Tekst Hanne Marie Motzfeldt, ph.d.jur. i databeskyttelsesret, Københavns Universitet

Et nyt offentligt it-system blev taget i brug i efteråret 2020. Systemet, der kaldes Kommunernes SygeDagpengesystem (KSD), bevirkede en række fejl i kommunernes dagpengesager. Det drejede sig eksempelvis om, at løbende ydelser blev beregnet forkert og afslag givet i strid med lovgivningen.

Kommunernes SygeDagpenge-system er et moderne sagsbehandlings- og beregningssystem, der automatiserer sagsbehandlingen. Hermed sigtes blandt andet til, at selvbetjening rettet mod borgerne er kombineret med beslutningsstøtte til sagsbehandlerne, at fuldautomatiserede processer er bygget ind, og at udbetalinger i hovedsagen sker automatisk, ligesom der er indbygget delvis automatiserede journaliseringsfunktioner og meget mere.

Erfaringer fra ombudsmandens praksis
Det er sjældent, at sager om fejl eller mangler i offentlige it-løsninger bliver bragt til domstolene. Den danske ombudsmandsinstitution har derimod – i lighed med de øvrige nordiske ombudsmandsembeder – over det seneste årti etableret en omfattende praksis på området. Den danske ombudsmand har da også i henholdsvis 2005 og 2014 officielt underrettet relevante ministre, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og Folketingets Retsudvalg om, at digitaliseringen af den offentlige sektor giver anledning til generel bekymring i forhold til myndighedernes overholdelse af lovgivningen.

Som eksempel på et af de felter, der har givet anledning til en række sager over det seneste årti, kan nævnes ibrugtagningen af de mange selvbetjeningsløsninger, der er blevet udviklet som led i de fire bølger af obligatorisk digital selvbetjening, der fulgte af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi for perioden 2011-2015. En nylig sag om et selvbetjeningssystem, refereret i ombudsmandens nyhed af 14. september 2020, er illustrerende. Sagen drejede sig om en af Familieretshusets selvbetjeningsløsninger og blev rejst på baggrund af en klage fra en advokat. Vedkommende var utilfreds med, at løsningen, der er obligatorisk for borgerne at anvende i en række sags-typer, ikke gav advokater mulighed for at rejse sager på vegne af deres klienter. Folketingets ombudsmand henviste til en række tidligere sager om blandt andet selvbetjeningssystemerne inden for SU-området, transport-støtteområdet, det sociale område og ældreområdet. Han henviste også til embedets myndighedsguide, hvoraf det klart fremgår, at borgerne også i den digitale forvaltning skal sikres mulighed for at gøre brug af en repræsentant. Derefter indvilligede Familieretshuset i at løse problemet og sikre, at forældre kan lade sig repræsentere af eksempelvis en advokat ved brug af selvbetjeningsløsningen.

Det er så langtfra kun selvbetjeningssystemers manglende understøttelse af borgernes ret til repræsentation, der har givet anledning til kritik fra Folketingets Ombudsmand. Der er også sager, hvor offentlige digitale løsninger ikke har understøttet borgernes ret til at blive vejledt, til aktindsigt, partshøring, til at få en (forståelig og korrekt) begrundelse for en ugunstig afgørelse eller få en afgørelse meddelt. Der har været tilfælde, hvor journalsystemer vanskeliggjorde dokumentation af, hvad der var pågået i forvaltningernes sager eller ikke understøttede overblik over praksis og dermed overholdelse af lighedsgrund-sætningen samt tilsyn med administrationen på det berørte område. I nyere praksis ses også enkelte sager, hvor mangler i automatiserede funktioner har ført til, at administrationen ikke pågik lovmæssigt, for eksempel ukorrekt renteberegning eller inddrivelse af forældede fordringer.

I langt de fleste tilfælde har ombudsmanden set på afgrænsede systemer, der understøttede en specifik administrativ funktion. Der er endnu kun få sager om komplekse systemer som Kommunernes SygeDagpengesystem, hvor både kommunikationen med borgerne, sagsoplysning, vurderinger, afgørelse, meddelelse og fuldbyrdelse understøttes digitalt.

