At blive advokat var egentlig aldrig planen for Allan Nejbjerg. Der var mere camouflage end Karnov, da han begyndte sin karriere som officer i Forsvaret, hvor han nåede at være i en årrække. Han skulle sådan set bare have sin bestalling, for dengang var vejen ind i advokatbranchen lidt mere enkel end i dag, og han valgte derfor at tage orlov fra Forsvaret i to år for at få den.

Som tjenestemandsansat var der særlige regler, der betød, at han efter to år manglede ti måneders praktisk erfaring for at opnå sin advokatbestalling. Men da Forsvaret ikke ville give ham yderligere orlov, sagde han op.

“Jeg skulle have været tilbage til Forsvaret, men HR-politikken var anderledes dengang, og det betød, at min karrierevej lige pludselig tog et sving, som jeg ikke havde forudset. Det er svært at svare på, hvornår jeg besluttede mig for at blive advokat, for det er helt tilfældigt, at jeg endte, hvor jeg er i dag.”

“Vi var ikke forpligtet til at tage alle de advokatprøver eller udføre det omfattende papirarbejde, som kræves i dag. Man skulle bare være i mesterlære i tre år, og så fik man sin bestalling. Det var dejligt nemt i gamle dage,” griner han.

Selvom vejen dertil var lidt mere kringlet end for mange andre, fandt Allan Nejbjerg til gengæld hurtigt sit speciale indenfor advokatgerningen; strafferetten blev hans hjertebarn, og for ham er det den primære drivkraft i hans arbejde mødet med mennesker og retssalen.

“Jeg er ikke dokumentadvokat. Jeg gider ikke sidde og lave kontrakter eller testamenter hele dagen. Jeg vil ud at møde mennesker og kæmpe i retten, og det er måske derfor, at strafferetten altid har været mit primære fagområde, for jeg mener, at det er advokatens fornemmeste opgave at repræsentere folk i straffesager.”

Pakker ikke tingene ind

For Allan Nejbjerg er det netop variationen, der gør jobbet unikt. At sidde foran en skærm hele dagen ville være uudholdeligt. I stedet flyver tiden, fordi han møder mennesker, håndterer det uventede og tilpasser sig, når tingene ændrer sig.

”Dagene går hurtigt, fordi man taler med mennesker og er i retten. Du starter ud med én plan, men dagen ender altid anderledes. Det kræver fleksibilitet og omstillingsparathed, og det elsker jeg. Hvis det ikke funker, så sadler vi om,” siger han med et grin.

Men uanset hvor mange heste og sadler, der skiftes, så er ærlighed en grundværdi for ham.

“Jeg pakker ikke tingene ind. Jeg lover aldrig en klient, at vi vinder en sag – det er retten, der afgør det. Min opgave er at forklare processerne og vise, hvor vi kan påvirke sagen. Det handler om at være realistisk og samtidig kæmpe for klienten.”

Særligt én sag husker Allan Nejbjerg stadig. Det var ikke en straffesag, men en udlændingesag. En ung dreng fik frataget sit pas og blev statsløs uden grund. For de fleste ville det være katastrofalt, men for ham havde det en særlig konsekvens, for han var professionel idrætsudøver på ungdomsniveau og kunne ikke rejse til udlandet med sine holdkammerater.

”Det gjorde ondt, og jeg tænker stadig på den. Reglerne passede ikke til netop den pågældende situation – der var for få undtagelser,” husker Allan Nejbjerg.

Baggrunden var, at drengen han havde fået dansk pas og levede som dansk statsborger, indtil myndighederne opdagede, at han alligevel ikke var det pga. af en administrativ petitesse, hvor han var røget mellem to stole, da faren søgte og fik sit danske statsborgerskab.

”Vi tabte sagen i landsretten, men efter flere år lykkedes det alligevel at få statsborgerskab til ham. Da jeg fik lov at overlevere ham hans danske statsborgerskab efter så mange års kamp, var det en stor dag. Det er sådan en sag, der minder én om, at man kan gøre en forskel, selvom systemet til tider er tungt.”

Alene i vildmarken

At det ikke kun er retssalene rundt omkring i Danmark, der får Allan Nejbjergs hjerte til at banke lidt hurtigere, vidner hans rejseplaner om. For Allan Nejberg går turen ofte nordpå til Grønland.

Fascinationen af Grønland startede, da han var barn og læste om Knud Rasmussen samt Peter Freuchen. Senere fik han mulighed for at arbejde i Arktisk Kommando i en periode, og det beseglede så at sige hans skæbne, for med hans egne ord er Grønland et sted, man enten bliver bidt af – eller ikke bryder sig om.

