Da Helene L. Brædder som ung studerende efter et år skiftede fra økonomistudiet til jura, var hendes far, der selv var ingeniør, en smule skeptisk og sagde:

”Man kan fodre svin med jurister.”

Hvortil hun svarede:

”Ja, men jeg har tænkt mig at blive en dygtig jurist. Dem kan man ikke fodre svin med.”

”Min far døde forrige år, men jeg tror, han var stolt af mig, selvom jeg blev jurist.”

Det var tv-serierne LA Law og Ally McBeal, der i sin tid satte gang i drømmen om at blive advokat: ”Der var ping-pong og gang i den, det står jeg gerne ved,” siger hun.

Men til at starte med var snittet fra gymnasiet ikke helt højt nok til jura. Det lykkedes dog at komme ind via kvote 2, og da hun nåede til kandidaten, var det strafferetten og de straffeprocessuelle fag, der trak.

”Jeg gik fra, at der kun var ét rigtigt resultat på opgaverne på økonomistudiet til, at man kunne argumentere, og det var meget sjovere.”

Efter endt studietid i 2003 var det svært at finde job, så hun havde en kort afhopper indenfor ejendomsadministration, men var også kommet på Justitsministeriets ’bobler-liste’ over dygtige jurister, da hun under kandidattiden vidste, at hun gerne ville være politifuldmægtig.

”De spurgte, hvor fleksibel jeg var i forhold til det geografiske, og på det tidspunkt havde jeg en mor, der havde brystkræft, og en far, der var faldet om et med et hjertestop, så jeg havde ikke lyst til at bevæge mig for langt væk.”

Det første jobtilbud som jurist blev derfor i Civilretsdirektoratet, hvor hun sad med familiesager, samvær og bidragsager og lavede sagsbehandling. Der var hun frem til slutningen af 2005, hvor hun gik på barsel med sit første barn. Men derfra tog karrieren fart.

”Jeg var heldig efter barslen og hoppede direkte ud til et nyt job som politifuldmægtig i Københavns Politi.”

Under tiden som politifuldmægtig var hun med på patrulje og oplevede de blå blink og den rå virkelighed udenfor retssalen.

”Jeg har stået i en alt for stor uniform og bevogtet og var også ude på Christiania uden andet end en lommelygte til at forsvare mig med. Dagen før havde der været kylet med molotovcocktails derude. Jeg havde et skjold og en hjelm og fik at vide, hvordan jeg skulle knæle med skjoldet, hvis der skete noget. Jeg var lidt nervøs og spurgte: ’Hvad hvis I andre løber?’, ’Så løber du med’. Det var opdraget,” fortæller hun. 

En aften, hun var med på patrulje, blev hun glemt i en politibil og var låst inde, da betjentene sprang ud. Hun har også trænet med hundeførerne og har haft en politihund hængende i ærmet.

”Det var sjovt. Jeg var også til ligsyn, mens jeg var gravid og tænkte, at nu skulle jeg være rigtig sej. Det var en yngre mand, der var faldet i havnen. Der lugtede ikke dårligt, og jeg synes, jeg nåede pænt langt ind i det her ligsyn, men så måtte jeg alligevel ud et øjeblik for at få noget luft.”

Barske sager

Så snart hun startede som fuldmægtig i anklagemyndigheden, blev proceserfaringen meget hurtigt opnået i retten, og her er der ofte brug for at finde sin indre sejhed frem:

”Når vi arbejder som anklager og forsvarer, får vi mange ubehagelige ting at se gennem en skærm. Jeg har set nogle voldsomme billeder fra drabssager og virkelig følt med de politifolk, der har været ude til den sag, hvor de netop står med alle sanseindtrykkene. Der er også nogle, der skal samles grundigt op efter det. Jeg har haft sager med børn, der er døde af vold, de har været udsat for, og det er hårdt. Men over tid finder man en måde at være i det på.”

Hun har oplevet situationer i retten, hvor hun skulle gøre sig ekstra umage for at bevare professionalismen, og har været nødt til at holde en pause, fordi der sad en domsmand og græd.

