Af Andrew Hjuler Crichton Generalsekretær, Advokatsamfundet og Birgitte Arent Eiriksson Direktør, Justitia

I Danmark hylder vi et vigtigt retsprincip om, at ’enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist’, men det må klinge hult hos de mere end 100 personer, som i 2024 afsluttede deres varetægtsforløb efter at have siddet fængslet i over to og tre år før modtagelse af dom.

Virkeligheden er nu, at den gennemsnitlige længde for en varetægtsfængsling i Danmark de senere år er steget fra mere end tre måneder til over seks måneder, og at flere sidder i varetægt i flere år.

Det viser en ny rapport, som vi for nylig har præsenteret på en fælles konference på Christiansborg, og som vi opfordrer Folketinget til at tage med i drøftelserne af strafreformen, som snart er til behandling.

Til forskel fra afsonere, der har fået en endelig dom, sidder varetægtsfængslede under skrappere vilkår i et uafklaret tomrum med begrænsede eller tæt på ingen muligheder for hverken besøg, beskæftigelse eller uddannelse.

Vores rapport viser også, at omkring 10 pct. af de varetægtsfængslede ender med ikke at blive dømt for det forhold, de har været fængslet for.

De har ofte mistet arbejde, bolig og i flere tilfælde familien, når de vender tilbage til samfundet.

Danmark har en af de højeste andele af varetægtsfængslede i Europa, og flertallet af dem er varetægtsfængslet på grund af, at anklagemyndigheden vurderer, at der er risiko for påvirkning af sagens efterforskning.

Det betyder, at den varetægtsfængslede er underlagt meget restriktive forhold med op til 23 timers ophold på cellen og har besøgs- og brevkontrol med begrænsede muligheder for at få besøg af pårørende.

Det er yderst indgribende og menneskeligt nedbrydende. Særligt når det står på i længere tid.

Alle parter - anklagere, dommere, advokater og pårørende - er enige om, at det er uholdbart med den bekymrende udvikling, som rapporten viser. Men der er fortsat lang vej fra vilje til handling.

Vores undersøgelse har afdækket en praksis ved domstolene, hvor mange nærmest per automatik varetægtsfængsles og får forlænget deres fængsling igen og igen. Det er ikke altid på et solidt grundlag, der berettiger til at varetægtsfængsle. Og slet ikke i så lang tid.

Det påvirker de mange familier med børn, der på kort tid mister kontakten til den forælder, der sidder i varetægt. Blandt andet fordi besøg ofte skal ske inden for skoletiden og foregår under overvågning af en fængselsbetjent og under forhold, der ikke altid er børnevenlige.

Vi ser gode tiltag i den nye strafreform. For eksempel muligheden for at benytte fodlænke som et alternativ til varetægtsfængsling.

Den har hele tiden været der, men er aldrig blevet benyttet.

Det er positivt, at strafreformen også indeholder initiativer, der har til formål at nedbringe længden af varetægtsfængsling. Men vi mener ikke, at de er tilstrækkelige.

Det er på tide at genoprette proportionaliteten og retssikkerheden. Varetægtsfængsling skal tilbage til sin oprindelige rolle som undtagelse - ikke som hovedregel. Det kræver både færre fængslinger og kortere forløb. I rapporten foreslår vi otte konkrete anbefalinger til at vende udviklingen.

Flere værktøjer er lige til at tage i brug, uden at det kræver de store lovændringer. For eksempel anticiperet bevisførelse, som betyder at foretage indenretlige afhøringer af relevante vidner i en sag så hurtigt som muligt i efterforskningen, sådan at der ikke længere er fare for, at sigtede vil påvirke vidner til at ændre forklaring, og der derfor ikke er behov for varetægtsfængsling. Det vil også være en fordel for selve retssagen, da nogle sager må vente et-to år med at begynde og med risiko for, at vidners hukommelse svinder ind.

Det er godt, at alle er enige om, at der skal ske noget for at vende udviklingen. Men hvis de tiltag ikke tages med i denne reform, hvornår sker det så?

Debatindlæg i Jyllands-Posten 8. december