Det handler om børnene
Et nyt projekt Børn i Retten skal i løbet af de næste fire år undersøge mulighederne for at minimere konflikterne om børn efter en skilsmisse. Birgitte Holmberg Pedersen, retspræsident ved retten i Helsingør, har fået ideen og er en af initiativtagerne til projektet, hvor også forskere fra RUC og en gruppe børnesagkyndige er med. Inspirationen kommer blandt andet fra Norge, hvor forældreansvarssager gennemføres efter en konfliktløsningsmodel. Læs om projektet, og hvordan tre advokater arbejder for at forbedre børnenes situation, når de kommer i klemme i retssystemet.
Temaet er skrevet af Kirsten Weiss
Foto: Morten Holtum
De fleste bliver bløde i knæene, når det handler om deres børn
I Nordsjælland har byretterne i en årrække inddraget børnesagkyndige i behandlingen af forældreansvarssager. Her er fokus på barnets perspektiv og en forligsprocent i sagerne på cirka 50. Et nyt fireårigt projekt, Børn i Retten, tager udgangspunkt i erfaringerne herfra og søger at finde bedre og mindre belastende måder til håndtering af stridigheder om børn.
Albin på otte har store problemer i skolen, både fagligt og socialt, og han bliver mobbet en del. Hans storesøster Maria på ti er en stille og indelukket pige, som klarer sig rimeligt fagligt, men socialt er noget isoleret. Udover at gå i skole fungerer begge børn som sendebud mellem deres forældre, der er rygende uenige om, hvor deres børn skal bo og hvornår – og i øjeblikket slet ikke taler sammen. Det er seks år siden, de blev skilt, og dengang var de enige om fælles forældremyndighed, bopæl hos mor og samvær med far fra torsdag til mandag i lige uger. Nu har Albins og Marias far anlagt sag ved retten, fordi han ønsker bopælsretten over Albin overflyttet til sig og en syv–syv ordning for samvær. Børnenes mor argumenterer imod: Forældrene har aldrig kunnet samarbejde om børnene. Konflikter og misforståelser mellem forældrene er dagens orden, og parterne har flere gange mødtes i Fogedretten.
På det forberedende retsmøde i byretten tilbydes forældrene at deltage i et mæglingsforløb med to børnesagkyndige – én der taler med forældrene, og én der taler med børnene – og accepterer. I forløbet kommer det frem, at parrets vrede og bitterhed bunder i en traumatisk hændelse i deres ægteskab. I samtalen bliver begge forældre meget følelsesmæssigt berørte og giver udtryk for, at de nu for første gang deler deres følelser af sorg og svigt med hinanden.
I børnesamtalen får Albin sat ord på, hvordan han føler sig klemt imellem forældrene og fortæller, at han er glad for sin far, at han synes, det er synd, han bor alene, men han vil helst blive boende hos sin mor. Albin tænker meget over, at hans forældre er sure på hinanden. Han har svært ved at falde i søvn om aftenen, og i skolen bliver han drillet, fordi han så let bliver ked af det. Maria afslører under samtalen, at hun for at slippe for at tænke på, hvordan hendes forældre ikke kan lide hinanden, lever lidt i sin egen fantasiverden.
På et senere møde mellem børn, forældre og børnesagkyndige fortæller Albin og Maria deres forældre, hvordan det er at have to forældre, som tilsyneladende ikke kan fordrage hinanden. Den børnesagkyndige supplerer med at fortælle, hvordan børn generelt befinder sig i skilsmissesituationer, og hvordan det kan påvirke børnenes måde at fungere i dagligdagen på.
Forældrene bliver meget berørte over børnenes udsagn og giver udtryk for, at de ikke har været opmærksomme på, hvor belastede børnene har været, og efter en længere samtale afsluttes mødet med en aftale om, at børnene fortsat har bopæl hos moderen og fælles forældremyndighed. Forældrene bliver også enige om sammen at gå til forældremøde på skolen og at tale om børnenes trivsel. På et opfølgningsmøde fire måneder efter er stemningen god. Forældrene har fået lavet faste samarbejdssamtaler, de mødes og mailer sammen. Den gamle bitterhed dukker op indimellem, men efter et par dage har begge forældre været i stand til igen at kontakte hinanden og få en konstruktiv samtale. Albin besøger nu sin far lidt mere, begge børn er mere afslappede og åbne og enige om at være meget lettede over, at deres forældre nu taler ordentligt sammen.
