Tørklædeloven er på kant med grundloven, menneskerettighederne og god opførsel. Havner loven ved domstolene, kan vi få en ny Tvind-sag.
af advokat René Offersen, LETT
På overfladen ser tørklædeloven tilforladelig ud. Loven forbyder dommere at fremtræde på en måde, der viser deres religiøse eller politiske tilhørsforhold. Man undres ikke over, at den kunne opnå bred tilslutning i Folketinget. Der skal desværre ikke kradses meget i overfladen, før det ser skidt ud bedømt i forhold til grundlæggende retlige værdier.
Tørklædeloven rammer reelt ikke alle religioner og er dermed ikke sagligt begrundet. Og loven krænker domstolenes integritet.
Domstolene i klemme
Efter lovforslaget var dets baggrund, at regeringen ikke anså Domstolsstyrelsens personalevejledning for “fuldt ud hensigtsmæssig for så vidt angår adgangen til at bære religiøse symboler mv.”
Som begrundelse herfor anførtes, “at religiøse spørgsmål i de senere år har spillet en stigende rolle i den offentlige debat her i landet bl.a. i lyset af indvandring af personer med forskellig religiøs baggrund, og at spørgsmål om religiøst tilhørsforhold mv. i den forbindelse generelt er blevet væsentlig mere kontroversielt end tidligere.” Sigtet var at “understøtte befolkningens almindelige respekt for og tillid til domstolene som den dømmende magt.”
Lovforslaget var ikke baseret på konkrete erfaringer, der gav grund til at betragte vejledningen som utilstrækkelig, og det er dommeres fremtræden, der skulle sikres. Hensynet til den offentlige debat tillagdes stor betydning i forslaget.
Undersøgelse af dommeres adgang til at bære religiøse og politiske symboler i andre lande havde ifølge lovforslaget vist, at der ikke er sådanne regler i ”hovedparten” af de adspurgte lande, herunder de nordiske.
Kun ét øje for kikkerten
Grundlovens § 67 giver borgerne ret til at dyrke deres egen gud. Anvendelsesområdet er først og fremmest rituelle og kultiske handlinger.
Efter grundlovens § 70 må ingen fratages adgangen til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder på grund af trosbekendelse. § 70 ansås i lovforslaget for respekteret, da det omfattede alle religiøse tilhørsforhold og meningstilkendegivelser, og den foreslåede bestemmelse i øvrigt var båret af “sagligt hensyn” til at sikre dommere neutral fremtræden.
Betoningen af lovforslagets generelle virkning og det saglige hensyn er udtryk for, at § 70 giver anledning til vanskeligere overvejelser end § 67. Dette bekræftes også hos Alf Ross, der om § 70 anførte, at bestemmelsen omfatter “enhver fordelagtig retsposition, f.eks. også indehavelse af et embede, testationskompetence, habilitet som nævning, osv.” Forbuddet finder anvendelse, “også selvom der formelt ikke diskrimineres på grund af trosbekendelsen, men dog på grund af forhold, der er så nøje forbundet hermed, at resultatet faktisk bliver meget nær det samme.”
Efter den europæiske menneskerettighedskonventions art. 9 har enhver ret til religionsfrihed. Retten kan begrænses af hensyn til offentlig tryghed eller for at beskytte andres rettigheder og friheder. Art. 10 om ytringsfrihed er også relevant.
Menneskerettighedsdomstolen stiller krav om, at tørklædeforbud skal være sagligt begrundet og proportionalt. Retspraksis omfatter ikke retsvæsnet.
Ifølge Rådets direktiv om generelle rammebestemmelser om ligebehandling art. 2 må ingen udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro.
Muslimer for øje
Regeringens antagelse i lovforslaget om, at indvandring har fået religiøse spørgsmål til at spille en større rolle i den offentlige debat, er uomtvisteligt korrekt. Der går da også en lige linje fra den offentlige udlændingedebat til tørklædeloven, der er resultatet af indvandrerpolitisk tankegods fostret i DF’s kølvand.
Folketingets Præsidium afsluttede 8/4-08 en debat om retten til at bære tørklæde på Folketingets talerstol. Præsidiet besluttede fortsat at tillade dette, forudsat at beklædningen ikke forhindrer genkendelse. Det blev derved forbudt at være iklædt burka eller lignende på talerstolen. Henset til det forsvindende antal valgbare kvinder med burka, sammenholdt med sværhedsgraden ved at opnå valg til Folketinget, kan man med rimelighed mene, at der var tale om signalpolitik, hvor det væsentligste resultat blev, at DF ikke fik tørklædeforbud på Folketingets talerstol.
