Østre Landsret har taget stilling til et par sager om henvisning af sager til landsretten som følge af domstolsreformens ændringer. Og så er der kommet en betænkning om Arbejdsretten.
Af Lars Lindencrone Pedersen, landsdommer
Det var som bekendt et led i domstolsreformen pr. 1. januar 2007, at civile retssager anlægges ved byret. I forbindelse med, at de sager, som tidligere skulle anlægges ved landsretten i 1. instans, blev henlagt til byretten, fik denne adgang til at bestemme, at sagen enten skal behandles under medvirken af tre dommere, jf. retsplejelovens § 12, stk. 3, eller at den skal henvises til behandling ved landsretten, jf. § 226. I afgørelsen efter § 12, stk. 3, indgår efter nr. 1 som ét blandt flere kriterier (de to øvrige er, at sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne, og at sagen frembyder særlig omfattende retlige eller bevismæssige spørgsmål ), og efter § 226 som det eneste kriterium, at sagen er af principiel karakter. Tilsvarende lå det i kortene, at den adgang, som landsretten fik til at henvise sager, som var anlagt ved landsretten i 1. instans, til fortsat behandling ved byretten, ikke skulle udnyttes, hvis sagen var principiel på en sådan måde, at den var omfattet af § 226. Om forståelsen af ”af principiel karakter” hedder det i lovforslagsbemærkningerne til § 12, stk. 3: ”Det første kriterium for kollegial behandling – principiel karakter – er det samme som efter forslaget til retsplejelovens § 226. … Muligheden for kollegial behandling på grund af sagens principielle karakter vil navnlig omfatte sager om lovfortolkning og sager, som i øvrigt angår et principielt retligt spørgsmål”, mens det i bemærkningerne til § 226 hedder: ”… udgangspunktet vil være, at sager af principiel karakter henvises til landsretten, hvis en part anmoder om det. Henvisning bør dog undlades, hvis sagen uanset sin principielle karakter ikke kan siges at have en sådan generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller en sådan væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt, at sagen bør kunne indbringes for Højesteret som anden instans uden særlig tilladelse. I den forbindelse må det også tages i betragtning, at retten som alternativ til henvisning – i modsætning til i dag – i givet fald vil kunne beslutte, at sagen skal undergives kollegial behandling i byretten, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til retsplejelovens § 12, stk. 3).”
To afgørelser fra landsretten
Østre Landsret har haft lejlighed til at tage stilling til et par sager om fortolkningen af disse bestemmelser. I den første sag havde en grundejerforening efter 1. juli 2006 anlagt sag mod et ministerium og en kommune. Grundejerforeningen har ca. 200 medlemmer, og sagen vedrører spørgsmål om fortolkning af de miljøretlige regler om VVM-vurdering i forbindelse med etablering af et anlæg til en værdi af ca. 3,2 mio. kr. samt spørgsmål om opsættende virkning af klage over en afgørelse truffet efter kystbeskyttelsesloven. Der foreligger ikke domstolsafgørelser vedrørende det punkt i VVM-bekendtgørelsen, som sagen angår. Den 17. januar 2007 henviste landsretten sagen til fortsat behandling ved byretten, idet landsretten fandt, ”at betingelserne efter § 105, stk. 8, i lov nr. 538 af 8. juni 2006 [der rummer henvisningsadgangen] … er opfyldt”. Grundejerforeningen havde protesteret mod henvisning, idet foreningen havde anført, at sagen efter dens opfattelse var af principiel karakter. Under sagens behandling ved byretten anmodede gundejerforeningen om, at byretten måtte blive sat med tre dommere, idet foreningen henviste til § 12, stk. 3, nr. 1, 2 og 3. Byretten afslog anmodningen under henvisning til, at landsretten havde fundet, at sagen ikke var af principiel karakter, og (med en konkret begrundelse) at heller ikke betingelserne i nr. 2 eller 3 var opfyldt. Grundejerforeningen kærede denne afgørelse. Landsretten fandt, at sagen frembyder sådanne omfattende eller vanskelige retlige spørgsmål, at den efter § 12, stk. 3, nr. 3, skulle behandles af tre dommere. Landsretten tog herefter ikke stilling til, om betingelserne i § 12, stk. 3, nr. 1eller 2, var opfyldt. (ØLK af 14. august 2007, sag B-1500-07).
Den anden sag vedrørte spørgsmålet om henvisning af en sag, der i første omgang var afgjort af Ankenævnet for Forsikring. Sagen angår spørgsmålet, om en person, der er tilkendt (offentlig) førtidspension har ret til udbetaling af erhvervsevnetabsydelse under en privattegnet forsikring. De to sagsøgte forsikringsselskaber påstod sagen henvist til behandling ved landsretten, hvilket sagsøgeren erklærede sig indforstået med. Selskaberne henviste til, at sagen vedrører principielle spørgsmål om sammenhængen mellem offentlige og private ydelser, at der måtte anlægges en bred fortolkning af kriteriet ”af principiel karakter”, at den reelle økonomiske værdi overstiger 1 mio. kr. (den tidligere landsretsgrænse), samt at retten ville skulle tage stilling til rigtigheden af den afgørelse, som Ankenævnet for Forsikring – hvis formand er højesteretsdommer – havde truffet. Byretten fandt, at afgørelsen i sagen primært vedrører en konkret vurdering af erhvervsevnetabet på grundlag af lægelige erklæringer, at der ikke er grundlag for en bred fortolkning af ”af principiel karakter”, og at heller ikke det forhold, at en højesteretsdommer havde medvirket ved ankenævnsbehandlingen af sagen, kan begrunde, at sagen skulle henvises til landsretten. Selskaberne kærede denne afgørelse, som landsretten imidlertid stadfæstede i henhold til grundene. (ØLK af 14. august 2007, sag B-1532-07).