Den nordsjællandske model
Historien her er kun en blandt mange skilsmissehistorier. Den er atypisk, fordi familien faktisk får tilbudt en helt særlig hjælp. Og typisk for de konflikter, hvor børn efter en skilsmisse er klemt mellem en far og en mor.
- En skilsmisse kan tappe børn for så meget energi, at de ikke får ro til at gro. Vi ved fra børneforskningen, at børn har brug for forældre, der er gode til at samarbejde. Det er en retssag sjældent et særlig godt udgangspunkt for, siger Birgitte Holmberg Pedersen, retspræsident ved Retten i Helsingør og en af initiativtagerne til projektet Børn i Retten, som i fire år skal undersøge mulighederne for at minimere konflikterne om børn efter en skilsmisse.
Med i projektet, som Egmont Fonden har støttet med over fire millioner kroner, er byretterne i Helsingør, Hillerød og Lyngby samt forskere fra RUC og en gruppe børnesagkyndige, som retterne siden 2007 har samarbejdet med. Den nordsjællandske model, som retterne her har gode erfaringer med, danner nemlig udgangspunkt for projektet Børn i Retten. Modellen har en forligsprocent på cirka 50 og børns trivsel som omdrejningspunkt, fordi vedvarende konflikter mellem forældrene beviseligt er potentielt skadelige for såvel barnets personlighedsudvikling som fremtidige forældreskab.
Birgitte Holmberg Pedersen fik ideen til modellen, da hun i en årrække var næstformand i Børnerådet og rådets repræsentant i udvalget, der arbejdede med ændringerne af forældreansvarsloven, som trådte i kraft 1. oktober 2007. Loven har – i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention – fokus på barnets perspektiv, og Birgitte Holmberg Pedersen lod sig også inspirere fra Norge, hvor forældreansvarssager gennemføres efter en konfliktløsningsmodel med deltagelse af dommeren og en børnesagkyndig. I den danske lovgivning kom kun muligheden for at inddrage børnesagkyndige i sager om forældreansvar og børns bopæl med. I de nordsjællandske retter valgte man at forsøge at få barnets perspektiv til at træde tydeligere frem og indledte derfor et samarbejde med en række psykologer, der alle har speciale i og erfaringer med at arbejde med børn.
Klemte børn
En af dem er Michael Storm, cand. psych. og autoriseret psykolog med speciale i par- og familieterapi samt en uddannelse som konfliktmægler. Han og en række andre psykologer indgår nu i det nye fireårige projekt.
- Hvis en konflikt får lov at leve over lang tid, vil den oftest eskalere, og konfliktens genstand, altså den konkrete uenighed om børnene, fortabes ofte og erstattes af generelle negative forestillinger om den anden forælder. Hvis konfliktniveauet er højt, og konflikten varer længe, vil børnene ofte blive klemte og typisk ændre fokus fra egne behov til forældrenes. Barnet bruger mange kræfter på at aflæse de voksnes signaler og navigere i konfliktfeltet og meget energi på at holde øje med, om forældrene har det godt eller skidt. Kan man for eksempel tillade sig at gå hen til mor, når man ved at far sidder og hænger derhjemme, siger Michael Storm.
Han pointerer, at børn, til manges overraskelse, kun sjældent taler med for eksempel deres søskende om skilsmissen. De lufter ikke deres bekymringer, måske fordi der er en vis form for skamfuldhed og skyldfølelse i en skilsmisse, og i børnegrupper med andre børn, hvis forældre er blevet skilt, er det tydeligt, at mange børn bliver meget overraskede over at møde andre, der har følt det samme som de.
