I forbindelse med den sag, der fylder mest lige nu, rejste forsvarsadvokat Jane Fisher-Byrialsen for nylig til Los Angeles, selv om hun til dagligt bor i Colorado.

”Vi skulle ud for at tale med vidner. Ofte er det mennesker, der ikke har lyst til at tale med os, så vi er nødt til at møde op uden aftale og se, hvordan det går. Det kan være ret krævende. Folk er måske ikke hjemme, og vi må sidde og vente i flere timer. Det er ofte i udsatte områder, hvor nogle er narkomaner osv. Vi kommer ud til en bygning, går ind og op til den etage, hvor vidnet bor. Jeg har en ung efterforsker med mig. Vi banker på døren, og vi kan høre nogen råbe indefra. ’Hvad vil I?’ Vi svarer: ’Det er Jane og Laura, og vi vil gerne tale med dig.’ Der kommer intet svar tilbage. Jeg banker på igen: ’Det er Jane og Laura, må vi komme ind?

Så råber stemmen inde fra lejligheden: ’Nøglen ligger under måtten.’ Vi står lidt og kigger på hinanden. 'Virkelig?' Vi løfter måtten, og der ligger nøglen. Vi overvejer, hvad der nu vil ske? Kan vi risikere at blive skudt? Skal vi åbne eller ej? Men det gør vi så. Da vi åbner, bliver vi mødt af synet af et meget rodet hjem. Ting er stablet op allevegne, der er katte overalt. Vi kan kun komme ind af en snæver gang til lejligheden og hen til en seng, hvor der ligger en ældre dame. Hun vejer flere hundrede kilo og kan slet ikke komme op. Sådan nogle triste ting ser man ofte i det her job.”

Som forsvarsadvokat i USA handler det ikke alene om at forberede en sag sammen med sin klient og gå i retten. Jane Fisher-Byrialsen og hendes team er selv med til at efterforske for at finde nye beviser i håb om at finde alternative gerningspersoner i for eksempel mordsager, teste at vidneudsagn er korrekte, og at politiet har gjort deres arbejde i forbindelse med klienternes sager.

”Jeg har en dødsdom-sag i Californien lige nu. Vores klient er beskyldt for flere mord, og staten vil slå ham ihjel. Det har jeg meget svært ved at se ske. Så målet er at få dommen ændret til livstid,” forklarer hun.

I disse dage er hun i gang med at få lagt budget for sagen, som involverer afhøring af yderligere 45 vidner i forskellige dele af USA, og tilknytning af eksperter som psykologer, socialrådgivere, samt fire advokater og tre efterforskere, som er med på holdet og skal have løn.

Politiets ublu metoder

Jane Fisher-Byrialsen blev kendt i Danmark tilbage i 2014, da hun var forsvarer i den meget omtalte Malthe-sag, hvor en dansk pædagogstuderende blev sigtet for at have begået overgreb mod børn under sin praktiktid i en børnehave i New York. Han sad i varetægtsfængsel i det berygtede fængsel Rikers Island og måtte isoleres fra de andre indsatte på grund af anklager om pædofili. En sag som endte med, at han blev pure frikendt og senere fik tildelt en betragtelig erstatning, men som trak store veksler både på Jane Fisher-Byrialsen og ikke mindst hendes klient Malthe Thomsen. Han døde senere af en blodprop i en alder af kun 27. Ifølge advokaten og hans familie var det ikke sket uden den stress og det traume, som sagen medførte.

Malthe Thomsen blev tiltalt på baggrund af en anklage fra en kollega og efter langvarige afhøringer af politiet, som påstod de havde en video af overgrebene, endte det med, at han tilstod, selvom der ikke var noget at tilstå. Da videoerne endelig blev præsenteret efter lang tid, hvor forsvaret ikke kunne få dem at se, viste de ikke tegn på overgreb. 

”I USA har politiet lov til at bruge nogle meget strenge afhøringsteknikker efter REID-metoden. Hele den metode er bygget på, at du afhører en skyldig person, og det går ud på at nedbryde personen til at tilstå. Det er jo et problem, når en betjent går ind og skal samle beviser, for det der er sket, og i tankerne allerede har besluttet, at personen overfor er skyldig. Det giver et miljø i afhøringslokalet, der er meget aggressivt, for ligeså snart du sidder derinde og siger, at du ikke har gjort noget, så bliver du mødt med: ’Jo du har!’ Hver gang en person nægter sig skyldig, så skal betjenten afbryde og sige, ’Jo du er.’ Politiet må også lyve om, hvilke beviser de har,” fortæller Jane Fisher-Byrialsen.

Politiet kan også finde på at true eller manipulere mistænkte ved at love, at de kan få kortere straf ved at samarbejde og tilstå.

