Spring hovednavigationen over

Det er nødvendigt at øge tilsynskræfterne for at kunne håndtere et stigende antal komplekse og alvorlige sager, særligt på hvidvask- og klientkontoområdet. Advokatrådet har derfor besluttet at aktivere bemyndigelsen til ekstraordinært at opkræve yderligere 500 kr. ekskl. moms fra alle advokater i forbindelse med bidragsopkrævningen for 2025.

Advokatrådet har vurderet det nødvendigt at styrke tilsynet med advokater. Det betyder, at der skal ansættes flere medarbejdere til tilsynet, for at kunne øge tilsynstrykket, herunder en stigende kompleksitet i sagerne på specielt klientkonto- og hvidvaskområdet. Dertil kommer, at der også er behov for at styrke myndighedssamarbejdet yderligere.

”Tilsynet med advokater er en kerneopgave, hvor vi hele tiden skal tilpasse ressourcer og værktøjer til den virkelighed, vi er i, så vi kan fastholde et tilfredsstillende tilsynstryk. Advokatrådet har nultolerance over for hvidvask, og på netop det område kan det konstateres, at der er en stigning i antallet af henvendelser og en generelt øget aktivitet. Det skal vi naturligvis kunne tage os af og følge grundigt op på, og det kræver, at der tilføres flere ressourcer,” siger Advokatsamfundets generalsekretær, Andrew Hjuler Crichton.

På den baggrund har Advokatrådet valgt at aktivere den bemyndigelse, der er givet, til ekstraordinært at opkræve yderligere 500 kr. ekskl. moms fra alle advokater i forbindelse med bidragsopkrævningen for 2025.
Siden Advokatrådet omlagde tilsynet i 2024, har fokus særligt været rettet mod klientkonto- og hvidvaskforhold. Sager på det område er erfaringsmæssigt mere alvorlige og komplekse og kræver derfor flere ressourcer at behandle. Derudover har sekretariatet igennem 2024 modtaget betydeligt flere henvendelser om mulige alvorlige forhold. Ofte er det nødvendigt at reagere hurtigt og med et dybdegående tilsyn på disse henvendelser, der kommer fra eksempelvis andre myndigheder som NSK og Hvidvasksekretariatet.

En del af de sager, der rejses på hvidvaskområdet, medfører erfaringsmæssigt også alvorlige sanktionspåstande, herunder både midlertidige og ubetingede frakendelsespåstande.
Beslutningen om at intensivere tilsynsindsatsen blev truffet af Advokatrådet på et rådsmøde i december 2024, mens bemyndigelsen til ekstra-opkrævningen blev vedtaget på advokatmødet i maj 2023.