Rådgivende rolle
- Forældre vil som hovedregel deres børn det bedste, men glemmer ofte barnets perspektiv. I familiesager kan man opleve, at man ikke skulle tro, at forældrene taler om det samme barn. I en traditionel proces handler det om at fremstille sig selv i det bedste lys og modparten i et dårligt. Man forsøger så at sige at løse en konflikt bagudrettet og afgøre sagen på, hvordan fortiden ser ud, og det kan man naturligvis ikke. Derfor er det min opfattelse, at vi må lave procesmåden om, hvis konflikterne ikke skal forstærkes, siger Birgitte Holmberg Pedersen.
I både den nordsjællandske model og i projektet Børn i Retten forsøger man at undgå den konfronterende hovedforhandling og i stedet lægge trædesten til fremtiden i form af frivillige aftaler. Retterne kan afsige domme om forældremyndighed og bopæl, men er frataget at afsige domme om samvær. Ved en frivillig aftale kan samværet inddrages, så man finder en helhedsløsning for familien. De familier, der tilbydes samtaler med børnesagkyndige, er familier, hvor det vurderes, at metoden er realistisk – mor og børn skal for eksempel ikke lige have søgt husly på et krisecenter for voldsramte kvinder.
- De børnesagkyndiges rolle er rådgivende. Udgangspunktet er samtalerne med børnene og deres faglige viden om børns trivsel ved skilsmisser. Vi hører fra forældrene, at de oplever, at der tegnes et kvalificeret familiebillede, og også at de selv bliver hørt på møderne, siger Birgitte Holmberg Pedersen.
- Barnets perspektiv er ikke altid den voksnes perspektiv – hvad der forbavser mange forældre. Og forældre får måske et andet øje på barnet, efter at de har hørt det, vi har talt med barnet om. Man kan ikke tage bort, at man har haft en gedigen og langvarig konflikt med hinanden, og at den kan være svær at give slip på, men man kan hjælpe forældrene til at åbne øjnene for måder at komme videre på. For eksempel ved at skubbe forældrene på vej til at se deres børn med nye øjne. De fleste forældre bliver bløde i knæene, når det handler om deres børn, siger Michael Storm.
Advokater tænker traditionelt
I samtalerne med forældrene vil han typisk tale om noget af deres historie, om de tidligere oplevelser af svigt eller ydmygelse, der ofte ligger bag fastlåste konflikter, og om barnets perspektiv. Her er det meget virkningsfuldt at lytte til den samtale, den tidligere partner fører med en neutral tredje part.
- Når en sag ender i retten, går der advokater, partsindlæg og udtalelser fra skolen ind over, og i sin mest oprindelige og ubehagelige form handler den her slags sager jo om, at den ene advokat skal overbevise andre om, at modparten, der sidder lige derovre, er en ukvalificeret forælder. I en retssag kommer børnene let i klemme. De er ikke aktører, men kan føle sig som passive vidner, der samtidig skal producere materiale, som skal indgå i en afgørelse på konflikten, siger Michael Storm.
Mens forældre og børn med den ændrede proces tydeligt giver udtryk for, at de føler sig både set og hørt og i cirka halvdelen af sagerne indgår frivillige aftaler, har det, som Birgitte Holmberg Pedersen peger på, været sværere at få advokater og dommere til at gå nye veje.
- Mange af mine kolleger tænker traditionelt, at det er bedre at få en hurtig hovedforhandling og dom. Og advokaterne skal vænne sig til at tænke i forlig fremfor kun i ‘min klients påstand’. Det var der en del problemer med tidligere, men vi har holdt halvårlige møder med de børnesagkyndige og de familieretsadvokater, der ønskede at deltage, og advokaterne sidder nu med ved bordet, når vi taler med forældrene og den børnesagkyndige, siger Birgitte Holmberg Pedersen, der også peger på, at der udover hensynet til familien også ligger et samfundsperspektiv i tankerne om at gå nye veje i familiesager.
