Sommeren er for mange en kærkommen lejlighed til at geare lidt ned og måske også få plads til at spekulere over nogle af de forhold, som vi i hverdagen ikke har tid eller krudt til at få sat i perspektiv.
For en advokat kunne et sådant forhold være den kendsgerning, at den siddende regering siden sin tiltræden for knap ni år siden har fået gennemført væsentlige skærpelser af straffene for en lang række former for kriminalitet. Og virker det så, kan man fristes til at slynge ud i den flimrende sommerhede?
Tja, når man tænker tilbage på strafferettens og kriminologiens områder, erindrer vi teorierne om generalprævention og specialprævention, men måske nok så meget, at den afgørende faktor for med held at kunne bekæmpe diverse former for kriminalitet er opklaringsprocenten. Med andre ord – det, der i virkeligheden får folk til at holde op med at begå kriminalitet, er udsigten til med stor sikkerhed at blive afsløret, pågrebet og dømt.
Derimod har straffens hårdhed næppe den samme betydning, hvortil kommer, at de færreste nok vil anfægte det standpunkt, at ingen bliver bedre af at komme i brummen. Uanset alder. Brummen kan dog sikre, at forbryderne er ude af cirkulation så længe, og samtidig kan politikerne påstå at tilfredsstille befolkningens retsfølelse, navnlig ønsket om gengældelse.
Imidlertid kan der opstå det paradoks, at afsoningsfaciliteternes begrænsede kapacitet spænder ben for de gode intentioner. Groft sagt vil 25 procent længere straffe med uændret kapacitet jo betyde, at man – selv ved uændret kriminalitet og opklaringsprocent – vil mangle afsoningsplads til 25 procent af de dømte og dermed få hastigt voksende ventelister. Og hvis opklaringsprocenten stiger, vil ventelisterne på kortere sigt udvikle sig eksplosivt. Også selv om der måtte være enighed om, at kun en kraftigt forøget opklaringsprocent for alvor vil kunne bekæmpe kriminaliteten på lidt længere sigt.
En holdbar og langsigtet løsning på det problem er næppe en markant udvidelse af fængselskapaciteten her i landet. Der må derfor tænkes nyt og drejes på andre knapper.
Blandt alle sommerens mange agurkehistorier er det derfor en glæde at læse, at justitsministeren ønsker at lægge kursen om fra strengere straffe til en øget fokus på den kriminalitetsforebyggende indsats. Det bør blive en markant mærkesag med politisk medvind, blandt andet i lyset af de her nævnte sammenhænge. Så jeg siger bare: På med vanten. Og husk samtidig at skærpe efterforskningen og opklaringsprocenten – ikke mindst på de områder, hvor vi jo fortsat har et relevant og legitimt ønske om at komme selve kriminaliteten til livs.
Jeg føler mig overbevist om, at ikke kun advokatverdenen, men brede dele af befolkningen vil følge de nye signaler – og udmøntningen af dem – med stor spænding og interesse.
*Cesare Beccaria (1738-1794) – italiensk strafferetsteoretiker