”Det er virkelig et stort spil. De kan sige: ’Nu kan du hjælpe dig selv, inden vi går til anklageren, for det er anklageren, der bestemmer, om du bliver tiltalt, og hvilken dom du får. Hvis du vil have, at vi skal sige, at du er samarbejdsvillig og en god person, så kan det være, at det ikke bliver så slemt for dig.’ Det ser vi tit.

Noget vi også ofte ser i mord- og voldtægtssager er, at politiet siger: ’Måske gjorde du det ikke med vilje? Bare sig du gjorde det, men hvis det ikke var med vilje, så er det jo ikke så galt, vel?’ Når de kombinerer alle de ting sammen, så bliver et menneske jo forvirret.”

Jane Fisher-Byrialsen har haft flere sager, hvor også mindreårige er blevet presset til at tilstå med lovning om, at de så kunne komme hjem til mor. I stedet er det endt med en varetægtsfængsling.

”Hos næsten alle de klienter, jeg har haft, som har givet falske tilståelser, har politiet så sagt efterfølgende: ’Jamen hvad troede du dog, der ville ske, da du sagde, at du havde begået et mord?’ Så er svaret jo: ’Jamen jeg troede, at så fik jeg lov at gå.’ Det er den tankegang, de bygger op i et menneske og får til at tilstå, selvom det ikke passer,” siger hun og fortæller om en sag, hvor en 14-årig dreng får at vide, at politiet har et fodaftryk af hans sko i en blodpøl fra et gerningssted.

”Det er fuldstændig løgn. Men de sender en detektiv ind i afhøringslokalet, som kigger på bunden af drengens sko med et forstørrelsesglas og siger: ’Jeg er ekspert i skoaftryk, og det passer lige præcis.’ Det må de gerne sige, selvom det ikke passer.”

Nogle af disse grove afhøringer kan ses i dokumentaren False Confessions fra 2018, som Jane Fisher-Byrialsen er hovedperson i sammen med flere af sine klienter. Her siger politiet også til den 14-årige:

”’Hvis du sidder her og græder nu, så kommer du til at græde endnu mere, for du kommer i voksenfængsel inde ved de rigtig store mænd.’ Da jeg senere spurgte til politiets metoder under retssagen, svarede de blot: ’Det var ikke en trussel. Det var bare et faktum.’ Jeg spurgte også til, hvad politiet ikke må gøre under en afhøring. ’De må ikke slå.’ Det var det eneste, vi kunne få dem til at sige.”

Både sagen om den 14-årige og Malthe-sagen er blot eksempler på en lang række sager, hun har haft, hvor der er rejst tiltale på baggrund af falske tilståelser. Flere af sagerne fortæller hun om i en ny bog Min kamp for retfærdighed, som hun netop har været i Danmark for at lancere. I bogen gennemgår hun sagerne minutiøst men fortæller også en del fra sit personlige liv og vejen til den position, hun er nået til i dag. Samtidig har hun en omfattende kritik af det amerikanske retssystem.

Lav tillid til systemet

Når man spørger om retssikkerheden generelt i USA er en by i Rusland, lyder svaret prompte:

”Ja, næsten. De fængsler jo mere, end de gør i Rusland, og i USA har de dødsstraf.”

Ikke kun tilliden til politiet men også til anklagemyndigheden ligger på et meget lavt sted hos Jane Fisher-Byrialsen.

”Når man starter en sag, er man altid meget betænkelig over, om politiet har gjort deres job, og om anklagemyndigheden overhovedet har tjekket sagen ordentligt,” siger hun.

Der er flere væsentlige forskelle på retssystemet i USA i forhold til Danmark, og det er meget anderledes at agere i det som forsvarer.

”Der er den store forskel, at chefanklageren i USA er folkevalgt, og det gør jo, at det hele bliver meget politisk. Det handler om at få anklager, sager og domme løst, og det skal helst gå så hurtigt som muligt og ikke med rettidig omhu, vil jeg sige.”

Ligesom det også er markant anderledes, at man som forsvarer bruger mange kræfter på at efterforske og afprøve sager selv.

Jane Fisher-Byrialsen arbejdede i flere år som forsvarer i New York, men er for nylig flyttet til Colorado med sin mand og deres to børn. Han er også forsvarsadvokat, og sammen har de stiftet eget firma. Udover at hjælpe klienter med deres forsvar eller med at få erstatning for at være uskyldig dømt, bruger de nu også en del tid på at forbedre systemet og arbejde for lovændringer. Indtil videre er det lykkedes at få indført én ændring i Colorado: politiet må nu ikke lyve overfor mindreårige under en afhøring. Men det er kun i den stat.   

