I en sag om voldtægt efter den nye samtykkebestemmelse, som trådte i kraft i januar 2021, blev en 16-årig dreng dømt for voldtægt mod en 17-årig pige. De unge havde kysset til en fest, hvorefter hun hev ham ud på et toilet, hvilket der var vidner på. Hvad der foregik derefter, ved kun de to unge. Dagen efter blev han anmeldt for voldtægt. I retten sagde pigen, at hun ikke havde givet samtykke, og den unge mand, som havde et pletfrit ry og var vellidt i sit lokalsamfund, fik en dom på et år og tre måneder. Dommens udfald afhang alene af parternes troværdighed i vidneforklaringen, som endte med at blive påstand mod påstand. Der var ikke andre beviser.

”Den sag handlede alene om parternes troværdighed og evne til at forklare sig i retten. Som jeg ser det, kommer der flere sager, hvor der nærmest er tale om omvendt bevisbyrde - til forskel fra tidligere, hvor tvivlen skulle komme den tiltalte til gode. Den nye bestemmelse er en rodebutik. Det er svært at være ung i dag, for du kan nemt havne i sådan en situation,”siger Allan Nejbjerg, som var forsvarer for den unge mand. Han er medlem af Advokatrådet og af rådets strafferetsudvalg.  

Det er ikke usædvanligt, at en straffesag mangler fysiske eller tekniske beviser og alene afgøres ud fra vidneforklaringer, og her er det op til dommerne og lægdommerne at vurdere, hvem der er mest troværdig.

Troværdighed og talegaver

Hvis to forklaringer anses for at være lige troværdige i en sag, hvor der ikke er andre beviser, så vil en lignende sag normalt blive afvist på grund af uskyldsformodningen. Men Allan Nejbjerg mener, at med den nye samtykkebestemmelse er der risiko for, at domstolene hælder til fordel for ofret, og en anklaget er dermed ikke uskyldig, indtil det modsatte er bevist, men skyldig fordi den forurettede siger det.

”Det handler om parternes troværdighed og talegaver, og hvordan du performer som vidne, og det synes jeg er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Jeg ser flere gråzonesager, og jeg har en bange anelse om, at vi får flere ukorrekte resultater, fordi jeg opfatter, at retterne har ændret holdning og som udgangspunkt lægger vægt på ofrets forklaring. Der skal ikke ret meget til, så bliver man dømt.”

Hans kollega Lasse Martin Dueholm, forsvarsadvokat og medlem af Advokatrådets strafferetsudvalg, er enig i, at risikoen for forkerte domme kan være øget som følge af, at man nu ved de rene samtykkede baserede voldtægtssager kun skal vurdere to forklaringers troværdighed over for hinanden.

”Samtidig vurderer jeg, at der i fremtiden måske vil komme flere frifindelser, da retten vil frifinde i sager, hvor to afgivne forklaringer er lige gode, og de er de eneste bevisligheder i sagen. Anklagemyndigheden kan have svært ved at løfte sin bevisbyrde, hvis det bare er påstand mod påstand med to lige gode forklaringer. Indtil videre har jeg ikke nogen grund til at tro, at der er flere uskyldige, der bliver dømt.”

Men set med forsvarerbriller ser han et problem i de sager, hvor den ene part vågner op næste morgen og tænker, at ’det, der skete sidste nat, det ønskede jeg egentlig ikke skulle ske’.

”Vedkommende var måske fuld og kan have signaleret et samtykke, men så vokser det sig i hovedet på den pågældende og bliver så anmeldt. Den person vil ofte stå nede i retten og afgive en forklaring, der virker meget troværdig, fordi vedkommende føler sig voldtaget. Man kan have signaleret noget andet i virkeligheden, men det står så ikke klart i hukommelsen, når man er ædru. Det er en retssikkerhedsmæssig betænkelighed ved den nye bestemmelse, fordi retten kun har to forklaringer at forholde sig til, når de skal foretage en troværdighedsvurdering, og så kan man gå galt i byen, for nogle er rigtig gode til at afgive forklaringer og andre er ikke,” siger Lasse Martin Dueholm.

Han understreger, at samtykkeloven er nødvendig, blandt andet fordi ofre reagerer forskelligt på overgreb.

