Trods gode intentioner blev Barnets Lov udskældt længe før, den trådte i kraft i januar 2024, og kritikken er ikke forstummet her halvandet år efter.

”Man kunne spare millioner af kroner, hvis loven blev skrevet om, så den var til at forstå.”

Den pointe blev fremført af Gerd Sinding, leder af Justitia Akademi, dommer ved Frederiksberg byret og medlem af Børn og ungeudvalgene i København og Frederiksberg.

Hun var en af oplægsholderne på en konference den 4. september, den tredje arrangeret af Barnets Stemme med advokat og stifter Gitte Leth Thomsen i spidsen. På konferencen deltog fagpersoner og organisationer med indsigt i sociale sager på børneområdet.

Fokus var på børns retssikkerhed og særligt for de børn, der står overfor enten en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse. Og det handlede ikke kun om selve sagsbehandlingen men også om kommunernes ansvar for de børn, der bliver anbragt, og hvad de bliver anbragt til.

Som det ser ud nu, er der fortsat for mange fejl og mangler i kommunernes sagsbehandling, når de beslutninger, der skal være ’for barnets bedste’ varetages i forvaltningen.

Det skyldes blandt andet, at lovkomplekset i Barnets lov er sammensat af et sammensurium af sagsbehandlingsregler, af tidligere love og lag-på-lag paragraffer. Det gør loven vanskelig at håndtere og forstå i praksis for både sagsbehandlere og ikke mindst for dem, den handler om: børnene og deres forældre, som i mange tilfælde hverken kender til eller forstår deres rettigheder til fulde.

”De er i en vanskelig og følelsesbelastet situation, og mange har begrænsede forudsætninger. Når man starter en social sag, så har man jo som udgangspunkt ikke indsigt i området,” sagde Gerd Sinding, som også tidligere har påpeget, at jura kan være svært at navigere i for socialrådgivere, og at de skal betragte juraen som en ramme og ikke som en barriere, for den kan hjælpe med at træffe de rigtige afgørelser - men ansvaret ligger ikke hos dem.

Et makværk

”Kommunerne er fortsat for dårlige til børns retssikkerhed,” sagde Gerd Sinding og påpegede at meget kunne og burde løse sig, hvis loven blev skrevet om helt fra bunden. I dens nuværende form har hun denne ikke-flatterende betegnelse om loven:

”Det er et makværk.”  

Gerd Sinding meldte sig klar til at skrive loven om på tre måneder, hvis opgaven blev hende tilbudt ”ellers kan det være, at jeg måske genskriver Barnets Lov, når jeg bliver pensionist,” sagde hun.

”Det store problem er, at den blander for mange ting sammen i en stor pærevælling. Den vigtigste og værste er § 47 om betingelserne for at anbringe et barn udenfor hjemmet. Kriterierne er for uklare, og faktum er ofte rodet. Det er svært at ’skønne’ rigtigt for sagsbehandlere,” forklarede hun.

Hun fortalte også, at hun havde set mange børnefaglige undersøgelser, der enten ikke var tilstrækkeligt oplyste eller var overoplyste med alt for lange passager af irrelevante redegørelser med oplysninger af privat karakter og i strid med GDPR-lovgivningen.  Det ledte frem til, at ikke kun undersøgelser skal være klare, konkrete og til at forstå. Det skal de endelige afgørelser om barnets fremtid også.  

”En god afgørelse skal være let at læse og forstå. Den skal ikke være for lang. Den skal være velbegrundet, og den skal være lovlig. Men hvis borgerne ikke forstår de ord, der står i den, er den ikke velbegrundet for dem,” sagde Gerd Sinding.

Hun kom også med eksempler på tungt, knudret og unødvendigt sprog.

”Brug af tekniske termer som “forældremyndighedsindehaver” kan skabe afstand og misforståelser, især for borgere med kognitive udfordringer.”

Men ansvaret for at fremme retssikkerheden for børn ligger først og fremmest ét sted påpegede hun.

