Drømmen var at blive operasanger, men en dag i 2. g. stoppede Thorbjørn Bosse Olander med at synge fra den ene dag til den anden. Han gik i 2. g.  på Sankt Annæ Gymnasium og var første tenor i gymnasiets kor. Hver dag stod han op tidligt om morgenen, fodrede sine heste, tog i skole med efterfølgende korprøver for derefter at tage hjem for at ride, lave lektier og så i seng. Et tæt pakket program, der startede forfra hver dag.

”Jeg gik ned med stress, så jeg besluttede mig for at stoppe med at synge, selvom jeg virkelig brændte for det. Jeg tog en timeout i et halvt år og fortsatte derefter med gymnasiet uden at have sangdelen med. Jeg havde otte heste derhjemme på det tidspunkt, og dem havde jeg ikke lyst til at skille mig af med. Derfor så jeg ikke noget alternativ end at skære sangen væk,” fortæller Thorbjørn Bosse Olander.

I dag arbejder han som advokat hos Birkerød Advokater. Her beskæftiger han sig blandt andet med at udarbejde alt fra testamenter, fremtidsfuldmagter til ægtepagter og skilsmissepapirer, men også hestesager, for eksempel sager om mangler i forbindelse med køb af hest, ender til tider på hans skrivebord.

”Dengang lærte jeg, at man ikke kan det hele – og måske har jeg alligevel ikke rigtigt lært det. Jeg er en type, der simpelthen bare vil for mange ting. Jeg har sidenhen været meget opmærksom på stress-signaler, og det er måske også årsagen til, at jeg har indrettet mit karriereliv, som jeg har, og ikke er partner på et stort advokatkontor. Jeg kan styre mit arbejdsliv på en anden måde og have plads til mine andre interesser,” siger han og konstaterer samtidig:

”Jeg er ikke blevet rig af det liv, jeg lever, men jeg er blevet lykkelig - altså lykkelig i de stunder, man skal være. Lykken er jo på ingen måde sådan en konstant størrelse, men der skal være stjernestunder, hvor man tænker, at livet er skønt, og hvor man ikke er stresset over alt det, man skal nå til i overmorgen.”

En af de interesser, han har gjort plads til i sit nuværende karriereliv, er at male.

”Mit kunstneriske virke gennem min billedkunst giver mig et frirum, hvor det er mig, der bestemmer facit. Det er et enormt modstykke til juraen, hvor målet overordnet set er at finde frem til, hvad lovgivers hensigt var. Når jeg står med et lærred, er det kun mig, der bestemmer, hvad der skal ske med det. Det er min verden, og det betyder meget for mig,” siger Thorbjørn Bosse Olander, som har tegnet og malet siden barndommen og de seneste godt 15 år haft galleri ved sin bopæl.

Pudsigt nok fik han for nylig mulighed for at kombinere passionen for kunst med sin tidligere drøm om at blive operasanger. I forbindelse med sin kunst fik han lov til at synge fra scenen i Operaen på Holmen i København. Godt nok uden et stort publikum, men oplevelsen var ifølge Thorbjørn Bosse Olander alligevel stor. Muligheden opstod, da han gik og hang sine malerier fra serien ”Musik i penslen” op i operahuset. Vejen til at udstille i Operaen på Holmen i sensommeren i år blev banet, fordi en af Birkerød Advokaters klienter, som er en del af operahusets kunstforening, havde set Thorbjørn Bosse Olanders malerier på advokatkontoret og derfor bragte dem i spil.

Sådan har det været med mange af de sving, hans liv har taget. Tilfældigheder har været med til at forme hans liv. Interessen for heste fik Thorbjørn Bosse Olander som syvårig, fordi han på grund af sygdom måtte vinke farvel til de sportsgrene, han tidligere havde kastet sig over.

”Jeg gik til springgymnastik, atletik og alt muligt andet, som jeg skulle med min stamtavle taget i betragtning. Både min far og farfar var konkurrenceløbere og har begge været danmarksmestre for Sparta. Jeg har også altid selv været glad for at bevæge mig og har senere i livet også været konkurrenceløber. Men dengang viste det sig, at jeg havde fået Osteochondritis dissecans – også kaldet ledmus - og lægerne gav mig valget mellem operation eller at stoppe med at bevæge mig i et år.”

Thorbjørn Bosse Olander valgte sammen med sine forældre det sidste.

”Jeg var et vanvittig aktivt barn, så det var svært at få at vide, at jeg ikke måtte røre mig i et år. Men så fandt jeg ud af, at jeg ridning var en mulighed. På den måde begyndte interessen for heste, som jeg endte med at dele med min far op gennem hele min barndom. Vi kørte land og rige rundt for at købe heste, ride og tage til stævner,” fortæller han.

Efter gymnasiet tog Thorbjørn Bosse Olander til England med en kæreste på en sommerferie, som udviklede sig til et ophold på tre år. De fik mulighed for at leje en stald og brugte de tre år på at ride konkurrencer samt på at drive en lille hesteforretning med salg af danske heste.

Tanken om at læse jura lå allerede i baghovedet, da Thorbjørn Bosse Olander rejste til England, inspireret af hans kusine og gudmor Stine Bosse, som er uddannet jurist. De to tilbragte meget tid sammen som børn, og hun blev hans store forbillede. En oplevelse under opholdet i England var dog det, der gjorde, at han endeligt besluttede sig for at blive jurist. I en periode boede han sammen med sin daværende kæreste til leje hos kærestens veninde. Hendes mand var på grund af sit arbejde bortrejst i hverdagene, og derfor var hun alene med sin nyfødte søn størstedelen af ugen.