Dagen før præsidiet satte punktum for sin debat, krævede DF i Jyllands-Posten, at Domstolsstyrelsens nye vejledning blev ændret, således at risikoen for at møde en dommer med muslimsk tørklæde blev fjernet. Vejledningen var udformet i tråd med opfordring fra Højesterets præsident til indvandrere om at blive dommere med eller uden tørklæde.
Jyllands-Posten refererede 26/4 statsministeren for kritik af vejledningen og berettede om utilfredshed hos regeringen, DF og S over blåstemplingen af kvindelige muslimske dommeres ret til at bære tørklæde.
Selvom Domstolsstyrelsens vejledning forbød burkaer, startede DF 1/5 en annoncekampagne med en burka-klædt kvindelig dommer. Pia Kjærsgaard vidste godt, at illustrationen ikke svarede til fakta, men DF foretrak denne fremfor et tørklæde, “fordi det selvfølgelig virker stærkere med en burka. Det siger sig selv,” sagde hun til Politiken, der også oplyste, at regeringen ville undersøge reglerne i andre lande for derefter at vurdere behovet for ny lovgivning.
I debatindlæg 13/5 i Berlingske kritiserede Pia Kjærsgaard regeringen for at “sparke spørgsmålet om, hvorvidt kvindelige muslimske dommere må bære religiøs hovedbeklædning til hjørnespark,” og efterlyste handling i stedet for “udvalg eller undersøgelser af forholdene i udlandet”. Ganske kontroversielt advarede kirke- og integrationsministeren 14/5 i en kronik i Politiken mod en tørklædelov. Senere samme dag tilkendegav statsministeren, at dommere ville blive forbudt at bære tørklæde og andre religiøse symboler.
“Allah er stor”
I lovforslaget lagdes vægt på, at tørklædeloven ville ramme alle religioner og være sagligt begrundet. Det stod altså ved lovforslagets fremsættelse klart, at dets forenelighed med grundlæggende værdier ikke gav sig selv, men skulle forsvares.
Formelt rammer tørklædeloven ganske rigtigt alle religioner, men reelt retter loven sig mod muslimske kvinders brug af tørklæde. Det var også, hvad den offentlige debat drejede sig om. F.eks. kom justitsministeren for skade at sige, at man ikke ved domstolene skulle risikere “Thi kendes for ret, Allah er stor”.
I lovforslaget anførtes: “Det foreslåede forbud vil bl.a. omfatte tilfælde, hvor dommeren under retsmødet bærer muslimsk hovedbeklædning som f.eks. hijab, et kristent kors som f.eks. et såkaldt Dagmarkors eller et lignende krucifiks, eller en jødisk kalot.”
Da Dagmarkorset for at kunne rumme den identificerede risiko for retssikkerheden skal være synbart, synes reglen i forhold til kristne som sit hovedområde at have kvindelige dommere med tilstrækkelig nedringet brystbeklædning. Dem har jeg ikke mødt mange af som advokat, men jeg har jo på den anden side også haft mine sagsakter at se til. Og jøderne har beriget retsvæsnet i langt længere end mands minde, uden at det har givet problemer med kalotter.
Justitsministeren oplyste til Retsudvalget, at det ville rejse “alvorlige spørgsmål” i forhold til grundlovens § 70 og internationale forpligtelser, hvis lovforslaget alene havde forbudt dommere at bruge muslimsk tørklæde – også hvis forslaget var neutralt formuleret.
Da der ved lovforslagets fremsættelse ikke kendtes til problemer med religiøse symboler, og da ret til at bære tørklæde kan være nødvendig for, at en muslimsk kvinde kan beklæde et dommerembede, må det undre, hvis der ved domstolene kan vindes forståelse for, at loven reelt har et generelt sigte. Argumentationen oser af hykleri. Hvis der havde været tale om en skattesag, og skatteyderen havde argumenteret på den måde, ville han være blevet beskyldt for omgåelse.
Tørklædelovens formelle sigte mod alle religionerne virker som juridisk røgslør, mens udpegning af Dagmarkorset som en del af trusselsbilledet er komisk.
Fortrængt af sharia
Ved at lægge vægten på, hvordan dommere fremstår, afvæbnes indsigelsen om, at det vel ikke ændrer på den muslimske dommers dømmekraft, hvis hun fjerner sit tørklæde, før hun går ind i retssalen. Inde i retssalen er det interessante, hvad der foregår mellem ørerne på dommeren. Det var vist kun Samson, der havde kraften i håret.