”Jeg blev bidt. Nu prøver jeg at komme derop mindst én gang om året. Det er naturen, stilheden og menneskene, der tiltrækker mig. Når man kommer væk fra Nuuk og ud i bygderne, møder man nogle ufattelig rare mennesker, der lever helt anderledes end os.  De er i en symbiose med naturen, som vi slet ikke kan forstå hernede. I Danmark jager vi for eksempel for sportens skyld – også selvom vi spiser dyret efterfølgende, men i Grønland er jagt ikke en sportsgren, det er en måde at få mad på.”

Som eksempel nævner Allan Nejbjerg, at hvis man rammer Grønland den 1. august, kan man godt droppe at få noget som helst fagligt igennem. Den dag starter jagtsæsonen nemlig, og så giver det bedre mening at jage fryseren fuld end at gå på arbejde lige den dag.

”Det er sådan noget, som vi danskere har svært ved at forstå, men grønlænderne er naturmennesker og lever på en helt anden måde, end vi gør.”

For Allan Nejbjerg er det også naturen og det simple liv, der er det primære, når han tager til Grønland. Kufferten bliver hjemme i Sønderjylland, og han rejser primitivt med rygsæk, telt og sovepose.

”Nogle gange rejser jeg rundt alene i fem-seks dage uden at møde et eneste menneske. Jeg rejser i områder, hvor der ikke er mobildækning, og hvor man ikke bare kan ringe efter hjælp. Du er helt på egen hånd. Du skal passe på ikke at komme til skade eller brække noget og samtidig sørge for at få nok mad, vand og varme. Man skal kunne manøvrere rundt, afkode terrænet og kunne læse kort samt GPS.”

Isbjørne-buffet

Allan Nejbjerg beskriver, hvordan en tur til Grønland nulstiller én fuldstændigt.

”Når jeg kommer hjem efter sådan en tur, sætter jeg virkeligt pris på det basale: mad, varme og sikkerhed. Det er en fed oplevelse, men det kræver forberedelse og respekt for naturen.”

Netop respekten for naturen og beboerne i den, er også et vigtigt aspekt af Allan Nejbjergs Grønlands-vandringer, for i Grønland er der isbjørne. Selvom der ikke er så mange af dem tilbage, og de er fascinerende dyr, så er de mest fascinerende på lang afstand, da de er livsfarlige og ser mennesker som en omvandrende buffet.

”Det skal lige siges, at der ikke er isbjørne i de områder, hvor man vandrer alene. Mine ture alene har jeg taget på Vestkysten, for på Østkysten er der isbjørne, så der går vi flere sammen, vi har våben med og vi laver vagtplaner om natten, så der altid er én af os vågen med et gevær i hånden.”

Isbjørne kan lugte mennesker på flere kilometers afstand. Når folk krydser indlandsisen – en tur, der kan tage op til en måned – bliver de ofte fulgt af isbjørne, fordi dyrene kan opsnuse dem på lang afstand.

”Jeg har oplevet en bjørn, der havde vandret 700 km over indlandsisen, som politiet endte med at skyde i Kangerlussuaq. Teorien er, at den havde vandret hele vejen over indlandsisen, formentlig fordi den havde fanget duften af en ekspedition. Det viser, hvor ekstremt gode isbjørne er til at opspore mennesker,” forklarer han.

At der stadig er kommende eventyr i det grønlandske for Allan Nejbjerg, vidner sommerens planer om. Sammen med en gruppe spaniere er han ved at planlægge en vandretur på et par hundrede kilometer langs Østkysten, gennem fjordsystemer og gletsjere.

”Østkysten er helt anderledes end vestkysten. Hvor vestkysten er relativt befolket, er Østkysten næsten ubeboet. Landskabet er mere råt med højere bjerge og dramatiske fjordsystemer, hvilket gør området svært tilgængeligt. Netop den isolation og vildhed giver en ekstra dimension til oplevelsen – det er besværligt at komme dertil, men det er også det, der gør det så unikt, og jeg glæder mig virkeligt,” fortæller han.

Allan Nejbjerg drømmer også om at krydse indlandsisen i 2027 – forhåbentligt uden blinde isbjørne-passagere – og besøge Ittoqqortoormiit, den nordligste bygd på Østkysten.

”Jeg sejler jo en Mopa, hvilket er en særlig slags jagtbåd, og jeg kender vedkommende, der bygger dem her i Danmark. Så jeg har et projekt om at sejle den seneste model af denne type jagtbåd fra Sydgrønland til Nordgrønland.”