”Desværre drak hun, og når hun var fuld, havde hun svært ved at passe på barnet. Jeg kan særligt huske én episode, hvor jeg lige akkurat nåede at gribe hovedet, da hun var ved at tabe ham. Dér gik det op for mig, at der rundt omkring er mange børn, der lider omsorgssvigt og har brug for, at samfundet beskytter dem. Det gjorde, at jeg tog beslutningen om at starte på jurastudiet.”

På studiet var det imidlertid strafferetten og ikke privat- og familieret, der fangede Thorbjørn Bosse Olanders interesse. Han var fast besluttet på at blive anklager og startede efter jurastudiet som turnusfuldmægtig i Justitsministeriet.

”Jeg arbejdede med fonde og kedede mig voldsomt meget, så da jeg fik et tilbud om at komme til samtale hos Plesner om en advokatfuldmægtigstilling, takkede jeg ja.”

Det var et rent tilfælde, at han fik tilbuddet. Thorbjørn Bosse Olander havde en hest opstaldet på Holte Rideklub, og en dag overværede han en hest slå hovedet op i en kvindes ansigt.

”Det så voldsomt ud, og hun slog sig, så jeg gik hen til hende og fortalte, at det var vigtigt, at hun tog på skadestuen og fik en rapport med sig derfra for at kunne dokumentere, hvad der var sket over for forsikringsselskabet. Det viser sig så, at kvinden var en af de førende advokater hos Plesner, Pernille Bigaard. Hvis jeg havde vidst det, var jeg nok ikke kommet med gode råd. Men det gjorde så, at hun fik øje på mig, og at jeg i sidste ende startede hos Plesner,” fortæller Thorbjørn Bisse Olander, som blev advokatfuldmægtig under Pernille Bigaard og var en del af konkursafdelingen.

”Hun gjorde meget for mig, og jeg lærte ekstremt meget i de to år, jeg var der. Men jeg kunne mærke, at jeg ville noget andet og valgte at følge mit hjerte ved at søge en stilling i Røde Kors’ asylafdeling. Mange vil nok sige, at jeg var et skarn, at jeg ikke udnyttede den mulighed, jeg havde fået med Plesner, men det var vigtigt for mig – og er det stadig den dag i dag – at være med til at guide mennesker i den rigtige retning.”

I knap seks år arbejdede Thorbjørn Bosse Olander først som advokatfuldmægtig og senere som advokat i Røde Kors med mange forskelligartede juridiske opgaver. Blandt andet skrev han høringssvar, var personlig repræsentant for flygtningebørn og bisidder for asylansøgere, ligesom han underviste Røde Kors-medarbejdere i asylret.

”På et tidspunkt fik jeg lyst til at arbejde som advokat på et advokatkontor igen, og jeg følte måske også, at jeg havde aftjent min værnepligt.”

Nogle af de døre, Thorbjørn Bosse Olander, har lukket på professionelt plan, udgør stadig en stor del af hans liv. Det gælder blandt andet løb, hvor han til hverdag ofte har et par af sine i alt fem hunde med sig på de daglige løbeture. Og det gælder også ridning. Han ejer i dag to heste, som han træner hver dag.  Trods passionen for heste har han aldrig overvejet udelukkende at satse på en karriere i hesteverdenen.

”Jeg har altid haft akademiske ambitioner også. Det er sjovt, når tingene ikke er nemme. De gåder, man skal løse inden for juraen, er som garnnøgler, der skal vikles ud med de juridiske værktøjer, man har.”

I dag er det garnnøgler for private, Thorbjørn Bosse Olander til dagligt er med til at vikle ud, og drivkraften for ham er at hjælpe.

”Det allermest interessante for mig er, når jeg hjælper mennesker til at få gjort de rigtige ting blandt andet i forhold til at få udarbejdet testamenter og fremtidsfuldmagter. Jeg siger altid til mine klienter, at man godt kan vise kærlighed gennem jura. Det gør man ved at sikre sine nærmeste bedst muligt og ved at opføre sig ordentligt i skilsmissesager,” siger han og uddyber:

”Når jeg arbejder med skilsmissesager, siger jeg for eksempel altid, at de kun skal sende beskeder til deres modpart, som de med god samvittighed kan vise til deres børn om ti år. Der har sikkert været klienter, der har tænkt, at jeg ikke har nok rundsave på albuerne til at føre deres sag, men det er helt grundlæggende væsentligt for mig, at jeg medvirker til at nedtrappe konflikter i stedet for at optrappe dem.”

Konkurrencegenet, som har fyldt en del gennem opvæksten og i forskellige sportsgrene, har han stadig, men det er med årene aftaget en smule.

"Jeg har altid været et konkurrencemenneske, og jeg synes, at det er sjovt at konkurrere. Men med et konkurrencegen følger også en angst for at fejle, og det er ikke sjovt at være bange for ikke at slå til. Nu bliver jeg 50 år til november, og jeg har lært, at man ikke dør af at fejle. Jeg har lært, at når ting ser rigtig besværlige ud, så er der ofte en mening med dem. Jeg har givet mere slip på konkurrencegenet, og det gør, at jeg slapper en lille smule mere af. Det betyder mest af alt noget for mig at gøre tingene ordentligt.”