Stigende kompleksitet Folketingets Ombudsmand har flere gange fremhævet, at det er essentielt, at digitale løsninger fra starten designes således, at løsningerne lever op til de forvaltningsretlige krav. Denne grundlæggende indstilling er præciseret i embedets myndigheds-guide, hvoraf det fremgår, at forvaltningsmyndigheder i forbindelse med udvikling af offentlige digitale løsninger blandt andet skal:

• skabe sig et overblik over de sags-typer og processer, som det nye IT-system skal omfatte,
• gøre sig klart, hvilke formelle regler og materielle regler der gælder for behandlingen af de pågældende sager, herunder om der kan være behov for at søge regelgrundlaget ændret på et område, så det bedre understøtter en automatiseret sagsbehandling,
• være meget omhyggelige med at tage stilling til, hvorledes det nye IT-system konkret skal udformes for at kunne overholde disse regler i de forskellige forløb, som sagerne kan tænkes at ville få samt
• sikre, at den relevante juridiske ekspertise er til rådighed i alle væsentlige faser af forløbet, for eksempel ved udarbejdelse af kravsspecifikation og design og ved gennemførelse af tests mv.

Der er for så vidt intet overraskende i, at forvaltningsmyndigheder proaktivt skal kortlægge de retlige rammer for anvendelse af en offentlig digital løsning og leve op til god forvaltningsskik ved at sikre, at de digitale løsninger understøtter overholdelse af lovgivningen. De retssikkerhedsmæssige konsekvenser af fejl eller mangler i digitale løsninger adskiller sig markant fra enkeltsager, idet et stort antal borgere rammes.

Der er dog samtidig tale om en op-gave, der stiller større og større krav til de juridiske rådgivere i takt med, at den teknologiske og forvaltnings-organisatoriske udvikling medfører, at eksempelvis selvbetjeningsløsninger, understøttende funktioner, journaliseringsfunktioner og automatiske processer oftere og oftere forbindes i samme system.

De mange nødvendige kompetencer Forvaltningsmyndigheder varetager mange opgaver og kan anvende mange forskellige former for digitale løsninger til at understøtte deres opgaveudførelse. Derfor vil der også være meget varierende retlige spørgsmål, der skal identificeres og rådgives om håndteringen af. Samtidig vil de juridiske rådgivere befinde sig i en samarbejdskontekst, hvor de skal gennemskue den organisatoriske kontekst, som løsningen skal fungere i – og der skal kommunikeres med digitaliserings-professionelle om, hvordan overholdelse af de kortlagte retlige rammer bedst muligt understøttes.

Eftersom de juridiske rådgiveres opgave er at kvalificere de offentlige digitaliseringsprojekter med et 360 graders retligt perspektiv, stilles der således betydelige krav til både specialiseringen og bredden af den juridiske rådgivers juridisk-faglige kompetencer, til organisations- og forretningsforståelse samt til samarbejds- og kommunikative færdigheder.

De senere år har der verseret en intens debat om, hvorvidt og i hvilket omfang jurister skal besidde tekno-logiforståelse eller endda mestre programmering. Der er næppe tvivl om, at i hvert fald digitaliseringen af den offentlige sektor øger kravene til en vis indsigt i de forskellige teknologiers retligt relevante karakteristika.

Spørgsmålet er imidlertid, om debatten har skabt et sådant momentum, at vi risikerer at overse, at den juridiske professions nye roller også forudsætter både dybde og bredde i de juridisk-fag-lige forudsætninger, organisations- og forretningsforståelse samt stærke færdigheder i forhold til samarbejde og kommunikation.

Hanne Marie Motzfeldt
Ph.d.jur. i databeskyttelsesret og lektor i digital forvaltning ved Købehavns Universitet. Motzfeldt er aktiv i en række forskellige fora og sidder blandt andet i Digitaliseringsstyrelsens Advisory Board, der rådgiver styrelsen om de juridiske rammer for den digitale forvaltning, ligesom hun har deltaget i EU-Kommissionens High Level Expert Group, New Technologies Formation, der arbejdede med at udforme anbefalinger til ny regulering af komplekse teknologier, herunder kunstig intelligens.