Parret tager sager i hele USA og bruger derfor en del tid på at rejse. De har haft en del store erstatningssager, som de har vundet, og de betragtelige summer har hjulpet dem med at føre flere sager pro bono.

Den sag, der har fået mest opmærksomhed i USA, er en udløber af den såkaldte Central Park Five-sag, hvor fem uskyldigt dømte teenagere sad fængslet i årevis for at have begået overfald og voldtægt af en kvindelig jogger i Central Park tilbage i 1989. Det viste sig, at det var en helt anden gerningsmand, der stod bag, men han tilstod først mange år efter i fængslet, hvor han var indsat for en anden forbrydelse. En af teenagerne, Korey Wise, var efter overfaldet fulgt med en kammerat, der blev anholdt, til afhøring hos politiet, men han endte med selv at blive afhørt og presset til at afgive falsk tilståelse. Han var 16 år gammel.

Korey Wise sad fængslet i tolv år og blev løsladt i 2002, men politiet blev ved med at chikanere ham. I 2009 påtog Jane Fisher-Byrialsen sig hans erstatningssag, som de vandt med 12,5 mio. USD, for som hun siger:

”Systemet er meget mere retfærdigt, når det gælder penge end frihed.”

Men selv ikke millioner af dollars vil dog nogensinde kunne reparere på de mentale sår, som en uskyldig dømt sidder med resten af sit liv. Derfor har hun i dag mindre fokus på erstatningssager og svimlende summer til ofre for justitsmord og mere på at ændre systemet, så det bliver mere retfærdigt.

”Jeg vil sige, at erstatning er ok i skadesager, hvis du bliver invalid eller lignende. Men i psykologiske sager om mén, så får de det jo ikke bedre. Det er Malthe et perfekt eksempel på. Han fik det ikke bedre af erstatning og af at få penge. Vi har valgt at køre de sager på en anden måde nu. Man kan nemlig godt sagsøge staten, politiet og myndighederne - ikke kun for penge men for ’injunctive relief’, hvor du beder om for eksempel at få ændringer i lovgivningen og en dommer til at afgøre, at det her er ikke ok.”

Som eksempel nævner hun en sag om en kvinde, der blev voldtaget af en sherif under en transport, mens hun var anholdt.

”Den kørte som en civil erstatningssag, og den vandt vi for hende. Men en af de ting, vi også bad om, var, at politiet skulle ændre måden, de transporterede kvindelige fanger på. De måtte ikke transporteres uden en anden kvinde var med, og de måtte i hvert fald ikke transporteres kun af én person. Så den slags ting, synes jeg, har mere betydning end kun at få erstatning.”

Sagen er anket, så det vides endnu ikke om de konkrete ændringer bliver gennemført.

Os imod dem

Sagen om Central Park Five kan følges både i dokumentarfilm og i en fiktionsserie på Netflix, som Jane Fisher-Byrialsen og Korey Wise har været konsulenter på, og som hun betegner som meget troværdig bortset fra én ting:

” I serien er anklageren, der kører retsopgøret ude at spise middag med den advokat, der fik dem frikendt, og det, kan jeg love for, aldrig ville ske i virkeligheden, for de hader hinanden som pesten. Jeg tror ikke, at de ville så meget som se på hinanden, hvis de var i samme rum.”

Og det er ikke en irrelevant bemærkning, når man skal agere i det amerikanske retssystem.

”Da jeg i sin tid startede som forsvarer, tænkte jeg, at det bliver da rigtig sjovt og spændende, og der kommer til at ske noget. Men jeg mærkede hurtigt, at det er et såkaldt ’adverserial system’, og det kan jeg love for, det er. Det betyder, at vi skal prøves mod hinanden. Det er en kamp, hvor vi er os imod dem. Man er på fjendtlig fod, og det er slet ikke, som jeg har indtryk af, at det kan være i Danmark, sådan at vi samarbejder parterne imellem. Jeg ville aldrig kunne gå ud og drikke en øl med de anklagere, jeg har været oppe imod,” fortæller hun.

Det betyder også, at det er svært og ofte trækker ud med at få adgang til modpartens beviser.

”Jeg sidder nu med den her dødsdomssag i Californien, hvor vi har fået at vide, at først en måned før retsopgøret starter, kan jeg regne med at få kopier af sagsmapperne. De holder på beviserne, som vi ikke har adgang til. Jeg kan forstå, at i Danmark der får anklageren det samme materiale fra politiet, som forsvareren får. Det gør vi ikke.”