- Kan vi finde en god løsning, så stopper sagen her i byretten. Vi kan spare, at sagen ender i landsretten, eller at forældrene anlægger sager i fogedretten. Samfundsøkonomisk vil der altså være penge at spare – måske også til den hjælp, man senere skulle have haft til at klare de psykiske belastninger, som vi ved, at de her sager ofte fører med sig, siger Birgitte Holmberg Pedersen.
I en retssag kommer børnene let i klemme. De er ikke aktører, men kan føle sig som passive vidner, der samtidig skal producere materiale, som skal indgå i en afgørelse på konflikten.
Michael Storm
Cand. psych., autoriseret psykolog. Specialistgodkendelse i psykoterapi og børnepsykolog. Er privatpraktiserende psykolog i klinikken Psykologerne i Allerød og tilknyttet som børnesagkyndig ved retterne i Nordsjælland. Arbejder blandt andet med par, familieterapi og skilsmisseproblematikker.
Man kan ikke slå halv skade om et barn
I sager om børn er følelserne stærke og risikoen for konflikter høj. Derfor tilbyder retterne retsmægling i sager, hvor forældrene for eksempel er uenige om samvær eller bopæl efter en skilsmisse. Advokat Birgit Thrusholm har i syv år arbejdet som retsmægler i familiesager.
- En god advokat i en retsmægling er en, der ikke øger konfliktniveauet.
Sådan lyder det fra Birgit Thrusholm, der er advokat hos Partner Advokater i Køge, men tillige er uddannet mediator og arbejder som retsmægler i børnesager.
Her er følelserne i alarmberedskab, risikoen for konflikter høj, og familiens fremtid på spil. De konkrete uenigheder handler om deleordninger, samvær, bopæl og økonomi her og nu, men er ofte knyttet ulykkeligt – og indimellem uløseligt – sammen med sårede følelser og gamle stridigheder.
- Utroskab kan fylde meget. Eller den ene parts oplevelse af engang at være svigtet af den anden. I sager, hvor tiden går med “dengang så gjorde du også …”, kan man være nødt til at afbryde forklaringen, for en mægling handler om at finde løsninger for barnet i dag. Man må erkende, at der kan være forhold, som aldrig kan rettes op, men jeg har også siddet i mæglinger og efter et par timer tænkt, “det her, det går aldrig,” og så pludselig kommer de forløsende ord. Det kan være en, der pludselig siger undskyld, eller kommer med et helt nyt forslag til en løsning, siger Birgit Thrusholm.
Man skal kunne give sig
Grundlæggende kræver en retsmægling, at sagens parter begge kommer for at finde løsninger. Møder man, som Birgit Thrusholm indimellem oplever, bare op for at overbevise sin tidligere partner om, at man har ret, og derfor ikke er interesseret i at rokke sig og sine synspunkter, er mægling spild af tid.
- Mægling kræver, at man kan give sig. Og at man er enige om det, man er kommet for at diskutere. I statsamtet er tiden knap, og man kæmper mod hinanden – i en mægling har vi bedre tid og rum til at finde løsninger, siger Birgit Thrusholm.
Typisk sætter hun en dag af til en mægling. Den starter med, at parterne hver især fortæller deres version af historien – typisk hvordan forholdet var, da de var sammen og efter samlivsophævelsen, samt hvordan deres børn har det. Herefter spørger hun ind til parterne, for at få så mange oplysninger som muligt frem, og blive enige om de relevante problemer. Det går ofte på bopæl, økonomi, kommunikation og samvær. Herefter skal parterne selv forsøge at komme med forslag til løsninger. Og blive enige. Bliver de det, skrives deres aftale normalt ned.
- Under mæglingen holder jeg ofte separate møder med parterne. Dels for at være sikker på, at de føler sig tilstrækkeligt hørt. Dels fordi det giver mægleren mulighed for at finde sten, der endnu mangler at blive vendt. Ved børnesager holdes der ofte mere end et møde – både fordi det kan være svært at holde ud og sidde og lytte til hinanden i mange timer, og fordi det også giver mulighed for at prøve aftaler af, siger Birgit Thrusholm.