Betænkning om Arbejdsretten
Et udvalg med Arbejdsrettens formand, højesteretsdommer Børge Dahl som formand, har i maj 2007 afgivet betænkning nr. 1489. I betænkningen stiller udvalget forslag om en ny lov om Arbejdsretten. Som en væsentlig nyskabelse skal loven tillige omfatte de faglige voldgiftsretter, og lovens titel foreslås i konsekvens heraf ændret så dette forhold afspejles.
Det har i en lang årrække været et særkende ved det danske arbejdsretlige system, at uenighed mellem overenskomstparter om fortolkning af overenskomster og kutymer blev søgt løst ved direkte forhandling mellem de implicerede, og at tvistløsningen i mangel af enighed mellem parterne foregik ved faglig voldgift. De faglige voldgiftsretters virksomhed har hidtil kun i meget begrænset omfang været omtalt i lovgivningen, idet deres virksomhed i øvrigt har været reguleret af en Norm for behandling af faglig strid fra 1910. I kølvandet på gennemførelsen af den nye voldgiftslov i 2005 – som ikke gælder for de faglige voldgiftsretter – rettede LO og DA henvendelse til beskæftigelsesministeren, idet de to organisationer ønskede et udvalg nedsat for at sikre, at faglige voldgiftsretter ”lever op til nutidige retssikkerhedsmæssige og retsplejemæssige principper”.
Den indholdsmæssige nyskabelse er, at loven kommer til at indeholde et kapitel om de faglige voldgiftsretter. Herudover foretages der en gennemgribende redaktionel nyaffattelse af loven i konsekvens af kommunalreformen, Arbejdsministeriets navneændring til Beskæftigelsesministeriet og indførelsen af begrebet hovedforhandling til afløsning af domsforhandling.
Reglerne om de faglige voldgiftsretter indsættes i et nyt kapitel 2. Der er på en række punkter tale om en kodifikation af hidtidig praksis, men på andre punkter tale om nydannelser i lyset af LO og DA’s henvendelse.
Kapitel 2 indledes med bestemmelser, der afgrænser de faglige voldgiftsretters kompetence over for henholdsvis Arbejdsretten og de almindelige domstole. Kerneområdet for de faglige voldgiftsretters kompetence er som nævnt sager om fortolkning og forståelse af kollektive overenskomster, bortset fra hovedaftaler og hovedoverenskomster, der henhører under Arbejdsretten. En faglig voldgiftsret kan også behandle en sag, hvori der indgår stillingtagen til lovgivning. Kan en sag behandles ved faglig voldgift, er de almindelige domstole som udgangspunkt afskåret fra at behandle den.
Reglerne om den faglige voldgiftsrets sammensætning, udpegning af opmand den enkelte sag og de medvirkende dommeres habilitet svarer til hidtidig praksis. Retsplejelovens regler om advokaters møderetsmonopol gælder ikke for de faglige voldgiftsretter (og heller ikke for Arbejdsretten).
Med hensyn til sagsbehandlingen foreslås det lovfæstet, at en faglig voldgiftsret er berettiget til at forelægge spørgsmål om forståelse af EU-retten i overensstemmelse med Traktatens artikel 234 for EF-domstolen. Hovedforhandlingen kommer som noget nyt til at foregå for åbne døre, medmindre parterne eller opmanden bestemmer andet. I forlængelse heraf vil den faglige voldgiftsret kunne bestemme, at kendelsen i sagen – efter anonymisering efter de almindelige regler herom – skal offentliggøres. Formålet med disse regler om offentlighed er at sikre, at Danmarks forpligtelser efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 overholdes. Den praktiske afvikling af hovedforhandlingen foregår efter retsplejelovens regler om hovedforhandling i civile 1. instans sager ”med de fornødne tilpasninger”. Hermed sigters til, at både arbejdsretsloven, kollektive overenskomster og Normen indeholder visse modifikationer i forhold til retsplejelovens regler, ligesom der er tradition for, at faglige sager behandles mindre formelt end sager ved de almindelige domstole.
Parterne i en kollektiv overenskomst kan have aftalt en anden konfliktløsningsmodel end faglig voldgift. Sådanne aftaler vil fortsat blive respekteret, forudsat at overenskomstreglerne er betryggende. Som eksempel nævner betænkningen, at reglerne om afskedigelsesnævn, der er velkendte på flere områder, må anses for betryggende.
Det forventes, at betænkningen vil udmønte sig i et lovforslag i den kommende folketingssamling.