kristian Korshøj Jørgensen, som har haft en del sager i nævnet.

Formålet med Ungdomskriminalitetsnævnet, der blev etableret i 2018, var blandt andet, at unge ikke-myndige i alderen 10-17 år, som havde begået en kriminel handling, skulle mærke konsekvensen hurtigt i form af en såkaldt straksreaktion. Ikke som ’en straf’, men ved at genoprette skaden. For eksempel gennem samfundsnyttigt arbejde, hvor den unge kunne blive sendt ud og feje gader eller vaske graffiti af murene. Det skulle have en forebyggende effekt på at begå yderligere kriminalitet.

Rammer forkert

Men i stedet lider UKN-sagerne under langvarig sagsbehandling, og mange sager ender i anbringelser udenfor hjemmet, fordi nævnet oftest behandler sager, der ifølge Kristian Korshøj Jørgensen slet ikke hører hjemme i Ungdomskriminalitetsnævnet.

”Tankerne var gode oprindeligt, men af alle de cirka 30 sager, jeg har haft, så er der måske to, der hører hjemme i nævnet. De andre sager angår typisk unge, der i forvejen er anbragt udenfor hjemmet, eller sårbare unge med en diagnose. Kun to sager med unge, der har begået reel kriminalitet, og som umiddelbart kunne være i fare for at begå kriminalitet igen. Det er betænkeligt, ”siger han.

Størstedelen af de unge, der bliver sendt i Ungdomskriminalitetsnævnet, er ifølge Kristian Korshøj Jørgensen allerede kendt af myndighederne, og sigtelserne handler ofte om straffelovens § 119 om trusler. Men det betyder ikke, at de er kriminelle. De sager, der havner i Ungdomskriminalitetsnævnet, var tidligere dem, der blev behandlet i kommunerne, og som handler mere om at være socialt udsat end at være kriminel. Paragrafferne i loven om UKN og i servicelovens § 57 A og 52 stk. 1-9 ligner hinanden for meget, mener Kristian Korshøj Jørgensen.

”Så bruger vi en masse tid på det, men der sker ikke det store, for de fleste er jo allerede anbragt. Men det er et yderligere stigmatiserende stempel for de her børn at skulle møde op til gentagen kontrol ved Ungdomskriminalitetsnævnet. De er pressede i forvejen, og de bliver ikke mindre pressede af at have nye sager, der trækker ud. Jeg har aldrig haft en sag, hvor man har gjort brug af en straksreaktion. Det kunne man med fordel have gjort i flere tilfælde.”

Risiko er sjældent reel

Kristian Korshøj Jørgensen lægger ikke skjul på, at han kan blive forarget over UKN-sager med unge, der er anbragt i forvejen. De kommer ind med forseelser, hvor de for eksempel har råbt efter en pædagog på en døgninstitution.

”Det bliver så udlagt som trusler mod en offentligt ansat. Sager, som aldrig var blevet til en sag, hvis det var foregået i et privat hjem og ikke på en institution.”

Kristian Korshøj Jørgensen synes heller ikke, at unge med psykisk sygdom skal igennem Ungdomskriminalitetsnævnet. Dem er der også mange af:

”Jeg havde en forfærdelig sag med en dreng, der ikke havde fået hjælp fra systemet, og som under en psykose stak en kniv i maven på sin mor. Er det en kriminel handling? Ja, ingen tvivl om det – men han kommer nok ikke til at få en kriminel løbebane som for eksempel et bandemedlem. Han skal have behandling i psykiatrien. Jeg har også haft en anden sag med en ung mand i uddannelse i en ressourcestærk familie, som havde skrevet et vredt brev til en politiker. Han kom også i Ungdomskriminalitetsnævnet, og den sag hørte slet ikke hjemme dér, ”siger Kristian Korshøj Jørgensen.

Han mener derfor, at screeningen af sager og vurderingen af, hvem der skal henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet, og hvem der ikke skal, bør være meget bedre. Det rammer ofte skævt, og det duer ikke, at afgørelsen er i hænderne på en person, der ikke kender barnet.

”Det er problematisk, at der kun sidder én enkelt person fra politiet eller anklagemyndigheden og afgør, om en sag skal i UKN eller ej.  Den ene person vurderer, om der er en særlig risiko for, at den unge begår yderligere kriminalitet. Men definitionen er meget bred i forhold til, hvad det betyder, og hvad de skal holde øje med. I nogle tilfælde kan et skoleskift eller en psykisk syg forælder være det afgørende. Der bliver malet med alt for bred pensel. De her børn er i forvejen kendt af SSP (lokalt forebyggende samarbejde mellem skole, sociale myndigheder og politi), og det er de samme børn, som er i risiko for at blive anbragt, som kommer i Ungdomskriminalitetsnævnet.”

Vurdering i hver sag

”Det store spørgsmål må være: Hvornår er man i risiko for at begå kriminalitet? Man må vurdere i hver sag. Er der en reel risiko for, at barnet begår yderligere kriminalitet - eller er der andet på spil? Har det barn, der er taget med hash i lommen, det til eget brug eller med henblik på videresalg? Man må skærpe screeningen med formålet for øje. Det skal være de rigtige, der kommer i UKN.”

Et andet formål med Ungdomskriminalitetsnævnet var at forebygge personfarlig kriminalitet og bandekriminalitet. Men det formål er langtfra indfriet.

Der er muligvis håb forude, hvis et nyligt politisk udspil fra Justitsministeriet om en bandepakke IV bliver til noget. Heri indgår det, at flere potentielle bandemedlemmer skal i Ungdomskriminalitetsnævnet, end det sker i dag.

”Det lyder som den rigtige vej at gå. Formålet med UKN var at forebygge ungdomskriminalitet og særligt bandekriminalitet. Derfor er det fint, hvis de på det område sænker barren for, hvornår man som ung skal derind, så man får fat i de rigtige, inden det er for sent, og det så virker efter hensigten om at forebygge.”