”En ordentlig sagsbehandling starter i ministeriet.”

Og det gælder ifølge Gerd Sinding ikke kun Barnets Lov:

”Man kunne løfte tilliden til myndighederne helt enormt meget, hvis mange love blev skrevet om og havde højere kvalitet.”

Generelt mangelfuld

At det går den forkerte vej med retssikkerheden for børn, fremgik også af Ankestyrelsens præsentation af tendenser i sociale sager på børneområdet, som tog udgangspunkt i Børnesagsbarometret. Den årlige undersøgelse af om kommunerne overholder lovkravene. Barometret fokuserer alene på den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen og vil fra 2026 ændre form.

”Konklusionen er, at den stadig generelt er mangelfuld,” meddelte Henrik Horster, Ankechef i Ankestyrelsen i sit oplæg.

”Der er samme mønster i kommunerne efter Barnets Lov er indført. Inddragelser er ofte ikke opfyldt. Der bliver ikke altid talt med børnene. Vi kan heller ikke se, at børnene får tilbudt en bisidder, som de skal, selvom meldingen er, at de får det tilbud mundtligt. Der er en kontrast til det, der bliver målt, og det der bliver sagt. Helt konkret på sagsniveau er der ikke forbedringer at se.”

Ifølge Ankestyrelsen halter det også med sagsbehandlingstiden, som går for langsomt og udover firemåneders fristen, og det samme gør sig gældende for opfølgningen i børnesagerne. Kriterierne for de børnefaglige undersøgelser er ikke altid opfyldt, frister bliver ikke overholdt, handleplaner bliver ikke udarbejdet, som de skal.

Blik for barnet

Advokat Mads Pramming lagde i sit oplæg vægt på Menneskerettighedskonventionens artikel 3 om tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf, som i sin udformning i den ideelle verden burde gøre det hele enklere i sagsbehandling, for den skal følges, og det er der også danske domme på. Ifølge ham er det et minimum af regler, man bør kende som sagsbehandler.

”EMRK trumfer de socialretlige regler, og i det lys er nye love ligegyldige. Kommunerne har handlepligt hvis de for eksempel vidste eller burde have vidst, at et overgreb har fundet sted, eller hvis der er risiko for et overgreb,” sagde han.

”Hvis kommunerne ved noget, så skal man gøre noget. Ellers sidder man i saksen. Det er grundlæggende rettigheder – det er ikke et eller andet, der svæver derude, ” sagde han og understregede, at i forhold til EMRK, så er kommunerne en del af staten.”

I den efterfølgende paneldebat var der enighed om, at sproget har en stor betydning for, hvordan man sikrer børns retssikkerhed.

Forperson for De Anbragtes Vilkår, Fransiska Mannerup sagde:

” Det er positivt, at det er understreget med Barnets Lov, at inddragelse er vigtigt. Men et stort problem er, at der ikke er transparens, om det der sker. Der mangler tydelighed om, hvad systemet vil vide.”

Det handler også om at have blik for barnet og stille de rigtige spørgsmål på den rigtige måde.

”Det store maskineri er ikke altid for barnets bedste men for systemets bedste. Sproget er vigtigt som redskab til at gribe og inddrage barnet.”

Dette var også et emne, flere af oplægsholderne var stærkt optaget af.

Mads Pramming kom med eksempler på, at børn blev anset for at være besværlige, når det i virkeligheden var på grund af forældrenes vold, som man alt for sent fik belyst og ikke spurgte ind til. 

Gerd Sinding fortalte om en dreng i Børn- og ungeudvalget, der blev anset for at være uregerlig og ikke kunne sidde stille, men som viste at det kunne han, efter hun havde haft en samtale med ham. Han sagde: 

"Du er den første, der har sagt, at jeg kunne noget."

Barnets Lov har til formål at styrke børns rettigheder, men i praksis lever loven altså ikke op til sit formål - endnu.