”Vi ved jo, at mange piger fryser i den situation. De kunne ikke anmelde en voldtægt med den gamle bestemmelse, hvor en anmeldelse indebar vold og trusler eller tvang, og at man sagde fra, men det kan de med den nye voldtægtsbestemmelse. Den nye bestemmelse er god, fordi den gamle i min optik var middelalderagtig. Men alting kommer med en regning, og regningen her er, at nu skal domstolene til at tage stilling til, om der er sket en voldtægt udelukkende på baggrund af nogle forklaringer. Du behøver ikke et teknisk bevis længere, og det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.”

Nye love nye udfordringer

Samtykkeloven blev indført for at øge ofrenes retssikkerhed ligesom nyere lovgivning om eksempelvis psykisk vold herunder social kontrol og stalking. Det samme gør sig gældende ved anden ny lovgivning, som er på trapperne, men som også kan indeholde større gråzoner i bevisførelsen. For eksempel de nye lovforslag om grooming og banderekruttering, som den seneste regering har haft i støbeskeen og med stor sandsynlighed kommer til at gennemføre.

Men de kommende love giver nye udfordringer. For hvad skal der egentlig til for at bevise grooming og banderekruttering. Er det, når træneren i den lokale fodboldklub har etableret et venskab med et barn efter træning? Er det, når et bandemedlem har givet lillebror en mobiltelefon? Hvad skal der til for at bevise, at der er tale om noget ulovligt – eller en intention om at begå noget ulovligt?

Hvis der ikke er fysiske eller tekniske beviser, for eksempel i form af sms- eller chatbeskeder, så afhænger sagen igen af parternes forklaringer og af dommernes vurdering af troværdighed.

Det er dog ikke nyt, at det kan være strafbart at se på de forkerte hjemmesider eller at være i kontakt med nogen, man ikke bør være i kontakt med. Det viser terrorlovgivningen.

”Her har vi et klart eksempel på, at man fremrykker det strafferetlige værn. Det, man kriminaliserer, er ikke den fuldendte forbrydelse – det er ikke terrorhandlingen, bombesprængningen, drabet. Man fremrykker det strafferetlige værn på den måde, at man kriminaliserer intentionen - eller førforbrydelsen. Det afgørende element i bedømmelsen af om det er en strafbar førforbrydelse, er, om der er forsæt til det, som er kernen i forbrydelsen, dvs. den forbrydelse, man vil forebygge og forhindre. Det drejer sig om handlinger, der lægger op til, at nogen begår en terrorhandling. Det kan være støttepenge til terrorisme eller rekruttering til terrorisme. Rekrutteringen til bander kunne godt være lidt i familie med rekrutteringen til terrorisme,” forklarer professor og strafferetsekspert, Jørn Vestergaard.

Strafbar intention

Grooming er også i familie med de typer af kriminalisering, hvor det fremskudte strafferetlige værn – og hvor en domfældelse forudsætter, at det kan bevises, at det var intentionen, eller forsættet, at det skulle blive til noget grimt. De handlinger kan godt i sig selv være mere eller mindre uskyldige – og det i sig selv er en del af problemet.

Da terrorloven trådte i kraft i 2002 kort efter angrebet 11. september 2001, var Jørn Vestergaard bekymret for retssikkerheden.

”Jeg var skeptisk og kritisk, fordi de bestemmelser er så vage og så vidtgående, og de kriminaliserer noget, som altså ikke i sig selv udgør terrorisme, men som kan skabe en risiko for, at der bliver begået terrorisme. Men jeg må erkende, at danske domstole faktisk har været i stand til at fungere som bagstopper og har været i stand til at håndhæve grundlæggende retsprincipper. Bestemmelserne er ikke blevet brugt i yderkanten af anvendelsesområdet. Man kan have det fromme håb, at det vil gå på samme måde i grooming sagerne og i andre typer af sager. At der i den sidste ende er mekanismer, som forhindrer, at der sker reelle justitsmord. ”

Tillid til domstolene

Bevisførelsen i den nye type sager er, at man fra rettens side er nødt til at forholde sig til det sammenstykkede billede, som det er lykkedes for anklagemyndigheden at producere, og forsvarerne må så gøre en indsats for at hævde, at det er helt uskyldigt. Det samme gør sig gældende i voldtægtssager.

”Jeg er af den opfattelse, at der ikke er den kæmpestore forskel på, hvad der bliver forelagt efter den nye bestemmelse og efter den gamle bestemmelse – men en anelse forskel er der nok. For som andre har påpeget, så bliver det i den sidste ende meget til et spørgsmål om de enkelte aktørers troværdighed,” siger han.

