Vi har de seneste dage fulgt med i nyhedsstrømmen om amerikanske udmeldinger i forhold til Grønland. Det er både opsigtsvækkende, absurd og foruroligende at lægge ører til så aggressiv en fremfærd fra en nation, som Danmark og Grønland fortsat ønsker og gennem mange år har betragtet som en nær allieret.

Det må i særdeleshed også være svært for det Grønlandske folk.

Vi har naturligvis et fokus på de cirka 20 grønlandske advokater, som også er en del af Advokatsamfundet sammen med deres færøske og danske kolleger. Det, der udlægges som ”stormagts- og sikkerhedspolitik”, handler for de grønlandske advokater og den grønlandske befolkning om deres hverdag og liv. De grønlandske kollegaer indgår i et samfund, der dagligt skal lægge ører til trusler om invasion, og læse om, at deres land ses som en handelsvare. Uanset om det er reelt ment, eller om det er et spil, er det en urimelig situation, og vi har dyb sympati for grønlænderne i de her dage.

Ud fra et politisk og diplomatisk perspektiv er situationen kompleks, og vi har stor respekt for det arbejde, som der gøres fra grønlandsk og dansk side for at trænge igennem til amerikanske beslutningstagere.

Juridisk set er sagen derimod klar og entydig. Selv om der fra amerikansk side ytres mange påstande om det modsatte.

Grønland er ubestrideligt en del af Kongeriget Danmark, hvilket blev fastslået af Den Permanente Internationale Domstol i 1933, hvilket USA også har anerkendt. For eksempel med forsvarsaftalen fra 1951 og mange andre gange – herunder helt tilbage fra 1916, da den amerikanske udenrigsminister Robert Lansing underskrev en deklaration om Danmarks ret til hele Grønland.

Siden har Grønland fået ret til selvbestemmelse efter folkeretten, hvilket i øvrigt står i præamblen til selvstyreloven. Det giver derfor heller ingen mening at tale om, hvilken adkomst Kongeriget Danmark har i forhold til Grønland, som visse højtstående amerikanere har sat spørgsmålstegn ved, ligesom det heller ingen mening giver at sætte spørgsmålstegn ved det grønlandske folk og hvem der bestemmer i Grønland. Tværtimod foreligger der et veletableret og klart juridisk fundament.

Som advokater bakker vi stærkt op om et internationalt regelbaseret samfund med folkeretten i centrum. Det har vi møjsommeligt udbygget siden anden verdenskrig, og det er essentielt for et globalt retssamfund. Derfor efterlader den amerikanske fremfærd os med dyb undren.

Forbuddet mod magtanvendelsen er selve kerne i folkeretten, jf. artikel 2, stk. 4, i FN Pagten – og forbuddet angår i øvrigt også blotte trusler om brug af magt. Det er ikke muligt at aftale sig ud af forbuddet, og der kan således heller ikke i dag indgås en fredsaftale, som i lyset af magtanvendelse eller trussel herom ændrer status quo, f.eks. ændring af grænser. At den amerikanske præsident siden har meldt ud, at han øjensynligt skulle være ”ligeglad med international lov”, understreger blot situationens alvor.

Den stormagtspolitik, vi er vidner til lige nu, ignorerer ikke blot det grønlandske folk, deres liv og deres ret til selvbestemmelse. Det er også en kurs væk fra et internationalt samfund, fra folkeretten og alle dens bestanddele, som er det juridiske fundament under international sameksistens – og som så mange amerikanske politikere og jurister har kæmpet for siden anden verdenskrig.

Vi kan kun appellere til, at Grønland, Danmark og de vestlige samfund sætter alt ind på at finde en fredelig vej, som respekterer rigsfællesskabet, det grønlandske folks ret og den internationale retsorden.