Hvordan undgår en politisk retsordfører at lade sig rive med af en folkestemning og spille på følelserne?
Af Jeppe Mikkelsen, Retsordfører for Det Radikale Venstre
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ny i den her verden. Både på Christiansborg, på det retspolitiske område og i mediernes søgelys. Men det allersværeste for mig har været det lille felt imellem retspolitik, Christiansborg og medierne, hvor den hurtige overskrift hersker, og hvor enkeltsagerne dominerer.
For medierne lokker. Medierne frister. Det er så dejlig nemt som politiker på forsiden af Ekstra Bladet at rase over et røveri – og kræver straffene sat op. At være oprørt over en voldtægt i en mørk gyde – og kræve videoovervågning overalt. Men er det den retspolitik, vi ønsker som samfund?
Jeg vil helst ikke lyde, som om jeg klynker over medierne og deres behandling af eksempelvis kriminalstoffet. Det er meget naturligt, at medierne dækker frygtelige enkeltsager – og meget naturligt, at de bliver dækket en smule sort/hvidt. Men det går galt, når vi politikere toner frem på tv-skærmen og selv behandler sagerne sort/hvidt.
For vi har – på linje med advokater, professorer og andre eksperter – et ansvar for en nuanceret og saglig debat om substansen på et givent område. Vi har et ansvar for ikke at lade en enkelt hændelse præge debatten og diktere den offentlige holdning. Vi har kort sagt et ansvar for både at oplyse og at debattere.
Men det ansvar er svært altid at leve op til. Det er nemt at spille på følelserne. Og derfor er ansvaret også kæmpestort.
Konkret betyder det for mig, at jeg har et ansvar for en retspolitik, der virker. Jeg ved godt, det er nemmere sagt end gjort, og at det lyder ekstremt banalt. Men det er nu engang den linje, jeg har prøvet at lægge, og den rettesnor jeg går efter.
Udfordringen deri ligger specielt i ikke udelukkende at lade min egen eller andres retsfølelse diktere mine standpunkter. Jeg – og vi i Det Radikale Venstre – prøver så vidt muligt at lytte til dem, der har forstand på retsområdet.
Netop det at lytte til eksperter og viden har været en af de centrale årsager til, at jeg gik ind i politik. Som ny i landspolitik var det en af mine største anker over for de etablerede politikere – fra begge sider af salen: Hvordan kunne man fuldstændig ignorere både videnskaben, men i særdeleshed også de mennesker, der beskæftiger sig med området til daglig?
Den kriminelle lavalder er et godt eksempel. Da man satte den kriminelle lavalder ned, kriminaliserede man unødigt en gruppe børn. Og med hvilket formål? At sænke kriminaliteten? Fagkundskaben peger på, at en sænkning af den kriminelle lavalder i bedste fald ikke betyder noget, men i værste fald skaber mere kriminalitet.
For spørgsmålet er jo, hvorfor vi straffer. Personligt mener jeg desværre, at retspolitik i nyere tid er blevet en kamp om at fremsætte symbolpolitiske forslag, der signalerer handlekraft og hårdhed over for de kriminelle. Den slags symbolpolitik fører uvægerligt til overfyldte fængsler. Og der er som bekendt ikke nogen sammenhæng imellem overfyldte fængsler og mindre kriminalitet – snarere tværtimod.
Fodlænker, weekendfængsel, husarrest og samfundstjeneste er glimrende eksempler på, hvordan vi som samfund kan finde rigtig gode alternativer til hård frihedsberøvelse. Det giver færre mennesker i fængslerne, det koster færre penge, og forskningen peger på, at det sænker tilbagefaldsprocenten markant.
Det er retspolitik, der virker. Men det er også retspolitik, der er sværere at forklare end bare at smide slynglerne i fængsel. Og her kommer det med ansvaret igen. For det er vitterlig min fornemste opgave at forklare, forsvare og gennemføre en ansvarlig og gennemtænkt retspolitik. Også når det er svært at komme igennem med i medierne.