Overvågningen af borgere i Danmark er vokset markant de seneste år. Nu handler det ikke kun længere om kameraer i byrummet, men også om nye teknologier som avanceret dataanalyse, biometrisk identifikation og algoritmisk risikovurdering. Regeringens seneste tiltag i form af en ny tryghedspakke med blandt andet flere overvågningskameraer og realtidsovervågning på togstationer samt lovforslag, der udvider PET og politiets beføjelser, føjer sig til en allerede voksende udvikling.

”Overvågning fører til mere overvågning, som igen fører til mere overvågning. Som forsker og borger i samfundet mener jeg, at jeg har en forpligtelse til at råbe vagt i gevær, når det begynder at tage overhånd – og det mener jeg, at det har gjort de sidste mange år,” siger Jacob Vrist Nielsen, historiker og forsker i overvågningshistorie.

En nylig rapport fra Justitia viser, at overvågningen i det offentlige rum i Danmark er mere og mere omfattende. Ifølge rapporten er brugen af overvågningskameraer (CCTV) blandt andet vokset markant. Tal fra Sikkerhedsbranchen fra 2016 viser, at der dengang fandtes cirka 1,5 millioner overvågningskameraer i Danmark – organisationen oplyser i et skriftligt svar til Advokatsamfundet, at de arbejder på en ny opgørelse, som forventes at vise en betydelig stigning.

Samtidig viser Justitias rapport, at myndigheder som politiet og skattevæsenet får øget adgang til at sammenkøre personoplysninger – ofte uden borgernes eksplicitte samtykke. Derudover anvendes kunstig intelligens også i stigende grad til at risikovurdere borgere, mens Danmark fortsætter med at vedtage logningsregler, som bevæger sig på kanten af – eller overskrider – EU-retten.

Rettigheder under pres

Ifølge Justitia udfordrer den stigende overvågning både retsstaten og borgernes grundlæggende rettigheder. Det billede kan Jacob Vrist Nielsen genkende. Han ser overvågningen som en trussel mod retten til privatliv og borgernes frihedsrettigheder.

”Vi kan risikere at få et samfund, der indretter sig efter overvågningsprincipper. Et samfund, hvor borgerne selvcensurerer sig selv, og hvor den frie debat forsvinder. Hvis man hele tiden føler sig overvåget, ændrer man adfærd. Det kan kvæle ytringsfriheden, kreativiteten og samfundsengagementet. Privatlivet bør ikke være en luksus. Det er en forudsætning for at være et frit menneske i et frit samfund, og det er ved at glide os af hænde,” siger han.

Retten til privatliv og databeskyttelse er grundlæggende rettigheder, som er forankret i både internationale, regionale og nationale love. Formålet er at beskytte individet mod magtmisbrug og sikre retten til personlig integritet – herunder kontrol over egen krop, hjem og bevægelse.

Og her spiller tillid til staten en afgørende rolle, mener Jacob Vrist Nielsen.

”Hele Danmark er bygget op på en høj grad af tillid til staten, til institutioner og til hinanden. Den tillid er i fare, hvis staten med mere overvågning i praksis bliver ved med at se os alle som potentielle trusler,” siger han og tilføjer.

”Det er rigtigt, at politiet eksempelvis kun må få adgang til data ved en dommerkendelse. Men data bliver stadig indsamlet om os alle sammen. Man ved ikke, hvor oplysningerne ender, eller hvornår de måske bliver brugt i forbindelse med ny lovgivning. Og hvad sker der, hvis en fremtidig – mindre demokratisk – regering får adgang til dem? Eller hvis Danmark en dag bliver besat, og data misbruges? Det er lidt søgt, men vi bliver nødt til at have det med i vores overvejelser,” forklarer han.

Nye beføjelser til PET

Et andet omdiskuteret tiltag er et lovforslag sendt i høring den 6. februar, hvor regeringen lægger op til at udvide Politiets Efterretningstjenestes (PET) muligheder for at indsamle data markant. Hvis forslaget vedtages, vil PET få hjemmel til at indsamle, sammenkøre og analysere oplysninger om alle borgere – uden konkret begrundelse, uden mistanke om kriminalitet og uden, at borgerne informeres.