Jane Fisher-Byrialsen beskriver også i sin nye bog en sag om en kvinde, Renay Lynch, der har siddet 25 år i fængsel for et mord, hun ikke har begået, og som det i 2022, lykkedes at få frikendt. Også hun blev presset til at tilstå at have myrdet sin udlejer, hvilket blandt andet skyldtes, at hun var misbruger og nem at forvirre.

Ved hjælp af privatdetektiver er det lykkedes at finde nye beviser for, at hun ikke har begået mordet, men alligevel vil systemet ikke erkende, at der er sket et justitsmord.

”Jeg tror, at det har meget at gøre med, at de ikke vil indrømme, at der er begået fejl. Det handler simpelthen om magt. Efter jeg havde siddet med sagen i fem år, kom der lige pludselig en CD-rom frem med 15 fingeraftryk, som aldrig var givet til nogen. De viser, hvad vi tror, er den sande gerningsmand.

Efter mange års pres kom anklageren så ud og gik med til, at Renay Lynch’s dom skulle frafalde, og hun skulle frikendes. Men alligevel var meldingen til pressen, at det ikke var, fordi de troede på, at hun var uskyldig - det var blot, fordi de godt kunne se, det var en fejl, at forsvaret ikke havde fået de der fingeraftryk før. Der er aldrig noget integritet, synes jeg. Den mangler rigtig meget. Jeg tror, at det stammer fra, at sherifferne og politicheferne alle sammen er valgt af offentligheden, og det ser bare svagt ud, hvis man går ud og siger, at man har begået fejl - synes de. Jeg synes jo, at det ville være stærkt. Men det synes de så ikke.”

I forsvarets favør

Der er dog én markant forskel mellem retssystemet i Danmark og USA, som undrer Jane Fisher-Byrialsen, og som hun mener, er mere retfærdigt sat sammen i USA.

”Det er jo, at vi er med til at vælge juryen i vores sager. Det er en enorm begivenhed og tager meget af vores tid. To uger inden et retsopgør starter, kommer 2-300 almindelige mennesker ind, og så skal vi kæmpe med dommeren om, hvor lang tid vi må stille dem spørgsmål. Der har jeg nogle gange 3-4 efterforskere på, og de slår alt op om hver eneste person. Vi ved, hvad de har stemt, vi ved, om de har våbentilladelse, vi ved alt om deres facebook og instagram og den slags.”

Når forsvaret begynder at stille spørgsmål, så ved de, hvad de skal spørge ind til, for eksempel holdningen til dødsstraf, våben eller selvforsvar.

”Det afhænger lidt af sagens alvor, men hvis det for eksempel er en mordsag, får vi lov til at smide 15 personer ud af juryen uden begrundelse. Anklagerne kan komme af med 10 uden begrundelse. Dernæst kan vi vælge flere fra med begrundelse. For nylig havde jeg en sag, hvor forsvaret var selvforsvar, og der spørger jeg jo rigtig meget til dem alle: 'Hvem synes selvforsvar er ok? Er der nogle, der mener, at man aldrig må bruge vold mod en anden person? osv. Hvis nogen så siger 'Nej, jeg er meget imod vold, jeg synes ikke, at man skal have våben eller forsvare sig selv', så kan vi gå op til dommeren og sige: 'Den her person, er I nødt til at smide ud på begrundelse. Den her person kan ikke være retfærdig, for vedkommende har ikke en åben tankegang omkring det, der foregår',” forklarer Jane Fisher-Byrialsen og tilføjer:

” Det er det eneste i det amerikanske system, der tæller i forsvarets favør. Hvis jeg var forsvarer i Danmark, ville jeg have det meget dårligt med, at juryen består af folk, der melder sig selv som nævninge og til at sidde og dømme en anden person - det skal der en speciel person til at gøre. I USA skal de bare møde op, fordi de er blevet kaldt ind, og det kan godt være, at de slet ikke vil være der. For os som forsvar er det vigtigste, vi kan gøre, at vælge en god jury.

Jane Fisher-Byrialsen er ikke i tvivl om, at hun vil fortsætte mange år frem som forsvarer, selvom der nu er kommet flere projekter på bordet. For det er stadig kampen for retfærdigheden, der driver værket:

”Nu har vi kørt rigtig mange sager over årene, og nu tager vi måske færre sager, fordi vi også bruger tid på at arbejde for lovændringer og arbejde med politikere. Jeg sidder for eksempel i bestyrelsen for organisationen ’The Innocence Project’, som hjælper uskyldigt dømte. Det gør jeg for at hjælpe med at lave om på reglerne, og så ’spillet’ er lidt mere retfærdigt. Det sidder altid i mig, at jeg kan da ikke bare være vidne til alt det, der er galt i systemet og så gøre ingenting. Det kan da ikke bare fortsætte?”