Hvis de retssikkerhedsmæssige huller skal lukkes, ser han kun en vej, og det er mere viden og psykologisk visdom, selvom det ikke løser alt.

”Jeg tror ikke, at man lave sådan en fiks og færdig pensumliste og et smart kursus. Sikkerheden ligger først og fremmest i den måde, som retssystemet er opbygget på, altså med den kontradiktoriske partsproces, og at der er tale om kollegiale afgørelser, hvor der medvirker både fagjurister og lægdommere, og at der er et ret frit tilgængeligt appelsystem.”

Uddannelse er vejen frem

Vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich er enig i, at domstolene godt kan finde ud af at håndtere gråzonesager, men hun mener også, at både politi, anklagere, forsvarere og dommere – alle med en juridisk tilgang til en afhøring eller en retssag – kan blive bedre til at forstå den menneskelige psykologi og reaktionsmønstre ved eksempelvis traumatiske oplevelser. Det er emner, hun for nylig er begyndt at undervise juristerne i.

”Vi er blevet klogere, og vi kan blive klogere endnu. Domstolene er vant til at håndtere sager, hvor man ikke har objektive verificerbare beviser, men kun har parternes forklaring overfor hinanden, og hvor man ud fra de forklaringer samt omfanget af detaljer må vurdere, hvem af de to der er mest troværdig. Dér kommer vores kendskab omkring traumereaktioner os til gode. Vi har lært af ny forskning, som er særligt anvendeligt i sager om psykisk vold, stalking, voldtægt og også i andre sager, hvor man har at gøre med en forurettet, som er traumatiseret over en længere periode.”

Det var i 2017, at anklagemyndigheden fik kendskab til den nye forskning om traumareaktioner, og fra 2021 er både anklagemyndigheden og politikredsene i gang med at uddanne personalet i kognitiv afhøring.

”Vi er ikke i mål, men flere politifolk er kommet igennem uddannelsen. De bliver dygtigere til at afhøre og afkode, hvordan folk tænker og handler efter et traume. Det er utroligt vigtigt. At prøve at se ind i folks hoveder og lige bevæge sig væk fra den der rationelle logiske tænkemåde, vi jurister typisk har. Vi kan jo finde på at spørge en forurettet: ’Hvorfor bliver du og overnatter hos gerningsmanden? Hvorfor går du ikke til politiet med det samme’? Sådan noget har tidligere været brugt til at hælde forurettede af brættet. Nu bliver vi bedre til at forstå reaktionsmønstre, og hvordan overgreb kan skabe huller i hukommelsen,” siger Gyrithe Ulrich.

Hvis man har været udsat for et traume, så sætter frontallap-funktionerne ofte ud, og det gør, at man ikke handler rationelt og kun husker i fragmenter.

I en sag kunne et voldtægtsoffer for eksempel ikke huske, at gerningsmanden var tatoveret i hele hovedet, men gengive mønstret i gulvtæppet, det skete på. I en anden sag blev en ældre kvinde voldtaget af en indtrængende indbrudstyv og stod bagefter op og serverede kaffe for ham.

”Det handler om indlært vaneadfærd, og at man reparerer og falder tilbage i, hvad man ellers gør, når der kommer en ubuden gæst, og i et forsøg på at gemme det onde væk. Fordi vi ikke vidste de her ting, var det nok tidligere sværere for den forurettede at få sin forklaring lagt til grund, end det var for gerningsmanden. Vi bliver bedre til at spørge ind til folk – også om for eksempel sanseindtryk på en måde, så vi får en bedre fornemmelse af, om det er selvoplevet eller ej. Når vi nærlæser de domme, der falder nu, kan vi se, at domstolene godt kan håndtere det, og at vi får nogle afgørelser, der er rigtige, ”mener Gyrithe Ulrich.

Med de nye love om grooming og banderekruttering, hvor grænserne kan være mere flydende i bevisførelsen, pointerer Gyrithe Ulrich:

”Der må man jo prøve grænserne ved domstolene, og så kan vi jo håbe på, at lovgivningsarbejdet bliver så grundigt som muligt, så man får nogle holdepunkter i forarbejderne, som man kan anvende. Retssikkerhedsmæssigt har vi en regel om, at det er anklagemyndigheden, der har bevisbyrden, og at vi skal bevise skyld udover enhver rimelig tvivl. Det vil sige, at der altid vil være flere skyldige, som går fri, end at vi risikerer, at uskyldige bliver dømt.”