Det vil i praksis kunne give PET adgang til oplysninger, der kan give et detaljeret billede af det enkelte menneskes liv og færden. Både i virkeligheden og på digitale medier.

Flere organisationer har været kritiske over for lovforslaget. Blandt andet Institut for Menneskerettigheder, der i et høringssvar udtrykker alvorlig bekymring og efterlyser flere retsgarantier, der i højere grad beskytternes borgernes rettigheder, særligt i forhold til behandling af borgernes data.

Instituttet kritiserer blandt andet, at det ikke fremgår af lovforslaget, at PET er forpligtet til at arbejde under hensyntagen til menneskerettigheder og retssikkerhed. Derfor anbefaler de blandt andet, at Justitsministeriet fastsætter klare og skærpede krav for, hvornår PET må indsamle og avende oplysninger om borgerne, og at kriterierne skal fremgå direkte af loven.

Ifølge Jacob Vrist Nielsen kan den foreslåede udvidelse af PET’s beføjelser få vidtrækkende konsekvenser for samfundets tillid og det enkelte individs følelse af frihed.

”Når en myndighed får så stor magt til at overvåge uden begrænsning, så risikerer vi at skabe en kultur, hvor borgerne hele tiden kigger sig over skulderen, og det er gift for demokratiet,” siger han.

Han ser forslaget som endnu et skridt i en bekymrende udvikling, hvor nye overvågningstiltag gradvist udvides og normaliseres – en teknologisk glidebane, som det ifølge ham er svært at bremse, når først den er sat i gang.

En teknologisk glidebane

Overvågning i Danmark er ikke noget nyt. Fra trusler mod kongemagten i 1600-tallet, overvågning af kommunister under Den Kolde Krig og frem til det første overvågningskamera i byrummet i 1981. Historien er lang, men de seneste årtiers teknologiske udvikling har accelereret mulighederne i en grad, som ifølge Jacob Vrist Nielsen har skabt en decideret glidebane.

”Når man først indfører et overvågningstiltag, sker det ofte med en konkret trussel som begrundelse. Før var det kommunister, så terrorister, og nu handler det om tryghed. Men hver gang sker der en overvågningsglidning. Tiltagene udvides stille og roligt, indtil formålet er noget helt andet end det oprindelige,” siger han.

I Justitias rapport om overvågning er der også opstillet en oversigt over overvågningstiltag vedtaget i Danmark mellem 2014 og 2024. Blandt dem er politiets brug af automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG), Forsvarets Efterretningstjenestes adgang til danskeres oplysninger i udlandet uden retskendelse, udvidet adgang til flypassagerdata, digital patruljering og øget adgang til samkøring af data i kontroløjemed. Videoovervågning er også udvidet – både gennem flere offentlige kameraer, adgang til private optagelser i realtid og politiets brug af kropskameraer.

”Overvågning signalerer handlekraft for politikerne. Men det er også en slags narresut, man giver borgerne for at vise, at man ’gør noget’, uden nødvendigvis at løse problemet,” siger Jacob Vrist Nielsen.

Britiske tilstande

Ifølge Jacob Vrist Nielsen betyder det også, at Danmark nærmer sig britiske tilstande, hvor overvågningen har taget fart over de seneste år. I Storbritannien findes anslået mellem 4 og 6 millioner overvågningskameraer. Samtidig har politiet fået udvidede beføjelser til at bruge ansigtsgenkendelsesteknologi, herunder i realtid i visse politikredse. Det betyder, at kameraer kan analyse forbipasserende ansigter og sammenligne dem med databaser over kriminelle.

Ifølge William Webster, professor og direktør for Centre for Research into Information, Surveillance and Privacy ved University of Stirling, er der en række udfordringer ved den stigende overvågning i Storbritannien.

”I lyset af overvågningens stadig mere indgribende og altomfattende karakter står samfundet over for flere udfordringer. Herunder den begrænsede offentlige forståelse af teknologierne, den hurtige teknologiske udvikling – især i forhold til digitale og biometriske systemer – og myndighedernes evne til at regulere teknologierne effektivt. Derudover tilpasses overvågningen ofte økonomiske interesser og vækst. Samtidig opstår der udfordringer i forhold til både anvendelsen og omfanget af generelle databeskyttelseslove og borgernes mulighed for at udnytte deres rettigheder i de nuværende lovgivningsrammer,” siger han.

