Strømmen var gået. Men i 90’ernes Afghanistan var det ikke noget nyt, og for Zohreh Faizi var det bare endnu en morgen. Kulden krøb langs de mørke vægge, der kun svagt blev lyst op af en lille olielampe, mens hun gjorde sig klar. Skolen kaldte. Og skolen, den elskede hun. Det var der, hun kunne forsvinde ind i en verden væk fra krigens kaos, lære nyt og drømme om mere. Men den kolde september morgen fik hun ikke lov til at komme afsted.

Efter flere år med krig havde Taliban erobret Kabul. Zohreh Faizis hjemby og Afghanistans hovedstad. Fra den ene dag til den anden ændrede alt sig. Tegnefilm og musik blev forbudt, kvinder skulle være tildækket i det offentlige, og piger som den blot syvårige Zohreh Faizi fik ikke længere lov til at gå i skole.

Den dag blev hendes første store møde med uretfærdighed og afmagt. At blive stemplet og dømt, alene fordi hun var pige, satte dybe spor i hende. Men de spor skulle også gå hen og blive til en stærk drivkraft senere hen i livet, hvor kampen for retfærdighed blev hendes livsmål og ledte hende ind i en karriere som advokat.

I dag er hun en del af Iustus Advokater, hvor hun arbejder med sager inden for strafferet, familieret og udlændingeret. Men at være advokat var dog ikke planen fra begyndelsen.

Far, hvad betyder henrettet?

Zohreh Faizi voksede op i et Kabul, hvor børn lærte at skelne mellem legetøj og landminer, og hvor flugten til kælderen var en hverdagsrutine under de konstante bombeangreb. Men da Taliban overtog magten i 1996, blev bombardementerne erstattet af noget endnu mørkere. Henrettelser, tortur og en kultur præget af brutal chikane.

”Jeg glemmer aldrig det øjeblik, hvor vores nabo løb grædende ind og fortalte, at Taliban havde henrettet Afghanistans tidligere præsident, Najibullah,” fortæller hun.

Hendes far, som selv var politiker og havde arbejdet ved domstolene, kendte Najibullah personligt. Præsidenten var blevet fanget af Taliban i en FN-beskyttet bygning i Kabul, hvorfra de torturerede ham, kastrerede ham og til sidst fastbandt hans lemlæstede krop til bagsiden af en jeep og kørte ham triumferende gennem Kabuls smalle gader.

”Jeg kendte allerede til krig og død, men ’henrettet’ var et nyt ord for mig. Var han død eller i live,” spørger Zohreh Faizi erindrende.

Det efterfølgende år blev Talibans brutalitet en daglig påmindelse. Hun så, hvordan de patruljerede i åbne firehjulstrækkere, hvor de fremviste mennesker, som ifølge dem havde brudt deres religiøse love. En dag blev hun selv jagtet af talibaner på åben gade sammen med sin mor, da de pisk-svingende mænd ikke mente, at hendes mors tildækning levede op til deres krav.

”Jeg undrede mig ofte over, hvorfor alt blev ulovligt fra den ene dag til den anden,” fortæller hun.

”Men min far mindede mig om, at jeg skulle fokusere på læring og uddannelse. Han bekræftede mig altid i, at jeg en dag nok skulle blive til noget.”

Tilbage til skolen

Et år efter Talibans magtovertagelse i Afghanistan flygtede Zohreh Faizis familie til Iran, men heller ikke her var fremtiden lys. Som afghaner blev hun nægtet adgang til skolen, og hun blev konstant mindet om at skjule sin religion og nationalitet for at undgå at blive chikaneret.

Hendes far indså derfor hurtigt, at Iran heller ikke kunne tilbyde den fremtid, han ønskede for sin familie. Han begyndte derfor sin egen rejse mod Europa for at sikre dem en tilværelse uden forfølgelse og begrænsninger. Efter fem år og en lang række grænseovergange kunne han endelig samle familien i Danmark gennem en familiesammenføring.

