Det er nok de færreste advokater forundt at procedere for EU-Domstolen i løbet af deres karriere, men det er ikke desto mindre en milepæl, som advokat Petra Fokdal fra Rosenberg Khawaja Lawfirm allerede har opnået. 

I september 2024 stod Petra Fokdal nemlig ved EU-domstolen i Luxembourg i sagen om den danske ghettolov og procederede ved en mundtlig høring foran 15 dommere og en generaladvokat. Sagen, som hun har ført sammen med advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, begyndte, da beboere fra blandt andet Mjølnerparken i København valgte at gå rettens vej for at beskytte deres hjem mod salg, da de mente, der var tale om diskrimination. Konflikten mellem Mjølnerparken og Social- og Boligministeriet er foreløbig endt ved EU-domstolen, hvor den stadig behandles.

”Det er karrieremæssigt ret vildt, fordi det er en principiel sag, der potentielt kan have en historisk indflydelse på forståelsen af det EU-retslige ligebehandlingsbegreb i forhold til etnicitet, som jo ikke kun påvirker Danmark, men hele EU. Så det har været ret overvældende at være med til at kunne påvirke den udvikling,” siger Petra Fokdal.

Medhold fra Generaladvokaten

Den danske ghettolov blev vedtaget af Folketinget i 2018 for at tackle landets ghettoområder og parallelsamfund. Det indebar blandt andet at nedrive eller sælge boligblokke i 15 såkaldte hårde ghettoer.

Hvis et boligområde har været klassificeret som et parallelsamfundsområde i fem år, bliver det omdannet til et omdannelsesområde – tidligere kendt som en hård ghetto. Dette medfører, at andelen af almene familieboliger i området skal reduceres med 60 procent.

Loven har mødt skarp kritik fra både dansk og international side for at være diskriminerende og endda racistisk, da et af kriterierne for at blive klassificeret som en ghetto er, at andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.

”Vi anlagde sagen ved de danske domstole tilbage i maj 2020, da jeg var grøn fuldmægtig. Jeg var startet i januar samme år, og jeg var med til at lave stævningen. Vi er altså i april 2025 nu, og vi afventer stadig en dom fra EU-domstolen, som kun er et delelement af hele sagen. Det er udfordrende for klienterne, for livet går jo videre. De skal have et liv og en hverdag til at hænge sammen. For os advokater er det meget juridisk principielt, men der sidder altså også en hel masse mennesker og venter på en afklaring. Udviklingsplanerne er blevet gennemført, selvom sagen har kørt nede ved EU-Domstolen. Hele boligblokke er allerede blevet revet ned, og mange lejere er blevet opsagt. Det er enormt frustrerende for klienterne at skulle opleve at stå i den usikkerhed i så mange år,” siger Petra Fokdal.

Generaladvokat ved EU-domstolen, Tamara Ćapeta, offentliggjorde i februar 2025 sit forslag til en afgørelse i sagen. Hendes konklusion er, at den danske ghettolov udgør direkte diskrimination på grund af etnicitet, når den kræver en reduktion af beboere med ikke-vestlig baggrund i visse udsatte boligområder, og det er i strid med EU-retten.

Hun mente desuden også, at anvendelse af kriteriet er stigmatiserende, og at det udgør ringere behandling i strid med EU-retten.

”Da jeg startede med sagen som grøn fuldmægtig, havde jeg ikke tænkt, at jeg både ville have min advokatbeskikkelse og fået to børn, inden der kom en afklaring fra domstolene. Vi skal ikke underkende det tidsmæssige aspekt. Det kan godt være, at EU-Domstolen har givet et forslag til afgørelse, og at generaladvokaten har givet os ret, men hvad betyder det for de berørte beboere? For de har jo i de sidste fem år måttet indrette deres liv efter, at de allerede er blevet smidt fra hus og hjem.”

Hvad har overrasket dig mest ved den her sag?

”At generaladvokaten ved EU-domstolen var så klar i sit forslag til afgørelse omkring, at det er direkte forskelsbehandling, og at det også omfatter r stigmatisering, som hun finder grundlæggende problematisk. Særligt stigmatisering var vi til at starte med lidt i tvivl om juridisk, da det ikke er blevet brugt før. Selvfølgelig forsøgte vi at gøre det gældende, og vi troede jo også på det, men jeg var lidt overrasket over, at hun virkelig samlede den op.”

