2020 - Advokaten 3 Tema Ung advokat og vejen ind i branchen

Tekst: Tine Østergård

Unge er ikke i tvivl om, hvorfor de ønsker advokattitlen. Den giver gode karrieremuligheder, høj og specialiseret faglighed samt en god løn. Det viser en undersøgelse foretaget af Advokatsamfundet blandt landets 1.400 advokatfuldmægtige, der blandt andet er blevet spurgt om deres motivation for at blive advokater, og hvad der kan fastholde dem i advokatverdenen.

For størstedelen er gode karrieremuligheder den største motivation – det gælder for 78 % af kvinderne og for 90 % af mændene. Men ikke alle drømmer om at blive i advokatbranchen for altid – således svarer godt to tredjedele blandt begge køn, at den største motivation er, at titlen giver en god ballast for en karriere uden for advokatbranchen.

Det er en vigtig iagttagelse, mener Advokatrådets formand, Peter Fogh, fordi det på sigt kan udvikle sig til et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis for mange unge forlader advokatkontorerne.

“Det er naturligvis et brancheproblem, hvis vi ikke kan fastholde de unge advokater, men det er også et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis der eksempelvis mangler advokater i visse områder af landet.”

Work­-life balance
Peter Fogh hæfter sig dog ved, at langt størstedelen af de adspurgte fuldmægtige forventer fortsat at være advokater om ti år, heraf godt halvdelen i advokatbranchen og den anden halvdel i private virksomheder.

“Det er positivt, at så mange ser sig selv som advokat om ti år, når man tager i betragtning, at en livslang karriere som advokat måske umiddelbart kan forekomme kedelig for en advokat i 20’erne,” siger han.

Der er især to ting, der skal til for at fastholde de unge som advokater, viser undersøgelsen – work-life balance og spændende opgaver. Det store ønske om fleksibilitet og spændende opgaver overrasker ikke Marianne Levinsen, der er forskningschef ved Center for Fremtidsforskning. Hun påpeger, at generation Z netop er kendetegnet ved at være utroligt arbejdsom, men samtidig stiller krav til arbejdspladsen.

“De har arbejdet hårdt i skolen og gjort sig klar til at komme ud på arbejdsmarkedet, men de er vant til, at der tages udgangspunkt i deres talent og udfordringer, og det forventer de også, at arbejdspladsen gør – ellers finder de et andet job,” siger hun og fortæller, at unge hurtigt spørger sig selv, om de er havnet det rigtige sted, hvis det pludselig går lidt skævt.

Ifølge Marianne Levinsen bør advokatbranchen have fokus på hver enkelt medarbejders ønsker og trivsel.

“Det er vigtigt at tale med hver enkelt af de unge og finde en ordning, der skaber glæde for begge parter – det kan eksempelvis være fleksibilitet, projektansættelse eller nye spændende opgaver. Ellers mister man talent fulde medarbejdere til konkurrenten eller til andre brancher.”

Peter Fogh er enig i, at advokatkontorerne bør lytte til de unges ønsker og løbende tilpasse sig, så unge fortsat ønsker at blive i branchen – også når de stifter familie. Han hæfter sig blandt andet ved, at work-life balance synes at være af lige stor vigtighed for mænd og kvinder.

“Det illustrerer, at vi skal have stort fokus på fleksibilitet blandt alle medarbejdere, og at alle kan have behov for at trække stikket en gang imellem. Især småbørnsforældre er hårdt spændt for, og det skal advokatfirmaerne have for øje, hvis vi ikke ønsker at miste dygtige advokater.”

Endnu en ting, der kan udledes af undersøgelsen er, at mange unge nedprioriterer det kollegiale samarbejde i Advokatsamfundet af hensyn til tid, men at mange også mangler kendskab til det kollegiale samarbejde og ikke ved, hvordan de kommer i gang.

“Det skal vi i Advokatrådet selvfølgelig være skarpere på at kommunikere, for der er stort behov for unge advokater i det kollegiale samarbejde, blandt andet for at sikre, at de kollegiale organer, herunder Advokatsamfundet, fortsat kan være relevante,” siger Peter Fogh.

 

OM UNDERSØGELSEN
Advokatsamfundet gennemførte i juni 2020 en elektronisk spørgeskemaundersøgelse blandt landets 1.427 advokatfuldmægtige, hvoraf hver fjerde svarede. Undersøgelsen afdækker blandt andet motivationen for at blive advokat, og hvad der kan fastholde de unge i advokatverdenen.