William Webster beskriver også, hvordan overvågningsteknologier i Storbritannien ofte udvikler sig i en retning, der går ud over deres oprindelige formål – en tendens, han kalder ”overvågningskryb”. Det billede genkender Jacob Vrist Nielsen i en dansk kontekst.

”Jeg tror helt sikkert, at vi nærmer os britiske tilstande. Det er der ikke nogen tvivl om. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi inden for fem år har ansigtsgenkendelse i realtid herhjemme. Historisk set har vi fulgt de britiske tiltag, hvad angår overvågning,” siger han.

Foreløbigt anvender det danske politi kun teknologien i efterforskning af alvorlige personfarlige forbrydelser, hvor man kan søge efter objekter og ansigter på tværs af optagelser indsamlet under konkrete sager, men altså ikke i realtid.

Forhindrer overvågning kriminalitet?

Der findes ikke entydige beviser for, at øget overvågning forhindrer personfarlig kriminalitet – hverken i Danmark eller Storbritannien. En svensk meta-analyse fra 2019, foretaget af det kriminalpræventive råd (BRÅ), konkluderede med udgangspunkt i data fra flere lande, at videoovervågning havde begrænset forebyggende effekt på vold og overfald, men noget større effekt i forhold til tyveri fra parkeringskældre og lignende.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd i Danmark, der har undersøgt effektiviteten af overvågning i Danmark, har CCTV-overvågning størst effekt på planlagt kriminalitet fremfor impulsiv kriminalitet. Derfor er det især berigelseskriminalitet som biltyverier og hærværk, der forebygges.  

Omvendt har overvågning spillet en vigtig rolle i opklaringen af alvorlig kriminalitet. Eksempelvis blev gerningsmanden til mordet på en 33-årig kvinde i London i 2021 identificeret via CCTV-optagelser fra en passerende bus. I Danmark var overvågningsmateriale med til at fange blandt andre Philip Patrick Westh i sagen om Emilie Meng.

Behov for proportionalitet

For Jacob Vrist Nielsen er det derfor vigtigt også at anerkende overvågningens opklarende værdi, men han efterspørger en grundlæggende debat om proportionalitet og nødvendighed.

”Jeg synes selvfølgelig, at det er meget positivt, at man kunne opklare de her forfærdelige sager. Min pointe har aldrig været, at overvågning aldrig virker – men at det ikke altid er løsningen. Vi er nødt til at tale om, hvilket samfund vi er på vej mod, hvis vi fortsætter med at overvåge uden at reflektere over konsekvenserne,” siger han.

Han efterspørger derfor nogle klare rammer og en reel kontrol, der sikrer, at retsgrundlaget for overvågning i bred forstand er klart defineret og baseret på proportionalitet og nødvendighed med tydelige kriterier for, hvornår og hvordan myndigheder må indsamle og anvende oplysninger om borgerne.

Han efterlyser blandt andet klare rammer og kontrolmekanismer, der sikrer, at overvågning kun anvendes, hvor det er nødvendigt og proportionalt, og som sikrer en garanti for borgernes retssikkerhed. Et eksempel er retsplejelovens § 791 a., som kræver dommerkendelse ved GPS-overvågning.

Derudover mener han, at borgerne bør informeres grundigt om, hvordan deres data behandles, og hvilke rettigheder de har.

Justitia foreslår i deres rapport, at alle fagministerier forpligtes til at sikre, at både nuværende og nye tiltag har et klart retsgrundlag og ledsages af konsekvensvurderinger.  Det er Jacob Vrist Nielsen enig i:

”Overvågning er altid en magtudøvelse. Derfor forskyder den også balancen mellem stat og individ. Som Justitia foreslår, bør der nedsættes en kommission, der skaber klare rammer og reel kontrol. Ellers risikerer vi at miste den grundlæggende tillid til, at staten vil os det bedste, og til at vi stadig har et privatliv,” siger han.