Når vi i Danmark læner os trygt op ad vores demokrati og retssamfund, skyldes det ikke mindst, at vi har klare spilleregler for, hvordan magten udøves. Politikerne vedtager lovene, og dommerne dømmer efter dem.

Alligevel ser vi, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg (EMD) i disse år bliver mødt af gentagen kritik i den offentlige politiske debat.

I maj markerede Danmark – sammen med Italien og syv andre europæiske lande – det ved at underskrive et åbent brev til Domstolen, hvori de opfordrede til en mindre restriktiv fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Nogle måneder efter, ved EU-topmødet i København i starten af oktober, blev kritikken gentaget på ny i diplomatisk regi.

Og senest 27. november brugte udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund debatspalterne på at rette skarp kritik mod domstolens rolle og dens fortolkning af EMRK.

Derfor er det i denne tid særligt vigtigt at minde om, hvad EMDs opgave egentlig er, og hvorfor dens uafhængighed er afgørende.

Fremstilles ofte som en hindring

Kort og godt er domstolen skabt for at sikre, at menneskerettighederne bliver overholdt i praksis i konkrete sager. Når der træffes afgørelser, sker det altså på baggrund af regler, som medlemslandene – herunder Danmark – selv har vedtaget.

Og det er netop her, at EMD er det, den skal være: en uafhængig domstol der er garant for, at ingen stat – heller ikke Danmark – overskrider de grænser, vi som demokratier har sat for os selv.

I det lys er de mange udfald problematiske.

Hvis man fra politisk side ønsker at ændre, hvad domstolen skal lægge vægt på, må det ske ved at ændre reglerne og ikke ved at kritisere domstolen for at følge dem.

Det ville heller ikke være foreneligt med vores demokratiske retsorden, hvis danske politikere rettede kritik mod Højesteret for dens praksis, når de afsiger domme, som måske er mindre »politisk populære«.

EMD og menneskerettighederne bliver i vores optik alt for ofte fremstillet som en hindring for dansk retshåndhævelse – særligt når det gælder udvisning af kriminelle udlændinge.

Faktisk er det stort set den eneste politiske opmærksomhed, som EMRK og EMD får.

Det er bekymrende. 

Dels fordi debatten bliver så ensporet, dels at konventionen fremstilles som skurken i dansk udlændingepolitik – og en hindring for retfærdighed.

Selvfølgelig må og skal politikere have holdninger og kan diskutere, hvordan lovene – herunder også menneskerettighederne – anvendes og fortolkes. Det er en legitim og nødvendig del af et levende demokrati.

Men når der ses på de sidste fem år, står det klart, at domstolens praksis og virkeligheden omkring udvisninger er mere nuanceret, end det fremføres i den politiske debat.

Det billede hører man sjældent om i debatten.

Handler om mere end udvisninger

Men faktum er, at i perioden fra januar 2020 til marts 2025 har Danmark ved dom udvist 6.111 udlændinge ifølge tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.

I samme periode har EMD afsagt seks domme, der går imod Danmark i udvisningssager – altså seks sager, hvor en dansk domstol har idømt en borger udvisning, som så sidenhen er omgjort af EMD.

Derudover har EMD i en række andre sager enten afvist klagen, fordi den lå uden for domstolens kompetence, eller direkte vurderet, at den danske udvisning var fuldt lovlig og kunne gennemføres.

Disse tal viser, at det kun er en brøkdel af de danske udvisningssager, som EMD overhovedet får på sit bord – og at menneskerettighederne ikke blokerer for alle udvisninger.

Advokatrådet stiller ikke det mindste spørgsmålstegn ved, at kriminalitet skal straffes – med bøder, fængsel, eller hvad en domstol nu måtte komme frem til i hver enkelt konkret sag.

Vi har heller ikke nogen særskilte holdninger til udvisninger. Pointen fra vores side er i højere grad, at vi lever i et retssamfund, der bygger på afvejninger og rettigheder – og at det er op til domstolene at tage stilling i de enkelte sager, og at man fra politisk side i højere grad bør lade domstolene arbejde.

I sager om udvisninger, skal EMD (og andre domstole) foretage den konkrete afvejning af tilknytningsspørgsmålet. Er borgeren født i Danmark? Har borgeren familie her? I den politiske debat glemmes eller negligeres den side af sagen for ofte.

En anden nok så væsentlig pointe i debatten om EMRK er, at menneskerettighederne handler om meget mere end udvisninger.

I november var det 75 år siden, at konventionen blev vedtaget.

Et historisk jubilæum for en konvention, der blev født i ruinerne af to verdenskrige og et Europa ramt af brutalitet og ustabilitet.

EMRK har siden været en hjørnesten i opbygningen af de moderne europæiske demokratier – også det danske – ikke som en hindring for borgernes beskyttelse, men som en garanti for det.

Kæden hopper af

Menneskerettighederne har gennem tiden beskyttet borgere i et stort spænd af situationer, der går langt ud over de få udvisningssager, som fylder i debatten.

Det gælder både fra social- og sundhedsområdet til grundlæggende frihedsrettigheder, ytringsfrihed og beskyttelse mod vilkårlig myndighedsudøvelse.

Et godt eksempel er en sag fra 2024, hvor Danmark blev dømt efter artikel 8 i konventionen, da myndighederne ikke reagerede tilstrækkeligt på en kvindes anmeldelse af voldtægt.

Derudover er Danmark blandt andet tidligere blevet dømt for brud på artikel 3 om nedværdigende og umenneskelig behandling i sager om bæltefiksering, for brud på artikel 6 om retten til en retfærdig rettergang og for brud på artikel 11 om foreningsfrihed.

Senest blev Danmark i maj dømt for brud på artikel 2 om retten til liv i en sag, hvor en indsat afgik ved døden i en benlås i Kolding Arrest i 2011.

Advokatrådet havde derfor håbet, at jubilæet ville have givet anledning til stolthed og eftertanke.

For i en tid, hvor den internationale retsorden er under pres, og hvor autoritære strømninger vinder frem, er det vigtigere end nogensinde at stå vagt om de principper, som EMRK repræsenterer – og som vi ikke kan tage for givet.

Konventionen er med til at understøtte, at stater ikke udøver magt vilkårligt eller ud fra skiftende politiske hensyn.

Den sætter klare grænser for statsmagten og beskytter borgeren og sikrer, at grundlæggende rettigheder respekteres – især i sager, hvor presset på retssikkerheden er størst.

Danmark har i EU været blandt de klare stemmer i kritikken af lande som Polen og Ungarn, når de har undermineret retsstaten, begrænset domstolenes uafhængighed og brudt med flere grundprincipper om demokrati og menneskerettigheder.

Skal disse ord have vægt, må vi selv stå vagt om den internationale retsorden. I modsat fald mister vi både princippet om magtens tredeling og troværdigheden til at forsvare retssikkerheden i Europa.

Det anerkendes, at Rasmus Stoklund i sit seneste indlæg bakker op om EMRKs grundlæggende formål: at beskytte det enkelte menneske mod overgreb og forfølgelse.

Men netop derfor må vi også have tillid til, at EMD udfører sit arbejde i overensstemmelse med konventionen og den praksis, medlemslandene i fællesskab har forpligtet sig til.

Det er derfor afgørende, at vi fastholder respekten for både domstolenes uafhængighed og de internationale retsregler, som vi selv har forpligtet os til.

Kæden hopper for alvor af i vores demokrati, hvis vi begynder at underminere den dømmende magts rolle eller se bort fra de fælles spilleregler, som vi er en del af.

Læs kronikken i Berlingske her.