”Der var en ung dreng, som skulle ind og fortælle om sin fars misbrug af ham. Det var før, man indførte videoafhøring for de lidt større børn. Han var tretten år. Bagefter fik han et stort kram af sin mor, og det ramte mig bare. Det var meget rørende. Man bliver mere hærdet med tiden, men der er nogle sager, man har med sig, og som fylder, fordi de strækker sig over tid. Der er stadig sager, jeg kan mærke. De dukker op som ’spøgelser’ og billeder, men jeg ville først blive bekymret, hvis de sager, jeg har, ikke gjorde indtryk, uanset om det er en drabssag eller voldssag, eller noget helt tredje.”

Både politi og anklagemyndighed har adgang til debriefing og psykologhjælp, men for Helene L. Brædder er den bedste hjælp at tale om det med kollegerne.

”Det hjælper at sige det højt. Man kan ikke tage det helt ind, for så ville det ødelægge en, tror jeg. Man er nødt til at have et professionelt filter. Der er nogle, der ikke kan have en særlig type sager. Det må man respektere. Jeg har ikke selv nogen deciderede grænser for, hvilke sager jeg vil tage, men jeg synes, at sager, hvor det drejer sig om kalkuleret ondskab og et perverst afsæt, kræver noget mere. Det er lettere at håndtere sager, hvor for eksempel et drab er begået i affekt eller er drevet af hævn. Jeg har endnu ikke haft en sag, der har skræmt mig væk.”

Uddannelse som vaccine

Helene L. Brædder har nu efter seksten år hos anklagemyndigheden, herunder fire år hos Statsadvokaten og med utallige sager fra landsretten i bæltet, besluttet sig for at skifte perspektiv til den tiltaltes. Under den seneste tid i anklagemyndigheden tog hun sideløbende uddannelsen som advokat og fik beskikkelse i 2021.

Nu vil hun være en dygtig forsvarsadvokat og har siden årsskiftet dannet partnerskab med sin mand, Thomas Brædder, i hans advokatfirma.

”Tiden var kommet til at prøve det af, og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Omstillingen er lettere, end jeg havde forestillet mig. Jeg finder det ikke svært at kæmpe for den side også. At sørge for at hver enkelt får et professionelt forsvar. Og at behandle alle i retten med respekt og værdighed, uanset hvem de er. For mig handler det om grundighed og om at få det bedst mulige resultat. En tidligere kollega sagde engang, at jeg var optændt af den hellige ild, og det har ikke forandret sig. Jeg er fortsat lige så dedikeret til mine sager som tidligere. Jeg kender systemet rigtigt godt, og jeg ved, hvad jeg skal kigge efter,” forklarer hun.

Thomas Brædder skiftede selv fra anklagemyndigheden i 2017 og har igennem noget tid forsøgt at overtale sin hustru til at blive en del af firmaet. De mødtes i Københavns Politi i 2007, da de begge var anklagerfuldmægtige. De fandt sammen og fik - ud over den datter Helene havde med ind i forholdet – yderligere to døtre, mens begges karrierer fór afsted.

Efter Thomas Brædder blev forsvarsadvokat, kunne der godt være kærlige drillerier derhjemme, når det handlede om retssystemet.

”Hvis Thomas havde oplevet noget uhensigtsmæssigt, kunne han finde på at spørge: ”Hvorfor gør I det på den måde?”, hvortil jeg måtte svare, at jeg ikke nødvendigvis var involveret i alle beslutninger i anklagemyndigheden.”

”Uanset om man er ansat i anklagemyndigheden eller er forsvarsadvokat, bør man forholde sig kritisk til det system, vi er en del af. Og den tilgang har Thomas og jeg altid haft til fælles. Der er pres på systemet fra mange sider, men det er alvorlige sager, og vi insisterer på at gøre tingene ordentligt og grundigt. For det er det, vi ønsker af vores retssystem.”

Helene har altid være glad for at være anklager, men alligevel lykkedes det for hendes mand at overtale hende til at skifte side. 