Justice delayed is justice denied

Der har kun stået advokat på visitkortet siden september 2023, men Petra Fokdal har alligevel et CV, der er mere imponerende end mange af hendes ældre og mere erfarne kollegaers. Og netop derfor er det også overraskende, når hun svarer på spørgsmålet om, hvad hendes største udfordring i karrieren har været, at det er en følelse af imposter-syndrom.

”Jeg kan ikke lade være med nogle gange at tænke, at jeg måske bare har været lidt heldig i det, jeg har opnået. Jeg har en iboende frygt for at fejle, fordi man måske ikke helt tror på, at man er god nok,” siger hun.

Men frygten for at fejle er måske ikke så mærkeligt alligevel, når Petra Fokdal fortæller om, hvad hendes ambitioner og mål består af.

”Grundighed, ordentlighed og ærlighed er drivkræfterne i min karriere. Det er så vigtigt for mig, at jeg er en dygtig advokat, at mine klienter kan regne med mig samtidig med, at jeg er ærlig og holder fast i min integritet. Ift. den slags sager om udlændingeret, asylret og menneskeret, som jeg har, er det vigtigt for mig som advokat at udfordre systemtænkning og anvende grundlæggende rettigheder på vegne af mine klienter, uden at det bliver skingert. Der skal være en helt grundlæggende stærk faglighed, så man bliver taget seriøst af ens modparter, domstolene osv. for at sikre, at det her ikke bare bliver et lidt fluffy område, men også et respekteret fagligt felt,” understreger Petra Fokdal.

Petra Fokdal sidder med udlændingeret, asylret og de menneskerettelige aspekter, der kommer inden for det, såsom familiesammenføring og diskrimination på grund af handicap i statsborgerskabssager.

”Jeg er altid meget ærlig over for mine klienter, når jeg mener, at de har en dårlig sag. Jeg vil altid sikre, at den faglige fundering også kommer ind, så jeg ikke bare taler klienternes narrativ efter munden, men i stedet fokusere på de aspekter af sagen, hvor der er noget, man kan gøre, for at de kan opnå det, som de gerne vil,” siger hun.

For Petra Fokdal er det vigtigt at holde en professionel distance, så hun kan holde det faglige overblik og ikke bliver for følelsesmæssigt påvirket på hendes klienters vegne, men som hun selv siger, så er det måske nok lidt nemmere at distancere sig emotionelt, hvis man sidder med en stor ejendomstransaktion og ikke har de konkrete mennesker inde over.

”Jeg bruger nok mere tid på sagerne, end de nogle gange kan bære sådan rent økonomisk, fordi jeg er nødt til at gøre alt, hvad jeg kan for min klient.  Og det betyder jo selvfølgelig også, at jeg tjener en del færre penge, end hvis jeg sad på et stort kontor og lavede ejendomstransaktioner, men det er jo så den pris, man betaler.”

Selvom hun ikke tager sagerne med hjem mentalt, har hun stadig en sag, som hun husker særlig godt.

”Da jeg stadig var fuldmægtig, havde jeg en sag, som vedrørte ophævelsen af et indrejseforbud, som min klient havde fået for mange, mange år siden. Han ville gerne kunne rejse ind i Danmark igen, da hans mor, der stadig boede i Danmark, var blevet demenssyg, og hun havde ikke lang tid tilbage.”

Petra Fokdals klient endte med at få medhold efter en klagesag, og indrejseforbuddet blev ophævet. Desværre skete det bare alt for sent, fordi det tog klagemyndigheden tre år at træffe en afgørelse, og på det tidspunkt var moderen død.

”Vi fik jo det, vi skulle have. Altså, han fik indrejseforbuddet ophævet, men det føltes helt forkert. På engelsk siger man, at ”justice delayed is justice denied”, og det synes jeg, at den sag eksemplificerede for mig i form af de meget lange sagsbehandlings- og berammelsestider. De meget langsommelige processer er medvirkende til en følelse af magtesløshed, for selvom man får ret i sin sag, får man alligevel ikke det, som man vil opnå ved at føre sagerne for klienterne.”

Petra Fokdal mener generelt, at der er stort problem med sagsbehandlingstiderne, og hun oplever ofte, at det er meget indgribende i mange sager for klienterne.

”Jeg synes ikke, at det er vores retssystem værdigt, at man skal vente i årevis på at få en afgørelse. I de sager, som jeg sidder med, er tid ofte en afgørende faktor. Mange sager i retssystemet handler om økonomiske krav, og det er selvfølgelig også frustrerende at vente på f.eks. en erstatning. Det kan også fylde meget, men i mine klienters tilfælde er det ofte relateret til noget med familie, personlig frihed eller identitet, og det kan man ikke måle i kroner og ører.”