Her fik den nu 13-årige Zohreh Faizi for første gang i seks år endelig lov til at gå i skole igen. Hurtigt satte hun sig et mål. Hun ville være politiker. Det var den vej, hun bedst kunne bekæmpe uretfærdighed, tænkte hun. Inspireret af Nelson Mandela og Barack Obamas vej til politik besluttede hun sig for at studere jura.

Men under et semester i USA tog hendes planer en drejning. Her arbejdede hun for den afghanske mission ved FN og fik en dag mulighed for at nærlæse den afghanske forfatning. Den havde fået et nyt format efter USA’s invasion af landet i starten af 00’erne og indsættelsen af en afghansk-styret regering.

”Forfatningen mindede utrolig meget om den danske, så jeg besluttede mig for at undersøge, om det også kom til udtryk i praksis,” fortæller hun.

Retshjælp i Afghanistan

I 2017 tog hun en beslutning, der krævede stort mod. Hun ville vende tilbage til det land, hun næsten 20 år tidligere var flygtet fra. Selvom Taliban ikke længere sad ved magten, kastede deres arv stadig en tung skygge over kvinders rettigheder. Tvangsægteskaber, voldtægt, chikane og diskriminering var en del af dagligdagen for mange kvinder, der kæmpede for en stemme og en vej til retfærdighed.

Med finansiering fra forskellige NGO’er gik hun i gang med at undersøge, om kvinder i de afghanske fængsler og krisecentre havde adgang til forsvarsadvokater. Efter hvert besøg stod virkeligheden klarere. De fleste kvinder blev overladt til sig selv i retssalen og endte ofte som skyldige i forbrydelser, de ikke havde begået.

”Det var dér, jeg besluttede mig for at blive forsvarsadvokat. Alt, hvad de her kvinder manglede, var en stemme i retten, der kunne forsvare dem og vise deres uskyld,” fortæller hun.

Herfra tog Zohreh Faizis karriere fart. Selvom hun ikke kunne arbejde som advokat i Afghanistan, var hun involveret i sagerne og samarbejdede tæt med en lokal forsvarsadvokat. Sammen med et mindre team etablerede de et retshjælpskontor, som senere blev tilknyttet det afghanske Advokatsamfund i Kabul. I Danmark bakkede et andet hold også op om projektet.

Mens Zohreh Faizi uddannede sig til advokat i Danmark, brugte hun sine weekender og ferier på at rejse frem og tilbage til Afghanistan for at lave hjælpepakker til kvinder i fængslerne og give dem støtte i deres sager. Mange af sagerne handlede om voldtægt eller såkaldte ”love-crimes”, hvor kvinden var anklaget for utroskab, sex før ægteskab eller andre relationer. Og selvom Zohreh Faizis tro på en retfærdig forfatning skrumpede, voksede hendes drivkraft til at skabe forandring.

I løbet af fem år fik hundredvis af kvinder adgang til en forsvarsadvokat, og mange af dem oplevede, at deres domme blev omstødt, eller at de blev frifundet fra start.

Udover at hjælpe kvinder, der var fanget i det juridiske system, besøgte hun også hospitaler, hvor mange unge kvinder lå indlagt efter ekstreme forsøg på at tage deres eget liv.

”Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet,” siger Zohreh Faizi med blanke øjne og blikket flakkende, som om minderne fra hospitalerne stadig hjemsøger hende.

”De her kvinder havde tyet til de mest ekstreme metoder for at sikre, at de kunne befri sig fra deres kroppe,” forklarer hun.

Mareridtet i 2021

Det var som at vågne op i et mareridt, hun troede, hun havde lagt bag sig, da Talibans hvide flag med sort, arabisk skrift i august 2021 igen blev hejst over myndighedsbygninger i Kabul. Taliban have generobret magten, og billederne af en kaotisk, overfyldt lufthavn med desperate mennesker, der kæmpede for at flygte, skyllede ind over verdens nyhedsskærme.

Kun få måneder forinden havde Zohreh Faizi sikret finansiering til et nyt undervisningsprojekt, der skulle lære unge afghanere om lovgivning og styrke deres retssikkerhed. Nu måtte hun indse, at projektet ikke ville blive til noget. Endnu værre var det, at hendes arbejde med at yde retshjælp til kvinder i Afghanistan blev stoppet brat, og alle hendes bestræbelser på at sikre en retfærdig rettergang føltes fortabte.

