De seneste år er overvågningen af borgerne steget markant, og myndighedernes mulighed for at registrere borgernes adfærd vokser konstant. Senest har regeringen med en ny tryghedspakke afsat flere penge til overvågningskameraer, givet øget adgang til tv-overvågning og styrket realtidsovervågning på togstationer. Ifølge justitsministeren skal initiativerne skabe et tryggere Danmark. Men spørgsmålet er, om øget overvågning reelt skaber mere tryghed?

Tryghedskameraer, som ministeren også kalder dem, lyder umiddelbart beroligende, men i praksis betyder det, at vi bliver overvåget endnu mere i vores hverdag. Der er samtidig noget paradoksalt i at ville skabe tryghed ved at øge statens kontrol over, hvor vi er, hvad vi gør, og hvem vi er sammen med.

For overvågning handler ikke længere kun om flere kameraer i byrummet. De seneste år er der også set en markant udvikling i brugen af avancerede teknologier som kunstig intelligens, dataanalyse og biometriske identifikationer. Senest har regeringen også fremsat et lovforslag, der skal give politiet adgang til private DNA-registre for at opklare grove forbrydelse.

Intentionen er forståelig: at bekæmpe kriminalitet mere effektivt. Men spørgsmålet er, om vi i vores jagt på sikkerhed samtidig er ved at ofre nogle af de rettigheder, der netop gør os trygge i et retssamfund?

Her er det væsentligt at forstå, hvor omfattende overvågningen er i dag. En ny rapport fra den retspolitiske tænketank Justitia viser, at overvågningen i det offentlige rum i Danmark er massiv: Vi har nu over 1,5 millioner overvågningskameraer, politiet får flere og flere beføjelser til at bruge ansigtsgenkendelse, kunstig intelligens bruges i stigende grad til risikovurderinger i skattevæsenet og socialforvaltningen. Og det rejser samlet set alvorlige retssikkerhedsmæssige spørgsmål.

Retten til privatliv og databeskyttelse er ikke bare en praktisk beskyttelse – det er en grundsten i en retsstat og en grundlæggende menneskeret for alle borgere. Det sikrer, at enhver i praksis har kontrol over sin krop, sit hjem, sin familie og sin kommunikation. Når mere og mere overvågning indføres uden klare retningslinjer og proportionalitet, risikerer vi en udvikling, hvor stadig flere beføjelser gives uden tilstrækkelig refleksion over konsekvenserne.

De fleste mennesker låser deres døre, bruger adgangskoder og trækker gardinerne for – ikke fordi de har noget at skjule, men fordi de ønsker privatliv. Overvågning uden grænser skaber ikke blot en usikkerhed om, hvem der har adgang til vores data, men kan i sidste ende også påvirke vores adfærd og begrænse vores frihed.

Målet må ikke hellige midlet

Det er derfor bekymrende, når flere retsordførere i et interview med DR i forlængelse af regeringens forslag om adgang til private DNA-registre udtaler, at målet helliger midlet – også selvom det kan være et problem for retssikkerheden.

Selvfølgelig ønsker vi alle, at myndighederne opklarer forbrydelser, men vi har nået et punkt, hvor det også er nødvendigt, at politikerne spørger sig selv, hvor grænsen går, og hvornår metoderne bliver for omfattende.

”Hvis man ikke har noget at skjule, har man intet frygte,” hører man tit, når overvågning debatteres. Men argumentet er en misforståelse af privatlivets betydning.

Privatliv handler ikke om at skjule ulovlige aktiviteter, men om retten til selv at bestemme, hvem der har adgang til ens oplysninger og bevægelser. Når man politisk i disse år drøfter brugen af overvågning – på nettet, med DNA-registre, kameraer mm. – er der behov for en erkendelse af, at der allerede er en omfattende overvågning. Vi anerkender, at der kan være grund til at udvide yderligere, men det kræver grundige overvejelser for/imod.

For vi ønsker et samfund, hvor både sikkerhed og frihedsrettigheder respekteres. Og det er derfor afgørende, at retsgrundlaget for overvågning i bred forstand er klart defineret og baseret på proportionalitet og nødvendighed.

Det betyder først og fremmest, at der skal være tydelige kriterier for, hvornår og hvordan myndigheder må indsamle og anvende oplysninger om borgerne. For eksempel fastsætter retsplejelovens § 791 a., at politiet kun må overvåge borgere gennem GPS-tracking, hvis der foreligger en dommerkendelse. Det sikrer en juridisk kontrol med, at overvågningen ikke sker på et løst grundlag. Den type retningslinjer bør gælde for langt flere overvågningstiltag, så borgerne ved, hvornår og på hvilke vilkår myndigheder har adgang til deres oplysninger.

Samtidig er det afgørende, at borgerne informeres om, hvordan deres data behandles, og hvilke rettigheder de har. Mange mennesker er ikke bevidste om, hvor meget information der indsamles om dem, eller hvordan de kan få indsigt i og klage over overvågningstiltag. Der bør derfor være en tydeligere ret til indsigt i, hvilke oplysninger der opbevares, og en effektiv klagemulighed, hvis data håndteres forkert eller bruges i strid med gældende regler.

Justitia anbefaler i deres rapport, at alle fagministerier skal forpligtes til at sikre, at både nuværende og fremtidige tiltag bliver grundigt beskrevet og reguleret med et klart retsgrundlag. Derudover foreslår de, at alle lovforslag, der indebærer øget overvågning, skal ledsages af en konsekvensvurdering, der belyser, hvordan de påvirker borgernes retssikkerhed og grundlæggende rettigheder. Det synes vi er gode forslag, som tvinger lovgiver til at lave en vurdering, der kan give de nødvendige drøftelser af behov og proportioner mellem overvågning vs. frihedsrettigheder.

Teknologien udvikler sig hurtigt, og mulighederne for at overvåge og indsamle data bliver stadigt mere avancerede. Derfor er vi nødt til at gå ind i denne debat mere bevidste om, hvad vi mister. For hvis vi ikke forholder os kritisk til denne udvikling, risikerer vi at vågne op i et samfund, hvor privatliv ikke længere er en selvfølge, men en luksus vi for længst har givet køb på.

Læs debatindlægget i Politiken her