Kerneværdierne vandt

At det lige var jura, der endte med at blive Petra Fokdals karrierevej, lå ikke nødvendigvis i kortene, hvis man spørger hende selv, men for resten af hendes familie var det ikke den store overraskelse.

”Min søster påstår, at jeg altid har haft en stærk retfærdighedssans, og min far har fortalt mig, at jeg allerede som 6-årig sagde, at jeg gerne ville være advokat, men jeg kan ikke selv huske det. Jeg husker det selv sådan, at jeg efter gymnasiet havde hvad, man vel kan kalde en kvartlivskrise, hvor jeg flagrede rundt i, hvad jeg egentligt skulle bruge mit liv på. Og der fik jeg øje på, at juraen kan bruges som et effektivt værktøj til at hjælpe andres grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder,” forklarer hun.

Da Petra Fokdal stod som færdiguddannet, skulle hun vælge mellem et jobtilbud på et stort advokatkontor med prestige, penge og karrieremuligheder, og så hendes nuværende job på et mindre kontor. Igennem den proces måtte hun helt til bunds i hvilke kerneværdier, der var vigtige for hende. Hun endte med at tage jobbet på det mindre kontor, og det har vist sig at være det rigtige valg.

”Jeg synes, at det er vigtigt at vise, at man kan have faglige ambitioner, selvom man ikke går efter et job på et stort advokatkontor. Man kan sagtens hjælpe dem med lidt færre midler og måske også selv tjene lidt mindre penge og stadig brænde for sit fag og karriere.”

Petra Fokdal har efterhånden hørt en del fra hendes årgang på studiet, der ikke helt forstod hendes karrierevalg.

”Jeg føler, at på jurastudiet bliver man indoktrineret lidt om, at det handler om at få job de ’rigtige’ steder for, at man har klaret det.  Mit fokus har også været at få karriere og børneliv til at hænge sammen, for det har været en prioritet, efter jeg fik mit første barn. Jeg vil gerne stadigvæk kunne have et meningsfuldt arbejde og fodre mine ambitioner, men det kan altså også lade sig gøre uden at arbejde 60 timer om ugen.”

Petra Fokdal har altid lavet meget frivilligt arbejde, og det er en af de ting, som hun fortsat har højt på prioriteringslisten på trods af fuldtidsarbejde og som kommende mor til to. Særligt retshjælp og pro bono-sager står hendes hjerte nært.

”Jeg synes, at det er så vigtigt at give nogen, der ellers ikke har råd til at få en advokat, hjælp med at få prøvet deres sager alligevel. Vi skylder som jurister og advokater at bidrage til samfundet på den måde, og især nu hvor der er en del dårlige sager, der kommer frem om advokater i medierne. Vi skal kunne vise et billede af, at det altså ikke er sådan, advokatstanden er, og at der er masser af gode kræfter herude,” understreger Petra Fokdal.

Hun var selv aktiv i fire år i Københavns Retshjælp under sin uddannelse og de første år som advokatfuldmægtig, inden hun stiftede familie. I dag laver hun frivilligt arbejde i Levende Menneskerettigheder, som tager ud til skoler og fortæller om vigtigheden af menneskerettigheder, og hvordan det helt konkret kan spille ind i elevernes eget liv. Derudover er hun stifter og tidligere mangeårigt bestyrelsesmedlem i en Alumneforening for jurastuderende og jurister, der har en særlig interesse i retssikkerhed og retsstat.

Lige nu er fokus på den forestående barsel med hendes andet barn og når hun vender retur, vil hun gerne have møderet for landsret, for den chance har hun forpasset en enkelt gang før.

”Jeg havde fået en tredommersag i retten i Lyngby. Det er muligt at tage tredommersager som en ud af sine to prøvesager for at få møderet for Landsret. Og det foreslog Eddie (Omar Rosenberg Khawaja, red.), om jeg ikke skulle gøre det. Men jeg var næsten lige kommet retur fra min første barsel, og jeg var bange for at fejle, så jeg takkede nej. Set i bagklogskabens lys så havde jeg bestået, hvis jeg havde gjort det, og så havde jeg haft min møderet for landsret nu. Det er den eneste ting, jeg rigtigt fortryder i min karriere indtil videre. Og det kan jeg heldigvis gøre noget ved.”