Måske aftaler man at kommunikere på en bestemt måde, deltage i forældremøder sammen eller få etableret samvær. Fungerer det, får parterne måske opbygget mere tillid til hinanden og kan på et møde nogle måneder senere måske nemmere indgå andre aftaler og måske i sidste ende forliges om bopæl og forældremyndighed.
Knuden i maven
- Børnesager er vanskelige, fordi der er så mange følelser på spil. Man kan ikke slå halv skade om et barn eller en bopæl, og måske får man heller ikke løst konflikten ved en mægling, men alt der kan gøre samarbejdet lidt lettere fremover, betragter jeg som godt for barnet, siger Birgit Thrusholm.
For nylig havde hun en sag, hvor parret, der mødte op, faktisk kommunikerede glimrende efter skilsmissen og var enige om stort set alt. De havde en syv-syv ordning for barnet, men var ikke enige om barnets bopæl, og gik fra mæglingen igen uden en ny aftale. For i en mægling er det, helt i mediationens ånd, parterne selv, der skal blive enige om en aftale.
- De kom dybest set kun for at få en afgørelse. Og sådan en får man ikke i en mægling, siger Birgit Thrusholm, der dog synes, at man som mægler godt må inspirere til at se mulighederne med nye øjne.
- Jeg er ikke så stringent, som man egentlig skal være i en mediation, og i børnesager kan jeg godt finde på at spille ind på de bløde områder og smide en mulig løsning på bordet eller fortælle, hvad andre har gjort i en lignende konflikt. For mig er mægling en succes, hvis parterne bare går herfra med en lidt mindre knude i maven end den, de kom med.
Birgit Thrusholm
Advokat, Partneradvokater Køge. Retsmægler ved Østre Landsret og Retten i Roskilde, Medlem af Danske Familieadvokaters bestyrelse.
Hold følelserne ud i strakt arm
Advokater har en særlig forpligtelse til at holde en god tone i sager, der vedrører børn. For yderligere optrapning i konflikter om børn eller bodeling gavner sjældent sagens parter – og slet ikke deres børn, mener Lone Brandenborg, formand for Danske Familieadvokater.
- Tager du stadig antabus? Og går du igen til psykolog hver uge?
Når advokater indleder retsmødet i en sag, der handler om børn eller bodeling med spørgsmål af denne type, påvirker det konfliktniveauet. Begge forældre vil deres børn det bedste, men en spids eller hård tone smitter af og optrapper ofte forældrenes konflikt og rammer også børnene. Derfor er der, mener Lone Brandenborg, særlige hensyn at tage i sager, der involverer børn.
- Advokater har altid en etisk og moralsk forpligtelse til at holde en god tone, men måske særligt i sager, hvor det er ønskeligt, at der tages hensyn til børnene. Hvis konfliktniveauet mellem forældrene optrappes, påvirker det også børnene og dermed deres trivsel. Naturligvis er udgangspunktet, at vi som advokater repræsenterer vores klient, og altså den der betaler regningen, men vi skal også sørge for, at børnene kommer godt igennem de her sager, siger Lone Brandenborg, der er formand for foreningen Danske Familieadvokater.
Bliver tonen for skinger eller hård, eller lander spørgsmålene for langt fra sagens kerne, kan man, mener hun, påvirke konflikterne på en måde, der kan ende med at skabe yderligere og unødig splid. For eksempel havde Lone Brandenborg for nylig en sag, hvor forældrene faktisk holdt en pæn og ordentlig tone i deres kommunikation med hinanden – lige indtil den ene parts advokat i sine breve anlagde en meget spids stil.
Rundere løsninger
- Som advokater skal vi tænke os godt om i børnesager, hvor følelserne ofte får frit løb. Hvad skal indholdet af en procedure være? Hvem gavner det? Og hvordan påvirker proceduren konflikten? Vi skal tænke meget over, hvilke ting vi vil fremdrage under proceduren. Dermed ikke være sagt, at vi ikke skal ind og kæmpe. Naturligvis skal vi det, og det er svært ikke at blive meget engageret i sager, hvor klienten slås for det, der betyder alt, nemlig børnene. Men som advokater har vi en forpligtelse til at holde en armslængdes afstand til følelserne og forsøge at holde en neutral tone, siger Lone Brandenborg.
