Spring hovednavigationen over

Jeg kan tjekke alt af på min ønskeliste

Publiceret: 14. oktober 2021

Tine Østergård

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon
Benedikte Bolvig Lund

Advokat Benedikte Bolvig Lund skifter fra Finansiel Stabilitet, København til Flyhjælp, København.

Hvorfor har du skiftet job?

Jeg var ikke aktivt jobsøgende, men der dukkede et job op, som indeholdt stort set alt det, der stod på min ønskeliste. Så jeg måtte jo hoppe på bussen, inden den kørte.

På ønskelisten stod der, at jeg gerne ville have advokatopgaver og beholde min beskikkelse. Det er stadig en stor del af min identitet at være advokat, og jeg ville være ked af at skulle deponere min beskikkelse. Derudover stod der, at jeg gerne ville have forretningsmæssige og ledelsesmæssige opgaver. Jeg har tidligere haft ledelsesopgaver, da jeg var i advokatbranchen - i Accura var jeg ansvarlig for ansættelse og udvikling af studentermedhjælpere og advokatfuldmægtige. Der stod også, at jeg gerne ville have en international berøringsflade.

Allervigtigst, så skulle jobbet have et formål. Jeg har altid følt, at mine jobs havde et formål. I Accura hjalp jeg insolvente virksomheder, i Finansiel Stabilitet handlede det om at rydde op efter finanskrisen, og i Flyhjælp handler det om at hjælpe almindelige mennesker med at søge kompensation for aflyste og forsinkede flyafgange.

Jeg er i gang med at tage en MBA for at få en bredere og mere nuanceret profil. Uddannelsen er på engelsk og er internationalt orienteret. Man lærer om virksomhedsdrift, økonomi og ledelse. En bred palet, der passer godt til mig. Det kræver stor opbakning fra både arbejdsplads og omgangskreds at komme igennem sådan en uddannelse, for der skal allokeres rigtig meget tid og energi til det, men den opbakning har jeg heldigvis mødt hele vejen igennem.

 

Hvad bliver dine opgaver i jobbet?

Jeg har to roller: Juridisk direktør og Head of Lawsuits. Som juridisk direktør skal jeg deltage i ledelsen og driften af firmaet og i strategiske drøftelser og beslutninger. Derudover skal jeg håndtere virksomhedens juridiske spørgsmål og stå for den juridiske kvalitetssikring. Som Head of Lawsuits skal jeg lave juridisk sagsbehandling, jeg har ledelsesopgaver i mit team, og jeg skal gå i retten i det omfang, der er behov for det.

Flyhjælp har været en større organisation, en den er lige nu, fordi den blev påvirket af corona. Jeg er trådt ind i en organisation, der er væsentlig anderledes, end den var for to år siden, og som kommer til at være væsentlig anderledes om to år. Det bliver spændende at se, hvordan fremtiden ser ud, der er mange muligheder i horisonten.

Om jeg skal tilbage til advokatbranchen på et tidspunkt? Det ved jeg ikke endnu, det må tiden vise. Branchen har en særlig plads i mit hjerte. Det er der, jeg er opvokset og oplært, og jeg tager mange gode ting med mig derfra.

 

Hvilke udfordringer er der?

Alt er nyt. Jeg skal lære fagområdet at kende, de tekniske systemer er forskellige fra det, jeg kommer fra, og virksomhedskulturen minder ikke om noget sted, jeg har været før. Det er en ung organisation med en start-up mentalitet og med mange forskellige fagligheder – økonomi/finance, marketing/salg, kunderservice, jura. Det er fedt at prøve en ny type virksomhed og kultur.

Det er også en ny oplevelse at skulle være min egen chef. Jeg har været vant til at have en partner eller afdelingschef at referere til, der godkender mit arbejde, men faktum er, at jeg nu står med ansvaret. Det er både spændende og udfordrende, nok mest det første.