”Thomas kunne godt bruge nogle flere juridiske kræfter til firmaet. Og så lokkede han med en bedre firmatelefon end den, jeg havde i anklagemyndigheden, og som jeg aldrig blev venner med – det havde han opdaget,” griner hun.

Efter lidt forhandlinger tog hun springet og har nu været i gang i tre måneder som forsvarer i både små og store sager.

”Jeg var nok ikke så svær at overtale. Jeg kunne mærke nysgerrigheden i forhold til at arbejde på ”den anden side”. At blive en del af virksomheden og arbejde sammen om den trak også i mig. Og friheden og fleksibiliteten i forhold til vores privatliv var helt sikkert også et plus. Nu kan vi sammen løfte opgaverne både i firmaet og derhjemme.”

Der var også en grund til, at hun valgte at tage advokatuddannelsen, selvom hun i mange år forventede at blive i anklagemyndigheden altid.

”Dengang, jeg tog advokatuddannelsen, var det lidt som en slags vaccine. Jeg havde set eksempler på, at kollegaer i anklagemyndigheden blev flyttet rundt eller sat på sager eller større opgaver, som de ikke havde udpræget lyst til. I anklagemyndigheden er man nødvendigvis også en brik, og selvfølgelig vil der være opgaver, man ikke hver gang råber ”hurra” over at få, eller som det kan være svært at sige nej til. Men når det når så vidt, at kollegaer går ned med stress, er noget gået galt – uanset hvad årsagen har været. Derfor ville jeg også gerne have en vej ud, hvis det en dag var mig, der stod i den situation, eller presset blev for stort. For der er travlt i anklagemyndigheden, og alle løber stærkt, og det har jeg også selv mærket."

Der er dog ikke tale om et smæk med døren hos anklagemyndigheden.

”Jeg har generelt været begunstiget med gode chefer. Og jeg vil navnlig gerne rose mine chefer fra min sidste stilling i anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi. De gav mig en stor grad af frihed, og det er den bedste måde at få det maximale ud af mig på. Nu er jeg landet her som selvstændig i et veletableret firma, og jeg er allerede meget begejstret, for der er også en stor frihed. Jeg havde et ønske om at prøve mig selv af fra den anden side i retssalen efter seksten år, og jeg tænkte, at hvis jeg skal prøve det, så skal det være nu. ”

Mødet med klienter

Helene L. Brædder vil ikke kalde det for ’et kald’ at være advokat. Det bliver for højtravende. Den vigtigste drivkraft er historien og mennesket i historien.

”Det er historien bag, der interesser mig. Historien som værende den pågældende sag, som jo er vigtig, uanset hvad den drejer sig om. Hvordan er vi havnet her? Hvad var situationen egentlig? Nysgerrighed og grundighed er nøgleord for mig for at sikre et godt forsvar for mine klienter."

En anden vigtig motivationsfaktor er variationen. Der er ikke to sager, der er ens, og derfor bliver det aldrig rutine.

”Jeg har oplevet rigtig mange retssager nu, og det mest fantastiske er, at man til stadighed bliver overrasket, når man har med mennesker at gøre. Det er sjældent kedeligt. Jeg møder hele tiden nye historier og nye mennesker, og man støder på både sjove og besynderlige detaljer. Og man ved aldrig med sikkerhed, hvordan sagen udspiller sig i retten.”

Udover lidt administrativt bøvl i starten og det at skulle vænne sig til nye systemer, tidsregistrering osv., er der ikke meget, der har overrasket ved at skifte. Men mødet med klienterne har gjort en forskel:

”Som anklager har jeg besøgt fængsler og arresthuse og fået et indtryk af stederne. Nu besøger jeg menneskene, der sidder der, og der er en kæmpe forskel i at møde dem så tæt på. Selvom jeg altid har tilstræbt mig at være objektiv, respektfuld og ordentlig, får man som forsvarer flere lag med og en dybere forståelse af personen.”

Som anklager så hun forsvarere give klienter et kram og tænkte, at det var måske ikke helt professionelt. Der har hun ændret holdning.