Hun henviser blandt andet til, at alle undersøgelser af børn og skilsmisser viser, at en hård eller skinger tone påvirker forløbet og også rammer børnene hårdt. Derfor kan det have større blivende værdi at finde ‘rundere’ løsninger i børnesager, mener Lone Brandenborg, der godt kender modargumentet, nemlig at man som advokat skal give klienten mest mulig værdi for pengene. For eksempel i form af øget samvær med børnene, forældremyndighed eller økonomisk kompensation.
- Men værdien i en skilsmissesag kan også gøres op som et bedre samarbejde, og har man isoleret fokus på klientens retsstilling eller de sidste 1.000 kroner, som man kan få ud af en bodeling, mindsker det måske muligheden for fremover at samarbejde om børnene i en positiv ånd. Vi har en særlig forpligtelse til at tænke bredere i de her sager. Advokater kan godt være en form for filter for forældrenes stærke følelser.
Mit personlige råd
Selv siger Lone Brandenborg nej til sager, hvor hun oplever, at den part, hun skal repræsentere, står stejlt og urokkeligt. Til gengæld gør hun flittig brug af rådgivning, der ligger uden for den egentlige jura, når det handler om at finde de løsninger, der gavner barnet bedst.
- Jeg siger ofte, “mit juridiske råd er det her, men mit personlige råd er det her.” Der er ingen tvivl om, at de personlige råd oftere kommer ind i den her type sager, siger Lone Brandenborg.
Foreningen Danske Familieadvokater har holdt møder med landsdommere og byretspræsidenter og vil også invitere dommerne til at diskutere advokaternes fremtræden i retten i børnesager samt eventuelle forslag til forbedringer og forandringer.
Lone Brandenborg
Partner i advokatfirmaet Kahlke, mediator, formand for Danske Familieadvokater
Udvalg ser på videoafhøringer af børn
Videoafhøringer af børn kan være nødvendige i sager, hvor man er nødt til at tage hensyn til, at mødet med retssystemet bliver så skånsomt som muligt. Strafferetsplejeudvalget ser i øjeblikket på mulighederne for at flytte aldersgrænsen for videoafhøring af børn i overgrebssager.
Retsplejeloven giver i dag i visse situationer mulighed for at videoafhøre børn, der er 12 år eller derunder. Kun under særlige omstændigheder, herunder barnets udvikling og psykiske tilstand, kan ældre børn videoafhøres, men Strafferetsplejeudvalget ser i øjeblikket på, om aldersgrænsen skal rykkes. Fordi afhøring af børn over 12 år i retten kan have store konsekvenser for et i forvejen traumatiseret barn.
- Barnet kan være den forurettede i sagen, men kan også for eksempel være vidne til vold mellem forældrene. Der er som regel mange psykologiske forhold at tage hensyn til i de her sager, hvor videoafhøringer kan være en nødvendighed, når det gælder børn og unge, der har svært ved at afgive forklaring i retten. Også selvom det kolliderer med en grundpille om bevisets umiddelbarhed og afgivelse af forklaring direkte for den dømmende ret. Der er knyttet en usikkerhed til vidneudsagnets bevismæssige værdi, men i nogle sager kan en videoafhøring være den bedste måde, siger advokat Jakob Lund Poulsen, der er medlem af Strafferetsplejeudvalget.
Kerneområdet for anvendelse af videoafhøringer er sager om seksuelle overgreb mod børn, men også i andre typer sager, herunder drabs- og voldssager, kan der være et tilsvarende behov for, at vidneafhøringen af et barn optages på video og forevises som bevis under hovedforhandlingen.
Aldersgrænsen
Videoafhøring indebærer, at barnet – i stedet for at afgive forklaring umiddelbart for retten – afgiver forklaring til politiet, der optager forklaringen på video med henblik på forevisning af optagelsen under hovedforhandlingen i straffesagen. Afhøringen foretages af en særligt uddannet polititjenestemand. Denne fremgangsmåde anvendes for at skåne barnet og af hensyn til at opnå en så uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnet som muligt.