”Det var forfærdeligt. Jeg havde lagt al min energi i projekterne, de var mit hjertebarn. Pludselig måtte jeg brænde dokumenterne, trøste mine medarbejdere og samtidig prøve at holde sammen på mig selv,” fortæller hun.

Taliban lovede godt nok, at de denne gang ville respektere kvinders og pigers rettigheder, men siden 2021 er situationen kun blevet værre. Nye love har ført til endnu strengere begrænsninger end dem, Zohreh Faizi selv oplevede som barn i 90’erne.

I løbet af de seneste tre år er det ifølge FN blandt andet blevet forbudt for kvinder at uddanne sig, arbejde på lige vilkår med mænd, optræde på tv eller gå i parker på egen hånd. I august blev en ny lov vedtaget, som også forbyder kvinder at vise deres ansigt og stemme i offentligheden. Ifølge FNs rapport er selvmordsraten blandt kvinder i landet steget dramatisk siden.

”Verden bør kriminalisere kønsapartheid”

Selvom Zohreh Faizi ikke længere kan rejse til Afghanistan for at tilbyde sin retshjælp, kæmper hun stadig for sagen på afstand. Hun mener samtidig, at det internationale samfund bør kriminalisere såkaldt kønsapartheid gennem lovgivning, og hun håber, at Danmark vil gå forrest i indsatsen.

”Kønsapartheid er ikke bare et teoretisk begreb, men en reel trussel mod millioner af kvinder og piger, især i Afghanistan. Hvis det blev kriminaliseret, ville det sende et stærkt signal til omverden og ikke mindst til ofrene om, at vi ikke tolerer undertrykkelse af kvinder, piger og LGBTI+-personer,” forklarer hun.

Zohreh Faizi retter også en appel til sine kollegaer i advokatstanden. Efter Talibans magtovertagelse er afghanske jurister, herunder dommere og forsvarsadvokater, i stigende grad blevet truet, tortureret og endda dræbt – især dem, der har forsvaret kvinder og voldsofre eller arbejdet med sager om Talibans tidligere forbrydelser. Trods deres indsats for retssikkerhed blev de ikke prioriteret under evakueringen, og mange er nu gået under jorden, fortæller Zohreh Faizi.

”Som advokater i Danmark har vi en forpligtelse til aktivt at støtte kampen for en retsstat i Afghanistan. Ved at støtte dem kan vi bidrage til kampen mod ekstremisme og vise ægte solidaritet med kollegaer, der kæmper for de samme værdier som os: menneskerettigheder, retfærdighed og en sikker verden,” siger hun.

Har ikke mistet håbet

På trods af at situationen i Afghanistan fylder meget for Zohreh Faizi, finder hun også en stærk motivation i sit arbejde hos Iustus Advokater. Kampen for retfærdighed, som startede i Afghanistan, fortsætter her i Danmark, blot med andre vilkår og på en anden scene. Hendes klienters sager giver hende energi, og selvom hun ikke længere er i Kabul, kæmper hun stadig for de samme værdier.

”Når min klient får asyl eller undgår udvisning, giver det mig fornyet energi. Jeg bliver så glad på deres vegne,” fortæller hun med henvisning til de sager, hun fører inden for udlændingeretten.

Efter mange år med få fridage har hun nu også fundet mere plads til sine egne interesser – især svømning og surfing, som giver hende en særlig ro.

”Jeg elsker kontakten med vandet. Når jeg er derude, føles det som om, naturen omfavner mig, og at jeg for en stund kan give slip på alle mine bekymringer,” siger hun.

Samtidig har hun ikke mistet håbet om, at situationen i Afghanistan en dag vil vende til det bedre. Og selvom fremtiden for kvinder i Afghanistan ikke ser lovende ud, nægter Zohreh Faizi at give op. Håbet ligger i hendes DNA, forklarer hun.

”Jeg tror på, at retfærdighed vil sejre en dag. Kampen er ikke slut. Vi er klar. Jeg er parat,” siger hun.