Når der foregår det samme mellem dommerens ører, hvad enten hun bærer tørklæde eller ej, måtte man som konsekvens af, at lovens sigte er at sikre, at dommere fremstår neutrale, nødvendigvis forholde sig til, om religiøse dommere i strid med grundlovens § 64 anvender andre regler end gældende ret. Hvis ja burde man have overvejet helt at forbyde religiøse mennesker at blive dommere i stedet for blot at give regler om deres fremtræden.
I lovforslaget understregedes, at religiøsitet ikke gør dommere generelt inhabile, og Retsudvalget fik at vide, at ministeriet ikke kendte til “eksempler på, at uvedkommende religiøse holdninger har været inddraget i en domstolsafgørelse.” Tørklædeloven hviler således fornuftigt på en forudsætning om, at religiøse dommere ikke lader deres domme påvirke af religion. Selvfølgelig lader den kvindelige jurist ikke sin lærdom fra universitetet fortrænge af sharia.
Antagelsen om, at borgerne har urigtige fordomme søges ikke bevist i lovforslaget, der således reelt er baseret på en fordom på Slotsholmen om, at borgerne har en fordom i form af en fejlopfattelse af, hvordan religiøse dommere dømmer. Det er nedladende over for borgerne, synes jeg.
Domstolenes integritet
Der er ikke noget principielt at kritisere ved, at lovgivningsmagten regulerer domstolenes forhold. Det skal den efter grundlovens § 61.
Derimod er det særdeles kritisabelt, at lovgivningsmagten uden sandsynliggjort behov regulerer udprægede fagtekniske forhold, hvor domstolene klart har afvist behov. Med tørklædeloven mistænkeliggjorde lovgivningsmagten den dømmende magt.
Den dømmende magt skal konsekvent behandles som lovgivningsmagtens ligemand, således som det er udtrykt i grundlovens § 3, sådan at den dømmende magt har den nødvendige selvforståelse, når lovgivningsmagten overskrider sine grænser i forhold til borgerne.
Da Højesteret i 1999 med sin dom i Tvind-sagen for første gang tilsidesatte en lov som grundlovsstridig, var der tale om en længe ventet milepæl, der blev hyldet bredt.
Det skal blive spændende at se udfaldet, hvis tørklædeloven bringes til prøvelse ved domstolene. De hjemlige domstole er traditionelt tilbageholdende med at efterprøve loves grundlovsmæssighed, hvor lovgivningsmagten var opmærksom på tvivl. Det er lovgivningsmagten, der står til ansvar over for vælgerne. Men tørklædeloven kan vise sig at blive næste markante milepæl efter Tvind-dommen.
Det afgørende slag kan blive ved EF-Domstolen eller Menneskerettighedsdomstolen, der ikke tynges af vores forfatningsretlige mudder.
Lovgivningsmagten skal vinde forståelse for, at det var nødvendigt at løse et ikke eksisterende problem, hvor hensigten (trods sminken) var ensidigt rettet mod muslimske tørklæder. Det virker beslægtet med at skulle få en kamel igennem et nåleøje.
Skarp kritik
Domstolsstyrelsen anså lovforslaget for “særdeles beklageligt” og anbefalede regeringen at underkaste forholdet til grundloven og menneskerettigheder “grundigere undersøgelse”. Dommerforeningen, retspræsidenterne, Danske Advokater og Advokatrådet var også usædvanlig kritiske.
Symbollovgivning
Tørklædeloven vedtoges af regeringen, DF og S, bortset fra tre socialdemokrater og en konservativ. Et mindretal angav, at “der ikke i forbindelse med lovforberedelsen eller behandlingen i Folketinget har kunnet fremdrages en eneste klage over dommeres fremtræden i retssalene, i relation til de forhold, som regeringen med lovforslaget ønsker at regulere. Lovforslaget løser altså ingen problemer.”
Dress code
Om kappe-tvang i byretterne udtrykte Dommerforeningen bekymring for decideret skadevirkning og “dyb forundring over, at regeringen har valgt at tilsidesætte dommernes mening om et spørgsmål, der i den grad berører dommernes daglige arbejde og derved har overtrådt den grænse for lovgivningsmagtens indblanding i den dømmende magts anliggender, som ellers hidtil har været respekteret.” Det hjalp ikke.