Find svar fra undersøgelsen i Advokaten 3/2020

PETER FOGH
Formand for Advokatrådet. Advokat (H).

MARIANNE LEVINSEN
Forskningschef ved Center for Fremtidsforskning.

 

 

Advokattitlen kan ikke gradbøjes

Mia Ejsing Lydholm blev advokat via en privat virksomhed samt en udstationering til et advokatkontor. Hun anbefaler andre unge at gøre det samme, fordi erfaringerne med at bruge jura i en kommerciel kon­tekst er efterspurgt mange steder, også på advokatkontorerne.

Advokattitlen kan det samme, hvad end den kommer fra eksempelvis et advokatkontor eller en privat virksomhed, og den baner vejen for samme interessante og fagligt udfordrende karriere. Derfor skal vi væk fra den gængse forestilling om, at man starter på et advokatkontor og siden kan rykke videre til en privat virksomhed. Det kan sagtens gå den anden vej.

Det mener Mia Ejsing Lydholm, der blev advokat via Haldor Topsøe samt et halvt års udstationering til Kromann Reumert, og som i dag er fuldmægtig i Udenrigsministeriet. Som advokatfuldmægtig hos Haldor Topsøe lærte hun at bruge juraen i en kommerciel kontekst, hvilket er efterspurgt mange steder – både i og uden for advokatbranchen.

“Som advokatfuldmægtig i en privat virksomhed bliver man trykprøvet i, om man kan formulere sine argumenter klart, og om man kan se problemstillinger fra en kommerciel vinkel, hvilket er afgørende for at kunne skabe brugbare resultater for virksomheden.  Derudover lærer man at afklare, hvad der er nice to have og need to have, når man forhandler med en kunde på vegne af virksomheden. Det handler ikke om at vinde sagen, men om at indgå en aftale, som begge parter er tilfredse med, og som danner grundlag or et godt samarbejde fremadrettet.” 

Samtidig fremhæver hun samarbejdet med både kolleger og kunder i andre lande.

“Som fuldmægtig i en international virksomhed er det vigtigt at have kulturel forståelse og vide, hvordan man viser imødekommenhed, og hvordan man konverserer i pauserne. Det er afgørende for at gøre forhandlingsklimaet bedre,” siger hun og understreger, at læringskurven i en privat virksomhed er høj, fordi man på kort tid kan blive involveret i alle de projekter og nye områder, man ønsker.

For Mia Ejsing Lydholm lå det i kortene, at hun skulle være advokatfuldmægtig i et firma med en international profil. Under studierne var hun i praktik på Danmarks ambassade i Beijing samt på det kinesisk/australske advokatfirma King & Wood Mallesons’ kontor i Beijing, og da hun vendte tilbage til Danmark, ønskede hun at fortsætte det internationale arbejde.

Hun blev derfor studentermedhjælper og efterfølgende advokatfuldmægtig i Haldor Topsøe, som er internationalt funderet og primært har sine kunder uden for Danmarks grænser. Her arbejdede hun primært med aftaleforhandlinger.

“Jeg kunne se mange fordele i at være advokatfuldmægtig i Haldor Topsøe, blandt andet fordi jeg fik mulighed for at sidde med store aftalekomplekser, at føre forhandlinger med udenlandske parter, at være på udlandsrejser og forholdsvis hurtigt få en selvstændig portefølje. Alt dette tiltalte mig meget.”

I sin halvårlige udstationering til Kromann Reumert stiftede hun bekendtskab med retssager, juraens håndværk, hvilket hun ser som en vigtig del af sin advokatuddannelse.

“Retssager er jo det, advokatbeskikkelsen er bygget op om – at man må gå i retten på vegne af andre.”

Hun opfordrer andre unge til også at blive advokatfuldmægtig i en privat virksomhed, gerne med en udstationering til et advokatkontor, fordi det samlet giver nogle erfaringer og værktøjer, som kan bruges fremadrettet. For hendes eget vedkommende i en stilling som fuldmægtig i Udenrigsministeriet, hvor hun tiltrådte i foråret.

