Den retspolitiske reaktion på terrorangrebet 11. september for 13 år siden var en eklatant fejltagelse. Terrorister og antidemokratiske kræfter fik en sejr, da rædslen og frygten kom til udtryk i grove indgreb i retsstatsprincipper og grundlæggende frihedsrettigheder. Der udviklede sig en nærmest panikagtig tilstand, hvor de få klartseende kritikere blev anklaget for at holde med terroristerne. Jeg kunne godt frygte, at det er ved at ske igen i debatten om de såkaldte ‘Syrien-krigere’.
Af Pernille Skipper, retsordfører for Enhedslisten
Selvfølgelig er det et problem, hvis mennesker rejser til Syrien eller Nordirak for at støtte IS. Det er en vanvittig, uhyggelig organisation, som slagter civile, begår etnisk udrensning og krigsforbrydelser. Og heldigvis er straffeloven sådan indrettet, at man skal straffes, hvis man rejser til udlandet og begår terror eller krigsforbrydelser – såsom at deltage i IS’ uhyggelige nedslagtning af uskyldige civile.
Problemet er, at regeringen og højrefløjen har svært ved at holde hovedet koldt. De nærmest falder over egne ben for at signalere, hvor voldsomt de gerne vil stoppe Syrien-krigerne. Men selv hvis vi antog, at mennesker, der tydeligvis ikke frygter døden, ville lade sig stoppe af et inddraget pas eller trusler om strenge straffe, kommer forslagene fra regeringen og højrefløjen i uløselig konflikt med retsstatens grundprincipper.
Før man kaster alt over styr for at finde ubrugelige løsninger, bør man afgrænse, hvad der ikke er et problem. Det er måske dumt, men ikke strafværdigt, hvis mennesker fra Danmark drager til krigszoner for at beskytte deres familie eller hjælpe humanitært. Selve tilstedeværelsen i Nordirak eller Syrien bør ikke straffes. Fordi mennesker nu engang har svært ved at se passivt til, mens deres familie og venner i oprindelseslandet trues af IS. Tænk på, hvad vi selv ville gøre, hvis vi sad i Frankrig, og noget tilsvarende skete i Danmark. Ikke syv vilde heste kunne forhindre os i at tage hjem.
Men hverken Venstre eller regeringen vil nøjes med at straffe for den strafværdige handling – terrorisme eller krigsforbrydelser begået gennem kampe med det morderiske og uhyggelige IS. Regeringens forslag indebærer, at man kan pålægges et udrejseforbud på et mildest talt uklart grundlag som for eksempel en Facebook-opdatering. Og hvis man alligevel rejser til Syrien – eller Malmø for den sags skyld – skal man kunne straffes og evt. udvises, hvis man ikke er statsborger. Man er altså skyldig, indtil det modsatte er bevist. Som daværende justitsminister Karen Hækkerup med glæde kunne berette i DR: “Det er jo det, der i virkeligheden er så godt ved det her forslag: At det afhænger sådan set ikke af, hvad man kan bevise.” Venstre går endnu videre og mener, at mistænkte selv skal bevise, at de ikke har været i Syrien for at støtte IS. Dansk Folkeparti vil ligefrem inddrage statsborgerskabet på samme grundlag.
De burde koncentrere sig om, hvordan man løfter bevisbyrden i stedet for at undgå den. De burde reflektere over, hvor store problemer for vores retsstat det skabte, da panikken spredte sig sidst – og hvor svært det af en eller anden grund er at rulle indgreb i frihedsrettigheder tilbage. Lad os ikke gentage fortidens fejltagelser, men tage problemerne alvorligt og diskutere virksomme løsninger. Og lad os samtidig værne om den retsstat og det demokrati, vi har så kært.