”Det er lettere at forstå den omsorg nu. Som forsvarer kommer man tæt på mennesker, som er i nogle meget pressede situationer. Og som ofte er mere alene, end de nogensinde har været. De sætter deres lid til dig, og du har en afgørende rolle for deres fremtid. Der kan være rigtig meget på spil.  Derfor er der er også nogle af mine klienter, der har fået et kram, fordi det havde de brug for. Der er en anden distance, når man er anklager.”

Noget andet, der har undret, er, at hun som forsvarsadvokat ikke altid føler sig hørt af politi- og anklagemyndigheden på samme måde, som da hun selv var en del af den. Særligt når det drejer sig om varetægtsfængslinger.

”Jeg synes, der bliver varetægtsfængslet for meget og for længe – og at arrestanterne sidder på nogle skidte vilkår. Det kan godt føles som om, at vi som samfund glemmer, at vi også skal have et helt menneske ud i den anden ende. Jeg kunne godt tænke mig, at man gik mere kritisk til brugen af varetægtsfængsling,” siger hun.

”Det synspunkt har jeg haft hele tiden. Også som anklager. Man må spørge sig selv i hver enkelt sag, giver det mening?

Passion og projekter

Nogle ville måske have betænkeligheder ved at arbejde sammen med deres ægtefælle, men sådan har de det ikke:

”Det er lidt sjovt, at nogle vil betakke sig for at arbejde sammen med deres partner. Det er trods alt et menneske, du har valgt at leve sammen med. Og Thomas og jeg er jo heller ikke sammen 24/7. Vi kan godt følges til et arresthus og vende nogle ting, hvis skal samme sted hen. Men oftest er vi forskellige steder og i retten. Jeg har valgt en mand, jeg godt kan lide at være sammen med. Vi har været faglige sparringspartnere lige siden, vi lærte hinanden at kende, så hvorfor skulle vi ikke være kolleger?”

Helt uforbeholden var hun dog ikke til at starte med.

”Generelt er jeg nok den bekymrede type, og han er den ubekymrede. Han har altid haft mange projekter i gang. Han er super til at undervurdere, hvor lang tid noget kræver. Det er han rigtig god til, fordi han er optimist i forhold til tid og projekter, og det er også noget af det, der gør ham spændende og inspirerende. Jeg kan godt lide ham for hans drive. Som da han engang gav mig tre høns i fødselsdagsgave. Det synes jeg var en vidunderlig gave.”

Når Helene og Thomas Brædder ikke arbejder, handler det om familien og et nyt hus, de er ved at bygge.

”Lige nu er det lidt kaotisk. Der er så mange beslutninger, der skal tages, når man bygger hus. Men når vi ikke arbejder, er vi sammen med vores børn og hund og er i sommerhus og går i naturen. Vi forsøger at få bevæget os, og vi rejser. Vi har snakket om at få en hund mere, bare for at holde fast i lidt kaos,” griner hun.

Helene L. Brædder er også optaget af litteratur og kunst og maler i sin fritid. Hun er bedre til at komme hjem end sin mand, der kan være så optaget af sagerne, at han glemmer at spise.

”Jeg er nok bedre til at sætte noget struktur og sørge for, der er lidt rammer på det. Vi har en regel om, at vi ikke snakker arbejde over middagsbordet. Og ingen har telefonen med, selvom den ringer på alle mulige tidspunkter af døgnet.”

Skiftet til forsvarsadvokat har også givet en bedre forståelse for de skæve arbejdstidspunkter, og hvor parret tidligere var optaget af hver deres arbejde, har de nu et fælles projekt, som har været med til at skabe bedre balance. Helene er derfor overbevist om, at hun bliver, hvor hun er:

”Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Men jeg tror, jeg bliver, for jeg kan godt lide friheden og fleksibiliteten. Nu har jeg været anklager så mange år, så hvorfor ikke tage lige så mange som forsvarer. Jeg kan da godt have kortvarige tanker om, at nu flytter jeg ud på en bondegård, men mit fag er om ikke et kald, så en passion, og jeg ser ikke mig selv blive træt af det. Det menneskelige, historien og variationen - og at gøre en forskel. Jeg synes stadig det er både vigtigt og interessant."