“Det var en underlig følelse at deponere advokatbeskikkelsen, men jeg havde et ønske om at prøve centraladministrationen, inden jeg blev for specialiseret som advokat. Jeg har altid været tiltrukket af det internationale og vil gerne bo i udlandet igen, og derfor skal jeg nu have fingrene i jorden og mærke, om det politiske arbejde i et ministerium er en verden, jeg kan begå mig i.”

 

MIA EJSING LYDHOLM
Fuldmægtig i Udenrigsministeriet. Advokat via Haldor Topsøe  og seks måneders udstationering til Kromann Reumert.

 

 

Effektiv vej til specialisering

Thomas Brædder arbejdede flere år i anklagemyndigheden, inden han besluttede sig for at blive forsvarsadvokat. Han anbefaler andre at gå samme vej, hvis de vil specialisere sig i strafferet.

Vil du arbejde med strafferet, så er anklagemyndigheden den hurtigste og mest effektive vej til specialisering. Det mener Thomas Brædder, der startede i anklagemyndigheden som nyuddannet jurist og tog advokatuddannelsen samme sted. I dag er han forsvarsadvokat i Stagetorn Advokater og bruger i høj grad den indsigt, han har fået i politiets og anklagemyndighedens arbejdsmetoder – for, som han siger, det er brugbart at vide, hvordan tingene fungerer på begge sider af bordet, når man går i retten.

Som nyuddannet jurist havde han ikke et ønske om at blive advokat, men derimod et ønske om at beskæftige sig med strafferet og det strafferetlige område. Han var drevet af, at de grundlæggende retsgarantier kommer i spil, når vi som samfund pålægger en person en straf og frihedsberøver vedkommende. Derfor valgte han anklagemyndigheden, hvor muligheden for at møde i straffesager var – og stadig er – bedre end som advokatfuldmægtig på et strafferetskontor.

I dag er han ikke i tvivl om, at han valgte den rette vej til at blive specialiseret i strafferet.

“I anklagemyndigheden beskæftiger man sig ikke med andet end strafferet, og man får en stor indsigt i retsområdet, politiets arbejde, praktiske arbejdsgange mm. Den mulighed har man ikke på samme måde som advokatfuldmægtig på et strafferetskontor, og derfor vil det – uanset hvordan man vender og drejer det – tage længere tid at opnå samme erfaring uden for anklagemyndigheden. Man kan sagtens blive lige så dygtig, men det tager længere tid.”

Han mener, det er en god vej for andre, der vil arbejde med det strafferetlige område og have praktisk erfaring fra retten. Han understreger dog, at man skal gøre op med sig selv, om det vigtigste er hurtig specialisering, eller om man ønsker en bred advokatuddannelse.

“Hvis svaret er det sidste, så er anklagemyndigheden ikke den bedste vej at gå. Så skal man i stedet vælge en retning med en bredere profil, der giver bedre mulighed for på sigt at vælge en ny retning inden for advokatbranchen,” siger han og fortsætter:

“Som forsvarsadvokat oplever man hurtigt, at klienternes behov er bredere end strafferetsområdet, og her er man som advokat fra anklagemyndigheden bagud på point, fordi man ikke har beskæftiget sig med andet end strafferet, og det kræver hårdt arbejde at indhente det manglende.”

For Thomas Brædder opstod ønsket om at blive advokat, mens han var anklager. Han blev mere og mere nysgerrig på rammerne og jobbet som forsvarer og den vinkel, de har til sagerne. Han ville gerne opleve den tætte klientkontakt, hvor han kunne gøre en forskel for den enkelte, og hvor han kunne mærke, at klienterne satte pris på hans arbejde. Det oplevede han i mindre grad som anklager, hvor han repræsenterede staten og derfor med egne ord skulle arbejde ud fra et højere formål.

“Som forsvarer møder man de tiltalte og i nogle tilfælde også ofrene og de pårørende tidligt i forløbet, mens man som anklager først møder de involverede i retten – hvorefter man går hjem og ikke nødvendigvis møder dem igen. Jeg ville gerne opleve at være tættere på klienterne.”

Der skal dog ikke sås tvivl om, at han nød tiden i anklagemyndigheden, hvor han arbejdede i en længere årrække, inden han sluttede af som leder i Rigspolitiet.

