22.11.2024
”Vi er ikke et gennemsyret korrupt samfund”
Der var både selvransagelse og enighed om, at der er blevet fulgt fornuftigt op efter Den sorte svane, da der var politi...
I Danmark har vi i mange år haft retshjælpsordninger, der sikrer, at alle borgere har adgang til at få hjælp i juridiske spørgsmål – også dem, der ikke selv har råd til en advokat eller en anden juridisk rådgiver.
For hvad stiller man som borger op, hvis man for eksempel bliver smidt på gaden fra sin bolig, får gjort indhug i ydelserne fra det offentlige, eller hvis der på anden måde rammer »en sag«, og du ikke har råd til en advokat eller anden juridisk rådgiver til at vejlede.
Retshjælpsordningerne og »fri proces« (retssager, hvor staten betaler for førelsen) har været de offentlige ordninger, som sikrede borgerne, så alle er »lige for loven«, og det ikke er den økonomiske formåen, der afgør, om du kan få ret.
Ideen med ordningerne er god og er efter Advokatrådets opfattelse med til at skabe et mere retfærdigt samfund. Men ordningerne i dag fungerer ikke – det er der bred enighed om blandt alle aktører i retssamfundet og noget, som Berlingske også har skrevet om.
Problemerne er komplekse, og der er mange af dem. Blandt andet at systemet er alt for bureaukratisk med komplicerede formularer og trinmodeller, som gør det utroligt svært for borgerne at navigere i og benytte ordningerne.
For bare at komme i betragtning til at modtage hjælp, skal borgere igennem en kompliceret proces – det er i sig selv en meget stor barriere. Dertil kommer geografiske skævheder, hvor der er store »huller« på Danmarkskortet, hvor det er svært at finde hjælp for den enkelte.
I de seneste ti år har der været adskillige tilløb til at gøre noget fra politisk side, men arbejdet har kørt i ring, og det har slet ikke ført til konkrete forbedringer. Lige inden jul blev arbejdet så igen »slået hjem«.
Historikken er, at Retsplejerådet i 2012 kom med en rapport med en række anbefalinger, der skulle forbedre ordningerne. I de efterfølgende år kom også Advokatsamfundet og Danske Advokater med rapporter med forbedringsforslag. Det samme gjorde den juridiske tænketank Justitia. Og i 2020 nedsatte daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) så et særligt udvalg, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan retshjælps- og fri proces-ordningerne kunne gøres mere velfungerende.
Glæden var stor, indtil corona forsinkede udvalgets arbejde, der skulle afleveres inden sommerferien i 2022. Udvalget fik et år mere, nu til 2023. Reelt blev arbejdet dog sat på pause i maj 2022, hvor det seneste møde fandt sted for aldrig siden at blive genoptaget. Angiveligt kunne man ikke finde ressourcer til at betjene udvalget fra Justitsministeriets side.
Alle aktører har løbende efterspurgt handling indtil december 2024, hvor justitsministeren meldte ud, at det særlige udvalg var nedlagt. Arbejdet skulle i stedet startes op i regi af Retsplejerådet igen.
Vi synes med et mildt ord, at den proces er uforløst, og at vi er »tilbage ved start« – det er beklageligt. Vi har den største respekt for Retsplejerådet, og vi accepterer også, at det er sådan, den politiske beslutning nu er – men det ville have været optimalt, at det nedsatte udvalg havde fået lov at arbejde færdig og komme til bunds med undersøgelser og anbefalinger, som udvalgets formand havde bekendtgjort, man agtede at komme med.
For den kommende proces vil vi appellere til, at arbejdet først og fremmest faktisk færdiggøres. Vi vil understrege, at anbefalingerne efterfølgende skal omsættes til forbedringer og reelle ændringer, som kan mærkes for borgerne. Og endelig vil vi henstille til, at fokus for arbejdet ikke ender med at dreje sig om økonomi og effektiviseringer, men at det udmunder i bedre ordninger, som fremmer borgernes retssikkerhed.
Hvis vi som samfund mener, at alle borgere skal have lige adgang til retsvæsenet, så har vi brug for et velfungerende og tidssvarende system, der griber de borgere, der har størst behov for hjælp, og giver dem mulighed for forstå og føre deres sager. I sidste ende er det målestokken.
Læs hele kommentaren i Berlingske her