- Vurdering af, om videoafhøringer er at fortrække, afhænger af, hvis side du ser det fra. De færreste forsvarere vil nok mene, at det er den bedste idé, og løsningen er da heller ikke optimal, men nødvendig indimellem. Man bør sikre sig, at beviset optages så hurtigt som muligt, og før der er sat gang i en bearbejdning af traumet i for eksempel samtaler med en psykolog. Vi ser på mulighederne for at mindske behovet for en efterfølgende genafhøring i retten og en eventuel forhøjelse af aldersgrænsen fra de nuværende 12 år, fordi vi ved, at det er meget belastende for et barn at afgive forklaring i retten, siger Jakob Lund Poulsen.
EU anbefaler en andersgrænse for afhøringer af børn og unge på 18 år. Man kan i en dansk kontekst overveje at flytte den til 15, siger Jakob Lund Poulsen, der vurderer, at udvalgets betænkning vil ligge klar i løbet af dette forår.
Jakob Lund Poulsen
Advokat hos Stagetorn Wenzel Lund Poulsen. Særlige fagområder: Strafferet generelt samt konkurrenceret. Sager om økonomisk kriminalitet, skat, moms og afgifter, handel med værdipapirer. Retssager om professionsansvar. Medlem af Advokatrådet fra 2001-2007, medlem af Advokatrådets Retsudvalg fra 2001-2007, medlem af Advokatrådets Fagudvalg for Strafferet og Straffeproces fra 1997-2001. Medlem af Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg.
Støtte til udvikling af en ny samarbejdsmodel
Projektet Børn i Retten er et udviklingsprojekt i forhold til retternes arbejde med forældreansvarssager. Hensigten er, at barnets perspektiv i højere grad bliver sat i centrum for forældrenes forståelse af løsningen af deres konflikter. Barnet gøres i højere grad til et handlende subjekt fremfor et passivt objekt.
Baggrunden for projektet er, at en række undersøgelser (blandt andet SFI´s Børneforløbsundersøgelse, rapport 12:16) har påvist, at vedvarende konflikter mellem fraskilte forældre er potentielt skadelige for barnets personlighedsudvikling og barnets eget fremtidige forældreskab.
Med projektet, som er støttet af Egmont Fonden, søges en model for samarbejde, som minimerer denne barriere for børnenes udvikling gennem ændring af tilrettelæggelsen af og fremgangsmåden ved behandlingen af forældreansvarssager i retten (det vil sige selve processen).
Projektbeskrivelsen er udarbejdet i et samarbejde mellem retspræsident Birgitte Holmberg Pedersen, Retten i Helsingør, dommer Margrete Nissen, Retten i Hillerød, dommer Britt Falster Klitgaard, Retten i Lyngby, professor ved Roskilde Universitet Hanne Warming samt Psykologerne i Allerød, Bibi Wegler, Ruben Elgaard og Michael Storm.
Projektet løber over fire år, og Egmont Fonden har i alt bevilget 4.219.500 kroner til det.
Projekt Børn i Retten – basismodel for et typisk sagsforløb
De børnesagkyndige peger på, at en hensigtsmæssig basismodel kan bestå af samtaler med forældrene og børnene hver for sig og sammen, tilpasset til den enkelte families forhold samt supplerende aktiviteter.
Et typisk forløb af en individuel sag vil være (det vil typisk dreje sig om to-tre møder):
- Forældre og børn indkaldes til et møde, hvor to børnesagkyndige taler med børn og forældre sammen og hver for sig. I børnesamtalen er der mulighed for individuel samtale og samtale i søskendeflok.
- Familiesamtaler.
- Ved manglende enighed arbejdes videre med at skabe muligheder for ændringer i holdningerne. Opfølgningsmøde med forældre og børn efter tre-seks måneder, hvor den indgåede aftale justeres og processen støttes.