“Jeg havde ikke travlt med at skifte fra anklagemyndigheden, men inden jeg bevægede mig for langt ud ad ledervejen, var det oplagt at afprøve jobbet som forsvarer. Som leder fokuserer man på strategi og personaleledelse, mens man bevæger sig længere og længere væk fra det faglige og de konkrete sager, og det betyder naturligt, at man bliver mindre fagligt stærk. Derfor var det vigtigt at skifte, mens jeg stadig var fagligt på toppen.”

På spørgsmålet om, hvorvidt han anbefaler unge at gå samme vej som han selv, svarer han:

“Det vil jeg. Især fordi det er sundt at opleve, hvordan tingene fungerer i både det offentlige og i det private.”

 

THOMAS BRÆDDER
Partner, advokat (L) i Stagetorn Advokater. Har en baggrund som anklager og leder i Rigspolitiet.

 

 

Den vigtige mesterlære

Principalens vigtigste opgave er at udfordre advokatfuldmægtigen og lære vedkommende at anvende jura i praksis, lyder det fra principal.

Den treårige periode som advokatfuldmægtig er noget særligt. Det er selve mesterlæren til at blive advokat. Derfor er det vigtigt, at principalen støtter og udfordrer advokatfuldmægtigen, så vedkommende bliver klar til at fungere som advokat, mener Rikke Licht Bøtcher, der har været principal i ti år. Hun fortæller, at langt de fleste advokatfuldmægtige har teorien på plads, når de forlader universitetet, men at de mangler praktisk erfaring.

Den vigtigste opgave er derfor at lære de advokatfuldmægtige at anvende juraen i praksis og at lære dem at være advokat. De skal kunne sortere i faktum, og deres arbejde skal skabe værdi for klient og arbejdsplads, hvilket kræver, at de har forretningsforståelse og har en god relation til klienter samt kolleger på tværs af afdelinger og forskellige faggrupper,” siger hun og fremhæver, at mesterlæren er en løbende proces.

“Vi arbejder ud fra princippet om, at man skal kunne kravle, før man kan gå. Alle fuldmægtige er forskellige og har forskellige forcer, og det er individuelt, hvornår de er klar til at gå fra back office-arbejde til selv at kunne møde i retten og have klientmøder. Som principal skal man kunne aflæse fuldmægtigen, så man er i stand til at udfordre og udvikle vedkommende, men uden at de føler sig kastet ud på dybt vand, hvor de ikke kan bunde.”

For Rikke Licht Bøtcher fungerer mesterlæren på den måde, at hun i starten læser alt igennem og sikrer, at det er fagligt korrekt, men efterhånden som fuldmægtigen bliver mere erfaren, får vedkommende mulighed for at arbejde mere selvstændigt.

“Jeg sidder som regel sammen med fuldmægtigen, når vi gennemgår arbejdet. På den måde får vi en snak om, hvorfor jeg mener, det skal være anderledes, og fuldmægtigen kan udfordre mig tilbage.”

Samtidig er det vigtigt for Rikke Licht Bøtcher, at fuldmægtige lærer at formulere sig præcist.

“Når man kommer fra universitetet, bruger man ofte meget google-sprog og mailsprog, men det fungerer ikke, når man skriver et notat, der skal præsenteres for en bestyrelse – her skal sproget være klart og struktureret, og fuldmægtigen skal turde give en anbefaling, så modtagerne ved, hvad de skal forholde sig til.”

Forholdet mellem principal og fuldmægtig er dog ikke kun fagligt, der er også et stort trivselsansvar indbygget, fortæller Rikke Licht Bøtcher.

“Det kan være en stor omvæltning at starte på et advokatkontor med flydende arbejdstider, mange opgaver og løbende deadlines. Her er det principalens opgave at tale med fuldmægtigen om udfordringerne og sikre, at fuldmægtigen kommer til at trives i sin nye hverdag – eksempelvis ved at have et system, så man husker frister, eller ved at finde glæde i arbejdstider, der ikke nødvendigvis hedder 9-17.”

Hun gør opmærksom på, at fuldmægtigen også selv har et ansvar for at sikre, at mesterlæren bliver bedst mulig. De skal huske at spørge, hvis de er i tvivl om, hvordan en opgave skal løses, og hvis de ikke trives.

“De er voksne mennesker, som er på vej til at blive advokater med selvstændigt ansvar, men det er de heldigvis fuldt opmærksomme på.”

 

FULDMÆGTIGTIDEN
I henhold til retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 4 skal man som betingelse for at blive advokat gennemføre tre års praktisk juridisk virksomhed. De tre år kan man gennemføre som autoriseret advokatfuldmægtig eller som dommer- og politifuldmægtig. Også andre juridiske stillinger kan tælle med, men her er hovedreglen, at ansættelsesperioden kun tæller ‘med halvdelen’ – det vil sige, at to års fuldtidsansættelse tæller som et år – og at det maksimalt er to af de tre år, som kan optjenes i en anden juridisk stilling. Det er en yderligere betingelse, at man via sit arbejde opnår ‘kendskab til retssagsbehandling’.

ROLLEN SOM PRINCIPAL
Principalen er den advokat, som udsteder en fuldmagt til advokatfuldmægtigen og derved påtager sig det uddannelsesmæssige, disciplinære og erstatningsretlige ansvar for fuldmægtigen. Når fuldmægtigen autoriseres af den lokale byret, får fuldmægtigen ret til at møde ved retten på vegne af principalen. En advokat kan jf. retsplejelovens § 135, stk. 1 højst have to autoriserede fuldmægtige samtidig. Principalen er jf. § 126 forpligtet til at medvirke til og betale for fuldmægtigens deltagelse i advokatuddannelsen 
og obligatorisk efteruddannelse.

RIKKE LICHT BØTCHER
Advokat, partner i Andersen Partners. Har været principal i cirka ti år. Certificeret insolvensadvokat og har i flere år særligt beskæftiget sig med insolvensret, finansiering, rekonstruktion og kreditsikring.

 

 

Få egnede retssagsprøver fra klienten

Advokatfirmaet Plesner har indgået samarbejde med en klient om at få tilsendt mindre sager, der kan fun­gere som retssagsprøver for advokatfuldmægtige. De opfordrer andre advokatfirmaer til at indgå tilsvarende aftaler, fordi det er en oplagt måde for fuldmægtigen at få erfaring med retssager på.

At gå i retten er et håndværk, der skal tillæres. Og en god anledning er retssagsprøven.

Det mener advokatfirmaet Plesner, der har indgået samarbejde med et forsikringsselskab, der i forvejen var klient, om at få tilsendt mindre sager, som forsikringsselskabets interne advokatfunktion tidligere ville tage sig af, men som nu bliver overdraget til fuldmægtige hos Plesner – og fungerer som retssagsprøver i klassisk og grundlæggende erstatningsret.

Ordningen har eksisteret i to år, og ti advokatfuldmægtige har indtil videre gjort brug af ordningen, hvilket er til stor glæde for advokat og partner Søren Vagner Nielsen, som fortæller, at den rigtige retssagsprøve er til gavn for både Plesner og de fuldmægtige.

“Jeg sidder i en retssagsafdeling, hvor det er vigtigt at have advokatfuldmægtige og advokater, der kan føre større og mindre retssager, og den bedste måde at lære håndværket på er at tage en rigtig retssagsprøve, som er langt mere lærerig end en fiktiv retssagsprøve, også selvom den fiktive på mange måder ligner en rigtig retssag med blandt andet dommer og censor.”

Han peger på forberedelsen som den største forskel mellem de to retssagstyper.

“I en rigtig retssagsprøve får fuldmægtigen føling med håndteringen af retssager, fordi der er et kontinuerligt forløb, fra man modtager sagen, til man går i retten. Det er typisk fuldmægtigen, der laver processkrifterne og taler med alle parter og vidner, og fuldmægtigen får dermed sagen ind under huden og føler sig tryg ved den, inden vedkommende står i retten foran dommeren,” siger han og sammenligner med den fiktive retssagsprøve, hvor processkrifter, bilag og udkast til påstandsdokument først udleveres på selve dagen.

“Det er ærgerligt, fordi fuldmægtigen ikke stifter bekendtskab med det store arbejde, der ligger forud for hovedforhandlingen, hvilket er en lige så stor del af håndværket – man skal kende sin sag og dens parter, og man skal vide, hvordan man fremlægger den bedst muligt i retten.”

Samtidig peger han på, at fuldmægtigen får mere ud af at føre en rigtig retssagsprøve med klienter, der har noget på spil.