Den nordsjællandske model Sagsgang
Ved sagens modtagelse i retten – hurtig screening for at vurdere, om det giver mening at afholde et forberedende møde med en børnesagkyndig med henblik på at søge at opnå en forligsmæssig løsning på sagen, eller om sagen straks skal berammes til hovedforhandling.
Indkaldelse af forældrene og deres eventuelle advokater til et forberedende møde i retten, hvor der tillige medvirker en børnesagkyndig.
Forberedende møde i et mødelokale, hvor parterne, deres advokater, den børnesagkyndige og dommeren sidder omkring et mødebord i stedet for i en retssal.
Dommeren indleder mødet med at forklare, at vi af hensyn til børnene forsøger at løse parternes konflikt på så lavt et konfliktniveau som muligt. På mødet sættes der fokus på barnet. Den børnesagkyndige stiller hovedparten af spørgsmålene til parterne, men da parterne sidder i et retsmøde, har de pligt til at tale sandt, hvis de vælger at svare.
Ofte kan man finde en forligsmæssig løsning, når den børnesagkyndige har givet udtryk for sit syn på barnets perspektiv i sagen.
Sker det ikke, vil mange sager blive udsat, så den børnesagkyndige og dommeren kan tage en samtale med barnet/børnene, hvis børnene har nået en alder, hvor det giver mening. Det forberedende retsmøde, hvor den børnesagkyndige har fået indblik i forældrenes konflikt, og hvor forældrene har haft lejlighed til at beskrive barnet og dets hverdag hos dem hver især, er et godt afsæt til børnesamtalen.
Barnets perspektiv kan også belyses ved, at den børnesagkyndige tager hjem hos hver af forældrene og ser barnet sammen med forældrene, og dér har en samtale med barnet. Der kan indhentes en udtalelse fra barnets børnehave, skole og fritidsordning, og i særlige tilfælde, hvor der er et særligt behov, kan der foretages en børnesagkyndig undersøgelse, hvor den børnesagkyndige besøger hver forælder mindst to gange i eget hjem, hvor også søskende og nye partnere er til stede, og hvor den børnesagkyndige har samtaler med børnene to gange. Den børnesagkyndige udfærdiger efterfølgende en erklæring på baggrund heraf.
En del sager bliver forligt på baggrund af et notat fra en børnesamtale, en erklæring fra den børnesagkyndige efter hjemmebesøg eller en børnesagkyndig undersøgelse på nyt forberedende møde, hvor den børnesagkyndige forklarer forældrene, hvad der vil være til barnets bedste i denne sag, set ud fra barnets perspektiv.
Sagen går retur til hovedforhandling og dom, hvis der ikke indgås aftale i projektet.
Retsmægling
Alle retter tilbyder i dag forældrene retsmægling som en mulighed for at opnå en forligsmæssig løsning af deres konflikt. Ved en retsmægling hjælper en neutral tredjepart – en retsmægler – forældrene med selv at løse deres uoverensstemmelser. Retsmæglerens opgave er gennem en struktureret proces at undersøge mulighederne for, at forældrene selv kan aftale sig frem til en løsning, men retsmægleren har ingen indflydelse på den aftale, forældrene måtte indgå. Der medvirker ikke børnesagkyndige i en retsmægling.
Barnets perspektiv i fokus
Ved forældreansvarslovens ikrafttræden 1. oktober 2007 blev der sat fokus på børnenes perspektiv i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention. Af loven fremgår det, at alle afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og i alle forhold vedrørende barnet skal der tages hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed. Det kan ske på mange måder – for eksempel ved samtaler med barnet, ved børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.
Med forældreansvarsloven fik retterne en øget mulighed for at samarbejde med børnesagkyndige med det klare formål at sikre barnets perspektiv i afgørelserne. Retterne fik mulighed for at udpege en børnesagkyndig til at deltage i forberedende retsmøder, og den børnesagkyndige kan holde en samtale alene med parterne eller barnet og indhente oplysninger, medmindre en af forældrene modsætter sig dette.