“For fuldmægtigen handler det ikke kun om at bestå eksamen, men også om at vinde sagen på vegne af klienten. Og klienten får også noget ud af ordningen. Faktisk får man ikke en bedre advokatfuldmægtig til at føre retssagen end den, der skal til eksamen. Vedkommende vil gøre alt for at forberede sig bedst muligt for at bestå eksamen.”   

Da Plesner indgik aftalen med forsikringsselskabet, var aftalen, at sagerne skulle håndteres lige så kvalificeret, som hvis de blev ført af en partner eller en advokat – og det holder stadig.

“Fuldmægtigen bliver aldrig overladt til sagen alene, men sparrer med partneren undervejs og får læst alle processkrifter igennem. Derudover har vi ved hovedforhandlinger en ordning om, at fuldmægtigen en uges tid inden laver sin forelæggelse og procedure og afleverer dem i udkast til partneren, så de kan blive talt igennem. Samtidig deltager partneren typisk i klient- og vidnemøder, hvor vedkommende sidder i baggrunden og eventuelt stiller supplerende spørgsmål, og deltager som tilhører ved hovedforhandlingen, hvis fuldmægtigen ønsker det.”

Derudover er honorarets størrelse aftalt med forsikringsselskabet på forhånd, hvilket altid er et godt stykke under normalprisen for tilsvarende sager. Det betyder, at sagerne ikke giver overskud for Plesner, tværtimod.

“Vi tjener ikke penge på sagerne, det kan jeg trygt sige, men det skal holdes op imod, at det er en vigtig evne at kunne føre retssager,” siger han og opfordrer andre advokatfirmaer til at indgå tilsvarende ordninger med eksisterende klienter. Han opfordrer samtidig advokatfirmaer til at anmelde mindre sager som retssagsprøver, fordi erfaringen er, at domstolene har forståelse for, at der mangler retssagsprøver og derfor ofte godkender meget små sager, også selvom de kun varer en halv dag.

Som advokatfuldmægtig kan man forhøre sig blandt partnerne på kontoret eller i sit netværk, hvis man ønsker en rigtig retssagsprøve, råder Søren Vagner Nielsen.

“Da jeg var ung advokat, var der flere, der annoncerede i  Advokaten eller Ugeskrift for Retsvæsen efter prøvesager til landsretten, som de ville føre omkostningsfrit. I dag kan man  prøve at gøre noget tilsvarende på LinkedIn – hvem ved, om det kan kaste en sag af sig, det er i hvert fald værd at prøve.”

 

ORDNINGEN
Plesner indgik i 2017 samarbejde med et forsikringsselskab, der i forvejen var klient, om at modtage mindre sager, der kunne fungere som retssagsprøver for advokatfuldmægtige. Ordningen fungerer på den måde, at forsikringsselskabet sender en sag og beder Plesner om at vurdere, om den kan tages ind under retssagsprøveordningen. Hvis ja, så giver Plesner en fast pris på sagen, som ligger under det, de normalt tager for lignende sager. Aftalen er, at sagen bliver løst lige så kvalificeret, som hvis den blev varetaget af en partner eller advokat. Indtil videre har ti advokatfuldmægtige været igennem ordningen.

RETSSAGSPRØVEN
For at opnå advokatbeskikkelsen skal man ifølge retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 5 have bestået en praktisk prøve i retssagsbehandling. Retssagsprøven kan aflægges ved byretten, landsretten og Sø- og Handelsretten og kan gennemføres på et hvilket som helst tidspunkt i fuldmægtigtiden. Der er ikke krav om, at fuldmægtigen forinden har tilmeldt sig eller gennemført advokatuddannelsen eller bestået den teoretiske advokateksamen. Det er retten, der skal tage stilling til, om en given sag er egnet til retssagsprøven. Læs mere på Advokatsamfundet.dk/uddannelse.aspx

RETSSAGSPRØVEN I EN FIKTIV SAG
Såfremt en advokatfuldmægtig ikke kan finde en rigtig sag at aflægge retssagsprøven i, kan advokatfuldmægtigen, såfremt der højst resterer ét år af fuldmægtigtiden, ansøge Justitsministeriets kursusudvalg om at aflægge retssagsprøven på baggrund af en fiktiv sag. I øvrigt henvises til det om retssagsprøven anførte.

SØREN VAGNER NIELSEN
Advokat (H), partner i Plesner.